Parter:
Skatteministeriet Told- og Skattestyrelsen
(Ka. v/advokat Steffen Sværke)
mod
H's Arbejdsløshedskasse
(Advokat Peter Giersing).

Afsagt af landsdommerne:
Niels Larsen, Kroman og Lene Jensen (kst.).

Sagen drejer sig om

, at sagsøgte i 1994 udbetalte befordringsgodtgørelse til 22.642 arbejdsledige deltagere i arbejdsmarkedsuddannelser med ca. 11,9 mil. kr. uden som indeholdelsespligtig at indeholde A-skat af beløbet. Spørgsmålet i sagen er, hvorvidt sagsøgte hæfter for betaling af det indeholdelsespligtige beløb efter kildeskattelovens § 69, stk. 1, eller efter erstatningsretlige regler.

Under sagen, der er anlagt den 23. december 1999, har sagsøgeren, Skatteministeriet Told- og Skattestyrelsen, nedlagt principalt påstand om, at sagsøgte til sagsøgeren skal betale 8.891.922 kr. med tillæg af renter 1,3% pr. påbegyndt måned af 4.800.485 kr. fra den 1. januar 2000 til den 30. august 2001 og med 1,1% pr. påbegyndt måned fra den 1. september 2001, eventuelt som ændret af skatteministeren, til betaling sker.

Sagsøgeren har subsidiært nedlagt påstand om, at sagsøgte til sagsøgeren skal betale 4.800.485 kr. med tillæg af sædvanlig procesrente fra sagens anlæg til betaling sker.

Sagsøgte, H's Arbejdsløshedskasse, har overfor sagsøgerens principale påstand nedlagt påstand om afvisning, subsidiært frifindelse, mere subsidiært frifindelse mod betaling af et efter rettens skøn mindre beløb end det påstævnte.

Overfor sagsøgerens subsidiære påstand har sagsøgte nedlagt påstand om frifindelse, subsidiært frifindelse mod betaling af et efter rettens skøn mindre beløb end det påstævnte.

Sagsøgeren har overfor sagsøgtes afvisningspåstand påstået frifindelse.

Sagens nærmere omstændigheder er følgende:

Den 26. marts 1993 havde sagsøgte møde med skatteministeren, hvor man drøftede, hvorvidt befordringsgodtgørelse til arbejdsledige deltagere i arbejdsmarkedsuddannelser var skattepligtig. Den 8. december 1993 skrev skatteministeren følgende til sagsøgte:

"Under vort møde den 26. marts d.å. vedrørende den skattemæssige behandling af befordringsgodtgørelse til arbejdsledige deltagere i arbejdsmarkedsuddannelser lovede jeg at vende tilbage til sagen. Du foreslog, om man kunne skattefritage befordringsgodtgørelsen til disse arbejdsledige.

Efter at have undersøgt mulighederne herfor grundigt må konklusionen være, at det desværre ikke er muligt. Det skyldes, at det vil være umuligt at begrænse skattefriheden til arbejdsledige deltagere i arbejdsmarkedsuddannelser. Det vil derfor koste for meget at gennemføre en sådan skattefrihed ...."

I sidste halvdel af 1993 var Told- og Skatteregion, København 4, på kontrolbesøg i H1-kursus, hvor det blev konstateret, at der for 1993 var blevet udbetalt skattefri kørselsgodtgørelse på 10.206.754 kr. Det udbetalte beløb var skattepligtigt.

Ved enslydende skrivelser af 7. januar 1994 skrev Arbejdsmarkedsstyrelsen til alle arbejdsløshedskasser om den skattemæssige behandling af befordringstilskud. Af skrivelsen fremgår:

"Arbejdsmarkedsstyrelsen skal på basis af oplysning fra Told og Skattestyrelsen meddele, at befordringstilskud i henhold til Bekendtgørelse nr. 795 af 1. oktober 1993 om opkrævning m.v. af indkomst- og formueskat kapitel 6 § 20. er A-indkomst. Ordningen har virkning for indkomståret 1994 ...."

Den 14. januar 1994 havde Told- og Skatteregionen møde med sagsøgte vedrørende den skattemæssige behandling af rejse- og befordringsgodtgørelse. Mødet blev fulgt op af en skrivelse af 17. januar 1994 fra regionen til sagsøgte. Af skrivelsen fremgår:

"Vedrørende rejse- og befordringsgodtgørelse

A) SKAT

a) Skattepligt

.........

b) Indeholdelsespligt

Spørgsmålet er herefter om beløbene anses for A- eller B-indkomst.

I henhold til § 20 i bekendtgørelse nr. 795 af 1. oktober 1993 om opkrævning m.v. af indkomst- og formueskat er en lang række ydelser gjort til A-indkomst omfattet af kildeskattelovens § 43, stk. 2. Det gælder bl.a. ydelser, der udbetales af en arbejdsløshedskasse efter lov om arbejdsløshedsforsikring, jf. nr. 3, uddannelsesgodtgørelse, der udbetales til ledige i henhold til § 17 i lov om aktiv arbejdsmarkedspolitik, jf. nr. 9 og kursusgodtgørelser, der udbetales i henhold til kapitel 7 i lov om arbejdsmarkedsuddannelser, jf. nr. 12.

De udbetalte rejse- og befordringsgodtgørelser må anses for at udgøre en del af kursusgodtgørelserne, jf. bekendtgørelsens § 20, nr. 12, hvorfor beløbene vil være A-indkomst, og der skal derfor indeholdes A-skat ved udbetalingen.

.........

