Parter

A
(selv)

mod

Skatteministeriet
(Kammeradvokaten ved advokat Anne Øvlisen

Afsagt af landsdommerne

Inger Nørgaard, Annette Dellgren og Henrik Twilhøj (kst)

Den 27. februar 2001 afsagde landsskatteretten kendelse i en sag, der vedrørte sagsøgerens, A, skattepligtige indkomst. Kendelsen er sålydende:

"...

Klagen vedrører opgørelsen af indkomsten på følgende punkter:

Personlig indkomst
Indkomståret 1995
Ikke godkendt fradrag for underskud af virksomhed	52.764 kr.
Indkomståret 1996
Ikke godkendt fradrag for underskud af virksomhed	86.704 kr.

Det fremgår af sagen, at klageren medio 1994 påbegyndte den selvstændige virksomhed "H1", der driver engrossalg af lægeudstyr. Virksomheden drives fra ejendommen H2, der tillige er klagerens bopæl. Ejendommen H2 er vurderet som en blandet benyttet ejendom med beboelse og forretning. Pr 1. januar 1995 var ejendommen vurderet til 1.390.000 kr. indeholdende 1 lejlighed og pr. 1. januar 1996 til 1.500.00 kr. indeholdende 2 lejligheder. Klageren har ifølge folkeregistret ikke boet på ejendommen i de påklagede indkomstår. Af klagerens regnskab fremgår bl.a. følgende:

H2	1995	1996
Lejeindtægter	63.840	43.314
Direkte omkostninger		8.345
Administrationsomkostninger	16.188	8.871
Ejendomsomkostninger	28.410	28.402
Anslået vedligeholdelses omkostninger	10.000
Afskrivninger	62.006	84.400
resultat før renter	- 52.764	- 86.704
H1
Omsætning	76.670	30.198
Lønudgift	76.670	30.198
Resultat	0	0

Ifølge regnskabet for 1996 skyldes faldet i lejeindtægten for indkomståret 1996, at der ikke er betalt leje for stuehuset i en del af året, idet lejeren blev udsat af fogeden p.g.a. manglende huslejebetaling. Lejemålet var ved overtagelsen i en sådan tilstand, at det var uegnet til beboelse. Først i januar 1997 var lejemålet delvist egnet til beboelse. Klageren har ikke retsforfulgt den tidligere lejere for tilgodehavende lejebeløb og krav på istandsættelse, idet lejeren har afgivet insolvenserklæring og klageren anser det for usandsynligt, at lejeren vil komme i besiddelse af penge.

Det fremgår endvidere af sagen, at såvel skatteforvaltningen som skatteankenævnet flere gange har anmodet klageren om at indsende samtlige bilag vedrørende virksomheden "H1" og ejendommen H2, samt tilkendegivet, at man efter gennemgang af materiale vil besigtige ejendommen for at opgøre afskrivningsgrundlaget. Klageren har ikke efterkommet disse anmodninger.

Skatteankenævnet har ved den påklagede afgørelse stadfæstet skatteforvaltningens afgørelse, hvorefter der ikke godkendes fradrag for underskud af virksomhed og afskrivning på ejendommen H2 for indkomstårene 1995 og 1996. Som begrundelse herfor har ankenævnet bl.a. anført, at klageren har afvist at fremlægge bilagsmateriale og at lade ejendommen besigtige. Klageren har således ikke opfyldt de dokumentationskrav som stilles i skattekontrollovens 6, stk. 1.

Klageren har overfor Landsskatteretten nedlagt påstand om, at fradrag for underskud af ejendommen H2 i indkomstårene 1995 og 1995 godkendes.

