Afgørelse

Afgørelsen i stikord

Yderligere kommentarer

Højesteretsdomme

SKM2007.226.HR

Retten fandt, at skatteyder ikke havde sædvanlig bolig på vandrehjemmet. Der var derfor ikke fradrag for rejseudgifter.

SKM2004.257.HR

Skatteyder blev anset for at have bevaret sædvanlig bopæl og midtpunkt for livsinteresser i Danmark. Der var derfor ikke grundlag for yderligere befordringsfradrag, selvom han oplyste, at han havde etableret bolig i Tyskland.

TfS 1999,420 HRD

I forhold til fradrag for befordringsudgifter var skatteyders sædvanlige bopæl i Hoptrup mellem Haderslev og Aabenraa med arbejde i Aabenraa. Skatteyder blev ikke anset for at være berettiget til befordringsfradrag fra Kappeln i Tyskland, hvor hans kæreste boede. Der blev lagt vægt på, at han var tilmeldt folkeregistret på den danske adresse, at han overvejede at etablere egen virksomhed i Bevtoft i nærheden af Haderslev og kun i beskedent omfang søgte arbejde i Tyskland.

Landsretsdomme

SKM2023.547.ØLR

Sagen angik, om sagsøgeren, som i de omhandlede indkomstår var dobbeltdomicileret med bopæl i Danmark og i Y1-land, var berettiget til befordringskrav efter LL § 9 C for rejser mellem sin bopæl i Y1-land og sin arbejdsplads i Danmark i indkomstårene 2017-2019.

Landsretten fandt ud fra en samlet vurdering af forholdene, at sagsøgerens sædvanlige bopæl i de omhandlede indkomstår var hans bopæl i Danmark. 

Landsretten bemærkede, at sagsøgerens økonomiske og erhvervsmæssige interesser i de relevante år var i Danmark, hvor han havde haft arbejde siden 2014 ved samme arbejdsgiver i en stilling, der siden 2015 havde været tidsubegrænset, ligesom han var tilmeldt A-kasse i Danmark. Landsretten henviste videre til, at sagsøgeren siden 2014 havde haft samme bolig og været tilmeldt folkeregisteret på samme adresse i Danmark, ligesom han efter det oplyste opholdt sig mest i Danmark. Endvidere anførte landsretten, at sagsøgerens tilknytning til Y1-land og boligen i Y1-land i de omhandlede indkomstår efter bevisførelsen i vidt omfang fremstod udokumenteret. 

Tidligere instans: SKM2021.51.LSR.

SKM2019.226.ØLR

Sagen angik befordringsfradrag for kørsel mellem sædvanlig bopæl og arbejdsplads i indkomståret 2012.

Sagsøgeren havde i løbet af året haft 3 folkeregisteradresser, der lå hhv. 1, 33 og 55 km fra arbejdspladsen. Sagsøgeren gjorde gældende, at han i hele året havde sædvanlig bopæl hos sin kæreste på adressen længst fra arbejdspladsen, og at han havde haft befordring 250 gange i løbet af 2012. SKAT havde lagt til grund, at hans sædvanlige bopæl var, hvor han i løbet af året havde folkeregisteradresse, og gav ham fradrag for denne kørsel i et skønsbestemt omfang.

Landsretten fandt, at sagsøgeren i fornødent omfang måtte godtgøre, at befordringen rent faktisk havde fundet sted i det selvangivne omfang. Landsretten udtalte, at hans forklaring dels var vanskeligt forståelig, dels uforenelig med tidligere afgivne oplysninger til SKAT, og dels uoverensstemmende med oplysninger, som han tidligere havde afgivet over for offentlige myndigheder om sin bopæl, og som han i øvrigt havde gjort gældende i andre sammenhænge over for myndighederne. Sagsøgeren, der ikke havde fremlagt objektive bevisdata, havde ikke løftet bevisbyrden for sin påstand om, at hans sædvanlige bopæl var hos hans kæreste i hele året. Forklaringer og erklæringer fra ham, hans kæreste og en ejendomsmester løftede heller ikke hans bevisbyrde for, at han transporterede sig til og fra arbejde derfra.

På den baggrund fandt landsretten det ikke godtgjort, at sagsøgeren havde krav på befordringsfradrag i videre omfang end anerkendt af SKAT, hvorefter byrettens dom om frifindelse af Skatteministeriet blev stadfæstet.

Stadfæstelse af byrettens dom, SKM2018.334.BR.

SKM2016.292.VLR

I modsætning til byretten fandt landsretten, at der måtte stilles skærpede beviskrav til skatteyderens sandsynliggørelse af, at han dagligt havde rejst mellem de angivne bopæle og de anførte arbejdssteder. Der blev herved navnlig lagt vægt på afstandene mellem de pågældende bopæle og arbejdssteder (mellem 134 km og 380 km t/r), den angivne rejsetid og den samlede periode, som de angivne befordringsfradrag vedrørte.