Ovennævnte forhold bekræftes i skrivelserne forelagt på mødet:

- skrivelsen fra skatteministeren af 8. december 1993, og skrivelse af 12. juli 1993 fra Told- og Skattestyrelsen, der bekræfter skattepligten,

- skrivelse fra Arbejdsmarkedsstyrelsen af 7. januar 1994, der bekræfter pligten til at indeholde A-skat, og at der ikke er pligt til at skulle svare bidrag i medfør af lov om arbejdsmarkedsfonde.
...."

Ved intern skrivelse af 31. januar 1994 meddelte sagsøgtes hovedbogholder LB følgende til sagsøgtes udviklingschef ES:

"Vedr.: Skattepligt af befordringstilskud.

Til din orientering fremsendes vedlagt brev af 17. januar 1994 fra Told- og Skatteregion, København 4 (Syd), samt kassens rundskrivelse nr. 7/94 af 26. januar 1994 med brev af 7. januar 1994 fra AMS.

Af ovennævnte fremgår det bl.a., at befordringsgodtgørelser anses for at udgøre en del af kursusgodtgørelserne, hvorfor befordringsgodtgørelserne vil være at betragte som a-indkomst, og at der derfor skal indeholdes a-skat ved udbetalingen.

Som du ved, har ledelsen hidtil været af den opfattelse, at det var urimeligt at indeholde a-skat af befordringsgodtgørelserne, og ville derfor afvente en politisk beslutning om evt. ændring af reglerne.

SP har imidlertid, med udgangspunkt i brevet fra Told- og Skatteregionen, ikke set nogen anden udvej end igangsætning af beskatning af befordringsgodtgørelserne, hvorfor jeg på SP's vegne skal anmode dig om at foranledige, at der foretages ændringer i ....-systemet, således at der også indeholdes a-skat ved udbetaling af befordringsgodtgørelser.

Jeg skal gøre opmærksom på, at ordningen har virkning for indkomståret 1994, hvorfor ændringen må foretages hurtigst muligt. Det er samtidig min opfattelse, at der ikke skal foretages reguleringer vedrørende udbetalinger i perioden 1. januar 1994 og indtil en ændring af ....-systemet er iværksat."

Arne Pedersen fra Told- og Skatteregionen udfærdigede fra den 3. juni 1995 følgende notat:

"H's A-kasse SE NR. .....

I forbindelse med aftalt møde i H1 den 2. juni 1995 J. Nr. 04/95-571-00012 som ikke vedrører A-kassen er der ifølge aftale med arbejdsgiverkontrollen, undersøgt om H's A-kasse i 1994 har udbetalt skattefri kørselsgodtgørelse.

Ifølge skattesystemet (co oply) har A-kassen i 1994 udbetalt skattefri kørselsgodtgørelse med i alt 11.934.336 kr.

Beløbet er udbetalt uagtet at H's A-kassen i januar 1994 fra Arbejdsmarkedsstyrelsen har fået skrivelse om, at de ikke mere må udbetale skattefri kørselsgodtgørelse til efteruddannelses søgende medlemmer af A-kassen. Ligeledes har regionen afholdt møde med A-kassen den 14. januar 1994, hvorefter de skriftlig er orienteret om, at der ikke længere kan udbetales skattefri kørselsgodtgørelse til efteruddannelse og jobsøgningskurser, skrivelse af 17. januar 1994, J nr. 04/94-4150-00002.

Johnna Høyland, der i 1995 arbejdede i arbejdsgiverkontrollen, udfærdigede den 28. juni 1995 følgende referat af kontrolbesøg hos H's A-kasse den 27. juni 1995:

"På mødet deltog:

SP	(Hovedkasserer)	H1
LB	(Hovedbogholder)	H1
AT	(Revisor)	H1
Johnna Høyland		TSR 4
Arne Pedersen		TSR 4

Mødet blev afholdt som led i regionens igangværende kontrol af A-kassens udbetaling af rejse- og befordringsgodtgørelse.

H1 oplyste indledningsvis, at konteringen af udbetalingerne af de skattefri rejse- og befordringsgodtgørelser til deres medlemmer på efteruddannelse- og jobsøgningskurser var en fejl i deres edb-afdeling. Edb-systemet var ikke blevet ændret i overensstemmelse med regionens tidligere pålæg om, at beløbene skulle angivet som A-indkomst.

Edb-systemet er blevet ændret den 2. maj 1995.

A-kassen fremlagde på mødet edb-lister over kursusdeltagere og udbetalingsbeløb.

H's A-kasse blev på mødet pålagt hæftelse for den manglende A-skat for 1994, jf KL § 69, stk. 1.

A-kontrollen har godkendt, at den udbetaling der er sket i perioden 1. januar 1995 til 19. maj 1995 reguleres i regnskabet og medtages på oplysningssedlen for 1995 som A-indkomst. Tilladelsen sker på forudsætning af at A-kassen får ændret deres edb-system således, at der sker korrekt afregning af A-skat for hele året.

Til brug for opgørelse af det manglende tilbageholdte A-skattebeløb vil A-kassen fremsende beregnede gennemsnitlige skattetrækprocenter for de medlemmer der i 1994 har modtaget godtgørelse.

A-kassen vil ligeledes fremsende en opgørelse over kursusdeltagere og udbetalingsbeløb for 1995."

Ved skrivelse af 29. juni 1995 skrev sagsøgtes hovedkasserer SP følgende til Told- og Skatteregionen:

"Vedr.: Befordringstilskud.

Som aftalt på vort møde den 27. juni 1995, fremsendes hermed beregnede gennemsnitlige skattetrækprocenter for de medlemmer, der i 1994 har modtaget befordringstilskud.

.........."

