Klageren ejede i indkomståret 2.254 stk. aktier i A A/S. I forbindelse med omorganiseringen af at A A/S' europæiske organisation, hvor B opnåede ejerskab over mere end 90 pct. aktierne i A A/S, besluttede de to selskabers bestyrelser at iværksætte en tvangsindløsningsprocedure for de øvrige aktionærer i A A/S, jf. aktieselskabslovens § 20 b. Tvangsindløsningskursen blev fastsat til 405. Klagerens aktier i A A/S blev indløst den 17. maj 2000. Som følge af en aktionærs klage over den fastsatte indløsningskurs blev der udmeldt skønsmænd i medfør af aktieselskabslovens § 20 b, stk. 2. I februar 2001 fandt skønsmændene, at indløsningskursen var fastsat for lavt, hvorfor denne burde hæves med 100,89 point. A A/S besluttede i maj 2001 at følge skønsmændenes indstilling og afregnede den 14. maj 2001 den ekstra kursavance via fondsnota. Klageren modtog herefter kr. 227.604 ekstra i indløsningssum. Der blev ikke givet renteerstatning. Landsskatteretten udtalte følgende: "For så vidt angår den yderligere indløsningssum bemærkes, at den almindelige hovedregel er, at indtægt skal medregnes ved indkomstopgørelsen på tidspunktet for den endelige retserhvervelse. Kun hvor der er tale om aftaler tilknyttet sådanne betingelser, at der er usikkerhed om aftalens gennemførelse, udskydes beskatningstidspunktet. Beskatning skal da ske, når betingelsen er opfyldt. Ved tvangsindløsningen i 2000 var klagerens pligt til at aflevere aktierne ubetinget, jf. aktieselskabsloven § 20 b, stk. 1. Da klageren i maj 2000 afleverede sin aktiepost erhvervede han således et endeligt og ubetinget krav på indløsningssummen. Den efter aktieselskabslovens § 20 b, stk. 2, igangsatte procedure om fastsættelse af indløsningskursen medførte alene en usikkerhed om størrelsen af indløsningssummen, men bevirkede ikke en udsættelse af det tidspunkt, hvor aktieposten må anses for tvangsindløst. Klageren erhvervede således ret til tvangsindløsningssummen i indkomståret 2000. Den i 2001 yderligere udbetalte indløsningssum skal derfor også beskattes i indkomståret 2000." |