Østre Landsrets kendelse af d. 9. marts 2017, sags nr. B-1638-16

Parter

Forenede Danske Motorejere som mandatar for

A

(v/Adv. Lennart Fogh)

Mod

SKAT

(Kammeradvokaten v/Adv. Anders Bang Mønster Hansen)

Og

Y1 Kommune

(v/Adv. Anders Valentiner-Branth)

Ingen var mødt eller indkaldt. 

Afsagt af Landsretsdommerne 

Ole Dybdahl, Peter Thønnings og Marianne Nørregaard (kst.)

Sagens oplysninger

Der fremlagdes kæreskrift af 28. juni 2016, hvorved Forenede Danske Motorejere som mandatar for A med Procesbevillingsnævnets tilladelse af 15. juni 2016 har kæret Fogedrettens kendelse af 18. november 2015 (FS 32-13212/2015) om, at parkeringsafgiften er pålagt med rette, og at SKAT's tvangsinddrivelse forud for sagens indenretlige afgørelse har været berettiget.

Endvidere fremlagdes Procesbevillingsnævntes afgørelse af 15. juni 2016, dommerens fremsendelsesbrev af 30. juni 2016 og udskrift af retsbogen indeholdende den kærede afgørelse.

Endelig fremlagdes SKAT's kæresvarskrift af 17. august 2016 samt processkrift af 22. august 2016 fra Y1 Kommune.

Det fremgår af kæresvarskriftet fra SKAT, at pålagte rykkergebyrer vil bortfalde, hvis A får medhold i påstanden om manglende hjemmel for opkrævning af afgiften.

Fogedretten har ved sagens fremsendelse henholdt sig til den trufne afgørelse. De modtagne bilag var til stede.

Efter votering afsagdes

k e n d e l s e:

1. Påstande

Kærende, Forenede Danske Motorejere som mandatar for A, har gentaget sine påstande for fogedretten.

De indkærede, Y1s Kommune og SKAT, har påstået stadfæstelse.

2. Faktiske omstændigheder

2.1 Parkeringen

Efter de foreliggende oplysninger kan det lægges til grund, at A den 7. februar 2013 ca. kl. 9.40 parkerede på et areal ved bebyggelsen Y2 - beliggende hvor Y3-vej krydser Y4-vej - ud for Y5-adresse, og at A satte parkeringsskiven til kl. 9.45 samt i en billetautomat på stedet købte en parkeringsbillet for 2½ times parkering.

På baggrund fotos i sagen kan det endvidere lægges til grund, at der i Y2 var opsat skilte med et layout, som tilnærmelsesvis så således ud:

"P P-billet påkrævet"

På en undertavle var det herudover angivet:

"

1 time

0-24

(0-17)

--------

P-tilladelse

KN

undtaget

"

A blev den 7. februar 2013 kl. 11.14 - ca. 1½ time efter parkeringens begyndelse - pålagt en p-afgift på 510 kr. med følgende begrundelse:

"Tidsbegrænset parkering/Urigtigt indstillet p-skive. Din bil er parkeret i strid med tidsbegrænsningen i et område, hvor der er tidsbegrænset parkering, eller med urigtig indstillet p-skive... "

Der er i sagen ikke oplysninger om, hvorvidt der på de opstillede billetautomater for betaling af parkeringsafgifter i området var vejledning om tidsbegrænsning. Det fremgår af sagens oplysninger, at der i de pågældende automater kunne købes parkeringsafgifter af mere end en times varighed.

2.2 Klage og tvangsinddrivelse

Det fremgår, at A den 7. februar 2013 klagede til Y1 Kommune over den pålagte afgift, og at Y1 ved brev af 1. marts 2013 med nærmere angiven begrundelse fastholdt, at afgiften skulle betales inden 10 dage. Y1 anførte samtidig, at overskridelse af betalingsfristen ville medføre udsendelse af en betalingspåmindelse, og ved forsat manglende betaling ville sagen blive overgivet til "Opkrævningen/SKAT", som ville udsende rykker(e) med et pålagt ekspeditionsgebyr på 250 kr. pr. rykker. Det var endvidere anført, at hvis afgiften stadig ikke var betalt, kunne SKAT inddrive beløbet ved udlæg, modregning eller indeholdelse i løn, hvilket ville medføre et ekspeditionsgebyr på 250 kr. og retsafgift på mindst 300 kr. Det var om klagemuligheder anført, at Y1s afgørelse ikke kunne påklages til anden administrativ myndighed, men at klageren kunne bede om at få sagen prøvet i fogedretten, hvilket dog krævede at afgiften ikke var betalt. Det var nærmere om fogedretsprøvelsen anført, at klageren normalt selv skulle betale de omkostninger, der er forbundet med behandlingen af sagen i fogedretten. Det var videre anført, at inden sagen kunne indbringes for fogedretten, skulle SKAT have truffet beslutning om at foretage udlæg, lønindeholdelse eller modregning, og at dette ville medføre et ekspeditionsgebyr på 250 kr. og retsafgift på mindst 300 kr.

Det fremgår videre, at FDM på vegne af A ved brev dateret 11. marts 2013 bad om, at Y1 Kommune, annullerede afgiften og satte betalingsfristen i bero under sagens behandling. FDM henviste herved til, at det følger af p-skivebekendtgørelsens § 1, at der kun kan stilles krav om anvendelse af p-skive på steder, hvor adgangen til parkering er tidsbegrænset, og hvor der ikke er opstillet parkometre eller er stillet krav om særlige parkeringsbilletter og/eller parkeringstilladelser.

Y1 Kommune udsendte den 23. marts 2013 en rykkerskrivelse for den pålagte afgift på 510 kr. og fastsatte en ny betalingsfrist på 10 dage. Det var anført, at ved manglende betaling ville afgiften blive overdraget til opkrævning, og at yderligere rykkere ville udløse et rykkergebyr på 250 kr., ligesom der kunne iværksættes tvangsinddrivelseskridt af SKAT.

Ved brev af 28. november 2013 til A rykkede SKAT for betaling af afgiften på 510 kr., et rykkergebyr på 140 kr. samt renter på 4,01 kr., i alt 654,01 kr. Det fremgik, at rykkergebyret var pålagt den 27. november 2013 og tilkom SKAT som Restanceinddrivelsesmyndighed. FDM skrev den 9. december 2013 på ny til Y1 Kommune, og henviste til telefonisk aftale af 5. april 2013 med navngiven medarbejder hos Y1 om sagens berostillelse og opfordrede til, at afgiften blev annulleret.

Ved brev af 10. december 2013 anførte Y1 med henvisning til FDM's brev modtaget den 12. marts 2013, at man fastholdt den pålagte afgift med henvisning til begrundelsen i afgørelsen af 1. marts 2013. Y1 anførte i brev af 11. december 2013 med henvisning til FDM's brev af 9. december 2013, at sagen "igen" var sat i bero "til der er en afgørelse".

Ved brev af 18. februar 2014 til FDM anførte Y1 Kommune, at man havde indhentet vurdering af sagen fra sin advokat. Med henvisning til en udførlig redegørelse for sagens spørgsmål fastholdt  Y1 den pålagte afgift og den tidligere givne klagevejledning, herunder at sagen kunne prøves i fogedretten, forudsat at afgiften ikke blev betalt, blev gentaget i kort form.

Ved afgørelse af 5. april 2014 foretog SKAT modregning af tilgodehavende på 140 kr. vedrørende rykkergebyr pålagt den 27. november 2013 i As krav på overskydende skat. Det var anført, at afgørelsen kunne påklages til Skatteankestyrelsen senest tre måneder efter modtagelsen af afgørelsen om modregning. Der er efter det oplyste ikke indgivet en sådan klage, og dette gebyr blev ikke omfattet af de yderligere tvangsinddrivelsesskridt, som senere i sagen blev foretaget af SKAT, og som blev påklaget til fogedretten.

Ved brev af 19. september 2014 til A traf SKAT "afgørelse om betalingsordning" og anførte, at As gæld var mindre end et af SKAT opgjort indkomstafhængigt månedligt afdragsbeløb, og at As gæld til SKAT derfor kunne afvikles med et afdrag. I en vedhæftet opgørelse var gælden til Y1 Kommune opgjort til 784,25 kr. svarende til summen af parkeringsafgift fra 7. februar 2013 på 510 kr., gebyr til kommunen på 250 kr. fra 20. marts 2014 samt renter på i alt 24,25 kr.

Ved brev af 17. november 2014 til A varslede SKAT lønindeholdelse af gæld på 797,57 kr. svarende til det den 19. september 2014 opgjorte krav med yderligere påløbne renter.

Den 13. december 2014 traf SKAT afgørelse om lønindeholdelse af 1.098,76 kr. I forhold til det den 17. november 2014 opgjorte krav var der pålagt et gebyr til SKAT på 300 kr., jf. inddrivelsesbekendtgørelsens § 28, og yderligere renter.

Ved brev af 16. februar 2015 til Fogedretten meddelte SKAT, at man fra Y1 Kommune, havde fåret oplyst, at A ønskede sagen indbragt for fogedretten, jf. gældsinddrivelseslovens § 18.

3. Landsrettens begrundelse og resultat

3.1 Hjemmel for parkeringsafgift

Det er oplyst, at Y1 Kommune varetager den del af sagen, der vedrører berettigelsen af den pålagte parkeringsafgift. SKAT har således ikke forholdt sig til dette spørgsmål.

Det centrale spørgsmål er, om der er hjemmel til at kræve anvendelse af parkeringsskive i en situation, hvor der for det pågældende område er krav om parkeringsbillet, og hvor der samtidig er tidsbegrænset parkering.

Om retsgrundlaget bemærkes indledningsvist, at Højesteret ved kendelse gengivet i Ugeskrift for Retsvæsen 2010, side 1027 fastslog, at behandling af en sag om parkeringsafgift til det offentlige indebærer en stillingtagen til en "anklage for en forbrydelse", således som dette udtryk er anvendt i Den Europæiske Menneskerettighedskonvention artikel 6, og at retten ved behandling af en sådan sag skal iagttage de retssikkerhedsgarantier, der i medfør af artikel 6 gælder for tiltalte i straffesager.

