| For så vidt angår personer, der enten
- ikke er udsendt af den danske stat eller en anden offentlig myndighed, eller
- er udsendt til udførelse af systemeksport for den danske stat eller en
anden dansk offentlig myndighed
gælder, at såfremt Danmark efter en DBO er tillagt beskatningsretten til
den udenlandske lønindkomst, kan den samlede indkomstskat kun nedsættes
med halvdelen af det beløb, der forholdsmæssigt falder på den udenlandske
lønindkomst, jf. LL § 33 A, stk. 3. Det er uden betydning, om der foreligger
en faktisk dobbeltbeskatningssituation, jf. TfS 1997, 364 (ØLD).
Privat ansatteDanmark vil for så vidt angår privat ansatte som
hovedregel have beskatningsretten i tilfælde, hvor en arbejdstager opholder
sig i en stat, hvormed Danmark har indgået DBO, i ikke over 183 dage inden
for et år (skatteår, kalenderår eller løbende 12 måneders
periode), og vederlaget betales af eller for en i forhold til arbejdsstaten udenlandsk
arbejdsgiver.
I disse tilfælde vil den privat ansatte - hvis betingelserne for lempelse i
øvrigt er opfyldt - i medfør af LL § 33 A, stk. 3, få halv lempelse.
Ved anvendelsen af 183 dages-reglen i DBO'en medregnes samtlige opholdsdage i arbejdsstaten,
uanset om der foreligger et ansættelsesforhold. I de tilfælde, hvor bopælsstatens
og arbejdsstatens indkomstår (skatteår) afviger fra hinanden, er det arbejdsstatens
indkomstår (skatteår), der er afgørende ved anvendelsen af 183 dages-reglen,
se herved Skat 1986.7.468 (TfS 1986, 389).
Beskatningsretten til indtægt optjent som visiting professor ved et universitet
i USA ansås for at være tillagt Danmark efter DBO'en. Der godkendtes derfor
kun halv lempelse ved skatteberegningen efter LL § 33 A, stk. 4 (nu stk. 3),
jf. TfS 1996, 472 LSR.
Der kunne godkendes fuld lempelse efter LL § 33 A for indkomst, der var indtjent
af en byggeleder ved et bygge- og anlægsarbejde i Ukraine, der havde haft en
varighed af mere end 24 måneder. Forholdet, der vedrørte indkomstårene
1992 og 1993, ansås omfattet af DBO'en mellem Danmark og USSR af 21/10 1986,
hvorefter beskatningsretten tilkom Ukraine fra arbejdets påbegyndelse (TfS
1997, 592).
I visse tilfælde gælder en DBO for mere end én af de stater, der
er opstået ved opløsning af den stat, overenskomsten oprindelig er indgået
med. Som eksempler herpå kan nævnes overenskomsten med det tidligere Tjekkoslovakiet,
der nu finder anvendelse på såvel Tjekkiet som Slovakiet, overenskomsten
med den tidligere Sovjetunion, der nu finder anvendelse på visse SNG-lande,
samt overenskomsten med den tidligere Socialistiske Forbundsrepublik Jugoslavien,
der nu anvendes for så vidt angår Forbundsrepublikken Jugoslavien (Serbien/Montenegro),
Slovenien, Kroatien og Makedonien, jf. afsnit D.E.
I sådanne tilfælde må det tillægges afgørende betydning,
at der nu er tale om selvstændige stater, hvorfor Danmark, for så vidt
overenskomsten indeholder en 183 dages-regel, vil have beskatningsretten til vedkommende
lønindkomst i det omfang, en arbejdstager opholder sig i en af disse stater
i ikke over 183 dage inden for et kalenderår/12 måneders periode - jf.
afsnit D.E vedrørende de enkelte
overenskomster. Hvis fx en lønmodtager af sin danske arbejdsgiver er blevet
udsendt til at udføre arbejde i henholdsvis Tjekkiet i perioden 1. mar. - 30.
juni. 1999 og Slovakiet i perioden 1. jul. - 31. okt. 1999, vil der således
alene kunne indrømmes halv lempelse efter LL § 33 A, stk. 3.
Eksempel
Til
belysning af samspillet mellem 6 måneders-betingelsen i LL § 33 A, stk.
1, og 183 dages-reglen i diverse DBO'er, kan anføres følgende eksempel:
En privat ansat arbejdstager, som er ansat hos en dansk arbejdsgiver, arbejder i
følgende lande og perioder:
- i land A fra 1/8 til 30/11 år 1,
- i land B fra 1/12 år 1 til 30/4 år 2,
- i land C fra 1/5 år 2 til 30/6 år 2,
- i Danmark fra 1/7 år 2 til 14/10 år 2, og
- i land B fra 15/10 år 2 til 31/12 år 2.
