Ved salg eller delsalg af en ejendom, hvorpå der er fundet grus, ler, kalk, moler, tørv, brunkul m.v., behandles disse forekomster skattemæssigt som en del af den faste ejendom, se herom JV C.H.2.1.6.12.  Beskatning af vederlag for afståelse af retten til at grave grus m.v. skal ske efter reglerne i LL § 12 B, når der er usikkerhed om ydelsens varighed eller størrelse, se TfS 1999, 852 LR, JV C.C.2.1.6.12 og C.C.6.8.

Retablering og efterbehandlingBeløb, som det påhviler den, der indvinder forekomsten, at afholde til retablering og efterbehandling af ejendommen, indgår ikke i opgørelsen af afståelsesvederlaget efter ejendomsavancebeskatningsloven. Vederlag i form af éngangsbeløb samt de i forbindelse med udgravningen påhvilende udgifter til retablering og efterbehandling af ejendommen efter endt udnyttelse kan afskrives ved indkomstopgørelsen.

Afskrivning og fradrag foretages således at:

1. der tages udgangspunkt i det beløb der skal stilles sikkerhed for, og afskrives med lige store årlige beløb over et åremål, der svarer til rettighedens varighed, eller

2. der tages udgangspunkt i det beløb der skal stilles sikkerhed for, og afskrivningen fordeles over udnyttelsesperioden i forhold til forbruget af forekomsten i det enkelte år, eller

3. der foretages et skøn over hvor meget retableringsudgiften er steget som følge af udnyttelsen ved udløbet af hvert skatteår, hensættes et beløb svarende hertil på særskilt konto i pengeinstitut eller lignende, og foretages fradrag herfor.

Garantibeløb i form af sikkerhedsstillelser er ikke fradragsberettigede efter SL § 6, stk. 1, litra a, da sådanne garantibeløb ikke kan sidestilles med faktisk afholdte udgifter.

Afskrivning og fradrag efter nr. 1-3 forudsætter, at det må anses for sandsynligt, at udgiften til efterbehandling/retablering vil komme til at svare til de krævede sikkerhedsstillelser. Kan der kun sandsynliggøres et mindre beløb, skal der tages udgangspunkt i dette beløb.

Fradrag efter nr. 3 er også betinget af at de hensatte beløb kun må anvendes til dækning af de retableringsudgifter, der er forbundet med udgravningstilladelsen. Der kan kun foretages fradrag for faktisk hensatte beløb i det omfang, der er en aktuel retlig forpligtelse til at hensætte beløb til retablering. Beløb, der hæves til andre formål, beskattes i hæveåret. Overskydende beløb beskattes efter endt retablering af arealet. Udgifter til retablering kan ikke fradrages i den skattepligtige indkomst i det omfang, de dækkes af sådanne hensættelsesbeløb.   

Hvis ejeren af den faste ejendom selv indvinder og sælger ejendommens forekomster af grus m.v., beskattes indtægterne fra denne virksomhed som almindelig indkomst. Ejeren kan i dette tilfælde som driftsomkostning løbende fradrage den del af anskaffelsessummen, der kan henføres til grusforekomsten m.v. Har ejeren ikke betalt en merpris for ejendommen som følge af forekomsten, kan der ikke indrømmes fradrag.

SKM2005.254.LSR: Et firma, der drev virksomhed med indvinding af kvartssand, fik fradragsret for hensættelse til retableringsudgifter med hele det beløb, som firmaet havde stillet sikkerhed over for myndighederne. Landsskatteretten lagde vægt på, at tilladelsen til udgravning var betinget af en sikkerhedsstillelse for retableringsudgifter, og at størrelsen af sikkerhedsstillelsen var fastsat af amtet på baggrund af en af amtet godkendt efterbehandlingsplan. Landsskatteretten fandt det dermed godtgjort, at selskabet ville komme til at afholde udgifter til retablering omtrentligt svarende til sikkerhedsstillelserne. Landsskatteretten lagde også vægt på, at der på en særskilt konto var hensat et beløb svarende til saldoen for sikkerhedsstillelserne vedrørende retableringen, og at der dermed var tilvejebragt det fornødne regnskabsmæssige grundlag for at sikre, at et fradrag for sikkerhedsstillelserne alene havde periodiserende virkning. Se SKM2005.444.DEP nedenfor.