Landsretten tiltræder af de grunde, fogedretten har anført, at færdselslovens § 92, stk. 1, nr. 1, og lov om offentlige veje § 107, stk. 2, (nu § 90, stk. 2) overordnet set ikke er til hinder for, at myndigheden opstiller krav om anvendelse af parkeringsskive på et område, hvor der er krav om parkeringsbillet.

Spørgsmålet er derfor alene, hvilken betydning bekendtgørelsen om parkeringsskiver har.

Bekendtgørelse om parkeringsskiver er udstedt med hjemmel i blandt andet færdselslovens § 93, stk. 1, hvori det hedder:

"[ministeren] kan bestemme, at parkering af motorkøretøjer, hvor adgangen til parkering er tidsmæssigt begrænset, kun må ske under benyttelse af parkeringsskive. [ministeren] fastsætter bestemmelser om parkeringsskiver og deres benyttelse. "

Af den på tidspunktet for As parkering gældende bekendtgørelse nr. 327 af 29. april 2003 om parkeringsskiver hedder det blandt andet:

"§ 1. På steder, hvor adgangen til parkering er tidsbegrænset, og hvor der ikke er opstillet parkometre eller er stillet krav om særlige parkeringsbilletter og/eller parkeringstilladelser, må kun parkeres biler, som er forsynet med parkeringsskiver.

...

§ 3. Påbegyndes parkeringen i en periode, hvor adgangen til parkering er tidsbegrænset, skal parkeringsskivens viser indstilles på tidspunktet for parkeringens begyndelse. Begyndelsestidspunktet angives som udløbet af det kvarter, inden for hvilket parkeringen fandt sted."

Bestemmelsen i § 1 må fortolkes således, at der på steder med tidsbegrænset parkering ikke kan stilles krav om anvendelse af parkeringsskive, hvis der er stillet krav om parkeringsbillet. De af Y1 Kommune påberåbte hensyn vedrørende problemer med kontrol og håndhævelse af den tidsbegrænsede parkering kan ikke føre til en anden fortolkning af bestemmelsen.

Landsretten tager derfor kærendes påstand 1 til følge, og Y1 Kommune skal anerkende, at parkeringsafgiften - der knytter an til As benyttelse af parkeringsskiven - er pålagt med urette.

3.2 Gebyrer og tvangsinddrivelse

Spørgsmålet er, om der med føje blev iværksat og gennemført tvangsinddrivelse af fordringen, gebyrer mv., og om det i den forbindelse var med rette, at der blev pålagt rykkergebyrer mv.

Vedrørende Y1 Kommunes dispositioner i denne forbindelse kan fremhæves, at kommunen ved begrundede afgørelser af 1. marts 2013 og 18. februar 2014 i anledning af klager fra A og FDM for A fastholdt, at der var fornøden hjemmel for den parkeringsafgift på 510 kr., som var blevet pålagt den 7. februar 2013. A er desuden den 20. marts 2014 blevet pålagt et gebyr på 250 kr., som efter det oplyste tilkommer kommunen, og der er tillige opkrævet renter af den samlede fordring. Kommunen overgav fordringen til inddrivelse hos SKAT som restanceinddrivelsesmyndighed i medfør lov om inddrivelse af gæld til det offentlige.

SKAT har som restanceinddrivelsesmyndighed ved afgørelse af 5. april 2014 foretaget modregning i As krav på overskydende skat af et tilgodehavende på 140 kr. vedrørende et rykkergebyr til SKAT pålagt den 27. november 2013. Dette rykkergebyr kunne påklages til Skatteankestyrelsen og var ikke omfattet af den videre klagesag og prøvelse ved fogedretten. Herudover har SKAT den 13. december 2014 truffet afgørelse om lønindeholdelse hos A og i den forbindelse pålagt et gebyr på 300 kr., jf. inddrivelsesbekendtgørelsens § 28, samt rente.

Forenede Danske Motorejere som mandatar for A har i første række gjort gældende, at en borgers sag mod det offentlige om parkeringsafgift er en sag om anklage for en forbrydelse, og at borgeren herunder formodes uskyldig, jf. EMRK art. 6. Dette betyder, at der er en begrundet formodning for, at kravet ikke består eller er opgjort korrekt, hvorfor gældsinddrivelsen skulle have været sat i bero, jf. gældsinddrivelseslovens § 2, stk. 2. At inddrivelsen burde have været sat i bero underbygges af de fremsatte, kvalificerede indsigelser mod kravet. Opkrævning af rykkergebyrer må grundlæggende kræve, at der udsendes en rykkerskrivelse for at bringe en fordring i erindring, og at den manglende betaling beror på forglemmelse, sløseri eller lignede fra debitors side. Når debitor er fremkommet med indsigelser, og fordringshaver må forvente, at sagen vil blive indbragt for fogedretten, er der ikke grundlag for at rykke debitor yderligere. Det bør ikke være nødvendigt for sagens prøvelse ved fogedretten, at der pålægges rykkergebyrer mv.

SKAT har gjort gældende, at det efter gældsinddrivelseslovens § 2, stk. 1, er hovedreglen, at indsigelser fra skyldner ikke har opsættende virkning på inddrivelsen, og at bestemmelsen i lovens § 2, stk. 2, giver SKAT mulighed for, men ikke pligt til, at sætte inddrivelsen af fordringen i bero - dette beror på SKAT's konkrete vurdering af, om der er begrundet formodning for, at kravet ikke er opgjort korrekt eller ikke eksisterer. SKAT har ikke benyttet sig af denne mulighed i den foreliggende sag. Der er i lovens ordlyd og forarbejder ikke opregnet situationer, hvor SKAT altid skal sætte inddrivelsen i bero. EMRK art. 6 er ikke til hinder for, at en strafferetlig sanktion kan fuldbyrdes, inden der foreligger en endelig domstolsafgørelse. Det bør tillægges betydning, at det offentlige må sikres en effektiv og praktisk administrerbar adgang til inddrivelse af gæld, og at der ikke bør ske tilfældig forskelsbehandling af borgerne. Det bør tillige tillægges betydning, at der i den foreliggende sag er tale om en standardiseret p-afgift, som inddrives i stort antal. Det er af samme grund med rette, at SKAT har opkrævet gebyrer i forbindelse med inddrivelsen. Fremsættelse af indsigelse mod fordringen bør således ikke automatisk føre til, at der ikke kan pålægges gebyrer. Hvis A får medhold i, at der ikke er hjemmel til at opkræve parkeringsafgiften, vil de pålagte rykkergebyrer bortfalde.

Y1 Kommune har anført, at man varetager den del af sagen, der angår berettigelsen af den pålagte parkeringsafgift, mens SKAT varetager den del af sagen, der angår inddrivelsen af parkeringsafgiften, og de af SKAT pålagte rykkergebyrer. Y1 Kommune har derfor ikke ytret sig vedrørende disse spørgsmål.

Landsretten bemærker vedrørende den beløbsmæssige opgørelse af de omhandlede gebyrer mv., at det rykkergebyr på 250 kr., som er opkrævet for Y1 Kommune, samt påløbne renter, ses at have hjemmel i § 2 og § 3 i lov om gebyrer og morarenter vedrørende visse ydelser, der opkræves af regioner og kommuner og inddrives af restanceinddrivelsesmyndigheden (senest gengivet i lovbekendtgørelse nr. 29 af 5. januar 2017). Landsretten lægger herved til grund, at dette var i overensstemmelse med Y1 Kommunes dagældende opkrævningspolitik. Det bemærkes endvidere, at det rykkergebyr på 140 kr., som SKAT for sig har inddrevet ved modregning, SKAT's gebyr på 300 kr. ved den iværksatte lønindeholdelse samt påløbne renter ses at have hjemmel i § 4, stk. 3, og § 28 i bekendtgørelse nr. 1513 af 13. december 2013.

Spørgsmålet er herefter, om det var med rette, at der blev iværksat inddrivelse og pålagt rykkergebyrer og rente.

Retten skal ved behandlingen af en sag om parkeringsafgift til det offentlige - som anført ovenfor under pkt. 3.1 - iagttage de retssikkerhedsgarantier, der i medfør af art. 6 i EMRK gælder for tiltalte i en straffesag, herunder reglen om uskyldsformodning. Landsretten finder, at dette ikke i sig selv udelukker, at en kommune som parkeringsafgiftsmyndighed eller SKAT som restanceinddrivelsesmyndighed kan gennemføre inddrivelse af et mindre takstmæssigt afgiftsbeløb og i den forbindelse pålægge en borger lovhjemlede rykkergebyrer mv. som led i en sædvanlig inddrivelsesproces inden sagens indbringelse for retten.

Landsretten finder tillige, at iværksættelsen og gennemførelsen af tvangsinddrivelse af den i sagen bestridte fordring på parkeringsafgift, herunder ved udstedelse af gebyr på 250 kr. til Y1 Kommune for rykkerskrivelse og gebyr på 300 kr. til SKAT for den gennemførte lønindeholdelse inden fogedrettens prøvelse, har udgjort en samlet set afbalanceret proces med behørig hensyntagen til de involverede parters interesser, alt jf. Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols domme af 23. juli 2002 i sagerne Janosevic mod Sverige, præmis 106, og Västberga Taxi Aktiebolag og Vulic mod Sverige, præmis 118.

Landsretten har herved henset til, at pligten til betaling af hovedfordringen - det omhandlede afgiftsbeløb - præsumptivt hviler på lov eller andet sikkert hjemmelsgrundlag, at inddrivelsesproceduren overordnet set - herunder SKAT's undladelse af at tillægge indsigelserne opsættende virkning - havde hjemmel i gældsinddrivelsesloven, herunder § 2, stk. 2, at det i den foreliggende sammenhæng ikke havde noget videre for sig at tillægge indsigelserne opsættende virkning, eftersom det er fogedretten, der efter gældsinddrivelseslovens § 18 har kompetence til at prøve SKAT's inddrivelseskridt og herunder tage stilling til klagerens indsigelser, at kommunen som afgiftsmyndighed konkret havde besvaret klagerens indsigelser, inden der blev udstedt rykkerskrivelse med gebyr og iværksat inddrivelse ved SKAT, at de omhandlede beskedne gebyrer størrelsesmæssigt var lovhjemlede og på forhånd oplyst for skyldneren, at udsendelse af i hvert fald én gebyrbelagt rykkerskrivelse - også i sager, hvor afgiftsfordringen forinden er blevet bestridt - kan udgøre et relevant sagsbehandlingsskridt med erindring og vejledning for skyldneren om myndighedens videre inddrivelsesprocedure, at en inddrivelsesproces vedrørende almindelige, mindre takstmæssige afgiftskrav til en vis grad må være standardiseret for at have den fornødne effektivitet, og at alle inddrevne gebyrer og renter bliver tilbagebetales til klageren, hvis denne får medhold i, at afgiftsfordringen ikke eksisterer, eller hvis det viser sig, at der er væsentlige unøjagtigheder eller fejl ved opgørelsen af fordringen.

