Indhold
Afsnittet handler om, hvornår det må overvejes at tilbagekalde en konkursbegæring.
Afsnittet indeholder:
- Generelt om tilbagekaldelse
- Kriterier
- Erstatningsansvar
- Oversigt over domme, kendelser, afgørelser, SKM-meddelelser mv.
Generelt om tilbagekaldelse
En konkursbegæring kan tilbagekaldes, indtil der er afsagt endeligt konkursdekret. Se konkurslovens § 21, stk. 3.
En tilbagekaldelse sker typisk, fordi skyldner indfrier rekvirentens konkursfordring efter afsigelse af konkursdekretet.
Et endeligt konkursdekret foreligger, når der ikke længere er mulighed for at kære dekretet. Selv om konkursdekret er afsagt, kan konkursbegæringen derfor tilbagekaldes i følgende situationer:
Hvis landsretten har afsagt kendelse om konkurs, kan tilbagekaldelse ske, hvis Procesbevillingsnævnet efter konkurslovens § 254 har meddelt tredjeinstansbevilling.
Kriterier
Der findes ingen faste regler for, hvornår en konkursbegæring, som restanceinddrivelsesmyndigheden har indgivet, skal tilbagekaldes, men en beslutning herom hviler på en afvejning af, om gennemførelsen eller tilbagekaldelsen af konkursen er et nødvendigt eller tilstrækkeligt skridt til at sikre det offentliges krav. En skyldner kan derfor ikke forlange, at restanceinddrivelsesmyndigheden tilbagekalder sin konkursbegæring.
Et moment, der kan inddrages ved vurderingen af, om en konkursbegæring skal tilbagekaldes, kan være et betalingstilbud fra skyldneren, hvis tilbuddet ud fra en vurdering af skyldnerens økonomiske forhold må anses for rimeligt, og hvor der er sikkerhed for, at det kan opfyldes og føre til afvikling af restancen inden for kort tid.
Restanceinddrivelsesmyndigheden tilbagekalder konkursbegæringen direkte fra skifteretten.
Erstatningsansvar
I forbindelse med indgivelse af konkursbegæring skal restanceinddrivelsesmyndigheden være opmærksom på risikoen for et eventuelt erstatningsansvar efter konkurslovens § 28. Se SKM2016.131.BR.
Oversigt over domme, kendelser, afgørelser, SKM-meddelelser mv.
Skemaet viser relevante afgørelser på området:
| Afgørelse | Afgørelsen i stikord | Yderligere kommentarer |
| Byretten |
| SKM2016.131.BR | Sagsøgeren gjorde i sagen blandt andet gældende, at SKAT havde handlet ansvarspådragende i forbindelse med indgivelse af konkursbegæringen, se konkurslovens § 28, stk. 1, idet sagsøgeren støttede sit erstatningskrav på, at sagsøgeren var solvent, og at SKAT i stedet skulle have benyttet andre retsmidler. Skatteministeriet gjorde gældende, at sagen ikke var anlagt rettidigt, da erstatningskrav efter konkurslovens § 28 skal fremsættes over for skifteretten eller de almindelige domstole senest 3 måneder efter det tidspunkt, da skyldneren blev i stand til at gøre krav gældende, se konkurslovens § 242 a. Desuden gjorde Skatteministeriet gældende, at betingelserne i konkurslovens § 28, stk. 1, ikke var opfyldt. Retten bemærkede, at kravet kunne være gjort gældende på det tidspunkt, hvor det lå fast, at A ikke var insolvent og ikke havde været det. Retten fandt, at sagsøgerens konkursbo blev solvent i 2012, da et værdipapirdepot blev hjemtaget fra Schweiz. Da A ikke havde fremsat kravet rettidigt, afviste retten sagen. | Det er Gældsstyrelsens opfattelse, at byrettens dom er fuldt ud i overensstemmelse med ordlyden i konkurslovens § 242 a. Erstatningskrav efter konkurslovens § 28 skal anlægges senest tre måneder efter det tidspunkt, hvor skylder blev i stand til at gøre kravet gældende. |