Skrivelsen blev besvaret af Told- og Skatteregionen ved skrivelse af 4. juli 1995 med følgende:

"Arbejdsgiverkontrollen har på baggrund af oplysninger i skattesystemet udsøgt H's A-kasse til kontrol for skattefri rejse- og befordringsgodtgørelse.

Det er konstateret, at A-kassen har udbetalt skattefri rejse- og befordringsgodtgørelse med i alt 11.932.802 kr. for 1994 iflg. modtagne EDB-lister.

..........

Den manglende indbetaling af A-skat udgør for 1994 5.803.486 kr. Beløbet er fremkommet ved en gennemsnitlig trækprocent på 50,63 for kursusgodtgørelse, nedrundet til 50 % af 8.674.520 kr., for uddannelsesydelser med en trækprocent på 45,68 nedrundet til 45 % af 3.258.282 kr. begge procenter er oplyst af A-kassen.

..........

Regionen gør opmærksom på, at H's A-kasse har regreskrav mod den berørte indkomstmodtager for de betalte skatter for 1994.

.........."

Told- og Skatteregionen skrev den 15. august 1995 enslydende til alle kommuner således:

"I forbindelse med arbejdsgiverkontrol hos H's A-kasse den 27. juni 1995, er det konstateret at A-kassen i året 1994 har udbetalt skattefri rejse- og befordringsgodtgørelser til medlemmer der deltager i efteruddannelses- og jobsøgningskurser.

De udbetalte rejse- og befordringsgodtgørelser anses for at udgøre en del af kursusgodtgørelserne, hvorfor beløbene vil være A-indkomst, og der skal derfor indeholdes A-skat ved udbetalingen.

Regionen skal oplyse, at H's A-kasse er debiteret den manglende A-skat for disse medlemmer, jf. KL § 69, stk. 1.

Der vil således ikke ske regulering hos den enkelte indkomstmodtager."

Sagsøgte har anført, at de den 18. september 1995 sendte rettelsessedler ud til alle deres medlemmer med følgende indhold:

"OPLYSNINGSSEDDEL 1994 ....

DA TOLD- OG SKATTEVÆSENET HAR MEDDELT, AT BEFORDRINGSTILSKUD I HENHOLD TIL LOV OM ARBEJDSMARKEDSUDDANNELSER SAMT LOV OM EN AKTIV ARBEJDSMARKEDSPOLITIK, ER A-INDKOMST MED VIRKNING FRA INDKOMSTÅRET 1994, FREMSENDES HERMED SUPPLERENDE OPLYSNINGSSEDDEL FOR 1994, MED OPLYSNING OM BEFORDRINGSTILSKUD, SOM DU HAR MODTAGET I 1994, HVILKET VI HAR MEDDELT TIL TOLD- OG SKATTEVÆSENET ....."

Den 23. marts 2000 stillede sagsøgerens advokat nogle spørgsmål til skatteministeriet. Skatteministeriet hørte Told- og Skatteregion Frederiksberg over spørgsmålene. Regionen besvarede spørgsmålene ved skrivelse af 6. april 2000. Af skrivelsen fremgår:

"........

Ad 1. Regionen kan ikke bekræfte, at H's A-kasse herefter kaldet H's AK skulle have udsendt supplerende oplysningssedler til samtlige kursister. Regionen har i brev af 28. september 1995 meddelt H's AK, at de supplerende oplysningssedler afgivet på edb-bånd var mangelfuldt udfyldt og sagen blev sat i bero for at afvente styrelsens afgørelse i klagesagen. Det kan således undre hvis H's AK alligevel skulle have fremsendt oplysningssedler til samtlige kursister.

........

I skattekontrollovens § 7, stk. 7 fastsættes, at arbejdsgiveren skal underrette den indkomstpligtige om indberettede oplysninger (også når de afgivet med edb). Regionen betragter dog forpligtelsen for sat ud af kraft ved regionens brev af 28. september 1995.

Ad 2. Det skal oplyses, at regionen ved brev af 15. august 1995 underrettede samtlige kommuner som citeret i advokat Giersings svarskrift side 4, 2. og 3. afsnit. Det fremgår ikke af sagsakterne, at regionen har underrettet H's AK om brevene.

Ad 3. Regionen må gå ud fra at brevet [advokat Peter Giersings skrivelse af 2. april 1996, hvorved regionen blev opfordret til at oplyse om manglerne ved rettelseslisterne] er sendt til styrelsen, idet det ikke ses modtaget i regionen,... Styrelsen har også i brev af 15. august 1996 til Advokat Giersing henvist til advokatens brev af 2. april 1996.

Det bemærkes dog samtidig, at advokat Giersing i brev af 9. oktober 1995 bad regionen oplyse baggrunden for, hvorfor de fremsendte rettelser blev anset for "mangelfuldt udfyldt". Regionen har svaret herpå i brev af 19. oktober 1995, hvilket må læses således, at der ikke var påført et minustegn foran rettelsen til rubrik 48...

Ad 4. Hvis dette [at myndighederne kunne have gennemført det nødvendige antal kørsler på baggrund af det overbragte materiale] var tilfældet ville H's AK fremstå med for meget indberettet udbetalt understøttelse og rejsebefordringsgodtgørelse m.v., idet rejsegodtgørelsen samtidig ville være med i både rubrik 14 og rubrik 48, idet rettelsen af rubrik 48 ikke var indberettet med et minus fortegn. Derfor ville edb kørslen være fejlbehæftet. Dette er også begrundelsen for, at regionen i brevet af 28. september meddelte, at de supplerende oplysningssedler (edb-bånd) var mangelfuldt udfyldt.

........"

