Klagen vedrører ikke godkendt fradrag for advokatudgifter i forbindelse med sag om af erstatning.
Landsskatterettens afgørelse
Skatteankenævnet har ikke godkendt fradrag for advokatudgifter for indkomstårene 1992 -2002 inkl.
Landsskatteretten stadfæster skatteankenævnets afgørelse.
Sagens oplysninger
Klageren fik i indkomståret 2002 udbetalt en ménerstatning og erstatning for erhvervsevnetab. Erstatningerne vedrørte en ulykke, som skete i 1992. Erstatning kom først til udbetaling i 2002, idet klageren måtte føre en retssag for at få anerkendt sin ret til erstatning. Klageren har afholdt 173.638 kr. i advokatomkostninger vedrørende erstatningssagen.
Da erstatningen kom til udbetaling modtog klageren en skattepligtig forrentning af beløbet fra 1992, som efter anmodning blev periodiseret over perioden 1992-2002 i medfør af ligningslovens § 5, stk. 6. Selve erstatningen er skattefri og udgør 50,7 % af det samlede beløb.
Klageren har anmodet skatteankenævnet om genoptagelse af skatteansættelsen med henblik på at få fradrag for advokatudgifter i de skattepligtige renteindtægter.
Skatteankenævnets afgørelse
Skatteankenævnet har genoptaget klagerens skatteansættelse for indkomstårene 1992 -2002 inkl.
Skatteankenævnet har nægtet at godkende fradrag for advokatudgifter i henhold til statsskattelovens § 6, stk. 1, litra a, samt Lsr. 81.001 (journalnr. 1980-6-1062) af 30. september 1980, idet advokatudgifterne ikke relaterer sig til indkomsterhvervelsen. Renterne anses for et accessorium til hovedkravet, hvorfor der ikke er fradrag for den del af advokatudgifterne, der forholdsmæssigt kunne henføres til rentebeløbet.
Klagerens påstand og argumenter
Klagerens repræsentant har påstået, at klageren er berettiget til fradrag for advokatudgifter, der kan anses at vedrøre de skattepligtige renteindtægter, som udgør en meget væsentlig del af det til klageren tilkendte beløb i den civile retssag, jf. sammenhængen mellem statsskattelovens § 6 a og § 4 e.
Repræsentanten har til støtte for sin påstand gjort gældende, at de afholdte advokatudgifter for en dels vedkommende notorisk relaterer sig til erhvervelse af skattepligtige renteindtægter.
Ud fra et nettoindkomstprincip skal der i henhold til skattelovgivningen indrømmes fradrag for udgifterne i det omfang, de vedrører modtagne skattepligtige renteindtægter, således at der indrømmes fradrag for den del, der vedrører renteindtægterne.
Under en civil retssag under retsplejelovens rammer gælder et partsprincip, hvorfor renter ikke er en automatik, men derimod skal der nedlægges påstand og anbringender herved for at få tilkendt et rentekrav. Dette vil derfor kræve advokatarbejde, og klageren har derfor for en dels vedkommende vedrørende den samlede advokatudgift haft udgifter til erhvervelse af skattepligtige indkomster.
Fradraget for advokatudgiften kan efter en skønsmæssig opgørelse tage udgangspunkt i det samlede krav, dvs. beløbsudmålingen i forhold til henholdsvis skattepligtig rente og skattefri erstatning, eller således 49,3 % af advokatudgifterne svarende til 85.599 kr.
Skattemyndighedernes holdning er reelt en lovfortolkning, der bygger på, at enten er der fuldt fradag eller også er der intet fradrag at opnå - og derved afskæres til fulde en afvejning, der bygger på et sagligt og begrundet skøn.
Repræsentanten har bemærket, at når der er hjemmel til en skønnet fordeling, da skal et skøn udøves sagligt efter princippet i den forvaltningsretlige retsgrundsætning om det pligtmæssige skøn. Skattemyndighedernes afgørelse med deres enten-eller betragtning bygger i realiteten på en afskærelse af skønsudøvelse. Herved brydes med retsgrundsætningen om det pligtmæssige skøn.
Repræsentanten har anført, at den skatteretlige symmetri betinger sammenhæng mellem beskatning og fradragsret.
Repræsentanten har anført, at der er en lang række afgørelser med hjemmel i statsskattelovens § 6, hvor fradragsret opgøres efter et skøn over de afholdte udgifter, som kan siges at medgå til erhvervelse af skattepligtige indkomster.
Der er henvist til TfS1990.218.H, TfS1987.542.V, TfS2002.731.LSR, SKM2002.379.LSR, TfS1991.268.LSR, TfS2001.964.LSR, SKM2001.473.LSR, TfS1990.493.,TfS1999.494.
Repræsentanten har efter anmodning oplyst, at der ikke foreligger en opgørelse over renterne Han er dog af den opfattelse, at advokatudgifterne ville have været lavere, hvis der ikke ved sagens anlæg var nedlagt påstand om renter.
SKATs udtalelse
SKAT har indstillet ansættelsen stadfæstet med henvisning til Lsr. 81.001. Der skal være en driftsmæssig begrundelse for at opnå fradrag for udgifter. I det foreliggende tilfælde er der alene tale om accessoriske renter til en ménerstatning. Der er derfor ikke fradrag for de afholdte advokatudgifter.
Landsskatterettens bemærkninger og begrundelse
Udgifter, der i årets løb er anvendt til at erhverve, sikre eller vedligeholde indkomsten, kan fradrages ved opgørelsen af den skattepligtige indkomst, jf. statsskattelovens § 6, stk. 1, litra a. Der skal foreligge en direkte og umiddelbar forbindelse mellem afholdelse af udgiften og erhvervelsen af indkomsten. Dette kræver, dels at udgiftsafholdelsen ligger inden for de naturlige rammer af virksomheden, dels at udgiften ikke kan karakteriseres som en privat udgift, der er indkomstopgørelsen uvedkommende.
Landsskatteretten finder, at klageren ikke er berettiget til fradrag for advokatudgifter i medfør af statsskattelovens § 6, stk. 1, litra a. Retten har herved lagt vægt på, at advokatudgifterne vedrører en erstatningssum, der ikke er undergivet almindelig indkomstbeskatning. Renterne af erstatningssummen må anses for et accessorium til erstatningen, og da hverken erstatningen eller renterne vedrører indkomsterhvervelsen, kan de omhandlede advokatudgifter ikke anses for en driftsomkostning, jf. Lsr 81.001. Der er således heller ikke fradragsret for den del af advokatudgifterne, der forholdsmæssigt kan henføres til rentebeløbet, og den påklagede afgørelse stadfæstes derfor.