Som led i initiativerne om fair play er der gennemført en skærpelse af fakturakravene på visse områder med virkning fra 1. juli 2006.
Efter § 40, stk. 7, kan en registreret virksomhed, som driver handel fra torve, stadepladser og lignende distributionscentraler, pålægges at udstede en faktura samtidig med leveringen, såfremt SKAT har konstateret uregelmæssigheder i virksomhedens regnskaber.
Efter § 40, stk. 8, kan en registreret virksomhed, som erhverver varer i et andet EU-land eller i Danmark, pålægges, at de erhvervede varer skal ledsages af en faktura, følgeseddel, kassebon eller anden dokumentation for varernes erhvervelse under hele transporten frem til købers bestemmelsessted, såfremt SKAT har konstateret uregelmæssigheder i virksomhedens regnskaber. Dokumentation skal på forlangende forevises ved eventuel kontrol af transportmidlet.
Bestemmelsen i stk. 7 har bl.a. til formål at imødegå sort grossistsalg fra grønttorve, hvor f.eks. køber i stedet for en faktura får en følgeseddel som efterfølgende destrueres, således at hverken sælger eller køber registrerer salget. Pålægget om udstedelse af en faktura samtidig med salget medfører endvidere at fakturaen skal følge varerne frem til bestemmelsesstedet, og at denne faktura skal fremvises ved kontrol, jf. stk. 8.
Bestemmelsen i stk. 8 har bl.a. til formål at imødegå at erhvervsdrivende foretager erhvervsmæssige indkøb i andre EU-lande under foregivelse af at være indkøb til privat forbrug. Sådanne varer indkøbes typisk kontant med salgslandets momssats og uden at der sker indberetning i VIES (EU-salgsangivelse).
Pålæg efter disse bestemmelser gives for en periode på 2 år, jf. § 40, stk. 9, og kan forlænges, hvis der fortsat konstateres uregelmæssigheder. Overtrædelse af bestemmelserne er forbundet med bødeansvar, jf. § 100, stk. 4.
Herudover er der i § 43, stk. 4, 3. pkt., givet mulighed for at pålægge virksomheder, der driver handel med omførsel af varer (rullende forretninger), jf. næringslovens §§ 12 og 12a, at benytte kasseapparat, såfremt SKAT har konstateret uregelsmæssigheder i virksomhedens regnskaber. Pålæg gives ligeledes for 2 år med mulighed forlængelse, hvis der fortsat konstateres overtrædelser, ligesom overtrædelse er forbundet med bødeansvar. jf. § 100, stk. 4.