Ved skrivelse af 30. august 1995 fra sagsøgtes advokat klagede sagsøgte over regionens afgørelse af 4. juli 1995 til Told- og Skattestyrelsen. Af skrivelsen fremgår:

"........
1)
Det gøres gældende, at H's AK, ved at undlade at indeholde skat af godtgørelsen, ikke har udvist en sådan forsømmelighed, at forholdet falder under Kildeskattelovens § 69.

2)
Det gøres endvidere gældende, at hvis forholdet er omfattet af § 69 er reglerne om behandling af den manglende indeholdelse ikke fulgt, hvilket medfører, at opkrævningen i dette tilfælde er ugyldig ..."

Told- og Skatteregionen oplyste ved skrivelse af 28. september 1995 følgende til sagsøgte:

"I forbindelse med behandlingen af H's Arbejdsløshedskasses klagesag har Regionen konstateret, at der er fremsendt oplysningssedler (rettelser) på de medlemmer der har modtaget skattefri rejse- og befordringsgodtgørelser for 1994.

Regionen skal oplyse, at disse oplysningssedler er stillet i bero. Årsagen til dette skyldes for det første, at de er mangelfuldt udfyldt og for det andet, at indholdet af oplysningssedlerne afhænger af Told- og Skattestyrelsens afgørelse."

Sagsøgtes advokat bad i skrivelse af 9. oktober 1995 regionen oplyse baggrunden for, at man anså de fremsendte oplysningssedler (rettelser) for mangelfuldt udfyldt.

Ved skrivelse af 19. oktober 1995 besvarede Told- og Skatteregionen henvendelsen fra sagsøgtes advokat med følgende:

".....
Rettelser til tidligere indsendte oplysningssedler, skal ske ved indsendelse af oplysningssedler påført differencebeløbet i forhold til det tidligere oplyste. Negative beløb angives ved "-" i rubrikken.

........

Hvis Told- og Skattestyrelsen ikke giver H's AK medhold i Deres klage, skal rubrik 15 på oplysningssedlen tillige angives, således at hvert enkelt medlem godskrives den indbetalte A-skat."

Ved skrivelse af 1. november 1995 skrev sagsøgtes advokat følgende til regionen:

"....

Jeg tillader mig at betragte Regionens brev af 19. oktober 1995 som et samtykke til, at yderligere ikke foretages før endelig afgørelse foreligger, og således at det ikke senere overfor H's Arbejdsløshedskasse bliver gjort gældende, at rettelse, af de efter Regionens opfattelse mangelfuldt udfyldte oplysningssedler (rettelser), burde have været foretaget på et tidligere tidspunkt.

........"

Den 15. august 1996 traf Told- og Skattestyrelsen afgørelse i anledning af sagsøgtes klage. Af afgørelsen fremgår følgende:

"....

Told- og Skattestyrelsen er enig i den afgørelse, som regionen har truffet om pligt til at indeholde a-skat, og kan ikke imødekomme Deres klage.

........ Told- og Skattestyrelsen finder ud fra en samlet afvejning af de i sagen foreliggende forhold, herunder at forholdet først blev bragt i orden efter kontrol fra regionens side udført et år efter, at underretning om reglerne var givet til Deres klient, at det ikke er sandsynliggjort, at Deres klient ikke har handlet forsømmeligt ved uanset regionens skrivelse af 17. januar 1994 at have undladt at indeholde A-skat.

Når henses til det store antal personer sagen angår og til at Deres klient efter det oplyste hidtil intet har haft at indvende imod den anvendte beregningsmetode, finder Styrelsen ikke anledning til at kræve denne ændret.

........"

Ved skrivelse af 18. september 1996 fra sagsøgtes advokat blev afgørelsen indbragt for folketingets ombudsmand.

Den 31. maj 1998 afgav ombudsmanden en foreløbig redegørelse i sagen.

Den 23. februar 1999 afgav ombudsmanden en endelig redegørelse i sagen. Ombudsmanden fandt, at der ikke i kildeskattelovens § 69 er hjemmel til den skete skønsmæssige opgørelse af det beløb, den indeholdelsespligtige hæfter for, og at det var beklageligt, at hæftelseskravet ikke var opgjort i overensstemmelse med den fremgangsmåde, som er beskrevet i SD-cirkulære 1987 4, pkt. 3.4.3. Ombudsmanden henstillede til Told- og Skattestyrelsen, at genoptage sagen.

Told- og Skattestyrelsen besluttede på baggrund af ombudsmandens redegørelse at genoptage sagen. Ved skrivelse af 9. april 1999 foreslog Told- og Skattestyrelsen sagsøgtes advokat at afholde et møde og bemærkede:

"........

På dette møde vil man kunne diskutere spørgsmålet om genoptagelsen og de dermed forbundne konsekvenser herunder tilbagebetaling og den eventuelle erstatningssag mod Arbejdsløshedskassen, som ombudsmanden i sin redegørelse lægger op til.

........"

Ved skrivelse af 27. maj 1999 rettede Told- og Skatteregionen henvendelse til sagsøgte vedrørende tilbagebetaling af A-skat m.v. Af skrivelsen fremgår følgende:

"Under henvisning til ..., fremsendes hermed en check på følgende beløb:

Betalt A-skat	kr.	5.803.486
Rentegodtgørelse heraf	kr.	1.933.085
Betalt rente	kr.	528.117
Rentegodtgørelse heraf	kr.	167.978
Ialt	kr.	8.432.666

Der vedlægges kopi af renteberegningen. Rentegodtgørelse er beregnet fra indbetalingsdatoerne henholdsvis den 20. juli 1995 og 12. september 1995 til og med den 27. maj 1999.