Der var endvidere lagt vægt på, at skatteyderen havde haft andre overnatningsmuligheder i nærheden af de pågældende arbejdspladser samt på, at der var afgivet modstridende forklaringer om en af de sædvanlige bopæle.

Landsretten fandt, at skatteyderen ikke havde løftet den skærpede bevisbyrde ved at fremlægge en række benzinkvitteringer, der desuden var fremlagt i en skattesag vedrørende hans søster.

På den baggrund, og da der ikke var grundlag for at tilsidesætte det af skattemyndighederne udøvede skøn, blev Skatteministeriets påstand taget til følge.

Landsretten ændrede således byrettens dom SKM2015.413.BR.

SKM2003.473.ØLR

Det fandtes ikke godtgjort, at skatteyder i 1993 og 1994 havde haft bopæl på en ødegård i Sverige. Fradrag for befordring blev alene godkendt fra den hidtidige danske adresse. Skatteyders tre mindreårige børn var tilmeldt den danske adresse og gik i den lokale skole. Der var ikke i øvrigt dokumenteret daglig transport i form af benzinkvitteringer eller andre udgiftsbilag, der kunne dokumentere opholdet i Sverige udover sædvanlige ferieperioder og weekender.

TfS 1999, 159 ØLD

Landsretten godkendte, at sædvanlig bopæl for indkomstårene 1991-1993 var i et sommerhus ved Højby i Nordsjælland, hvor skatteyder var tilmeldt folkeregistret. Før denne periode var han tilmeldt på en adresse på i København. Den 16. oktober 1993 indgik han ægteskab med beboeren på adressen i København, fra hvilket tidspunkt sædvanlig bopæl var adressen i København.

TfS 1997, 200 ØLD

Skatteyder, der arbejdede i København og havde bopæl i Charlottenlund, blev anset for at have sædvanlig bopæl i Charlottenlund, uanset hun fra den 1. juli 1992 til primo 1994 var tilmeldt folkeregistret i Nakskov. Hun var derfor ikke berettiget til fradrag for befordring mellem Nakskov og København.

TfS 1995, 745 ØLD

Skatteyder havde en lejlighed på Frederiksberg samt et havehus i Skovlunde. Lejligheden fandtes at være skatteyders sædvanlige bopæl. Der var ikke fradrag for befordring mellem havehuset og arbejdet.

TfS 1987, 291 ØLD

Skatteyder havde tiltrådt en fast stilling i Holstebro og tog ophold hos sin mor i Skals. Han beholdt sit hus i Sorø, bl.a. for at mødes med sine to voksne børn, der fra i hvert fald den 1. juli 1983 ikke boede i huset. Sædvanlig bopæl anset for at være i Skals, og der var ikke fradrag for befordring mellem Holstebro og Sorø.

Byretsdomme

SKM2023.232.BR

Sagen angik, om skatteyderen var berettiget til yderligere befordringsfradrag efter LL § 9 C, stk. 1-3, for kørsel mellem skatteyderens sædvanlige bopæl på Sjælland og arbejdspladsen i Jylland. Retten bemærkede, at den selvangivne transportvej klart overstiger det sædvanlige, og at det derfor påhvilede skatteyderen at dokumentere eller sandsynliggøre, at befordring i det hævdede omfang rent faktisk fandt sted. Retten fandt, at skatteyderen ikke ved bevisførelsen for retten havde løftet denne bevisbyrde, idet retten lagde vægt på, at skatteyderen trods opfordret hertil ikke havde fremlagt dokumentation for, at han krydsede Storebælt ved bro- eller færgeoverfart i et omfang, der overstiger det, som skattemyndighederne havde godkendt, eller at skatteyderen benyttede andre transportmidler end egen bil. Skatteyderen havde heller ikke godtgjort, at der var grundlag for at tilsidesætte det af skattemyndighederne udøvede skøn over befordringsfradraget. Skatteministeriet blev derfor frifundet.

SKM2018.400.BR

Sagen drejede sig om, hvorvidt sagsøgeren, der var eneejer og direktør i et selskab, skulle beskattes af værdien af rådighed over fri bil og fri helårsbolig i en nærmere afgrænset periode i indkomstårene 2009-2011. Herudover angik sagen, om sagsøgeren var berettiget til et større befordringsfradrag i 2011 end anerkendt af skattemyndighederne.