Til støtte herfor har klageren bl.a. anført, at hun købte ejendommen den 1. november 1994 som delvis brandtomt og uden forsikringssum. Ejendommen fungerede indtil branden som en erhvervsejendom med to beboelseslejemål og otte erhvervslejemål. Den erhvervsmæssige del var momsregisteret og afskrivningsberettiget for den tidligere ejer. Ejendommen nedbrændte delvist mellem 1. og 2. tvangsauktion, hvorefter der var to beboelseslejemål og to erhvervslejemål tilbage. Klageren overtog de to beboelseslejemål, de to erhvervslejemål samt de andre, såfremt ejendommen blev genopført. De to erhvervslejemål var ved klagerens overtagelse udlejet til en autoreparatør og G1. Klageren modtog aldrig husleje fra autoreparatøren, og ejeren af G1 påstod, at han disponerede over begge lejemål. G1 blev den 16. juli 1996 udsat af fogeden. Klageren er ikke bekendt med, hvad G1 præcist lavede, og derfor heller ikke hvad der blev oplagret. Efter at klageren blev sat ind i lokalerne af fogeden, har hun selv anvendt lokalerne til oplagring af byggematerialer. I 1995 blev klageren færdig med genopførelsen af en del af det nedbrændte, og G2 genindtrådte i lejemålet. G2 anvender de lejede lokaler til lager- og maskinopbevaring.

Klageren har videre anført, at da hendes anvendelse af ejendommen er den samme som den tidligere ejers, må ejendommen fortsat være afskrivningsberettiget, jf. forventningsprincippet.

Landsskatteretten skal udtale

Indtægter ved udlejning af fast ejendom er indkomstskattepligtige og skal medregnes ved opgørelsen af den skattepligtige indkomst, jf. statsskattelovens 4, stk. 1, litra b, 1. pkt. Landsskatteretten skal særligt bemærke, at tab af husleje ikke er fradragsberettiget, med mindre fordringen må anses for helt eller delvis uerholdelig, således at der er konstateret et endeligt tab, jf. statsskattelovens § 6, stk. 1, litra a.

For så vidt angår udgifter vedrørende udlejningen, kan der foretages fradrag for dokumenterede udgifter, der vedrører udlejningsvirksomheden, jf. statsskattelovens § 6, stk. 1, litra a.

I henhold til den dagældende afskrivningslovs § 18, stk. 1, litra a og b, kan der foretages afskrivninger på driftsbygninger inden for landbrug, pelsdyravl, fjerkræavl, dambrug, fiskeri, skovbrug, gartneri, industri, butikhandel og håndværk, sportshaller, benzinstationer, vognvaskerier, fragtmandscentraler, lagerbygninger, der benyttes i forbindelse med de nævnte virksomheder og inden for engroshandel, samt biografer, teatre, forlystelsesetablissementer, forsamlingsbygninger, selskabslokaler, hoteller, restauranter, skoler, plejehjem, garager og laboratorier samt lagerbygninger, der benyttes i forbindelse med de nævnte virksomheder, når bygningerne anvendes erhvervsmæssigt. I følge § 18, stk. 3 kan der kun foretages afskrivninger på bygninger der anvendes til beboelse, såfremt bygningerne benyttes erhvervsmæssigt, er beliggende i udlandet og på grund af ganske særlige omstændigheder, herunder navnlig klimatiske forhold, er udsat for en sådan fysisk forringelse, at deres værdi ikke vil blive opretholdt gennem normal vedligeholdelse.

Landsskatteretten lægger til grund, at dele af ejendommen H2 i klagerens ejertid har været udlejet til henholdsvis beboelse og lager.

Efter det oplyste om anvendelsen af det udlejede, finder Landsskatteretten det hverken bevist eller sandsynliggjort, at det udlejede er anvendt til et afskrivningsberettiget formål.

Det forhold at en skatteyder har kendskab til, at en anden skatteyder i et eller flere tidligere indkomstår har opnået en bestemt retsstilling ved skatteansættelsen, giver ikke skatteyderen et retskrav på en ansættelse i overensstemmelse hermed. Når der henses til den i skattestyrelseslovens §§ 14-16 hjemlede adgang for overordnede skattemyndigheder til at ændre underordnede skattemyndigheders afgørelse, finder retten ikke, at klageren har haft en retsbeskyttet forventning om, at kunne afskrive på ejendommen H2.

Landsskatteretten finder derfor ikke, at klageren kan foretage afskrivninger på ejendommen H2.

