Parter

H1 ApS
(Advokat Carsten Raasteen)

mod

Skatteministeriet, Told- og Skattestyrelsen
(Kammeradvokaten v/advokat Anders Vangsø Mortensen)

Afsagt af landsdommerne

Knud Knudsen, Ulla Langholz og Jens Stausbøll (kst.)

Under denne sag har sagsøgeren, H1 ApS, nedlagt påstand om, at sagsøgte, Skatteministeriet, tilpligtes at anerkende, at sagsøgeren ikke hæfter for A-skat og arbejdsmarkedsbidrag i forbindelse med sagsøgerens udbetalinger af vederlag til A i perioden 1996 - 1998.

Sagsøgte har påstået frifindelse.

Der er for landsretten enighed mellem parterne om, at udbetalingerne til A i overensstemmelse med Landsskatterettens kendelse af 17. april 2000 havde karakter af A-indkomst, hvorfor der skulle have været indeholdt A-skat og arbejdsmarkedsbidrag med et beløb, som parterne er enige om udgør 176.121 kr.

Parterne er derimod ikke enige om, hvorvidt sagsøgeren, ved ikke at have indeholdt det nævnte beløb, har udvist forsømmelighed og dermed i medfør af kildeskattelovens § 69, stk. 1, er umiddelbart ansvarlig for beløbets betaling.

Sagsøgeren bestred oprindelig, at der var tale om A-indkomst, da det af A udførte arbejde ikke var personligt arbejde i et tjenesteforhold. Landsskatteretten fastslog imidlertid i kendelsen af 17. april 2000, at der skulle have været indeholdt A-skat og arbejdsmarkedsbidrag af vederlaget til A, og sagsøgeren har som nævnt valgt at acceptere kendelsen.

Af kendelsen fremgår bl.a.:

"...

Sagen har været forhandlet med selskabets advokat, der tillige har haft lejlighed til at udtale sig ved retsmøde.

Det fremgår af sagens oplysninger, at virksomheden H1 ApS blev etableret i 1956, og i 1973 blev omdannet til et anpartsselskab. Den nuværende direktør B overtog sammen med sin søster den 1. november 1993 H1 ApS efter forældrene. Virksomheden sælger strenge til strygeinstrumenter.

Advokaten har oplyst, at da B overtog virksomheden, var der tale om en speciel virksomhed, ikke kun med et unikt produkt, men også med mange gamle og indarbejdede forretningsgange, som på flere punkter adskilte sig fra, hvordan tilsvarende opgaver løses i en moderne virksomhed. Bl.a. overtog B fra sine forældre sondringen mellem de "underleverandører" og "lønmodtagere", som producerer virksomhedens strenge. Det er oplyst, at virksomheden har lønansatte, der opholder sig i virksomhedens lokaler, der fremstiller strenge. Visse underleverandører havde samarbejdet med virksomheden gennem en længere årrække, enkelte helt tilbage fra 1968. Advokaten har endvidere oplyst, at selskabet efter regionens påbud om at indeholde A-skat for så vidt angår vederlag til underleverandører, ikke længere benytter sig af selvstændige underleverandører.

Der er imellem H1 ApS og A (samt de øvrige underleverandører) indgået en samarbejdsaftale med følgende ordlyd:

"Imellem H1 ApS og A,...., .... er der indgået en aftale om, at A fra den 1. november 1994 arbejder som selvstændig strengemager for H1 ApS på følgende vilkår:

..."

Samarbejdsaftalen er gengivet fuldt ud i kendelsen.

Præmisserne i Landsskatterettens kendelse er sålydende:

"Efter kildeskattelovens § 46, stk. 1, 1. pkt., skal den for hvis regning udbetaling af A-indkomst foretages, i forbindelse med denne udbetaling indeholde foreløbig skat i det udbetalte beløb.

I henhold til kildeskattelovens § 43 henregnes til A-indkomst enhver form for vederlag i penge samt i forbindelse hermed ydet fra kost og logi for personligt arbejde i tjenesteforhold, herunder løn, feriegodtgørelse, honorar, tantieme, provision, drikkepenge og lignende ydelser.

I cirkulære nr. 129 af 4. juli 1994 (til personskatteloven) pkt. 3.1.1.1. er angivet en række kriterier der kan tillægges vægt ved vurderingen af, om der er tale om et tjenesteforhold.