I relation til spørgsmålet om befordringsfradrag fandt retten i overensstemmelse med sagsøgerens påstand, at sagsøgeren i LL § 9 C’s forstand havde haft sædvanlig bopæl hos sin hustru, hendes særbørn og parrets fælles barn. Sagsøgeren var derfor berettiget til et yderligere befordringsfradrag.

SKM2018.45.BR

Sagen handlede om, hvorvidt sagsøgeren var berettiget til at få befordringsfradrag efter LL § 9 C i perioden fra 1. september - 31. december 2011.

Sagsøgeren havde siden 2007 haft forskellige ansættelsesforhold i hovedstadsområdet. I samme periode ejede han i fællesskab med sin samlever en ejendom i nærheden af Y1-by, hvor han boede sammen med samleveren og deres fælles barn, der var født i 2005. I samme periode havde sagsøgeren lejet forskellige lejligheder i hovedstadsområdet, hvor han overnattede i forbindelse med sit arbejde.

Parrets samlivsforhold blev ophævet i 2011, og med overtagelsesdag 1. maj 2011 solgte sagsøgeren sin andel af deres fælles ejendom til sin tidligere samlever. Pr. 1. september 2011 lejede sagsøgeren en lejlighed i Y1-by, hvor han i weekenderne kunne have samvær med sit barn.

Forud for retssagen havde Landsskatteretten fundet, at sagsøgeren var berettiget til befordringsfradrag efter LL § 9 C, fra 1. januar 2011 - 30. april 2011, da han i denne periode havde sædvanlig bopæl i Y1-by, men arbejdede i Y2-by. Landsskatteretten vurderede imidlertid, at sagsøgeren ikke var berettiget til befordringsfradrag i perioden fra 1. maj - 31. december 2011, idet hans sædvanlige bopæl efter samlivsophøret var i Y2-by. Landsskatteretten lagde ved sin vurdering vægt på, at sagsøgerens arbejde og daglige ophold var i Y2-by, og at han alene i løbet af hele året havde haft 36 gange med transport til/fra Y1-by. Landsskatteretten fandt ikke at det forhold, at sagsøgeren havde lejet en lejlighed i Y1-by, hvor han kunne se sit barn, og at han havde øvrige personlige relationer i Y1-by, kunne føre til et andet resultat.

Under retssagen var der mellem parterne enighed om, at sagsøgeren ikke var berettiget til befordringsfradrag for perioden fra 1. maj 2011 - 31. august 2011. Der var enighed om, at han i denne periode havde sædvanlig bopæl i Y1-by.

For så vidt angår den resterende periode fra 1. september 2011 - 31. december 2011 gjorde sagsøgeren gældende, at han var berettiget til befordringsfradrag efter LL § 9 C, da hans sædvanlige bopæl igen var i Y1-by, mens hans arbejde var i Y2-by. Heroverfor gjorde Skatteministeriet gældende, at sagsøgeren ikke var berettiget til befordringsfradrag, idet han ikke opfyldt betingelserne i LL § 9 C, da hans sædvanlige bopæl var i Y2-by, hvor hans arbejde også lå.

Retten tilsluttede sig de af Landsskatteretten anførte grunde og stadfæstede Landsskatterettens afgørelse.

SKM2008.632.BR

Skatteyder fik ikke godkendt befordring mellem Danmark og Finland. Retten anså centrum for livsinteresser for at være i Danmark. Skatteyder varetog i væsentlig omfang sit erhverv som ansat og partner i en advokatvirksomhed i Danmark, hvor han også var tilmeldt folkeregistret. Ophold i Finland hos kæreste og barn blev anset for at være af midlertidig karakter.

Landsskatteretskendelser

►SKM2024.153.LSR◄

►Klageren havde fast bolig til rådighed i både Danmark og Polen. Da klageren havde haft stærke økonomiske interesser i Danmark og stærke personlige interesser i Polen, kunne det ikke herudfra afgøres, i hvilken stat han efter dobbeltbeskatningsoverenskomsten skulle anses for at have været hjemmehørende. Ligeledes kunne det ikke afgøres ud fra sædvanligt ophold. Landsskatteretten anså herefter klageren for at have været skattemæssigt hjemmehørende i Polen, hvor han var statsborger. Klageren kunne derfor beskattes efter grænsegængerreglerne i kildeskattelovens §§ 5 A-D. I relation til befordringsfradrag til arbejdspladsen i Danmark fandt retten, at klagerens sædvanlige bopæl var i Danmark.◄

SKM2023.199.LSR

Klageren havde bolig i både Danmark og Polen. Han havde økonomiske interesser i Danmark og personlige interesser i Polen, og det kunne derfor ikke afgøres, i hvilken stat han havde midtpunkt for sine livsinteresser. Endvidere havde han haft ophold i både Polen og Danmark.