Regionen skal samtidig meddele, at Told- og Skattestyrelsen overvejer, om der skal anlægges retssag om de ikke indeholdte A-skattebeløb med tilhørende renter.

........"

Told- og Skattestyrelsen har foretaget en EDB-mæssig behandling af de 22.642 berørte medlemmer for at beregne, hvor meget restskat der ville være blevet opkrævet, hvis befordringsgodtgørelsen var blevet selvangivet. Den nærmere beregningsmåde fremgår af notat af 22. december 1999 udfærdiget af Told og Skat. Ud af de 22.642 medlemmer er 20.911 medlemmer med i beregningen. Af notatet fremgår, at medlemmerne er opdelt i 2 grupper, alt efter om de havde modtaget fortrykt eller udvidet selvangivelse for 1994. For hver af grupperne har man multipliceret kursusgodtgørelsen med den laveste skatteprocent i personens skattekommune for 1994 og således fundet det laveste beløb, der skulle have været indeholdt. Endvidere er beregnet et beløb, betegnet skat til opkrævning, der fremkommer ved, at der er foretaget en fiktiv maskinel skatteberegning af medlemmet, hvor kursusgodtgørelsesbeløbet er modtaget som personlig indkomst. Dette er sammenholdt med den pågældendes sidst registrerede årsopgørelse. I en tredie rubrik er angivet det laveste beløb i de to rubrikker "kursusgodtgørelse x laveste procent" og "Skat til opkrævning". Sagsøgerens krav er opgjort som summen af de således beregnede "laveste beløb".

Forklaringer:

Arne Pedersen har forklaret bl.a., at han er merconomuddannet og nu arbejder som registreret revisor. Han er ansat hos Told- og Skattestyrelsen på Frederiksberg. Da han kom ind i sagen, beskæftigede han sig bl.a. med moms og lønsum. H1 hørte med til hans arbejdsområde. Han kan vedstå sit mødereferat fra sidste halvdel af 1993. På mødet med sagsøgte den 14. januar 1994 blev sagsøgte pålagt at indeholde A-skat. Han havde derefter ingen kontakt med H1 før 2. juni 1995, hvor han var på kontrolbesøg. Han havde tilfældigt erfaret, at A-kassen ikke havde indeholdt A-skat. Han kan vedstå indholdet af sit notat af 3. juni 1995, og han kan bekræfte det passerede, som fremgår af Johnna Høylands referat af 28. juni 1995. De drøftede trækprocenter på mødet. H1 havde ikke de korrekte trækprocenter, hvorfor man talte om en praktisk løsning. De modtog de gennemsnitlige trækprocenter fra A-kassen, men ikke EDB-bånd med oplysningssedler. De drøftede ikke med H1, at det kunne give problemer i forhold til de enkelte medlemmer. Han husker ikke, hvem der foreslog de gennemsnitlige trækprocenter, men mener, at det var H1. Efter den 27. juni 1995 havde han ikke længere med sagen at gøre.

Johnna Høyland har forklaret bl.a., at hun er uddannet indenfor Told og Skat med efterfølgende uddannelse i regnskab. I 1995 arbejdede hun i arbejdsgiverkontrollen. Sagsøgte var hendes ansvarsområde.

Hun kom ind i sagen i maj/juni 1995, hvor hun bl.a. kontrollerede rejsegodtgørelse. Hun søgte tilfældigt på H1. Hun deltog ikke i mødet den 2. juni 1995. Efter mødet talte hun med Arne Pedersen om, hvorledes sagen kunne ordnes. De talte om sagsøgtes hæftelse efter skattekontrollovens § 69 som en mulighed. Hun kan vedstå sit mødereferat af 28. juni 1995. Ved vurderingen af, om A-kassen skulle holdes ansvarlig, indgik ikke antallet af medlemmer, men alene spørgsmålet om kassens forsømmelighed.

Skrivelsen af 15. august 1995 til kommunerne var rutinemæssig. Der blev ikke oplyst navn på medlemmerne, idet de ikke havde disse. Hun kan ikke sige, om man på et senere tidspunkt ville have orienteret om navngivne personer, idet de afventede Told- og Skattestyrelsens afgørelse og derfor havde sat sagsbehandlingen i bero. Efter Told- og Skattestyrelsens afgørelse arbejdede hun ikke længere i Arbejdsgiverkontrollen.

På de EDB-lister, der er nævnt i hendes referat af 28. juni 1995 fremgik alene antallet af kursister og beløbsstørrelser, men ikke navne. På mødet den 27. juli 1995 var det hendes indtryk, at H1 var villig til at betale A-skatten. De drøftede ikke rettelsesbånd. De aftalte, at A-kassen skulle fremfinde gennemsnitlige trækprocenter. Hun var ikke bekendt med, hvordan A-kassen nåede frem til procenterne. Hvis man skulle have kørt rettelsesbåndene, ville kommunerne have fået et misvisende billede. Hun har oplyst kassen om dens mulighed for regres overfor medlemmerne, jf. også regionens brev af 4. juli 1995.

SP har forklaret bl.a., at han pr. 1. oktober 2001 blev pensionist. Han var fra 1985 hovedkasserer i H's kasse.

Efter mødet med skatteministeren modtog kassen en skrivelse af 8. december 1993 fra ministeren. De var således klar over skattepligten og indeholdelsespligten. Brevet af 31. januar 1994 er et internt brev til H1's udviklingschef i EDB-afdelingen om at iværksætte et system til indeholdelse af A-skat. Han forventede, at systemet blev iværksat øjeblikkeligt. Han var ikke bekendt med, hvor lang tid det ville tage at iværksætte systemet. Han fulgte ikke op på det. Den 2. maj 1995 var den dag, hvor systemet var klar til brug. Hovedbogholder LB opdagede i juni 1995, at det pågældende EDB-system ikke var sat i værk. Han talte med LB om problemet, og den 7. juni 1995 kontaktede LB region 4, for bl.a. at oplyse, at systemet ikke var blevet iværksat før den 2. maj 1995.