De angivne kriterier fører ikke til noget ensidigt resultat. Ud fra en samlet vurdering af de foreliggende omstændigheder finder Landsskatteretten imidlertid, at As vederlag som underleverandør af strenge må anses for ydet for personligt arbejde i tjenesteforhold til H1 ApS, således at H1 ApS har været pligtig til at indeholde A-skat i forbindelse med udbetaling af vederlaget til A, jf. kildeskattelovens § 46, stk. 1, 1. pkt, jf. § 43.

Der er herved lagt vægt på, at selv om arbejdet er udført i As hjem eller et af hende valgt lokale og uden nogen nærmere fastsat arbejdstid, må H1 ApS anses at have haft en almindelig adgang til at fastsætte instrukser for As arbejde og udføre kontrol med hensyn til det fremstillede produkt. A har således uge for uge været pligtig til at levere et antal minimumsstrenge, og hun har til brug for fremstillingen fået udleveret materiale af H1 ApS, der ligeledes har stillet maskine og værktøj til rådighed. Endvidere har H1 ApS stået for oplæring og efteruddannelse. Endvidere er lagt vægt på, at vederlaget er beregnet som det er almindeligt i tjenesteforhold som en form for akkord, ligesom vederlaget er udbetalt periodisk og i overvejende grad har været nettoindkomst for A.

Landsskatteretten kan derfor tiltræde regionens afgørelse om, at H1 ApS har været pligtig til at indeholde A-skat i forbindelse med udbetaling af vederlag til A. Det bemærkes, at Landsskatteretten ikke har kompetence til at tage stilling til, hvorvidt der kan pålægges H1 ApS et hæftelsesansvar i henhold til kildeskattelovens § 69 .

..."

Skattemyndighederne afkrævede herefter sagsøgeren det omstridte beløb. Det er herom i skrivelse af 13. september 2000 fra Told- og Skattestyrelsen til sagsøgerens advokat anført bl.a.:

"Efter at man ved skrivelse af 23. august 2000 ... tiltrådte Told- og Skatteregion Københavns afgørelse af 19. marts 1999 har De for H1 ApS anmodet om, at sagen tages op til fornyet overvejelse.

De har fastholdt, at Deres klients undladelse af at indeholde ikke har en sådan karakter, at der bliver tale om ansvar efter kildeskattelovens § 69.

De har her sammenlignet bemærkningen i regionens afgørelse af 19. marts 1999 om, at vederlagene "klart er udbetalt for et personligt arbejde i tjenesteforhold - " med landsskatterettens kendelse af 17. april 2000.

Denne udtaler her, at et cirkulære til personskatteloven (nr. 129 af 4. juli 1994) "angiver en række kriterier, der kan tillægges vægt ved vurdering af, om der er tale om et tjenesteforhold. De angivne kriterier fører ikke til noget ensidigt resultat."

De mener derfor ikke, at det er "klart", at der foreligger et tjenesteforhold.

De henviser endvidere til, at det påhviler skattemyndighederne at bevise, at de indeholdelsespligtige har handlet forsømmeligt og ansvar kun kan statueres, hvis forholdet klart falder indenfor indeholdelsesbestemmelsen i kildeskattelovens § 43. De henviser her til højesteretsdommen i UfR 1977 side 844.

Som følge heraf mener De, at en dom vil komme til samme resultat i denne sag, idet der er tale om et culpaansvar med deraf følgende krav om et subjektivt culpøst forhold. Dette mener De, under henvisning til det af landsskatteretten udtalte, ikke kan være tilfældet her.

Told- og Skatteregionen har fastholdt, at der er udvist forsømmelig adfærd af Deres klient, jf. vedlagte udtalelse af 5. september 2000.