Landsretten tiltræder af disse grunde, at fogedretten ikke har taget kærendes påstand 2 til følge.

T h i  b e s t e m m e s :

Y1 Kommune skal anerkende, at parkeringsafgiften er pålagt A med urette.

SKAT's tvangsinddrivelse forud for sagens indenretlige afgørelse har været berettiget.

Y1 Kommune skal i sagsomkostninger for fogedretten og landsretten inden 14 dage betale 10.000 kr. til Forenede Danske Motorejere som mandatar for A.

Forenede Danske Motorejere som mandatar for A skal i kæremålsomkostninger inden 14 dage betale 3.500 kr. til SKAT.

Kæreafgiften tilbagebetales.

Retten hævet.

....................................................................

Fogedrets kendelse af d. 18 november 2015, sags nr. FS 32-13212/2015

Sagens baggrund

Sagen vedrører, som følge af tidsbegrænset parkering, hvorvidt en offentlig myndighed kan kræve, at parkeringsskive benyttes ved en parkering, hvor der også er krav om betaling.

Sagen vedrører endvidere, hvorvidt SKAT forud for sagens indenretlige afgørelse er berettiget til at foretage tvangsinddrivelse af et krav på parkeringsafgift og pålægge gebyrer, når der er fremsat indsigelser imod kravet.

Parternes påstande

Y1 Kommune har nedlagt påstand om, at parkeringsafgiften er pålagt med rette.

SKAT har overfor påstand 2 nedlagt påstand om frifindelse.

Forenede Danske Motorejere har som mandatar for A nedlagt påstand 1 om frifindelse.

Forenede Danske Motorejere har på vegne af A desuden nedlagt påstand 2 om, at rekvirenten skal anerkende, at den forud for sagens indenretlige afgørelse foretagne tvangsinddrivelse har været uberettiget.

Oplysningerne i sagen

Den 7. februar 2013 kl. ca. 9.40 parkerede A sin bil i Y2, beliggende Y5-adresse. A købte en parkeringsbillet til bilen og stillede bilens parkeringsskive til kl. 9.45.

I området Y2 gælder to ordninger for parkering. Der er en betalingsparkeringsordning og en ordning med tidsbegrænsning, hvorefter det er tilladt at parkere i maksimalt 1 time. Der er opsat skilte om de to gældende parkeringsordninger på området.

Kl. 11.14 blev A pålagt en parkeringsafgift for urigtigt indstillet p-skive. A klagede efterfølgende til Y1 Kommune over den pålagte parkeringsafgift. Y1 Kommune fastholdt parkeringsafgiften. Forenede Danske Motorejere (herefter FDM) trådte herefter ind i sagen som mandatar for A.

Da A ikke betalte parkeringsafgiften, blev kravet overgivet til SKAT med henblik på inddrivelse. SKAT iværksatte inddrivelse den 28. november 2013. FDM fremkom på vegne af A med indsigelser til kravet, hvilke blev sendt til fordringshaveren Y1 Kommune til besvarelse. Y1-kommune fastholdt ved brev af 18. februar 2014, at parkeringsafgiften var pålagt med rette, hvorefter SKAT fortsatte inddrivelse af kravet. Kravet og de pålagte gebyrer i forbindelse med rykkerproceduren blev modregnet i As løn.

FDM har for A begæret sagen indbragt for fogedretten jf. gældsinddrivelseslovens § 18.

Forklaringer

A har forklaret, at han ikke tidligere havde parkeret på området i Y2. Han kørte sammen med sin ægtefælle rundt og ledte efter en parkeringsplads. Han kikkede på skiltningen vedrørende parkering, som han undrede sig over. Han er bekendt med den sædvanlige tidsbegrænsningstavle, men han forstod ikke de skiltede undtagelser. Han overvejede ikke at kontakte kommunen.

Han kikkede efterfølgende på parkeringsbilletautomaten, hvor han blandt andet registrerede, at der kunne købes en parkeringsbillet til 3 timer.

Han vurderede, at såfremt han både købte en parkeringsbillet og stillede bilens parkeringsskive, så var han på den sikre side. Han parkerede bilen kl. ca. 9.40.

Han har haft kørekort siden 1978. Han bor i Y1, men han er ikke vant til at parkere i Y1.

Han havde ikke tidligere set en lignende skiltning, som den han observerede ved Y2. Hans hustru har haft kørekort siden 1988. Hun forstod heller ikke den opsatte skiltning.

De kom tilbage til bilen kl. ca. 11.45. Det var inden, der var gået 3 timer som de havde købt parkeringsbillet til. Hans ægtefælle observerede da sedlen med parkeringsafgift i forruden.

Han klagede efterfølgende til Y1 Kommune over afgiften.

Vidne LS forklarede behørigt formanet, at han parkerede i Y2 den 23. marts 2013, da hans kæreste og han selv ville gå en tur på Y6. Han så på skiltningen sammen med sin kæreste, for at sikre sig, at de ikke fik pålagt en parkeringsafgift. Han forstod skiltningen således, at der var en times gratis parkering, og herefter var det betalingsparkering. De påtænkte at parkere længere tid end 1 time, hvorfor de købte parkeringsbillet til 3 timer, for en sikkerheds skyld.

Parkeringsbilletten blev stemplet kl. 13.30, men kl. 15.47 var han blevet pålagt en parkeringsafgift. Han blev frustreret, da han opdagede den pålagte parkeringsafgift. Det fremgik, at han ikke havde stillet p-skiven. Han kikkede igen på skiltene, men han forstod fortsat ikke skiltningen, eller at han var blevet pålagt en parkeringsafgift. Mandag kontaktede han derfor Y1 Kommune telefonisk for at klage, men han fik ingen respons. Han klagede efterfølgende på skrift til Y1 Kommune og modtog en skriftlig afvisning retur.

Han forstod først skiltningen, efter han havde talt med Y1 Kommune. Han forsøger nu at undgå at parkere i Y2.

Forevist et billede af skiltene fra bilag A bekræftede LS, at skiltene i Y2 var identiske med det på billedet.

Parternes synspunkter

Y1 Kommune har i det væsentligste procederet i overensstemmelse med sit påstandsdokument, hvoraf fremgår følgende:

"Y1 Kommune gør gældende, at parkeringsafgiften er pålagt i overensstemmelse med gældende regler, og at den kan inddrives af restanceinddrivelsesmyndigheden.

Hjemmel for parkeringsafgiften

Det fremgår af p-skivebekendtgørelsens § 3, stk. 1, at parkeringsskiven skal indstilles på tidspunktet for parkeringens begyndelse, og at begyndelsestidspunktet er udløbet af det kvarter, inden for hvilket parkeringen fandt sted. Det fremgår endvidere af p- skivebekendtgørelsens § 6, at parkeringen skal bringes til ophør senest ved udløbet af den parkeringsfrist, der gælder på stedet.

Da A parkerede kl. 09.40 og satte p-skiven til kl. 09.45, skulle parkeringen have været bragt til ophør senest kl. 10.45 for at overholde 1-times begrænsningen på stedet. Da afgiften blev pålagt kl. 11.14 var dette ikke sket, og A har dermed parkeret i strid med den fastsatte tidsbegrænsning og dermed også med reglen i p-skivebekendtgørelsens § 6.

P-skivebekendtgørelsen er udstedt af justitsministeren i medfør af færdselslovens § 93, og det fremgår af færdselslovens § 121, stk. 1, nr. 8, at politiet kan pålægge en afgift for overtrædelse af de bestemmelser, der er fastsat i medfør af bl.a. § 93 i færdselsloven. Politiets kompetence til at pålægge afgifter for sådanne overtrædelser er overladt til Y1 Kommune i medfør af færdselslovens § 122 a.

Y1 Kommune har således haft hjemmel til at pålægge A en parkeringsafgift som sket.

--oo0oo--

FDM, der er mandatar for bilisten, har gjort gældende, at der ikke samtidigt kan stilles krav om anvendelse af parkeringsbillet og om anvendelse af parkeringsskive. FDM har i den forbindelse bl.a. henvist til to kendelser af 21. oktober 2013 - i to sambehandlede sager - hvori Fogedretten bl.a. har udtalt, at der ved en umiddelbar forståelse af § 1 i p-skivebekendtgørelsen ikke kan stilles krav om anvendelse af parkeringsskive på steder, hvor der er stillet krav om parkeringsbillet, og at parkeringsbilletten i denne situation må gøre det ud for en parkeringsskive. De to kendelser er fremlagt som bilag 5 og bilag 6.

Denne sag rejser herefter to overordnede spørgsmål: (1) Det første spørgsmål er, om det er lovligt at kombinere en betalingsparkeringsordning med en ordning med tidsbegrænset parkering; (2) Det andet spørgsmål er, om en parkeringsbillet gør det ud for en parkeringsskive i en situation, hvor der både gælder en betalingsparkeringsordning og en tidsbegrænset parkeringsordning. 

Ad 1 - Er det lovligt at kombinere en betalingsparkeringsordning med en ordning med tidsbegrænset parkering?

Den indførte betalingsparkeringsordning i Y2 har hjemmel i vejlovens § 107, stk. 2, mens den indførte ordning med tidsbegrænset parkering har hjemmel i færdselslovens § 92.