I henhold til dobbeltbeskatningsoverenskomsten mellem Danmark og Polen anså Landsskatteretten ham herefter for at være skattemæssigt hjemmehørende i Polen, hvor han var statsborger. Han kunne derfor beskattes efter grænsegængerreglerne i KSL §§ 5 A-D.

I relation til befordringsfradrag til arbejdspladsen i Danmark fandt Landsskatteretten, at klagerens sædvanlige bopæl var i Danmark. Landsskatteretten bemærkede, at spørgsmålet om, hvor han var skattemæssigt hjemmehørende, skulle afgøres efter dobbeltbeskatningsoverenskomsten mellem Danmark og Polen, mens spørgsmålet om sædvanlig bopæl i forhold til ret til befordringsfradrag skulle afgøres efter LL § 9 C. Der var således tale om to forskellige regelsæt, hvor der skulle foretages to selvstændige vurderinger.

Landsskatteretten fandt ikke, at der var noget til hinder for, at en skatteyder kunne være skattemæssigt hjemmehørende efter dobbeltbeskatningsoverenskomsten i ét land og have sædvanlig bopæl i forhold til befordringsfradrag efter LL § 9 C i et andet land.

SKM2022.520.LSR

SKM2019.603.LSR

Landsskatteretten fandt, at en skatteyders sædvanlige bopæl var i Danmark og ikke i Polen, hvorfor han ikke var berettiget til kørselsfradrag efter LL § 9 C.

Der blev lagt vægt på, at klageren havde opretholdt stærke økonomiske forbindelser til Danmark, da klageren siden 2011 havde haft en fuldtidsstilling i Danmark. Endvidere ses det, at klageren i hele perioden har haft rådighed over en fast bolig og desuden været tilmeldt det danske folkeregister.

Det erhvervsmæssige tilknytningsforhold og klagerens væsentligste økonomiske interesser er således i Danmark, da det er her, at det indtægtsgivende arbejde er udført over en lang årrække.

Klagerens kørsel til og fra Polen i forbindelse med familiebesøg anses derfor som en privat udgift, som ikke berettiger til befordringsfradrag efter LL § 9 C.

Det forhold, at klageren i 2013, 2017 og 2018 har været i Polen oftere end sædvanligt på grund af barsel, kan ikke tillægges betydning i forhold til vurderingen af sædvanlig bopæl i indkomstårene 2014-2016.

TfS 1991, 131 LSR

Konstabel kunne få fradrag for befordring mellem hjemkommunen og tjenestestedet i weekender, afspadseringsperioder og ferie, uanset han var tilmeldt folkeregisteret i den kommune, hvor tjenestestedet var beliggende. Han havde bevaret bopæl i hjembyen, hvortil han også havde bevaret den stærkeste personlige, familiemæssige og boligmæssige tilknytning.

TfS 1986, 537 LSR

Kontraktansat pilot var ikke berettiget til fradrag mellem forældrenes bopæl og skiftende tjenestesteder. Han overnattede den væsentligste del af året på de forskellige tjenestesteder.

Se også TfS 1986, 471 LSR.

TfS 1984,71 LSR

Skatteyder fik herefter fradrag for befordring mellem faderens bopæl og forskellige kaserner. Han havde bopæl til rådighed hos faderen, hvor han i videst mulig omfang opholdt sig.

Se også LSRM 1984 10 LSR.

LSRM 1984, 11 LSR

Fradrag for befordring mellem kaserne og forældres bopæl ikke godkendt. Bl.a. begrundet i afstanden mellem kasernen og forældrenes bopæl (488 km) fandt Landsskatteretten, at skatteyder havde bopæl på kasernen. Udgifter til weekendrejser blev anset for at være af privat karakter.

TfS 1984, 10 LSR

Fradrag for befordring mellem tjenestested og forældres bopæl i weekender godkendt. Skatteyder, der var konstabel med tjenestested i København, var indkvarteret på en fire-otte mands stue, og der var ingen forplejningsmuligheder i weekenden.

Se også LSRM 1984, 71 LSR.

LSRM 1980, 127 LSR

Værnepligtig berettiget til fradrag for befordring. Værnepligtige anses for at have bevaret deres sædvanlige bopæl på det sted, hvor de boede inden indkaldelsen, hvis denne bopæl opretholdes.

LSRM 1980, 21 LSR

Civil værnepligtig ikke berettiget til befordringsfradrag, da tjenestestedet ikke kunne anses som en arbejdsplads.

Skatterådet

SKM2009.659.SR

Skatterådet bekræftede, at spørger kunne opretholde befordringsfradrag mellem bopæl i Aalborg og jobadressen i København for de dage, hvor han kunne dokumentere at være rejst mellem bopælen i Aalborg og arbejdspladsen i København