På mødet den 27. juni 1995 blev der fremlagt EDB-lister med personer og nøjagtige trækprocenter. De regnede ikke det præcise beløb ud, idet regionen ville have gennemsnitlige trækprocenter. De lagde procenterne sammen og dividerede med antal medlemmer. Beløbet blev ca. 11,9 mill. kr. brutto. Efter hans opfattelse var hele beløbet skattepligtigt. Skrivelsen til MK - et af medlemmerne - blev sendt tilsvarende til samtlige kursister og svarede til det rettelsesbånd, som blev bragt over til regionen. Det var regionen, som foreslog gennemsnitlige trækprocenter. Han var utrolig ked af det skete og tilbød at gøre alt, hvad regionen forlangte. Han fik at vide, at de skulle afvente regionens krav. Regionen var ikke interesseret i rettelsesblade, idet der var tale om et stort antal personer. Efter mødet den 11. august 1995 fremsendte de rettelsesblade til regionen.

LB har forklaret bl.a., at han den 1. februar 1991 blev ansat som bogholder i H's arbejdsløshedskasse. Han var bekendt med, at der havde været et møde med skattemimisteren. Han skrev til udviklingschefen og bad denne iværksætte de nødvendige ændringer i EDB-systemet. Han skrev, fordi det var vigtigt. Da der ikke kom nogen reaktion på skrivelsen, gik han ud fra, at systemet var sat i gang.

Arne Pedersen fra Told og Skat var i huset den 2. juni 1995. Vidnet blev kaldt ind og gjort bekendt med, at systemet ikke var blevet iværksat. De EDB-lister, som derefter blev kørt, indeholdt i første omgang kun antallet af berørte medlemmer og beløb. Listerne blev overgivet til Arne Pedersen. Det var muligt, at lave listen med navne og eksakte trækprocenter, men det blev aldrig til noget, vistnok fordi det blev foreslået at anvende gennemsnitsprocenter. De drøftede ikke, hvordan kassen skulle opkræve beløbet hos medlemmerne, men regresmuligheden blev nævnt af regionen.

De kørte rettelserne og sendte dem til Told og Skat. De har overfor alle medlemmer oplyst, at der var sket en fejl. Kassens revisor havde sagt, at det ikke var for sent at gennemføre rettelserne.

Foreholdt det sidste afsnit i det interne brev til udviklingschefen forklarede vidnet, at det ikke var meningen, at der skulle foretages regulering/skattetræk, før systemet virkede. Han forventede, at systemet blev iværksat inden for 2 måneder. Han fulgte ikke op på det, da han naturligt gik ud fra, at ordren blev udført. Der var på dette tidspunkt mange andre vigtige ting i EDB-afdelingen, hvilket kan være en forklaring på, at systemet ikke blev iværksat før den 2. maj 1995.

Godtgørelser bliver udbetalt en gang pr. uge. Udbetalingerne kan godt vedrøre kurser afholdt for længere tid tilbage. De havde ingen indvendinger mod anvendelsen af gennemsnitlige trækprocenter. De har ikke rejst krav mod deres medlemmer.

KP har forklaret bl.a., at han siden 1986 har været konsulent i udviklingsafdelingen hos H1.

Rettelsesbåndet blev kørt den 30. august 1995 og sendt til skattevæsenet. Der blev dannet breve til alle medlemmer den 18. september 1995. Brevene oplyste medlemmerne om, hvilke oplysninger skattevæsenet havde modtaget. Brevene blev sendt samme dag. Man kunne beregne det nøjagtige indeholdelsespligtige beløb, idet man havde de rigtige trækprocenter. Beløbet 5.700,138,00 kr. var således den A-skat, som de skulle have indeholdt.

Erik Marinus Madsen har forklaret bl.a., at han er statsautoriseret revisor. Han har været revisor for sagsøgte siden 1988. Efter den 1. maj 1995 hørte han første gang til sagen, ved at LB henvendte sig til ham og sagde, at der var sket en fejl, idet kassen ikke havde indeholdt A-skat. Han sagde til LB, at de skulle indsende rettelsesredegørelse til skattevæsnet. De havde et møde efter den 1. maj 1995, formentlig i løbet af sommeren. På mødet deltog en dame fra Told og Skat. Hun ville ikke acceptere rettelserne, hvilket han aldrig har oplevet før. Told og Skat begrundede det med, at datoen den 1. maj 1995 var passeret og henviste til beløbets størrelse. Hun ville ikke svare på, om det også var på grund af antallet af medlemmer.

Procedure:

Sagsøgeren har gjort gældende, at sagsøgte har udvist forsømmelighed i forbindelse med den manglende indeholdelse af A-skat af de udbetalte rejse- og befordringsydelser til sagsøgtes medlemmer. Sagsøgte hæfter derfor som indeholdelsespligtig for den manglende indbetalte skat, jf. kildeskattelovens § 69, stk. 1.

Sagsøgte har begået en klar fejl og handlet groft uagtsomt ved ikke efter drøftelse med skatteministeren samt efter modtagelse af dennes skrivelse af 8. december 1993 og senere skrivelser at have indeholdt A-skat. Sagsøgte var helt på det rene med, at der skulle indholder skat, men sikrede sig ikke, at dette blev effektueret.

