De fradragsberettigede driftsomkostninger er i SL § 6, stk. 1, litra a, beskrevet som "de udgifter, som i årets løb er anvendt til at erhverve, sikre og vedligeholde indkomsten, derunder ordinære afskrivninger". Der skal således foreligge en direkte og umiddelbar forbindelse mellem afholdelsen af udgiften og erhvervelse af indkomsten.

Højesteret har i dommen SKM2012.13.HR (tidligere instans SKM2010.76.ØLR fastslået, at ved ordet "indkomsten" i SL § 6 a forstås den skattepligtige indkomst, således at udgifter kan fradrages i den skattepligtige indkomst som driftsomkostninger, hvis de anvendt til at erhverve sikre og vedligeholde den skattepligtige indkomst. Dommen omtales nedenfor under E.A.2.1.2.

SL § 6, stk. 1, litra a, hjemler ikke fradrag for udgifter, som skatteyder kunne have haft, men rent faktisk ikke har haft, se SKM2009.398.ØLR.

Bevisbyrden for at der foreligger en fradragsberettiget driftsomkostning, påhviler som udgangspunkt skatteyderen. Bevisbyrden skærpes, hvis der er personsammenfald, eller parterne er interesseforbundne.

Fastlæggelsen af driftsomkostningsbegrebet giver anledning til 2 hovedafgrænsninger, dels over for private udgifter, dels over for anlægs- og etableringsudgifter.