| Det fastslås i KGL § 25, stk. 1, at gevinst og tab som udgangspunkt beskattes efter realisationsprincippet. Efter realisationsprincippet medregnes gevinst og tab ved opgørelsen af den skattepligtige indkomst i det indkomstår, hvori gevinsten eller tabet realiseres. Det vil sige ved afståelse, hel eller delvis indfrielse samt opgivelse m.v., se afsnit A.D.2.14 (fordringer) og afsnit A.D.2.15 (gæld).
Se SKM2009.553.SR, hvor Skatterådet ikke fandt, at udlån af obligationer skulle anses for realisation skattemæssigt. Låntager skulle i henhold til låneaftalen tilbagelevere obligationer, herunder kontant kompensation for udtrukne obligationer. Låntager skulle endvidere kompensere långiver for renter vedr. obligationerne. Lånet skulle maksimalt løbe i 6 mdr. og blev indgået efter samme principper som i ISLA / OSLA. Hvis lånet blev misligholdt, og långiver ikke modtog et kompensationsbeløb til dækningskøb skulle forholdet anses for ophørt på udlånstidspunktet, hvilket vil sige realisation for långiver på udlånstidspunktet.
Før vedtagelsen af lov nr. 525 af 12. juni 2009 var reglerne mht. opgørelsesprincip fælles for selskaber mv. og fysiske personer (og dødsboer).
Fysiske personer og dødsboer omfattet af KGL § 12 skal som hovedregel anvende realisationsprincippet på gevinst og tab vedr. gæld og fordringer, jf. KGL § 25, stk. 1. Realisationsprincippet kan fraviges i to tilfælde, dels for så vidt angår visse gevinster og tab efter § 25, stk. 2, og dels ved tilladelse efter § 25, stk. 6. Se henholdsvis afsnit A.D.2.13.2 og afsnit A.D.2.13.3.
Selskaber mv. - lagerprincip vedr. fordringer Selskaber mv. omfattet af KGL § 2 skal som hovedregel medregne gevinst og tab på alle fordringer efter lagerprincippet, jf. KGL § 25, stk. 3, 1. pkt. Det er uden betydning om fordringen er i fremmed valuta eller i DKK eller om fordringen / obligationen er optaget til handel på et reguleret marked eller ej. Visse fordringer er dog undtaget fra lagerprincippet og skal derfor beskattes efter realisationsprincippet.
Følgende fordringer er undtaget fra hovedreglen om lagerprincippet, og skal derfor beskattes efter realisationsprincippet, jf. KGL § 25, stk. 3, 2. pkt:
- Fordringer omfattet af KGL § 4
- Fordringer, der er erhvervet som skattepligtigt vederlag for leverede varer og andre aktiver samt tjenesteydelse
Ovennævnte undtagelse gælder ikke for livsforsikringselskaber, der således skal medregne gevinst og tab på de ellers undtagede fordringer efter lagerprincippet, jf. KGL § 25, stk. 3, sidste pkt.
Følgende fordringer er ikke omfattet af KGL § 25, stk. 3, 1. og 2. pkt., da de skal beskattes efter lagerprincippet eller et lagerlignende princip efter andre regler:
Fordringer omfattet af KGL § 25, stk. 5 (realkreditinstitutter). Se afsnit A.D.2.13.5
Fordringer omfattet af KGL § 25, stk. 7, hvor den skattepligtige har valgt at anvende reglen i stk. 9 (pengeinstitutter). Se afsnit A.D.2.13.5
Lagerprincippet er for selskaber mv. obligatorisk for de fordringer, der er omfattet af KGL § 25, stk. 3, 1. pkt. Det betyder, at et selskab ikke kan vælge et andet princip, idet der ikke er hjemmel til at give dispensation. Se afsnit A.D.2.13.3. Der er dog mulighed for uden tilladelse fra told- og skatteforvaltningen at anvende lagerprincippet på de fordringer, der ellers er undtaget det obligatoriske lagerprincip. Se afsnit A.D.2.13.2 om selskabers mulighed for at vælge lagerprincippet.
Ved opgørelsen af gevinst og tab for indkomståret 2010 på fordringer omfattet af det obligatoriske lagerprincip skal fordringens anskaffelsessum anvendes som fordringens værdi ved begyndelsen af indkomståret 2010, medmindre fordringen er omfattet af KGL § 41, stk. 14-17, jf. § 22, stk. 14 i lov nr. 525 af 12. juni 20.
Realisationsprincippet finder ikke anvendelse for realkreditinstitutter m.v., se afsnit A.D.2.16.
Beskatning forudsætter konstateret kursgevinst/-tabDet er en forudsætning for beskatning af en kursgevinst eller et kurstab, at der rent faktisk kan konstateres en kursgevinst eller -tab. Som eksempel herpå, se ToldSkat Nyt 1993.10.482 (TfS 1993, 264) og ToldSkat Nyt 1993.13.652 (TfS 1993, 350), begge Ligningsrådets afgørelser. Ligeledes konstateres det i SKM2001.120.VLR, at et tab skal være konstateret før der kan ske fradrag i den skattepligtige indkomst.Det ses ofte i familieforhold, at forældre yder et rentefrit eller lavtforrentet lån til deres børn. Hvis det beløb, som børnene låner, er det samme, som det beløb, der skal tilbagebetales til forældrene, har forældrene ikke opnået nogen kursgevinst, og der vil derfor ikke være noget at beskatte efter KGL. Det gælder f.eks. lån med anfordringsvilkår, dvs. at der ikke er aftalt et indfrielsestidspunkt, men at lånet skal indfries på kreditors anmodning. Som eksempel på, at der realiseres en kursgevinst, når der ikke er fastsat et anfordringsvilkår, se TfS 2000, 369 LSR.
I SKM2008.213.BR og SKM2008.214.BR fandtes det ikke bevist, at der var indgået en aftale om gældseftergivelse og der var derfor ikke fradrag for tab efter KGL § 25. |