Det følger hverken af SD-cirkulære 1987-4 eller kildeskatteloven, at den indeholdelsespligtiges hæftelse er betinget af, at der sker en skatteansættelse af skatteyderen. Hæftelsen er heller ikke betinget af, at indbetalingen fra den indeholdelsespligtige fordeles mellem stat og kommune. Udskrivning af oplysningssedler, jf. cirkulærets pkt. 3.4.3., 2. afsnit, er alene en intern formforskrift og uden betydning i forhold til den indeholdelsespligtige.

Hæftelsen efter kildeskattelovens § 69 er ikke subsidiær og ikke betinget af, om der er et regreskrav, og om dette kan gennemføres. Sagsøgeren har et tilbagesøgningskrav og ikke et skattekrav mod sagsøgte. Sagsøgte havde i øvrigt alle de fornødne oplysninger, herunder de korrekte trækprocenter, som gjorde det muligt at gøre regres. Det er sagsøgtes eget valg, at man har undladt dette.

Der er ikke noget krav om kausalitet eller tabsbegrænsningspligt i relation til sagsøgtes hæftelse efter kildeskattelovens § 69. Det er en adækvat reaktion over for sagsøgte at kræve den ikke-indeholdte A-skat. Som følge af den solidariske hæftelse kan myndighederne vælge, hvilken debitor, man ønsker at holde sig til.

Sagsøgeren har ikke udvist passivitet. Sagsøgte har foretaget indbetaling, hvorefter sagen har verseret ved ombudsmanden. I forbindelse med tilbagebetalingen af den indbetalte A-skat til sagsøgte tog sagsøgeren forbehold om at anlægge retssag. Sagsøgeren har således ikke udvist nogen adfærd, som kunne give sagsøgte anledning til at tro, at sagsøgeren havde opgivet kravet. Dertil kommer, at lovbundne krav samt ensidige pengekrav ikke i almindelighed kan fortabes ved passivitet.

Sagsøgte har ikke godtgjort, at sagsøgeren har tilsidesat lighedsgrundsætningen. Sagsøgeren har ikke handlet i strid med administrativ praksis, tværtimod. Den af sagsøgte påberåbte sag vedrørende en sag om beskatning af politiets hundeførere er uden relevans for nærværende sag. Sagsøgeren har med de principper, der er lagt til grund ved opgørelse af kravet, sikret, at sagsøgte ikke kommer til at betale beløb, som den skattepligtige allerede en gang har betalt. Kravet er opgjort til 4,8 mill. kr., hvilket skal ses i lyset af, at sagsøgte ifølge forklaringen fra EDB-konsulent KP kunne opgøre kravet fra starten til 5,7 mill. kr., d.v.s. ca. 900.000 kr. mere end det nu krævede beløb. Henset til den klare fejl og grove uagtsomhed hos sagsøgte må beviskravet vedrørende størrelsen af hæftelsesbeløbet også lempes væsentligt. De af sagsøgte anførte anbringender kan ikke føre til en hel eller delvis nedsættelse af kravet.

Sagsøgerens rentekrav støttes på kildeskattelovens § 63, stk. 5. Sagsøgeren kan også kræve renter for den periode, hvor sagsøgte havde indbetalt beløbet, idet sagsøgte selv foranledigede beløbet tilbagebetalt med tillæg af renter.

Vedrørende den subsidiære påstand om erstatning har sagsøgeren gjort de samme anbringender gældende som vedrørende hæftelsen. Sagsøgeren har endvidere anført, at sagsøgte har bevisbyrden for, at sagsøgerens tab er mindre end det opgjorte beløb.

Sagen kan ikke afvises, som påstået af sagsøgte, idet der ikke foreligger formelle mangler. Sagsøgeren har aldrig afgivet nogen proceserklæring om, at man ikke ville forfølge det krav, som nærværende sag omhandler.

Sagsøgte har principalt gjort gældende, at sagen bør afvises. Sagsøgeren fulgte ombudsmandens henstilling og tilbagebetalte det med urette opkrævede beløb hos sagsøgte. Sagsøgeren har herved erklæret sig processuelt på en sådan måde, at sagsøgeren ikke på ny kan opgøre kravet og kræve dette betalt på grundlag af hæftelsesreglen i kildeskattelovens § 69 uden at følge den hjemlede fremgangsmåde i SD-cirkulæret. Endvidere var ligning på det tidspunkt, hvor erstatningskravet blev gjort gældende mod sagsøgte, udelukket. Subsidiært bør sagsøgte frifindes af de samme grunde.

Sagsøgte har i anden række gjort gældende, at der ikke foreligger det fornødne ansvarsgrundlag. Sagsøgeren har således ikke krav på erstatning. Sagsøgte tilbød straks, da fejlen blev opdaget, at gøre, hvad sagsøger forlangte. Sagsøgte tilbød et rettelsesbånd. Rettelse kunne have været foretaget uden problemer. Selv om rettelsesbåndet var mangelfuldt udfyldt, kunne det have været kørt, idet fejlen ikke havde betydning for indkomstmodtagerne. I stedet blev sagsbehandlingen hos sagsøgeren stoppet, og sagsøgte blev bedt om at afvente Told- og Skattestyrelsens afgørelse. Der foreligger således egen skyld fra sagsøgerens side, idet det beror på sagsøgerens forhold, at sagsøgte ikke fik mulighed for at rette fejlen i forhold til medlemmerne.

Sagsøgeren har ikke dokumenteret et tab eller størrelsen af dette. Hæftelsesansvaret forudsætter, at kravet kan opgøres eksakt. Udsendelse af oplysningssedler og underretning til kommunen var også forudsætninger for hæftelseskravet. Oplysningssedlerne skal begrunde en korrekt fordeling. Sagsøgeren har således en undersøgelsespligt, inden opkrævning foretages. Sagsøgte har ingen indsigelser mod sagsøgerens talmæssige beregning, men mod opgørelsesmåden, idet man forinden burde have gennemført en ligning.

