Klagen skyldes, at A (herefter benævnt virksomheden) er efteropkrævet 33.377 kr. i moms vedrørende levering af ydelser i perioden 1. januar 2002 til 30. juni 2003, idet de leverede ydelser er anset for momspligtige i Danmark.

Landsskatterettens afgørelse

Den påklagede afgørelse ændres.

Sagens oplysninger

Virksomheden er en Internetvirksomhed, hvis aktivitet bl.a. består i salg af reklameydelser via links, bannere eller tekst. Reklameydelserne sælges til amerikanske aftagere. Salget sker via virksomhedens hjemmesider.

Besøgende på virksomhedens hjemmeside kan klikke videre til andre hjemmesider, hvor det er muligt at abonnere på billeder m.v. med erotisk indhold (betalingssider). Betalingssiderne er placeret i USA. Hver gang en kunde klikker videre fra virksomhedens hjemmeside og ind på betalingssiderne og tegner et abonnement, får virksomheden en andel af salget. Der udskrives ikke fakturaer og betalingen er afhængig af, at ejerne af betalingssiderne fremsender de korrekte oplysninger til den billingvirksomhed, der gennemfører selve betalingen. Virksomheden kan i et vist omfang følge udviklingen, idet virksomheden har adgang til en webmasters hjemmeside, hvor der via virksomhedens "Site-id" kan forespørges på antal medlemmer og "sign-ups today". Betalingen sker ved, at der løbende modtages checks fra ejerne af betalingssiderne.

Virksomhedens hjemmesider er alle udformet på engelsk og alle sider er registreret som.com domainer.

Der er fremlagt benyttelsesstatistikker for hjemmesiderne for en efterfølgende periode. Heraf fremgår, at omkring 1 % af brugerne på hjemmesiderne kommer fra Danmark.

Regionens afgørelse

Regionen har anset virksomheden for at levere momspligtige reklameydelser i henhold til dagældende momslovs § 18, stk. 1, nr. 2. Virksomheden efteropkræves 33.377 kr. i moms for perioden 1. januar 20021 til 30. juni 2003. Beløbet er beregnet som 20 % af omsætningen vedrørende bannerreklamer i perioden.

Der er tale om levering af reklameydelser, som skal informere brugerne af virksomhedens hjemmeside om eksistensen og kvaliteten af betalingssidernes indhold.

De leverede ydelser må anse for at have leveringssted i Danmark, idet ydelserne må anses for benyttet både inden for og uden for EU. Da ydelserne således ikke udelukkende er benyttet eller udnyttet uden for EU, jf. momslovens § 18, stk. 3, nr. 3, er de således momspligtige i Danmark.

Virksomhedens påstand og argumenter

Virksomhedens repræsentant har nedlagt påstand om, at der ikke skal betales moms her i landet ved salget af reklameydelserne, idet den faktiske benyttelse eller udnyttelse af ydelserne sker uden for EU, hvorfor ydelserne ikke har leveringssted i Danmark.

Virksomhedens hjemmesider er udfærdiget på engelsk, og i omkring 99 % af tilfældene kommer brugerne fra andre lande end Danmark. De leverede reklameydelser henvender sig således ikke direkte til danske brugere, men er derimod målrettet mod alle brugere på det globale marked.

Landsskatterettens bemærkninger og begrundelse

Den dagældende momslovs § 18 havde følgende formulering:

Leveringsstedet er her i landet for følgende ydelser, som leveres til aftagere her i landet, eller som leveres her i landet, jf. dog stk. 2 og stk. 3:

[.....]

2) Reklameydelser

[.....]

Stk. 3. Leveringsstedet, når de i stk. 1 omhandlede ydelser leveres her fra landet er ikke her i landet i følgende tilfælde:

[.....]

3) Når ydelsen leveres til aftagere uden for EU og ydelsen udelukkende benyttes eller udnyttes uden for EU"

Det fremgår af 6. momsdirektiv art. 9, stk. 2, litra e, at leveringsstedet for bl.a. reklamevirksomhed, som præsteres for aftagere, der er etableret uden for Fællesskabet, er det sted, hvor aftageren har etableret enten sit hjemsted eller et fast forretningssted.

Det fremgår endvidere af 6. momsdirektiv art. 9, stk. 3, pkt. b, at medlemsstaterne med henblik på at undgå dobbelt påligning af afgifter, ikke-påligning af sådanne eller konkurrencefordrejning med hensyn til bl.a. reklameydelser kan anse leveringsstedet, når dette i henhold til denne artikel er beliggende uden for Fællesskabet, som beliggende i indlandet, såfremt den faktiske benyttelse eller udnyttelse finder sted i indlandet.

De leverede ydelser vedrørende links til betalingssider med erotisk indhold må anses for at være reklameydelser som nævnt i den dagældende momslovs § 18, stk. 1, nr. 2 og 6. momsdirektivs art. 9, stk. 2, litra e. Der er herved lagt vægt på, at formålet med virksomhedens opsætning af hjemmesiden er at sprede information om eksistensen og kvaliteten af betalingssidernes tjenesteydelser.

Landsskatteretten lægger til grund, at ydelserne afsættes til aftagere beliggende uden for EU.

Den dagældende bestemmelse i momslovens § 18, stk. 3, nr. 3, må fortolkes i overensstemmelse med 6. momsdirektivs artikel 9, stk. 3, hvorfor der ved fastlæggelsen af leveringsstedet for de pågældende ydelser må lægges vægt på, om disse må anses for faktisk benyttet/udnyttet i Danmark.

Landsskatteretten finder ikke, at ydelserne kan anses for faktisk benyttet eller udnyttet i Danmark. Der er herved lagt vægt på det oplyste omkring antallet af brugere fra Danmark, samt at der ikke er andre særlige tilknytningsmomenter eller lignende, der kan medføre, at ydelserne skal anses for faktisk benyttet eller udnyttet i Danmark. Ydelserne kan således ikke anses for faktisk benyttet eller udnyttet i Danmark.

Reklameydelserne må således anses for at have leveringssted uden for EU i de tilfælde, hvor aftageren af ydelserne er placeret uden for EU. Der skal derfor ikke opkræves moms af leverancerne her i landet i disse situationer.

Den påklagede afgørelse ændres således.