Herefter bestemmes

Personlig indkomst
Indkomstårene 1995 og 1996

Den kommunale skattemyndighed anmodes om at foretage den nærmere talmæssige opgørelse af ansættelsen overensstemmelse med ovenstående, jf. Landsskatterettens forretningsorden § 17, stk. 2."

Under denne sag, der er anlagt den 25. maj 2001, har sagsøgeren efter sin endelige påstand påstået sagsøgte, Skatteministeriet, tilpligtet at anerkende, at sagsøgeren for indkomstårene 1995 og 1996 i medfør af § 18 i dagældende lov om skattemæssige afskrivninger m.v. kan foretage bygningsafskrivning for så vidt angår den del af ejendommen H2, Tranbjerg, der er udlejet til G2.

Sagsøgte har påstået frifindelse.

Det fremgår af lejekontrakten mellem den tidligere ejer af ejendommen, DG, og G2, at det lejede ikke uden skriftligt samtykke fra udlejeren må anvendes til andet end lager og maskinopbevaring. G2 har ved en skrivelse af 21. december 2000 - på anmodning fra sagsøgeren - bekræftet, at det lejede anvendes i overensstemmelse med det i lejeaftalen nævnte vilkår.

Forklaringer

Sagsøgeren har forklaret, at hun, da hun startede H1, var ansat ved skatteforvaltningen i ...... Hun blev kaldt til samtale med personalechefen, der stillede spørgsmål ved, om dette var foreneligt med hendes ansættelse som tjenestemand. Den konflikt, der herefter opstod mellem hende og hendes overordnede, var årsag til, at hun ikke i forbindelse med sagens behandling ville give sine overordnede adgang til at besigtige ejendommen. I dag giver ejendommen overskud, hvilket hele tiden har været hensigten med købet af denne. Det var således ikke alene af skattemæssige hensyn, hun købte ejendommen. Den tidligere ejer foretog skattemæssige afskrivninger på den del af ejendommen, der var udlejet til G2. Hun har ikke indhentet en erklæring fra den tidligere ejer om dette. Det skyldes, at hun af korrespondancen med landsskatteretten fik det indtryk, at en sådan erklæring var uden betydning for sagen.

Procedure

Sagsøgeren har til støtte for den nedlagte påstand gjort gældende, at den tidligere ejer af ejendommen fik godkendt afskrivninger vedrørende samme lejemål og samme lejer. Hun erhvervede ejendommen i tillid til, at hun ville kunne foretage lignende afskrivninger. Et forventningsprincip bør derfor føre til, at de anførte afskrivninger for indkomstårene 1995 og 1996 godkendes.

Sagsøgte har til støtte for den nedlagte påstand gjort gældende, at G2s virksomhed ikke er omfattet af bestemmelsen i den dagældende afskrivningslovs § 18, stk. 1, litra a og b, og at sagsøgeren ikke har opnået en retsbeskyttet forventning, der giver hende ret til at foretage de pågældende afskrivninger. Sagsøgte har til støtte herfor blandt andet henvist til, at sagsøgeren ikke har dokumenteret, at den tidligere ejer har foretaget afskrivninger på bygningen, og at dette - i givet fald - er sket på baggrund af en positiv, klar og uforbeholden tilkendegivelse fra en skattemyndighed.

Landsrettens begrundelse og resultat

Der er ikke i den dagældende afskrivningslovs § 18, stk. 1, litra a eller b, hjemmel til at foretage afskrivning på en bygning eller bygningsdel, der erhvervsmæssigt udlejes til en andelsboligforenings lager og maskinopbevaring. Uanset om den tidligere ejer af ejendommen måtte have fået godkendt afskrivninger på den del af ejendommen, der er udlejet til G2, har sagsøgeren af de grunde, der er anført af sagsøgte, ikke herved opnået en retsbeskyttet forventning, der kan forpligte sagsøgte til at godkende de af sagsøgeren i indkomstårene 1995 og 1996 foretagne afskrivninger. Landsretten frifinder derfor sagsøgte.

T h i   k e n d e s  f o r  r e t

Sagsøgte, Skatteministeriet, frifindes.

Sagens omkostninger skal sagsøgeren, A, inden 14 dage betale til skatteministeriet med 10.000 kr.