Efter VSL § 10, stk. 1, skal et resterende overskud, som overføres til
den skattepligtige (hæves), medregnes ved opgørelsen af den skattepligtiges
personlige indkomst i det indkomstår, hvor overskuddet overføres.
Et resterende overskud kan overføres til den skattepligtige med virkning for
indtjeningsåret, hvis det overføres inden udløbet af fristen for
indgivelse af selvangivelse for det pågældende indkomstår.
Resterende overskud, som hæves, medregnes tillige ved opgørelsen af beregningsgrundlaget
for arbejdsmarkedsbidrag, jf AMFL § 10, stk. 2, 1. pkt.
Det overskud, som overføres fra virksomheden til den skattepligtige, nedsættes
dog i relation til opgørelsen af bidragsgrundlaget med summen af positiv indkomst
fra faste driftssteder og faste ejendomme beliggende i udlandet. Dette følger
af AMFL § 10, stk. 3, 2. pkt. Bestemmelsen antages at finde tilsvarende anvendelse
på indkomst fra frit erhverv udøvet i udlandet. Beløb, der overføres
fra konto for opsparet overskud, vil altid skulle anses for dansk indkomst. Der
sondres således ved overførsel af opsparet overskud ikke mellem overskud
hidrørende fra Danmark og overskud hidrørende fra udlandet, og ved opgørelsen
af bidragsgrundlaget foretages der dermed ikke reduktion for opsparet overskud hidrørende
fra faste driftssteder m.v. i udlandet. Endvidere vil en fremførselsberettiget
negativ personlig indkomst kunne reducere bidragsgrundlaget, uanset om den helt
eller delvist hidrører fra udenlandsk virksomhed.
Regler svarende til de regler, der gælder for udenlandsk indkomst, gælder
for indkomst, som Færøerne eller Grønland i henhold til dobbeltbeskatningsaftaler
med Danmark ikke er afskåret fra at beskatte, jf. således AMFL §
10, stk. 3, 3. pkt.
Der henvises endvidere til
E.B.8.3.2
og
E.B.8.4, som indeholder en nærmere
beskrivelse af AMFL § 10, stk. 3.
►I det omfang resterende overskud, som hæves, indgår i beregningsgrundlaget for arbejdsmarkedsbidrag, indgår det ligeledes i beregningsgrundlaget for SP-bidrag, jf. § 17 f, stk. 1, i lov om Arbejdsmarkedets Tillægspension. SP-bidrag opkræves for første gang for det indkomstår, hvor personen fylder 17 år, og for sidste gang for det indkomstår, hvor personen fylder 64, for personer, der inden den 1. juli 1999 er fyldt 60, dog 66 år.◄