Styrelsen skal bemærke, at det ovenfor citerede fra landsskatterettens kendelse fortsætter med, at denne ud fra en samlet vurdering må anse vederlaget for ydet i tjenesteforhold, således at Deres klient har været pligtig til at indeholde skat ved udbetaling af vederlaget. Retten lægger i den forbindelse vægt på en række faktorer, der efter styrelsens opfattelse gør det meget klart, at der foreligger indeholdelsespligt. Disse faktorer fremgår også meget tydeligt af § 29 i bekendtgørelse nr. 734 af 10. oktober 1998 om opkrævning af indkomstskat for personer og ligeledes af de vejledninger og nu "leksikon" om indeholdelse af A-skat og arbejdsmarkedsbidrag mv., der er udsendt til bogholdere, arbejdsgivere m.fl., der arbejder med lønadministration. Det burde derfor stå Deres klient klart, at der var indeholdelsespligt. For så vidt angår bevisbyrde bemærkes, at det af lovteksten fremgår, at arbejdsgiveren er umiddelbart ansvarlig overfor det offentlige, "medmindre han godtgør, at der ikke er udvist forsømmelighed fra hans side - ". Efter lovteksten er bevisbyrden således pålagt arbejdsgiveren. Uanset dette har det i retspraksis vist sig, at Told-Skat i nogen grad har bevisbyrden.

..."

Forklaringer

Der er for landsretten afgivet forklaring af B og A.

B har bl.a. forklaret, at hun er uddannet jurist og indtil 1993 i ca. 20 år arbejdede som sådan i den offentlige administration. I 1993 overtog hun sammen med sin søster det sagsøgende selskab, som hun i dag er direktør for. Hun blev lidt chokeret over at opdage, hvor uformelt virksomheden indtil da var blevet drevet af hendes far, som havde stiftet virksomheden. Vidnet overtog systemet med selvstændige underleverandører af strenge, men for at få mere styr på forholdene indgik hun i 1994 samarbejdsaftaler med underleverandørerne, herunder A. Underleverandørerne skulle selv vedligeholde spindemaskinerne, men hvis der skete nedbrud, sørgede sagsøgeren for, at problemerne blev løst af en fagmand. Sagsøgeren stod for indkøb af stort set alle råmaterialer. Der blev ikke foretaget inspektion hos underleverandørerne, og der var flere af disse, som ikke overholdt samarbejdsaftalerne. Alle underleverandørerne sendte fakturaer med moms. Sagsøgeren var ikke bekendt med, at A ophørte med at være momsregistreret. Før 1998 havde der ikke været myndighedsbesøg hos sagsøgeren, og i 1998 var det alene As forhold, der blev påtalt. Spindemaskinerne, der blev stillet til rådighed for underleverandørerne, var specialfremstillet i Tyskland. Ud af de 9 underleverandører ejede 2 selv deres spindemaskiner. Vidnet har ikke på noget tidspunkt rettet henvendelse til myndighederne med spørgsmål om, hvorvidt underleverandørerne var lønmodtagere eller selvstændige. Hun havde slet ikke skænket det en tanke, dels fordi ordningen havde kørt i årevis uden indsigelse fra myndighederne, dels fordi hun selv ikke var i tvivl om, at underleverandørerne var selvstændige. I 1993 var der ansat 3 lønmodtagere, der arbejdede på selve fabrikken. Vidnet ansatte flere nye lønmodtagere, der som underleverandørerne arbejdede med strengefremstillingen på deres bopæl. Sagsøgeren omsætter for ca. 8 mio. kr. pr år. En cellostreng koster ca. 50 kr., og der er materialeudgifter på ca. 5 kr. pr. streng.

A har som vidne bl.a. forklaret, at hun i 1981 begyndte at lave cellostrenge for sagsøgeren. Hun udførte arbejdet hjemme. Hun fik fra starten at vide, at hun skulle lade sig momsregistrere, og at der ikke blev udbetalt feriepenge eller løn under sygdom. Når spindemaskinen gik i stykker, sendte sagsøgeren en fagmand. Vidnet sørgede selv for ventilation og høreværn. Hun indkøbte selv opløsningsmidler for et meget beskedent beløb. Vidnet kom på et tidspunkt i restance med momsindbetalingerne. Under en inkassosag rejst af Kammeradvokaten fik hun at vide, at momsregistreringen skulle afmeldes.

Procedure

Sagsøgeren har, til støtte for den nedlagte påstand gjort gældende, at sagsøgeren alene hæfter for A-skat og arbejdsmarkedsbidrag i forbindelse med sagsøgerens udbetalinger af vederlag til A, såfremt sagsøgte kan godtgøre, at der er udvist forsømmelighed fra sagsøgerens side.

