Bestemmelserne om sikkerhedsstillelse ved registrering efter opkrævningsloven fremgår af Momsvejledningens P.5.2. Bestemmelserne gennemgås derfor kun i korte træk i dette afsnit.

Der er i visse punktafgiftslove yderligere krav om sikkerhedstillelse, se A.6.

Objektive kravSKAT kan efter opkrævningslovens § 11, stk. 2, pålægge en virksomhed, der anmeldes til registrering, at stille sikkerhed, hvis en fysisk eller juridisk person, som er, eller inden for de seneste 5 år, har været ejer af en anden virksomhed eller medlem af bestyrelsen eller direktionen i en anden virksomhed, der er gået konkurs eller er blevet konstateret insolvent, hvorved SKAT har et ikke fuldt sikret tilgodehavende, eller staten er blevet påført et samlet tab på mere end 50.000 kr. for skatter og afgifter mv., der opkræves efter opkrævningsloven,

  • er ejer af virksomheden,
  • reelt driver virksomheden, eller
  • er et medlem af virksomhedens bestyrelse eller direktion.

En nærmere beskrivelse af de objektive kriterier for sikkerhedsstillelse fremgår af Momsvejledningen P.5.1.3.1.

Subjektive kravDer skal dog kun stilles sikkerhed, når det efter et konkret skøn vurderes, at virksomhedens drift indebærer en nærliggende risiko for tab for staten. Når en virksomhed pålægges at stille sikkerhed, kan virksomheden ikke registreres, før dette pålæg er opfyldt.

Sikkerhedens varighed og størrelse

Pålæg om sikkerhedsstillelse skal meddeles virksomheden senest 14 hverdage efter, at virksomheden anmeldes til registrering. Meddelelsen skal indeholde oplysning om, at undladelse af at stille den krævede sikkerhed indebærer, at virksomheden ikke kan registreres m.v., og at en fortsættelse af virksomheden vil være strafbar. Stilles sikkerheden ikke rettidigt, nægtes virksomheden registrering.

Meddelelse om, at registreringen er nægtet, skal tilsendes virksomheden ved rekommanderet brev, der tillige skal oplyse, at en fortsættelse af virksomheden efter registreringsnægtelsen vil være strafbar, og at ledelsen ved en fortsættelse af virksomheden hæfter for skatter og afgifter m.v.

Ledelsen i en virksomhed, der forsætligt eller groft uagtsomt indleder driften af virksomheden, selv om registreringen er nægtet, hæfter for de af loven omfattede skatter og afgifter m.v., der opstår som følge af den uregistrerede virksomhed. Hæftelsen er personlig, ubegrænset og solidarisk.

Sikkerheden frigives, når tidligere restancer er betalt og virksomheden i de seneste 12 måneder rettidigt har indbetalt skatter og afgifter m.v.

Sikkerheden stilles for et beløb, der svarer til virksomhedens restancer med skatter eller afgifter mv., der opkræves efter opkrævningsloven, samt det forventede gennemsnitlige tilsvar i en 3-måneders periode.

Hvis en virksomhed har stillet sikkerhed som betingelse for at blive punktafgiftsregistreret, skal denne indgå ved opgørelse af sikkerhedsbeløbet, så det sikres, at der ikke stilles krav om sikkerhed for et beløb både efter opkrævningslovens regler og efter en særlov med den konsekvens, at der stilles dobbelt sikkerhed for et punktafgiftsbeløb.

For en nærmere beskrivelse af reglerne henvises til Momsvejledningen P.5.2.