Der foreligger endvidere ikke den fornødne kausalitet. Et eventuelt tab er ikke adækvat, og sagsøgeren har tilsidesat sin tabsbegrænsningspligt. Sagsøgeren ville således ikke have lidt noget tab, såfremt sagsøgeren havde accepteret sagsøgtes rettelsesbånd, og tabet ville have været undgået eller begrænset, såfremt sagsøger havde fulgt cirkulæret.

Kravet bør af de anførte grunde bortfalde eller i det mindste nedsættes væsentligt.

Ved ikke at følge opkrævningsproceduren i cirkulæret og ved at opgøre kravet i åbenbar strid med lovgivningen, har sagsøgeren tilsidesat lighedsgrundsætningen, jf. sagen vedrørende beskatning af politiets hundeførere, hvor skattevæsenet undlod at opkræve det skyldige beløb. Sagsøgerens behandling af sagen har ligeledes været i strid med forvaltningsretlige grundsætninger.

Sagsøgeren har udvist passivitet ved intet at foretage sig, før ombudsmandens redegørelse forelå i maj 1999, d.v.s. på et tidspunkt, hvor sagsøgtes krav mod medlemmerne var forældet både efter skattestyrelsesloven og forældelsesloven. Et eventuelt krav bør i medfør af erstatningsansvarslovens § 24 bortfalde eller nedsættes væsentligt.

Kravet kan ikke forrentes efter kildeskatteloven, idet der er tale om et erstatningskrav, som alene kan forrentes fra sagens anlæg til betaling sker, subsidiært fra sagsøgers genoptagelse af sagen efter ombudsmandens afgørelse. Der skal ikke svares renter i den periode, hvor sagsøgte havde indbetalt beløbet, idet beløbet i denne periode var til rådighed for sagsøgeren.

Landsrettens bemærkninger:

Landsretten finder ikke, at der foreligger nogen afvisningsgrund, som påstået af sagsøgte. Sagsøgeren har ikke processuelt accepteret alene at kunne indtale et erstatningskrav. Den 9. april 1999 meddelte sagsøgeren sagsøgte, at sagen ville blive genoptaget, og at man på et møde ville diskutere tilbagebetaling og en eventuel erstatningssag. Den 27. maj 1999 tilbagebetalte sagsøgeren den af sagsøgte indbetalte skat med tillæg af renter, samtidig med at sagsøgeren anførte, at man overvejede at anlægge retssag om de ikke indeholdte A-skattebeløb med tilhørende renter. Sagsøgeren tilkendegav herved, at man forbeholdt sig at anlægge retssag om hæftelse. Under de anførte omstændigheder foreligger der heller ikke passivitet fra sagsøgerens side.

Efter bevisførelsen, herunder skrivelse af 8. december 1993 fra skatteministeren, skrivelse af 7. januar 1994 fra Arbejdsmarkedsstyrelsen, skrivelse af 17. januar 1994 fra Told- og Skatteregionen, sagsøgtes interne skrivelse af 31. januar 1994 samt SPs forklaring, lægges det til grund, at sagsøgte, inden udbetalingen af befordringsgodtgørelsen i 1994 fandt sted, havde viden om, at de udbetalte beløb var såvel skattepligtigt som indeholdelsespligtigt.

På trods af denne viden undlod sagsøgte at sikre sig, at der skete indeholdelse af A-skat af beløbene, ligesom sagsøgte ved sin interne skrivelse af 31. januar 1994 tilkendegav, at der ikke skulle ske regulering vedrørende udbetalinger i perioden 1. januar 1994 og indtil en ændring af EDB-systemet var iværksat.

Sagsøgte findes herefter at have gjort sig skyldig i en klar forsømmelse, således at sagsøgte er ansvarlig i medfør af kildeskattelovens § 69. Der ses ikke i skattekontrollovens § 69 at være yderligere ansvarsbetingelser.

Efter kildeskattelovens § 69, som omhandler et beløb og ikke en skat, hæfter den indeholdelsespligtige umiddelbart for beløbet. Sagsøgtes hæftelsesansvar er ikke betinget af, at regres kan gennemføres overfor indkomstmodtagerne eller at sagsøgeren gennemfører en forudgående omligning af indkomstmodtagerne.

Det kan efter konsulent Per Kiærulffs forklaring lægges til grund, at sagsøgerens krav ikke overstiger det beløb, som sagsøgte skulle have indeholdt i A-skat. Herefter gives der sagsøgeren medhold i den principale påstand.

Da sagsøgte selv foranledigede det til sagsøgeren indbetalte beløb tilbagebetalt med tillæg af renter, findes sagsøgerens krav at burde forrentes som påstået af sagsøgeren.

Med sagsomkostninger forholdes som nedenfor bestemt.

T h i   k e n d e s   f o r  r e t:

Sagsøgte, H's Arbejdsløshedskasse, skal til sagsøger, Skatteministeriet Told- og Skattestyrelsen, betale 8.891.922,00 kr. med tillæg af renter 1,3 % pr. påbegyndt måned af 4.800.485,00 kr. fra den 1. januar 2000 til den 30. august 2001 og med 1,1 % pr. påbegyndt måned fra den 1. september 2001 eventuelt som ændret af skatteministeren, til betaling sker.

I sagsomkostninger skal sagsøgte til sagsøger betale 460.000,00 kr.

De idømte beløb skal betales senest 14 dage fra denne doms afsigelse.