Baggrunden for kommunens beslutning om at kombinere ordningerne netop i Y2 er, at der er så stort pres på parkeringspladserne, at området efter kommunens vurdering ikke ville kunne anvendes mest hensigtsmæssigt, hvis det f.eks. blev brugt til pendlerparkering. Kommunen har således på en og samme tid ønsket:

- en adfærdsregulering i forhold til, at bilisten overvejer, om bilen skal tages med ind i den indre by mv., og derfor kræves der betaling for parkeringen, og

- en stor udskiftning af de parkerede biler, således at der på dette sted er en bedre mulighed for at kunne korttidsparkere, og derfor er der stillet krav om tidsbegrænset parkering på 1 time.

Hertil kommer, at da det i Y1 Kommune er muligt at købe en parkeringsbillet til en lang periode - f.eks. hele dagen - og herefter anvende den flere steder i byen, er det ikke muligt at sikre, at der alene parkeres 1 time de enkelte steder, hvis der ikke samtidig indføres en sådan tidsbegrænsning.

De to ordninger i Y2 - henholdsvis betalingsparkeringsordningen og ordningen med tidsbegrænset parkering - har altså hver deres hjemmelsgrundlag.

Der er intet anført i hverken lovgivningen eller forarbejderne om, at de to hjemmelsgrundlag ikke skulle kunne anvendes i kombination, således som det er tilfældet i Y2. Allerede dette taler klart til støtte for, at ordningerne kan anvendes i kombination.

En sådan kombination af ordningerne, der har hjemmel i henholdsvis vejloven og færdselsloven, har da også klar støtte i retspraksis.

Der kan i denne forbindelse bl.a. henvises til, at Indenrigs- og Sundhedsministeriet i en udtalelse af 8. april 2003 vedrørende parkeringsordningen i de Y1ske brokvarterer har forudsat, at vejlovens og færdselslovens hjemmelsgrundlag kan kombineres. Indenrigs- og Sundhedsministeriets udtalelse blev afgivet på baggrund af en udtalelse herom fra ressortministeriet. Dette spørgsmål blev indbragt for byretten, der i en dom af 8. marts 2004 ligeledes nåede frem til, at vejlovens og færdselslovens hjemmelsgrundlag kan kombineres. Byrettens dom, hvori væsentlige dele af Indenrigs- og Sundhedsministeriets udtalelse af 8. april 2003 er gengivet, er fremlagt som bilag 7.

Spørgsmålet blev også prøvet under de to sager ved Fogedretten, som FDM har henvist til i denne sag. FDM havde under disse to sager bl.a. gjort gældende, at det ikke er lovligt at kombinere de to hjemmelsgrundlag, således som det er sket i Y2. Dette synspunkt blev imidlertid afvist af Fogedretten, der i de to kendelser af 21. oktober 2013 bl.a. anførte følgende herom (bilag 5 og 6):

"... Ved den angivne skiltning er det således Y1 Kommunes ønske, at der i "Y2" både skal gælde krav om parkeringsbillet og tidsbegrænsning. Fogedretten finder ikke, at der lovgivningsmæssigt er noget til hinder herfor."

Hvad angår spørgsmålet om, hvorvidt det er lovligt at kombinere en betalingsparkeringsordning med en ordning med tidsbegrænset parkering, er det på denne baggrund Y1 Kommunes opfattelse, at dette er lovligt, hvilket også har klar støtte i retspraksis.

Ad 2 - Kan en parkeringsbillet gøre det ud for en parkeringsskive i en situation, hvor der både gælder en betalingsparkeringsordning og en tidsbegrænset parkeringsordning?

Indledningsvis bemærkes, at de to forskellige ordninger - betalingsparkeringsordningen og ordningen med tidsbegrænset parkering - ikke alene har forskellige hjemmelsgrundlag. Der gælder også forskellige regler om, hvordan man som bilist dokumenterer, at man overholder kravene i de to ordninger.

I forhold til en betalingsparkeringsordning er der således f.eks. fastsat regler om køb af en parkeringsbillet, om parkeringsbillettens placering i køretøjet, og om overdragelse af parkeringsbilletten til andre bilister. Disse regler findes i bekendtgørelse nr. 221 af 11. marts 2014 om anvendelse af parkeringsbilletter, parkeringslicenser mv., ligesom reglerne også fremgår af § 3 og § 4 i bekendtgørelsen om standsning og parkering i Y1.

Det bemærkes i denne forbindelse, at en parkeringsbillet fuldt lovligt kan overdrages til en anden bilist, som kan anvende den resterende parkeringstid til parkering af sit køretøj. En parkeringsbillet viser, hvornår den købte parkeringstid udløber, men derimod ikke, hvornår parkeringen er påbegyndt. Er der tale om en parkeringsbillet, der er overdraget, vil man allerede af denne grund heller ikke kunne fastlægge tidspunktet for parkeringens påbegyndelse ved at "regne baglæns" ud fra den tid, der i alt er købt, da denne bilist jo så at sige er påbegyndt sin parkering midt i den periode, der samlet set er købt parkeringstid til.

I forhold til en ordning med tidsbegrænset parkering gælder reglerne i p- skivebekendtgørelsen, der indeholder de nærmere regler om anvendelse af parkeringsskiver, herunder om indstilling af parkeringsskiver og om deres placering i køretøjet. En parkeringsskive indstilles ifølge p- skivebekendtgørelsens § 3, stk. 1, til tidspunktet for parkeringens begyndelse (udløbet af det kvarter, inden for hvilken parkeringen fandt sted). Parkeringsskiven viser således et starttidspunkt for parkeringen og kan dermed anvendes som grundlag for parkeringsmyndighedernes kontrol af, at bilisten ikke har parkeret længere end tilladt i medfør af den tidsbegrænsning, der gælder på stedet - i Y2 er dette som tidligere nævnt 1 time.

Der er således nogle helt grundlæggende forskelle imellem en parkeringsbillet og en parkeringsskive. Forskelle, som bl.a. medfører, at en parkeringsbillet ikke er egnet som dokumentation for, hvornår en parkering er påbegyndt og dermed heller ikke for, om bilisten har overholdt den tidsbegrænsning, der er gældende det pågældende sted. Derfor vil det heller ikke være muligt for parkeringsmyndighederne at føre kontrol med, om tidsbegrænsningen overholdes, hvis man anerkendte, at en parkeringsbillet kunne gøre det ud for en parkeringsskive, således som FDM gør gældende under denne sag.

Netop parkeringsmyndighedernes kontrolmuligheder og nødvendigheden af, at der anvendes parkeringsskiver i forbindelse med parkering på steder med tidsbegrænset parkering, har spillet en helt afgørende rolle både i udtalelser fra Folketingets Ombudsmand og i retspraksis.

Spørgsmålet blev f.eks. grundigt afprøvet i forbindelse med Folketingets Ombudsmands udtalelse af 12. januar 2001 i en konkret sag (j.nr. 20002464-612). Klageren anførte i denne sag, at selvom der var sket en overtrædelse af reglerne i p-skivebekendtgørelsen, måtte en formålsfortolkning føre til, at kommunen ikke havde hjemmel til at pålægge parkeringsafgiften. Omstændighederne i sagen var, at en kommune havde pålagt en borger en parkeringsafgift, fordi hans bil var parkeret med forkert indstillet parkeringsskive i en zone med 2 timers gratis parkering. Borgeren kunne påvise, at hans parkering var påbegyndt kl. 04.45, og afgiften blev pålagt samme sted kl. 08.01 den samme dags morgen. Tidsbegrænsningen i området på to timer begyndte kl. 07.00. Borgeren havde derfor utvivlsomt parkeret i mindre end de tilladte to timer, da kommunen pålagde parkeringsafgiften. Kommunen fastholdt afgiften, da bilisten havde parkeret i strid med den regel, der kræver, at parkeringsskiven indstilles til tidsbegrænsningens start. Parkeringsskiven skulle derfor i den konkrete sag have været indstillet til kl. 07.00.

Folketingets Ombudsmand fandt efter en nærmere undersøgelse af reglen i den dagældende p-skivebekendtgørelses § 3, at overtrædelsen af denne regel i sig selv kunne medføre pålæggelse af en parkeringsafgift i overensstemmelse med færdselslovens § 121, selvom det kunne bevises, at tidsbegrænsningen ikke var overskredet. Ombudsmanden anførte bl.a. følgende begrundelse herfor:

"Efter færdselslovens § 121, stk. 1, nr. 7) og 8), kan der pålægges en afgift for overtrædelse af bestemmelser om standsnings- eller parkeringsforbud, der fastsættes efter §§ 92 og 93.

Efter færdselslovens § 93 kan justitsministeren bestemme at tidsbegrænset parkering kun må ske under benyttelse af parkeringsskive. Justitsministeren er endvidere efter lovens § 93 bemyndiget til at fastsætte bestemmelser om parkeringsskiver og deres benyttelse.

Efter § 1 i Justitsministeriets bekendtgørelse nr. 370 af 16. juli 1975 om parkeringsskiver, som ændret ved bekendtgørelse nr. 663 af 16. juli 1992, må der på steder hvor adgangen til parkering er tidsbegrænset og hvor der ikke er opstillet billetautomater, kun parkeres biler som er forsynet med parkeringsskiver. Efter bekendtgørelsens § 3, stk. 2, skal viseren hvis parkeringen påbegyndes før en periode med tidsbegrænsning og fortsætter ind i denne indstilles på det tidspunkt, da tidsbegrænsningen begynder i Deres brors tilfælde på kl. 07.00.

Det er som allerede nævnt uomtvistet at Deres bror ikke har overtrådt parkeringsbegrænsningen på to timer, men alene har indstillet sin parkeringsskive forkert, jf. bekendtgørelsen § 3, stk. 2.

Efter Deres opfattelse bør formålsbetragtninger imidlertid føre til at en pålagt afgift ikke kan fastholdes i et sådant tilfælde. De har endvidere henvist til at Y7 Kommune eftergiver afgifter til beboere som er blevet pålagt afgift fordi de ikke har placeret deres beboerlicens i forruden således at den var synlig for parkeringsvagterne.

...