A afholdt selv en række udgifter i forbindelse med arbejdet, kunne selv bestemme, hvor mange strenge hun ville levere, modtog ikke kompensation i forbindelse med sygdom eller feriegodtgørelse og bar selv risikoen for kvalitetsmangler. Hun havde således som underleverandør selv en økonomisk risiko for produktionens effektivitet. Ved vurderingen af, om hendes vederlag var A- eller B-indkomst, var der således en række af de i cirkulære nr. 129 af 4. juli 1994 nævnte kriterier, der talte for, at hun skulle bedømmes som selvstændig og ikke som lønmodtager. Ved den konkrete og samlede vurdering, der skal foretages, kom landsskatteretten til det resultat, at indkomsten var A-indkomst, men det er udtrykkelig anført i kendelsen, at cirkulærets kriterier ikke fører til et entydigt resultat. Det er derfor forkert, når Told- og Skattestyrelsen har anført, at vederlaget klart er udbetalt som vederlag for et personligt tjenesteforhold.

Henset til den uklarhed, der foreligger, og til den lange periode, fremgangsmåden upåtalt af myndighederne har været anvendt, kan det ikke bebrejdes B, at hun ikke har rettet henvendelse til myndighederne om spørgsmålet.

Der foreligger således ikke forsømmelighed fra sagsøgerens side, og sagsøgeren er derfor ikke ansvarlig i medfør af kildeskattelovens § 69, stk. 1.

Sagsøgte har anført, at de konkrete forhold sammenholdt med kriterierne i cirkulære nr. 129 af 4. juli 1994 i helt overvejende grad taler for, at udbetalingerne til A var A-indkomst, således som landsskatteretten også har fastslået. Det er i realiteten samme vurdering, der skal foretages ved spørgsmålet, om der foreligger forsømmelighed fra arbejdsgiverens side, jf. kildeskattelovens § 69, stk. 1. Hele samarbejdsaftalen mellem sagsøgeren og A må læses som en lang instruktion fra arbejdsgiverens side, og det er ikke godtgjort, at A havde nogen reel økonomisk risiko eller "drev virksomhed". Hun havde ikke driftsudgifter af betydning og modtog vederlag periodisk, månedligt. Der var i realiteten ikke forskel på arbejdsbetingelserne for de såkaldte underleverandører, der arbejdede hjemme, og de strengemagere, der arbejdede hos sagsøgeren, og som ubestridt var lønmodtagere.

Herefter, og da sagsøgeren ikke har søgt at afklare retsstillingen ved henvendelse til myndighederne, har sagsøgeren ikke godtgjort ikke at have udvist forsømmelighed ved at undlade at indeholde A-skat og arbejdsmarkedsbidrag. Sagsøgte skal derfor frifindes.

Landsrettens bemærkninger

I overensstemmelse med Landsskatterettens afgørelse af 17. april 2000 lægges det til grund, at As indkomst hos sagsøgeren var omfattet af kildeskattelovens § 43, hvilket medfører, at sagsøgeren havde pligt til at indeholde A-skat og arbejdsmarkedsbidrag. Ved vurderingen af, om sagsøgeren ved ikke at have gjort dette har handlet forsømmeligt, jf. kildeskattelovens § 69, stk. 1, lægger landsretten afgørende vægt på, at de i cirkulære nr. 129 af 4. juli 1994 angivne kriterier, som indgår i vurderingen af, om der er tale om et tjenesteforhold, ikke fører til et entydigt resultat, således som det er anført i Landsskatterettens afgørelse. På denne baggrund finder landsretten ikke, at forholdet har haft en sådan klarhed, at det kan lægges til grund, at sagsøgeren udviste forsømmelighed ved at undlade at indeholde A-skat og arbejdsmarkedsbidrag. Landsretten tager derfor sagsøgerens påstand til følge.

T h i   k e n d e s   f o r   r e t

Sagsøgte, Skatteministeriet, tilpligtes at anerkende, at sagsøgeren, H1 ApS, ikke hæfter for A-skat og arbejdsmarkedsbidrag i forbindelse med sagsøgerens udbetalinger af vederlag til A i perioden 1996 - 1998.

Inden 14 dage skal sagsøgte betale 25.000 kr. i sagsomkostninger til sagsøgeren.