Kendetegn C 2 er gengivet i BEK nr. 1634 af 27/12/2019 § 17, stk. 3, og lyder således:
"Fradrag af samme afskrivninger på aktivet påberåbes i mere end én jurisdiktion."
Et eksempel herpå er leasingforhold, hvor leasingtager og leasinggiver er hjemmehørende i hver sin jurisdiktion, hvor afskrivning i leasingtagerens jurisdiktion kan foretages af leasingtageren, og afskrivning også kan foretages af leasinggiveren i leasinggiverens jurisdiktion.
Kendetegn C 2 omfatter tilfælde, hvor forskellige skatteydere foretager afskrivning på det samme aktiv i forskellige jurisdiktioner.
Kendetegn C 2 finder ikke anvendelse i situationer, hvor afskrivning på det samme aktiv foretages af både et fast driftssted i udlandet samt dettes hovedkontor, hvis det land, hvor hovedkontoret er hjemmehørende, anvender et globalindkomstprincip og giver lempelse for dobbeltbeskatning efter creditmetoden.
Kendetegn C 2 finder heller ikke anvendelse i situationer, hvor indkomsten i et udenlandsk datterselskab medregnes i den danske skattepligtige indkomst, fordi det udenlandske datterselskab er omfattet af CFC-beskatning efter SEL § 32 eller international sambeskatning efter SEL § 31 A.
Det bemærkes, at i tilfælde hvor der gives fradrag for den samme udgift (afskrivning) i flere jurisdiktioner, vil fradrag kunne nægtes for selskaber efter SEL § 8 D, stk. 1, da der i så fald foreligger et hybridt mismatch, der fører til dobbelt fradrag. Dette gælder navnlig inden for koncernforhold, men også uden for koncernforhold, hvis der er tale om et såkaldt struktureret arrangement. Se SEL § 8 C, stk. 1, nr. 1, 4 og 16 samt afsnit C.D.2.4.7. I disse tilfælde vil fradrag for afskrivninger ikke kunne påberåbes i Danmark, og ordningen vil således ikke være omfattet af kendetegn C 2.
Tilsvarende gælder for fysiske personer, hvor fradrag kan nægtes efter LL § 5 G, stk. 1, hvis udgiften kan fratrækkes i indkomst, der ikke indgår ved beregning af dansk skat.
Anvendelsesområdet for kendetegn C 2 i relation til danske skatteydere må derfor anses for at være begrænset.