Som den gældende bekendtgørelse er udformet og idet færdselslovens forarbejder ikke giver holdepunkter for at der ikke kan pålægges en parkeringsafgift (eller fastholdes en allerede pålagt afgift) alene med henvisning til en overtrædelse af formelle regler (her bekendtgørelsens § 3, stk. 2), har jeg ikke grundlag for at kritisere at Y7 Kommune har fastholdt den pålagte afgift over for Deres bror."

Der er også i retspraksis fast støtte for, at overtrædelser af reglerne i p- skivebekendtgørelsen i sig selv kan medføre pålæggelse af en parkeringsafgift, fordi overholdelsen af reglerne i p- skivebekendtgørelsen er afgørende for parkeringsmyndighedernes kontrolmuligheder i forbindelse med ordninger med tidsbegrænset parkering.

Der kan i den forbindelse f.eks. henvises til en kendelse af 1. juni 2005 fra Fogedretten (bilag 8), hvor fogedretten tog stilling til en sag, hvor en bilist var blevet pålagt en parkeringsafgift for at have parkeret uden synlig parkeringsskive. Bilisten forklarede, at parkeringsskiven i hans varevogn var fastklæbet i forrudens øverste højre hjørne set indefra bilen. Fogedretten tilkendegav, at det følger af § 4, stk. 1, i bekendtgørelsen om parkeringsskiver, at fastmonterede parkeringsskiver skal være anbragt nederst til højre på forruden. Da bilistens parkeringsskive ifølge hans egen forklaring var anbragt i øverste højre hjørne og dermed i strid med bekendtgørelsens § 4, stk. 1, fandt fogedretten, at parkeringsafgiften var pålagt med rette.

Der kan endvidere henvises til en kendelse af 27. juni 2005 fra Fogedretten (bilag 9), hvor fogedretten tog stilling til en sag, hvor en bilist var blevet pålagt en parkeringsafgift for urigtigt indstillet parkeringsskive. Bilisten gjorde gældende, at han ikke havde overskredet 2 timers begrænsningen i zonen, og at dette er formålet med zonen. Den omstændighed, at han har overtrådt administrative forskrifter om parkeringsskiver, burde i en sådan situation ikke medføre, at han blev pålagt en parkeringsafgift. Det daværende Parkering • Y1 gjorde gældende, at det er afgørende vigtigt for parkeringsvagterne, at parkeringsskiverne indstilles rigtigt. Fogedretten fandt, at parkeringsafgiften var pålagt med rette, idet bilisten havde overtrådt § 3, stk. 1, i bekendtgørelsen om parkeringsskiver ved ikke at have indstillet parkeringsskivens viser på tidspunktet for parkeringens begyndelse.

FDM har som nævnt henvist til, at Fogedretten i de to kendelser af 21. oktober 2013 i de to sambehandlede sager bl.a. har udtalt, at der ved en umiddelbar forståelse af § 1 i p- skivebekendtgørelsen ikke kan stilles krav om anvendelse af parkeringsskive på steder, hvor der er stillet krav om parkeringsbillet, og at parkeringsbilletten i denne situation må gøre det ud for en parkeringsskive.

Indledningsvis bemærkes, at ingen af de to sager omhandlede parkeringsafgifter, der var pålagt for overtrædelser af ordningen om tidsbegrænset parkering. Begge sager omhandlede parkeringsafgifter, der var pålagt for overtrædelse af betalingsparkeringsordningen i Y2, idet bilisterne ikke havde købt en parkeringsbillet. Dette fremhæver fogedretten da også umiddelbart efter den anførte sætning om rettens umiddelbare forståelse af § 1.

Spørgsmålet om fortolkningen af p-skivebekendtgørelsens § 1 var derfor ikke et egentligt tema under sagen, og fogedrettens såkaldte "umiddelbare forståelse" af p-skivebekendtgørelsens § 1 er - som fogedretten da også selv udtrykkeligt anfører - en umiddelbar forståelse og er i øvrigt slet ikke en del af begrundelsen for de afsagte kendelser, da disse som nævnt omhandler en helt anden problemstilling, som reglerne i p-skivebekendtgørelsen er uden betydning for.

Y1s Kommune er ikke enig i den umiddelbare forståelse af p- skivebekendtgørelsens § 1, som fogedretten giver udtryk for i de to kendelser.

Der er således efter Y1s Kommunes vurdering ikke noget til hinder for en fortolkning af bestemmelsen, hvorefter der både kan stilles krav om anvendelse af parkeringsskive og parkeringsbillet i forbindelse med en parkering. Hertil kommer, at det ville være ejendommeligt, hvis hjemmelsgrundlaget klart åbnede for en sådan løsning, jf. det anførte herom ovenfor, men hvor nogle processuelle regler samtidig umuliggjorde, at den pågældende løsning kunne anvendes. Dette ville således være helt principielt og kalde på en ændring af formuleringen af bestemmelsen i p-skivebekendtgørelsen.

Det skal i denne forbindelse også bemærkes, at reglerne i p- skivebekendtgørelsen er rent processuelle regler om placering og indstilling af p-skiver mv. P-skivebekendtgørelsens formål er alene at regulere sådanne forhold i forbindelse med anvendelsen af p-skiver, mens det ikke har været formålet med p-skivebekendtgørelsen, at det skulle gøres umuligt at kombinere de parkeringsordninger, som lovgiver har besluttet skal kunne anvendes både hver for sig og i kombination, hvilket som nævnt også har klar støtte i retspraksis. Hvis man antog, at p-skivebekendtgørelsen afskar muligheden for at anvende betalingsparkeringsordninger i sådanne situationer, så ville situationen være den, at en bekendtgørelse om nogle rent processuelle regler fra et ministerium (Justitsministeriet) i realiteten havde afskaffet muligheden for at anvende betalingsordninger, som har udtrykkelig hjemmel i lovgivning fra et andet ministerium (Transportministeriet). Også dette taler imod den fortolkning af p-skivebekendtgørelsens § 1, som FDM har gjort gældende.

Y1s Kommune skal på baggrund af det anførte fastholde, at p- skivebekendtgørelsens § 1 ikke kan fortolkes, som det er gjort gældende af FDM.

Det er helt afgørende for parkeringsmyndighedernes muligheder for at kontrollere og håndhæve ordninger med tidsbegrænset parkering, at tidspunktet for parkeringens påbegyndelse kan fikseres. Dette kan alene ske ved anvendelse af en parkeringsskive, men derimod ikke med anvendelse af en parkeringsbillet.

Det er naturligvis under alle omstændigheder et krav, at skiltningen klart viser, at der både stilles krav om betaling og om tidsbegrænset parkering, men det er i den forbindelse Y1 Kommunes opfattelse, at skiltningen i denne sag tilstrækkeligt klart viser, at dette er tilfældet.

På baggrund af det ovenfor anførte fastholder Y1 Kommune, at parkeringsafgiften, der er pålagt A den 7. februar 2013, er pålagt med rette.

FDM's synspunkter vedrørende Den Europæiske Menneskerettighedskonvention

FDM gør gældende, at en sag om en parkeringsafgift indebærer stillingtagen til en »anklage for en forbrydelse« (»criminal charge«), således som dette udtryk er anvendt i artikel 6 i Den Europæiske Menneskerettighedskonvention, og FDM's hovedsynspunkt synes at være, at kommunen ikke - i lyset af de beviskrav, der stilles i sådanne sager - i tilstrækkeligt omfang har godtgjort, at A har overtrådt en parkeringsrestriktion.

Hertil bemærkes indledningsvist, at det er utvivlsomt, at en sag om en parkeringsafgift indebærer stillingtagen til en »anklage for en forbrydelse« (»criminal charge«), således som dette udtryk er anvendt i artikel 6 i Den Europæiske Menneskerettighedskonvention (EMRK).

Der er ligeledes enighed om, at der skal være klar lovhjemmel for pålæggelse af en parkeringsafgift, idet det dog samtidig bemærkes, at lovfortolkning af straffebestemmelser principielt ikke adskiller sig fra anden lovfortolkning.

I forhold til nærværende sag er der efter Y1 Kommunes opfattelse ikke tvivl om, at der eksisterer en sådan klar lovhjemmel for pålæggelsen af den parkeringsafgift, som denne sag drejer sig om.

FDM har som sit primære argument henvist til, at praksis vedrørende EMRK i sig selv skulle kunne føre til et andet resultat i denne sag. Som det imidlertid også fremgår af Højesterets kendelse af 5. november 2013 (U 2014.387 H), tillægger Højesteret imidlertid ikke denne praksis vedrørende EMRK samme betydning, som FDM gør. Højesteret fandt således ikke, at der med henvisning til den påberåbte praksis kunne bortses fra, at en kære af fogedrettens kendelse om parkeringsafgifter kræver Procesbevillingsnævnets tilladelse.

Retten bør på tilsvarende vis nå frem til, at det af FDM anførte om retssikkerhedsgarantier efter EMRK ikke kan føre til et andet resultat.

Som det fremgår af det ovenfor anførte, er der indført to parkeringsordninger på de omhandlede parkeringspladser i Y2. Der er dels indført en ordning med betalingsparkering, dels en ordning med tidsbegrænset parkering. Indførelsen af begge disse ordninger har klar hjemmel i lovgivningen. Den indførte betalingsparkeringsordning har således klar hjemmel i vejlovens § 107, stk. 2, og den indførte ordning med tidsbegrænset parkering har klar hjemmel i færdselslovens § 92, stk. 1, nr. 1.

Der er således en klar hjemmel i lovgivningen for begge de indførte ordninger. Som det ligeledes fremgår af det ovenfor anførte, er der da også klar støtte i retspraksis for, at en kommune kan kombinere en betalingsparkeringsordning med en ordning med tidsbegrænset parkering.

Det bemærkes i denne forbindelse, at der også er klar støtte herfor i retspraksis, der tidsmæssigt ligger efter Højesterets kendelse af 24. januar 2010 (U 2010.1027 H), som FDM henviser til. Der kan i den forbindelse henvises til de to kendelser, som blev afsagt af Fogedretten den 21. oktober 2013, og som er fremlagt som bilag 5 og bilag 6. I disse to sager gjorde FDM tilsvarende synspunkter gældende, men disse blev afvist af retten, der i sine kendelser fastslog, at de to ordninger kan kombineres på den måde, som det er tilfældet i Y2.

