Renteudgifter er fradragsberettigede efter SL § 6, stk. 1, litra e. Fradragsretten efter denne bestemmelse forudsætter, at der er tale om renteudgifter. Hverken SL eller skattelovgivningen iøvrigt indeholder nogen skattemæssig begrebsbestemmelse af renteudgifter. Derimod er der i praksis skabt en almindelig rentedefinition.
Efter denne anerkendes en renteudgift kun som beløb, der er et sædvanligt periodisk vederlag til kreditor - beregnet som en bestemt procentdel af den til enhver tid værende gæld - for at stille kapital til disposition, jf. UfR 1960.589 HRD, lsr. 1971. 65 samt en bindende forhåndsbesked gengivet i Skat 1989.4.351 (TfS 1989, 288) Se TfS 1997, 77 (BF) hvor Ligningsrådet fandt at basisdelen af en kombinationsforrentning er en rente i LL´s forstand medens den variable del ikke er. Se også nedenfor om betingelser for rentefradrag.
Renteudgifter kan fratrækkes for såvel private som erhvervsmæssige gældsforhold. Fradraget foretages som hovedregel i kapitalindkomsten jf. PSL § 4, stk. 1, nr. 1. For bankierer, vekselerer og andre personer, der driver næring med finansiering mv. kan fradrag dog foretages i den personlige indkomst, jf. PSL § 4, stk. 3. Vedrørende rentefradrag for personer, der driver selvstændig erhvervsvirksomhed under virksomhedsordningen, henvises til afsnit E.G.2.7.2-3. Den periodemæssige placering af fradragsberettigede renteudgifter følger af LL § 5, som er nærmere omtalt nedenfor under afsnit A.E.1.1.2.
Ved beregning af skattelempelse i henhold til en dobbeltbeskatningsoverenskomst eller efter LL § 33 skal der ved opgørelsen af den lempelsesberettigede udenlandske indkomst bl.a. fratrækkes de renteudgifter, der kan anses for at vedrøre denne indkomst, jf. afsnit D.C.3, hvor reglerne i LL § 33 F og LL § 5 D er omtalt.
Udover egentlige renteudgifter er der særlige regler for provisioner og kreditafgifter, jf. LL § 8, stk. 3, og den nærmere omtale under afsnit A.E.1.3.
Vederlag i form af kursgevinster ved at få eller stille kapital til rådighed er nærmere omtalt under afsnit A.D.2.