SKM2005.444.DEP: Skatteministeriet besluttede sig for ikke at indbringe kendelsen SKM2005.254.LSR for domstolene (se ovenfor). I beslutningen indgik bl.a., at Ligningsvejledningen ikke på alle punkter i det omhandlede afsnit var ganske klar. Landsskatteretten afsagde i 2002 en kendelse med samme indhold som kendelsen af 19. september 2001. Told- og Skattestyrelsen ændrede efter kendelsen fra 2001 indholdet af Ligningsvejledningen i afsnit E.E.4.2. De to kendelser fra Landsskatteretten fra 2001 og 2002 vedrører fortolkningen af Ligningsvejledningen, som jo normalt antages at være udtryk for den praksis, skattemyndighederne følger, jf. TfS 1994,295 Ø og Skatteministeriets kommentar hertil i TfS 1994,557 SM. Henset hertil, og til at ministeriet valgte ikke at indbringe den første kendelse for domstolene, fandt ministeriet, at der forelå en sådan fast administrativ praksis, som ikke kan ændres med tilbagevirkende kraft til skade for skatteyderne, jf. U 1983.8 H. Ændringen af praksis er sket ved ændringen af Ligningsvejledning 2002, som først blev offentliggjort i januar 2003. Skatteydere kan derfor, for så vidt angår sikkerhedsstiftelse ydet før 2002-ligningsvejledningen blev offentliggjort, påberåbe sig den gamle praksis. Landsskatterettens kendelse af 19. september 2001 gav fradrag i det år, garantien er stillet. Indvindingsfirmaet i kendelsen af 14. januar 2005 havde som nævnt stillet garantien i 1998 og taget fradrag i 2002 for hele garantibeløbet. Indvindingsfirmaet kunne derfor ikke påberåbe sig praksis, idet fradrag efter praksis skulle være foretaget i indkomståret 1998. Indvindingsfirmaet var under alle omstændigheder berettiget til at foretage afskrivning efter beskrivelsen i Ligningsvejledningen 2002, afsnit E.E.4.2., f.eks. med afskrivning med lige store årlige beløb over de ti år, indvindingsperioden er på. Da praksis var ændret ved offentliggørelse af Ligningsvejledningen 2002, fandt ministeriet, at sagen ikke længere havde en sådan principiel karakter, at kendelsen burde indbringes for domstolene. Den manglende indbringelse af kendelsen af 14. januar 2005 (SKM2005.254.LSR) er altså ikke udtryk for, at ministeriet er enig i Landsskatterettens fortolkning af Ligningsvejledningen 2002, afsnit E.E.4.2. Skatteministeriet mener derimod, at der ikke kan afskrives i garantiåret med hele det beløb, som indvindingsfirmaet stiller garanti for. For så vidt angår fradrag for garantier/sikkerheder, som er stillet efter offentliggørelsen af praksisændringen, gælder således efter ministeriets opfattelse, at der ikke kan foretages fradrag med hele det beløb, som der er stillet garanti for retableringsudgifter. Fradrag må ske på en af de tre anviste måder i Ligningsvejledning 2002, afsnit E.E.4.2.Da den konkrete sag ikke længere havde en principiel karakter, fandt Skatteministeriet ikke, at kendelsen burde indbringes for domstolene.

AL § 38I henhold til AL § 38 kan ejeren af den faste ejendom afskrive værdiforringelse, der følger af udnyttelsen af ovennævnte forekomster,se nærmere E.C.5.2.