Det bemærkes endvidere, at lovgiver heller ikke har fundet anledning til at ændre reglerne, så der ikke længere er mulighed for at kombinere de to parkeringsordninger. Reglerne er tværtimod blevet fastholdt - også i forbindelse med de ændringer, der er foretaget af såvel færdselsloven som vejloven efter den 24. januar 2010, hvor Højesteret afsagde den omhandlede kendelse.

Ikke alene har lovgiver fastholdt reglerne om de to parkeringsordninger. Man har tillige i forbindelse med nye regler i bekendtgørelsen om anvendelse af vejafmærkninger udtrykkeligt understreget muligheden for at kombinere de to ordninger. I bekendtgørelse af 6. marts 2014 om ændring af bekendtgørelse om vejafmærkning har man som noget nyt i bekendtgørelsens § 23 indsat en færdselstavle med betegnelsen "E 70 Zoneoplysning". Det anføres i bestemmelsen bl.a., at alle restriktioner, der er gældende det pågældende sted, skal være anført enten på selv tavlen eller på en undertavle. Hertil kommer - hvad der er nok så væsentligt i forhold til spørgsmålet om mulighederne for at kunne kombinere betalingsparkeringsordninger og ordninger med tidsbegrænset parkering - at man som eksempel på en sådan færdselstavle i bekendtgørelsen netop har vist en sådan kombination, idet det af den viste tavle fremgår, at der både gælder en 2-timers tidsbegrænsning og en betalingsparkeringsordning, der kræver køb af p- billet.

Y1 Kommune skal i det hele fastholde, at ordninger med betalingsparkering og tidsbegrænset parkering fuldt ud lovligt kan kombineres, således som det er tilfældet i Y2.

Hvad angår den omhandlede parkering, som A blev pålagt en parkeringsafgift for den 7. februar 2013, så ligger det efter Y1 Kommunes opfattelse helt fast, at A ikke overholdt den 1-times begrænsning, der er gældende på det pågældende sted, ligesom det også ligger helt fast, at denne 1-times begrænsning fremgik klart af skiltningen på stedet, jf. det som bilag 1 fremlagte foto. A har da heller ikke på nogen måde godtgjort, at han har overholdt den fastsatte tidsbegrænsning.

Som tidligere anført gælder der forskellige regler om, hvordan man som bilist dokumenterer, at man overholder kravene i de to ordninger. Overholdelsen af en betalingsparkeringsordning dokumenteres ved, at man har købt en p-billet, som dermed viser, at man har betalt for den tid, man har parkeret det pågældende sted. Overholdelsen af en ordning med tidsbegrænset parkering dokumenteres ved, at man indstiller sin p-skive i overensstemmelse med retningslinjerne i p-skivebekendtgørelsen. Parkeringsvagten skal derfor ved at kontrollere parkeringsskiven på bilen kunne se, om bilisten har overholdt den tidsbegrænsning, der er gældende på stedet - i den foreliggende sag kravet om højst 1 times parkering. Der er nogle helt grundlæggende forskelle imellem en parkeringsbillet og en parkeringsskive, og en parkeringsbillet vil ikke kunne anvendes som dokumentation for, hvornår en parkering er påbegyndt og dermed heller ikke for, om bilisten har overholdt den tidsbegrænsning, der er gældende det pågældende sted.

En parkeringsbillet kan således fuldt lovligt overdrages til en anden bilist, som kan anvende den resterende parkeringstid til parkering af sit køretøj. En parkeringsbillet viser, hvornår den købte parkeringstid udløber, men derimod ikke, hvornår parkeringen er påbegyndt. Er der tale om en parkeringsbillet, der er overdraget, vil man allerede af denne grund heller ikke kunne fastlægge tidspunktet for parkeringens påbegyndelse ved at "regne baglæns" ud fra den tid, der i alt er købt, da denne bilist jo så at sige er påbegyndt sin parkering midt i den periode, der samlet set er købt parkeringstid til.

Derfor vil det heller ikke være muligt for parkeringsmyndighederne at føre kontrol med, om tidsbegrænsningen overholdes, hvis man anerkendte, at en parkeringsbillet kunne gøre det ud for en parkeringsskive, således som FDM gør gældende under denne sag.

Netop parkeringsmyndighedernes kontrolmuligheder og nødvendigheden af, at der anvendes parkeringsskiver i forbindelse med parkering på steder med tidsbegrænset parkering, har spillet en helt afgørende rolle både i retspraksis og i udtalelser fra Folketingets Ombudsmand. Der henvises til redegørelsen herom ovenfor.

Y1 Kommune skal også på denne baggrund i det hele fastholde, at p-skivebekendtgørelsens § 1 ikke kan fortolkes på en sådan måde, at en p-billet kan anvendes i stedet for en p-skive, når en ordning med tidsbegrænset parkering er kombineret med en betalingsparkeringsordning. Hvis FDM havde ret i dette synspunkt, ville myndighederne ingen mulighed have for at kontrollere og håndhæve ordninger med tidsbegrænset parkering, og det har da heller ikke støtte nogen steder, at man skulle have ønsket en sådan retsstilling. Tværtimod har det klar støtte, at man har ønsket, at myndighederne har mulighed for at kontrollere og håndhæve overholdelsen af restriktioner om tidsbegrænset parkering, og at dette skal ske ved kontrol af bilens p- skive.

En retsstilling, hvor man anerkendte en p-billet som dokumentation for overholdelse af en ordning med tidsbegrænset parkering, ville fjerne myndighedernes muligheder for at føre kontrol med sådanne ordningers overholdelse og dermed også fjerne muligheden for at håndhæve ordningerne ved at pålægge parkeringsafgifter i tilfælde af overtrædelser af de fastsatte tidsmæssige begrænsninger.

--oo0oo--

Sammenfattende fastholder Y1 Kommune på baggrund af det ovenfor anførte, at parkeringsafgiften, der blev pålagt A den 7. februar 2013, er pålagt med rette og derfor skal fastholdes. "

SKAT har i det væsentligste procederet i overensstemmelse med sit påstandsdokument hvoraf fremgår følgende:

"Inddrivelse

SKAT er berettiget til at foretage inddrivelse af et krav uanset, at der fremsat indsigelser om kravets eksistens og størrelse.

Det fremgår af gældsinddrivelseslovens § 2, stk. 2, at SKAT kan beslutte, at indsigelser om et kravs eksistens og størrelse tillægges opsættende virkning, hvis der er en begrundet formodning om, at kravet ikke er opgjort korrekt eller ikke eksisterer. Hverken lov eller forarbejder indeholder bestemmelser om, at SKAT skal tillægge en indsigelse mod kravet opsættende virkning.

Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol har i afgørelserne Janosevic og Vastberga Taxi Aktiebolag mfl. af 23/7 2002 fastslået, at EMRK artikel 6, ikke er til hinder for, at en strafferetlig sanktion - uanset at den er af indgribende karakter kan fuldbyrdes inden der foreligger en endelig domstolsafgørelse.

Det følger således af såvel gældsinddrivelsesloven som af praksis fra den Europæiske Menneskerettighedsdomstol, at tvangsinddrivelse af en afgift kan gennemføres, uanset at afgiftens berettigelse ikke er fastslået ved en endelig dom.

Højesterets afgørelse i U2010.1027 er ikke relevant for denne sag, da afgørelsen ikke forholder sig til det spørgsmål, om tvangsinddrivelse kan gennemføres, før en endelig domstolsafgørelse om kravets berettigelse foreligger.

Det bestrides i øvrigt, at Højesterets afgørelse kan tages til indtægt for det af rekvisitus beskrevne "paradigmeskift". Dommen forholder sig udelukkende til, hvilke beviskrav der kan stilles ved rettens bedømmelse af et kravs berettigelse.

Gebyrer

SKAT har med rette opkrævet gebyrer i forbindelse med inddrivelsen.

Som nærmere beskrevet ovenfor, har indsigelser om kravets eksistens eller størrelse ikke opsættende virkning i forhold til SKATs inddrivelse af kravet, jf. herved også inddrivelsesbekendtgørelsens § 3, stk. 2.

Det følger af gældsinddrivelseslovens § 6, at der for udsendelse af rykkerskrivelse vedrørende fordringer, der inddrives af restanceinddrivelsesmyndigheden betales et rykkergebyr på 140 kr. til restanceinddrivelsesmyndigheden, samt at Skatteministeren fastsætter gebyrer til restanceinddrivelsesmyndigheden for oprettelse af ny fordring, iværksættelse af lønindeholdelse m.v. og tilsigelse til udlægsforretning vedrørende fordringer, der inddrives af restanceinddrivelsesmyndigheden.

Det fremgår af inddrivelsesbekendtgørelsens § 28, at restanceinddrivelsesmyndigheden for ekspedition af opgaver i forbindelse med inddrivelse af fordringer hos skyldneren opkræver et gebyr på 140 kr. for udsendelse af erindringsskrivelse og et gebyr på 300 kr. for iværksættelse af lønindeholdelse.

Det er uden betydning for SKATs opkrævning af gebyrer i medfør af ovennævnte regler, hvorvidt en eventuel prøvelse af en parkeringsafgifts berettigelse vil angå parkeringsafgiften med tillæg af gebyrer. "

Forenede Danske Motorejere har på vegne af A i det væsentligste procederet i overensstemmelse med sit påstandsdokument hvoraf fremgår følgende:

"Vedrørende begge påstande gøres følgende gældende:

En sag som denne (en borgers tvist med det offentlige om en påstået parkeringsforseelse) er en "criminal charge" ("anklage for en forbrydelse") jf. Den Europæiske Menneskerettighedserklærings artikel 6, jf. Højesterets kendelse af 24. januar 2010, UfR 2010.1027H.

Efter samme kendelse er borgeren derfor beskyttet af alle de retssikkerhedsgarantier, som tiltalte i (andre) straffesager.

Efter A opfattelse anlægger retspraksis en streng fortolkning og håndhævelse af dette forhold omkring borgerens retssikkerhed. Dette synes at fremgå af nævnte kendelse (UfR2010.1027H), og af bl.a. Østre Landsrets dom af 21. september 2012, UfR2013.30Ø, og Højesterets kendelse af 25. marts 2014, UfR 2014.1812H.