Derefter arbejder arbejdstageren i en længere periode i Danmark.
Land A og Danmark har ikke DBO. Da det samlede
ophold uden for riget varer fra 1/8 år 1 til 30/6 år 2, eller mere end
6 måneder, gives der skattenedsættelse efter LL § 33 A, stk. 1, med
hele den del af den samlede indkomstskat, der forholdsmæssigt falder på
lønindkomsten i land A.
Land B og Danmark har derimod DBO. Da arbejdstageren
i år 1 ikke har opholdt sig i land B i mere end 183 dage inden for et skatteår/kalenderår/
løbende år, har Danmark retten til at beskatte år 1-indkomsten i
land B. Der gives derfor kun skattenedsættelse efter LL § 33 A, stk. 3,
med halvdelen af den del af den samlede indkomstskat, der forholdsmæssigt falder
på år 1-lønindkomsten i land B.
I år 2 opholder arbejdstageren sig i land B fra 1/1 til 30/4 og fra 15/10 til
31/12, eller mere end 183 dage inden for et skatteår/kalenderår/løbende
år. Da land B derfor har retten til at beskatte år 2-indkomsten i dette
land, gives der nedsættelse i medfør af LL § 33 A, stk. 1, med hele
den del af den samlede indkomstskat, der forholdsmæssigt falder på lønindkomsten
i land B i perioden fra 1/1 til 30/4 år 2.
Der gives ikke nedsættelse efter LL § 33 A for perioden fra 15/10 til
31/12 år 2, idet betingelsen om ophold uden for riget i mindst 6 måneder,
alene afbrudt af ferie el. lign. af en samlet varighed på højst 42 dage,
ikke er opfyldt for denne periodes vedkommende, da arbejdet i Danmark i perioden
1/7 år 2 til 14/10 år 2 har afbrudt det tidligere udlandsophold. Der kan
derimod gives nedsættelse af den danske skat efter reglerne i DBO'en eller
reglerne i LL § 33.
Land C og Danmark har også DBO. Da arbejdstageren
ikke har opholdt sig i land C i mere end 183 dage inden for et skatteår/kalenderår/løbende
år, har Danmark retten til at beskatte indkomsten i land C. Der gives derfor
alene nedsættelse efter LL § 33 A, stk. 3, med halvdelen af den del af
den samlede indkomstskat, der forholdsmæssigt falder på lønindkomsten
i land C.
System
eksportMed
hensyn til personer, der er udsendt som led i den danske stats eller anden dansk
offentlig myndigheds (herunder kommuners og amtskommuners) deltagelse i systemeksport,
vil det som udgangspunkt være sådan, at uanset hvor længe sådanne
personer opholder sig i arbejdsstaten, vil Danmark i henhold til DBO'en have beskatningsretten
til lønindkomsten, jf. i øvrigt afsnit D.D.,
artikel 19.
Imidlertid indeholder DBO'erne sædvanligvis en regel om, at arbejdsstaten er
berettiget til at beskatte lønindkomsten, forudsat at dette udbetales for hverv
i forbindelse med en erhvervsvirksomhed, der drives af staten.
I den forbindelse er der truffet afgørelse om, at den del af Vejdirektoratets
virksomhed, der består i rådgivende ingeniørarbejde, der udføres
på forretningsmæssige vilkår, falder ind under en sådan bestemmelse
under forudsætning af, at DBO'ens bestemmelser i øvrigt giver arbejdsstaten
en ret til at beskatte.
For lande, hvormed Danmark har indgået DBO, der indeholder ovennævnte
regel, betyder det sammenfattende, at offentligt ansatte, der udsendes som led i
det offentliges systemeksport, såfremt betingelserne i øvrigt er
opfyldt (jf. afsnit D.D.2) kan indrømmes fuld lempelse, såfremt systemeksporten
har karakter af erhvervsvirksomhed.
Ved systemeksport forstås enhver form for eksport af viden, systemer eller
tjenester, der udføres af en offentlig myndighed i henhold til de gældende
bevillingsregler.
Personer udsendt af den danske stat eller af en anden offentlig myndighed, som ikke
udfører systemeksport, gives fuld lempelse, forudsat at de ikke modtager ydelser
som nævnt ovenfor under D.C.2.6,
uanset om Danmark i henhold til en DBO har beskatningsretten til lønindkomsten.
Offentligt ansatte, der udsendes som led i den danske stats eller anden dansk offentlig
myndigheds deltagelse i systemeksport, må kunne dokumentere dette ved erklæring
fra vedkommende styrelse mv. Af erklæringen skal det videre fremgå, at
den offentligt ansatte ikke samtidig har modtaget ydelser som nævnt ovenfor
under D.C.2.6. |