Ligningsrådet har taget stilling til en anmodning om bindende forhåndsbesked vedrørende ejendomsavancebeskatningslovens § 8, stk. 1.
Spørgsmål
Vil den del af en ejendom, hvorpå der findes et fritbeliggende parcelhus på 40 m² og et hermed sammenbygget udhus på 60 m², kunne sælges skattefrit efter ejendomsavancebeskatningslovens § 8, stk. 1?
Vil den del af ejendommen, hvorpå der findes et fritliggende parcelhus på 104 m², kunne sælges skattefrit efter ejendomsavancebeskatningslovens § 8, stk. 1?
Svar
Ligningsrådet besvarede spørgsmålene bekræftende - se dog styrelsens indstilling og begrundelse.
Beskrivelse af de faktiske forhold
AA ejer en ejendom, der er vurderet som et tofamilieshus med et samlet grundareal på 1151 m². Ejendommen består af et fritliggende parcelhus på 104 m² og et fritliggende parcelhus på 40 m² sammenbygget med et udhus på 60 m². Parcelhuset på 104 m² har været beboet af ejeren i ejertiden og på et tidspunkt, hvor ejendommen kunne sælges skattefrit. Huset på 40 m² indeholder et værksted samt en lejlighed og har været brugt af ejeren i en del af ejertiden. Parcelhuset på 40 m² har været udlejet i perioder siden 1995 .
AA overvejer nu at sælge den del af ejendommen, hvorpå parcelhuset på 40 m² og udhuset er beliggende.
Alternativt påtænker AA at beholde parcelhuset på 40 m² samt udhuset og sælge parcelhuset på 104 m².
Told- og Skattestyrelsens indstilling og begrundelse
En- og tofamilieshuse kan sælges skattefrit efter ejendomsavancebeskatningslovens § 8, stk. 1. Det er dog en forudsætning, at ejendommen har været beboet af ejeren på et tidspunkt, hvor salget kunne ske skattefrit, og at ejendommens samlede grundareal er på under 1.400 m². Disse betingelser er opfyldt.
Den samlede ejendom kan således sælges skattefrit. Herefter vil også fortjeneste ved salg af en del af ejendommen være skattefri. Dette fremgår af Ligningsrådets praksis, jf. TfS 2000, 829 LR.
Vedrørende situationen, hvor det fritbeliggende parcelhus på 40 m² og et hermed sammenbygget udhus på 60 m² sælges, bemærkes, at skattefriheden forudsætter, at salg sker betinget af udstykning, men inden udstykning har fundet sted. Er udstykning gennemført, er der tale om en selvstændig ejendom, og fortjeneste ved salg heraf vil være skattepligtig.
For så vidt angår den situation, hvor det er det fritliggende parcelhus, der sælges, vil salg kunne ske skattefrit under de samme betingelser som i førnævnte situation. Endvidere vil denne del af ejendommen kunne sælges skattefrit, hvis den, efter at udstykning er gennemført, har været beboet af skatteyderen. Det er i overensstemmelse med den praksis, der er offentliggjort i SKM2001.218 TSS.
På baggrund af ovennævnte indstillede styrelsen, at begge spørgsmål blev besvaret bekræftende, idet der dog blev henvist til indstillingen og begrundelsen. Det var herved lagt til grund, at AA ikke var næringsdrivende med handel af fast ejendom.
Ligningsrådet tiltrådte Told- og Skattestyrelsens indstilling.