Disse afgørelser er, sammen med endnu flere landsretsafgørelser, udtryk for, at praksis er ændret på flere punkter retssager om offentlige p- afgifter, der efter højesteretskendelsen fra januar 2010 herefter reelt er at betragte som straf.

I denne sag gælder der derfor en uskyldsformodning, jf. EMKR art. 6, ligesom der gælder et krav om sikker lovhjemmel, jf. EMKR art 7 og princippet i straffelovens § 1.

Konkret betyder det, som ved andre straffesager, at enhver fortolkningstvivl skal komme indstævnte til gode, og at der ikke kan fortolkes udvidende. Ulogiske fortolkninger skal derfor føre til frifindelse for det rejste krav.

Ved UfR 2010.1027H skete der et egentlig paradigmeskift - forud for denne afgørelse betragtede både domstolene, ministerierne/Folketinget og Folketingets Ombudsmand offentlig parkeringskontrol og de tilhørende sanktioner som forvaltningsretlige, mens Højesteret slog fast, at der ikke var tale om forvaltningsretlige forhold men derimod om strafferetlige forhold.

Derfor skal alle retsafgørelser m.v. fra tiden forud for UfR 2010.1027H anvendes med yderste varsomhed, da de byggede på det forvaltningsretlige udgangspunkt. Det bemærkes, at alle af rekvirentens fremlagte/påberåbte (byrets-) afgørelser og ombudsmandsudtalelser hører til tiden forud for UfR 2010.1027H.

I rekvirentens første processkrift beskrives en mulig "regelkollision" mellem Justitsministeriets og Trafikministeriets regler, hvis borgeren ikke dømmes i sagen. Hertil skal anføres, at det da bestemt ikke er utænkeligt, at der består en sådan regelkollision: faktum er, at de to påberåbte regelsæt blev til, da Folketinget og ministerierne fortsat gik ud fra, at området reguleredes af forvaltningsretlige regler.

Det er selvforklarende, at regler, der var konciperet og vedtaget i et forvaltningsretligt lys og med hensigt til forvaltningsretlig regulering ikke nødvendigvis kan "overleve" sin forvaltningsretlige karakter, hvis reglerne tvinges ind i et strafferetligt fortolkningsunivers.

Således må også ældre lovgivning fortolkes efter nugældende Højesteretspraksis - også selv om reglerne forud for paradigmeskiftet muligvis kunne fortolkes til andet resultat.

En sådan regelkollision, en sådan regel-uforenelighed, skal ikke komme borgeren til skade. Skaden må påhvile den administrationsmyndighed, der ikke har indrettet sig på paradigmeskiftet.

- Særligt for påstand 1 (frifindelsespåstanden) gøres følgende yderligere gældende:

Der er ikke hjemmel til at pålægge en p-afgift/p-bøde i den konkrete situation.

Det er ikke godtgjort, at der foreligger en strafbar overtrædelse af nogen regler, der kan udmønte sig i pålæggelse af den krævede straf.

Rekvirentens argumentation bygger på udvidende fortolkninger af de påberåbte regler, og dette kan ikke finde sted ved strafferetlige forhold, jf. EMKR art. 6 og 7, jf. princippet i straffelovens § 1 og jf. UfR 2013.30Ø.

Da der er tale om strafferetlige forhold, er der ikke basis for, at kræve, at borgeren skal iagttage to regelsæt, der hver især og - nu - samlet set skulle kunne medføre strafpålæggelse.

Uklarhed skal, som fortolkningstvivl, komme borgeren til gode, og den på stedet værende skiltning er i høj grad uklar og ulogisk. At skiltningen er både uklar og ulogisk, hvis rekvirentens juridisk synspunkt skal følges, understreges af, at bilisterne stort et ikke andre steder i Danmark end netop i disse få gader kan møde en skiltning med lignende/identisk sigte.

Den store uklarhed i området har medført mange klager fra borgeren, der har gjort, hvad de kunne for at parkere lovmedholdeligt. Uklarheden og usikkerheden har også medført en del pressedækning, hvilket understreger, at den opsatte skiltning præges af reel uklarhed.

Se hertil bilag A, Danmarks Radios (DR's) nyhed af 2. marts 2015 "Bilister skal både købe billet og stille p-skiven for at undgå bøde" - i artiklen citeres Y1 Kommunes chef ØJ for at erkende, at der pålægges mange p-afgifter i dette område.

[...]

Desuden kan der ikke stilles lovlige krav om anvendelse af parkeringsskive på steder, hvor der er stillet krav om parkeringsbillet, jf. præmisserne i Retten, Fogedrettens kendelser af 21. oktober 2013.

Således kan der ikke lovligt stilles krav om hele to typer af hjemmel til samme parkering. Det har ikke været hensigten, at der skal anvendes to typer af dokumentation for helt samme parkering. Og selv om det måtte have været hensigten ved lovgivningens tilblivelse, er en sådan fortolkning ikke længere mulig, jf. UfR 2010.1027H.

At rekvirenten godt kunne tænke sig en smidig administration og at forhindre omgåelse er ikke i sig selv hjemmelsgrundlag: at borgerne i visse situationer muligvis kan "spekulere" på baggrund af gældende regler skaber ikke i sig selv hjemmel for straf af den enkelte borger.

På side 4, næstsidste afsnit i rekvirentens processkrift påberåber rekvirenten sig en bekendtgørelse nr. 221 af 11. marts 2014. Der erindres om, at parkeringen i denne sag fandt sted i februar 2013.

- Særligt for påstand 2 (at inddrivelse forud for rettens afgørelse ikke er lovlig) gøres følgende yderligere gældende:

Overordnet set bestrides det, at der består et krav.

Selv om kommunen har pålagt en p-afgift/p-bøde, er der ikke tilstrækkelig sikkerhed for, at kravet eksisterer.

Da A afgav indsigelse allerede straks efter kommunen pålagde afgiften/bøden, bestrides det allerede af den grund, at der er hjemmel til at fortsætte inddrivelsen, herunder ved fx modregning og/eller lønindeholdelse, af kravet, forinden der foreligger retsafgørelse.

Rekvirenten og/eller restanceinddrivelsesmyndigheden (hvis denne/disse er forskellig) må dokumentere denne hjemmel.

Det fremgår af § 2, stk. 2 i inddrivelsesloven, at inddrivelsesmyndigheden kan tillægge inddrivelsen opsættende virkning, hvis der er afgivet indsigelser m.v. og hvis der er "... en begrundet formodning om, at kravet ikke er opgjort korrekt eller ikke eksisterer. "

Når Højesteret og Den Europæiske Menneskerettighedskommission eksplicit har udtalt, at der i en sag som denne består en uskyldsformodning, jf. EMKR art. 6, er der en så stærk begrundet formodning om, at kravet ikke eksisterer, jf. § 2, stk. 2 i inddrivelsesloven, at inddrivelsen burde have været sat i bero (klagen/indsigelsen have været tillagt opsættende virkning), til retten havde haft lejlighed til at tage stilling til kravet.

Essensen af Højesterets kendelse, UfR 2010.1027H, er, at offentlige p- sager er at betragte som straffesager, og at uskyldsformodningen består, til det modsatte er bevist. Et sådan bevis føres under sagens behandling ved retten.

Højesteret anfører bl.a. følgende i kendelsen:

at Den Europæiske Menneskerettighedskommission ved en afgørelse af den 14. september 1998, har udtalt, at en sag om parkeringsafgift til det offentlige indebærer stillingtagen til en "anklage for en forbrydelse" ("criminal charge"), således som dette udtryk er anvendt i artikel 6 i Den Europæiske Menneskerettighedskonvention.

Og

at de beviskrav, der gælder i straffesager også gælder i parkeringssager. Det gælder bl.a. også uskyldsformodningsreglen i artikel 6, stk. 2.

Hvis denne af menneskerettighedskommissionen og Højesteret udtalte uskyldsformodning ikke skal være en ren illusion, består der ikke noget krav, forinden retten (i første instans fogedretten) har truffet afgørelse. Indtil dette tidspunkt er der stadig en formodning for, at A er uskyldig.

Hvis der består en formodning for, at personen er uskyldig, er der også en formodning for, at et krav ikke består.

Det er retssikkerhedsmæssigt særdeles betænkeligt at inddrive en bøde/p-afgift, der formodentlig ikke skyldes.

Rekvirenten og restanceinddrivelsesmyndigheden opfordres til at dokumentere, hvorledes indsigelserne konkret er prøvet (hos både kommunen og SKAT), forinden inddrivelsen fortsattes.

Reglerne om inddrivelse af p-afgifter (herunder ved modregning) bygger på den antagelse, at afgørelsen om pålæggelse af p-afgift var en forvaltningsakt, som var formodet korrekt med deraf følgende formodning for, at beløbet skyldes, og at der dermed består et krav, med mindre borgerne kunne tilvejebringe tilstrækkelig tvivl om berettigelsen af den pålagte p-afgift. Dette er i øvrigt i fuld overensstemmelse med landsrettens (senere omgjorte) begrundelse i den refererede højesteretssag.

Højesteret ændrede landsrettens afgørelse og slog fast, at der ikke er tale om en forvaltningsakt i traditionel forstand (i hvert fald ikke således, at afgørelsen er formodet korrekt), men af der derimod er tale om en straffesag i Den Europæiske Menneskerettighedserklærings artikel 6's forstand med deraf ændret (i hvert fald skærpet) bevisbyrde for myndigheden - og følgelig en formodning om uskyld.

Ved menneskerettighedskonventionslovens indførelse i 1992 inkorporeredes Den Europæiske Menneskerettighedskonvention, EMKR, i dansk ret, så de relevante protokoller blev gjort til en bestanddel af dansk ret med lovrang.

Hensigten med menneskerettighedskonventionsloven er, at EMKR skal iagttages ved al lovgivning, ligesom EMKR skal iagttages ved fortolkningen af love, der tidsmæssigt måtte ligge forud for menneskerettighedskonventionslovens vedtagelse, således at al dansk lovgivning fortolkes i overensstemmelse med EMKR.

På denne baggrund skal eventuelle hjemmelsbestemmelser om inddrivelse, der baserer sig på det tidligere udgangspunkt om, at pålæggelse af p-afgifter var forvaltningsret, nu fortolkes i overensstemmelse med den "nye" virkelighed.

Kravets beståen er første betingelse for inddrivelse (herunder modregning). Denne betingelse er ikke opfyldt.

I lyset af Højesterets kendelses konklusion bør lovgivningsmagten genoverveje lovens forenelighed med Den Europæiske Menneskerettighedskonvention og de bærende hensyn om retssikkerhed heri, forinden myndighederne, herunder SKAT, iværksætter inddrivelse af et bestridt krav på p-afgift, der endnu ikke er afgjort ved domstolene. Dette følger tillige af hensynet i og formålet med menneskerettighedskonventionsloven.

Konsekvensen heraf må være, at myndighederne - i respekt for borgernes rettigheder, EMKR og Højesterets afgørelse udviser nødvendig tilbageholdenhed med at anvende bestemmelsen/hjemlen til inddrivelse (herunder ved modregning) i de beskrevne tilfælde, forinden retten har talt.

Særligt om rykkergebyrer:

Det bestrides, at der er juridisk grundlag for at opkræve rykkergebyrer for det bestridte krav. Således skal rekvirentens krav ved medhold i den materielle del alene være selve parkeringsafgiften og ikke rykkergebyr.

Inddrivelsesinstituttet tager udgangspunkt i, at borgerens indsigelser skal prøves af fogedretten. Det fremgår af retspraksis, at borgeren reelt er afskåret fra at indbetale det bestridte krav under protest under sagen, hvis indsigelsen ønskes prøvet ved fogedretten: U2014.2264/2Ø angiver således, at hvis borgeren har fx betalt under protest, og rekvirenten herefter tilbagekalder fogedsagen, har fogedretten ikke længere kompetence til at behandle indsigelsen. Herved henvises borgeren til anlæggelse af civilt søgsmål, hvis kravet fortsat ønskes prøvet.

Hvis rekvirenten også får medhold i rykkergebyret, vil konsekvensen være, at sager om parkeringsafgifter reelt altid vil være selve afgiften med tillæg af rykkergebyr, hvis sagen skal have den forudsatte gang i systemet (fogedretsprøvelse af indsigelsen)." 

Fogedrettens begrundelse og afgørelse

Påstand 1 - Parkering med krav om betaling og tidsbegrænsning

Det er ubestridt, at nærværende sag er en såkaldt 'anklage for en forbrydelse', jf. EMRK art. 6.

Fogedretten lægger til grund, at der er separate hjemmelsgrundlag for henholdsvis betalingsparkeringsordning og parkeringsordning med tidsbegrænsning, nemlig færdselslovens § 92, stk. 1, nr. 1 og lov om offentlig vej § 107, stk. 2 (nu § 90, stk. 2). Fogedretten lægger ligeledes til grund, at der ikke i hverken selve lovteksten, forarbejderne eller kommentarerne til de to lovgrundlag er angivet, at de ordninger ikke kan kombineres.

Fogedretten finder herefter, at der hverken lovgivningsmæssigt eller retssikkerhedsmæssigt er noget til hinder for, at de to parkeringsordninger kombineres, såfremt der skiltes herom i overensstemmelse med forskrifterne.

Krav om anvendelse af parkeringsskive

Ordlyden af § 1 i bekendtgørelse om parkeringsskiver nr. 327 af 29. april 2003, angiver, at "på steder, hvor adgangen til parkering er tidsbegrænset, og hvor der ikke er opstillet parkometre eller er stillet krav om særlige parkeringsbilletter og/eller parkeringstilladelser, må kun parkeres biler, som er forsynet med parkeringsskiver. "

FDM har gjort gældende, at ordlydsfortolkning modsætningsvist af § 1 i bekendtgørelse om parkeringsskiver fører til, at på steder, hvor der stilles krav om særlige parkeringsbilletter eller lignende, kan der ikke samtidig stilles krav om anvendelse af parkeringsskive. Til støtte herfor, har FDM blandt andet henvist til, at pålæggelse af p-afgift er en anklage for en forbrydelse, hvorfor der kræves sikker lovhjemmel og ikke kan anvendes en udvidende fortolkning.

Y1 Kommune har argumenteret for, at det er nødvendigt med krav om parkeringsskive for at kunne kontrollere tidsbegrænsningen, og at netop parkeringsmyndighedernes kontrolmulighed er afgørende, hvilket blandt andet fremgår ved at både Folketingets Ombudsmand og praksis har støttet op om pålagte parkeringsafgifter, uanset det alene var de formelle regler omkring parkeringsskiver, som var overtrådt, og ikke den faktiske parkeringstid. Y1 Kommune har ligeledes henvist til at en parkeringsbillet ikke kan anvendes som kontrol for tidsbegrænsning, da den kan overdrages, jf. bekendtgørelse nr. 221 af 11. marts 2014 om anvendelse af parkeringsbilletter, parkeringslicenser mv. (nu bekendtgørelse nr. 1231 af 4. november 2015 om parkering på offentlige veje).

Det er nødvendigt ved tidsbegrænset parkering, at der kan føres kontrol med denne. Idet en parkeringsbillet kan overdrages, er en parkeringsbillet ikke egnet som kontrol-dokument. Bestemmelsen om overdragelse af parkeringsbillet, blev imidlertid først indført ved bekendtgørelsen nr. 221 den 11. marts 2014, og var således ikke gældende på tidspunktet, hvor A parkerede.

Formålet med bekendtgørelse nr. 327 af 11. marts 2014 om parkeringsskiver er at fastlægge kravene for, hvorledes en parkeringsskive skal være udformet og indstillet. Dette er primært af hensyn til kontrollen af den tidsbegrænset parkering.

Uanset at starttidspunktet for parkering måtte fremgå nederst af en parkeringsbillet, kan en parkeringsbillet ikke opfylde kravene til indstilling i bekendtgørelsen, herunder kravene i § 7, stk. 2 og 3 samt kravet i § 5, idet der ikke har været noget til hinder for at en parkeringsbillet blev udskiftet med en ny parkeringsbillet ved udløb af den periode, der er betalt for. Endvidere vil tidspunktet ikke opfylde kravene til synlighed, jf. bekendtgørelsen § 2, stk. 2 eller § 6. En parkeringsbillet kan således ikke erstatte en parkeringsskive som kontrol-dokument for tidsbegrænset parkering.

Bekendtgørelse nr. 327 af 11. marts 2014 om parkeringsskiver fastsætter retningslinjerne for anvendelse af parkeringsskiver ved tidsbegrænset parkering, idet det er afgørende ved tidsbegrænset parkering, at der kan føres kontrol med denne.

Fogedretten finder, at ordlyden i bekendtgørelsens § 1 ikke er til hinder for, at der stilles krav om parkeringsskive ved tidsbegrænset parkering, uanset at der også er krav om parkeringsbillet.

Skiltningen

FBM bestrider at skiltningen var tilstrækkelig klar og tydelig, og at enhver fortolkningstvivl bør komme borgeren til gode.

Y1 Kommune anfører, at skiltningen både viser krav om betaling og tidsbegrænset.

Fogedretten finder, at skiltningen på stedet, opfylder kravene jf. bekendtgørelse nr. 802 af 4. juli 2012 om vejafmærkning §§ 21-23. Det forhold, at såvel A og vidnet LS ikke forstod skiltningen, kan ikke føre til et andet resultat.

Påstand 2 Inddrivelse af kravet

FDM har på vegne af A gjort gældende, at der gælder en uskyldformodning og derfor burde inddrivelsen være tillagt opsættende virkning.

SKAT har gjort gældende, at hovedreglen ifølge gældsindrivelseslovens § 2, stk. 2, er at et krav ikke skal tillægges opsættende virkning, men at SKAT har mulighed for at beslutte dette. SKAT har endvidere henvist til, at den Europæiske Menneskerettighedsdomstol har fastslået, at EMRK art. 6 ikke er til hinder for, at en strafferetlig sanktion kan fuldbyrdes inden der foreligger en endelig domstolsafgørelse.

Det følger af gældsindrivelseslovens § 2, stk. 2, 3. pkt., at restancemyndigheden kan tillægge indsigelser mod et krav opsættende virkning, såfremt der er en begrundet formodning for, at kravet ikke eksisterer eller ikke er opgjort korrekt.

Ved modtagelse af indsigelserne til kravet videresendte SKAT disse til fordringshaveren Y1 Kommune. Y1 Kommune besvarede indsigelserne og fastholdt deres krav. SKAT fik herved kravet bekræftet af fordringshaveren.

Beslutningen om at tillægge indsigelser mod et krav opsættende virkning, tilkommer restancemyndigheden SKAT, og den er kun relevant, såfremt der er en begrundet formodning for, at kravet ikke eksisterer eller ikke er opgjort korrekt. Denne vurdering foretages af SKAT, blandt andet på baggrund af tilbagemeldingen fra fordringshaveren.

Uanset sagen er en 'anklage for en forbrydelse', har SKAT som er restancemyndighed været berettiget til at fortsætte inddrivelsen af kravet på parkeringsafgiften.

Rykkergebyr

A modtog brev af 28. november 2013 fra SKAT med rykkergebyr. Det fremgår ikke af sagen, at A forinden havde fremsendt indsigelser mod kravet til SKAT.

Pligten til at betale et rykkergebyr er forårsaget af As betalingsmisligholdelse. SKAT har hjemmel til at opkræve rykkergebyret, jf. gældinddrivelseslovens § 6. SKAT har alene pålagt et enkelt rykkergebyr, førend sagen er indbragt for fogedretten, jf. § 18 i gældsinddrivelsesloven.

Der var således hjemmel og juridisk grundlag for opkrævning af rykkergebyret.

Hver part bærer egne sagsomkostninger.

Derfor bestemmes:

Parkeringsafgiften er pålagt med rette og SKATs tvangsinddrivelse forud for sagens indenretlige afgørelse har været berettiget.

Ingen parter skal betale sagsomkostninger til de andre parter.

Sagen sluttet.

Fogedretten hævet.