|
Betingelser LL § 16H medfører, at en skattepligtig omfattet af kildeskattelovens § 1 eller dødsboskattelovens § 1, stk. 2, som kontrollerer et udenlandsk selskab eller en forening m.v., jf. LL § 16H, stk. 6, skal medregne selskabets CFC-indkomst.
CFC-indkomsten indgår ikke i den almindelige skattepligtige indkomst, jf. personskattelovens §§ 2 og 4 b. Af CFC-indkomst svares skat med den sats, der er nævnt i selskabsskattelovens § 17, stk. 1, jf. personskattelovens § 8 b.
Beskatning efter LL § 16H kan kun ske, hvis selskabet har indgået aftale om skattesats eller beskatningsgrundlag med skattemyndighederne i den stat, hvor det er hjemmehørende, herunder efter bestemmelserne i en dobbeltbeskatningsoverenskomst, eller hvis skattereglerne i den pågældende stat er indrettet efter, hvor den kontrollerende aktionær er hjemmehørende, eller betingelserne nedenfor er til stede:
- Selskabets samlede udenlandske indkomstskat er mindre end 3/4 af skatten beregnet på grundlag af satsen i selskabsskattelovens § 17, stk. 1, af selskabets samlede skattepligtige indkomst opgjort efter LL § 16H, stk. 4 og 5 for det pågældende indkomstår.
- Selskabets CFC-indkomst, jf. LL § 16H, stk. 4 og selskabsskattelovens § 32, stk. 5, for samme periode udgør mere end ½ af selskabets skattepligtige indkomst opgjort efter LL § 16H, stk. 4. Ved bedømmelsen ses bort fra skattepligtig indkomst hidrørende fra selskaber kontrolleret af selskabet, eller som selskabet har væsentlig indflydelse på, hvis selskaberne er hjemmehørende i samme land som selskabet. I stedet inddrages skattepligtig indkomst i de pågældende selskaber forholdsmæssigt efter selskabets direkte eller indirekte ejerandele.
- Den skattepligtiges aktier, investeringsforeningsbeviser m.v. i selskabet er ikke aktier eller investeringsforeningsbeviser m.v. i investeringsselskaber efter aktieavancebeskatningslovens regler.
Betingelserne fremgår af LL § 16H, stk. 1.
I SKM2009.565.SR svarer Skatterådet bekræftende på, at spørgeren vil blive pålagt dansk CFC-skat, mens han opholder sig i Danmark som IT- konsulent. Spørgeren er estisk IT specialist, og har ved indflytningen til Danmark et estisk investeringsselskab. Det er herved spørgsmålet om forståelsen af bestemmelsen i ligningslovens § 16 H om, at "Selskabets samlede udenlandske indkomstskat er mindre en ¾ af skatten beregnet på grundlag af satsen i selskabsskattelovens § 17, stk. 1?", når det er oplyst, at gevinster vedrørende finansielle aktiver og passiver i Estland beskattes med 21 %, men at selskabsskatten imidlertid først forfalder ved udbyttebetalingen til aktionærerne.
Udenlandsk selskab eller forening m.v. Et selskab eller en forening m.v. anses for at være udenlandsk, hvis det er hjemmehørende i en fremmed stat, Færøerne eller Grønland, herunder efter bestemmelserne i en dobbeltbeskatningsoverenskomst. Indkomsten i selskabet opgøres efter territorialprincippet, jf. selskabsskattelovens § 8, stk. 2. Datterselskabers faste driftssteder, som er beliggende uden for den stat, hvori datterselskabet er hjemmehørende, betragtes også som udenlandsk, jf. LL § 16H, stk. 3.
Kontrol En skattepligtig efter kildeskattelovens § 1 eller dødsboskattelovens § 1, stk. 2 har kontrol, hvis den skattepligtige i fællesskab med nærtstående eller i fællesskab med en fond eller trust stiftet af den skattepligtige eller dennes nærtstående eller fonde eller trust stiftet af disse kontrollerer et udenlandsk selskab, som nævnt i LL § 16H, stk. 1, jf. LL § 16H, stk. 6.
Den skattepligtige anses for at kontrollerer et selskab, hvis vedkommende direkte eller indirekte eller i fællesskab med nærtstående ejer mere end 50 pct. af aktiekapitalen i selskabet eller råder over mere end 50 pct. af stemmerne i selskabet, jf. LL § 16H, stk. 6.
Som nærtstående anses den skattepligtiges ægtefælle, forældre og bedsteforældre samt børn og børnebørn og disses ægtefæller eller dødsboer efter de nævnte personer. Stedbarns- og adoptivforhold sidestilles med ægte slægtskabsforhold. Ejerandele og stemmerettigheder, som indehaves af selskabsdeltagere, med hvem den skattepligtige har en aftale om udøvelse af kontrol, eller som indehaves af et selskab eller en forening m.v. som nævnt i LL § 2, stk. 1, 2. pkt. (transparent enhed), hvori den skattepligtige deltager, medregnes ved opgørelsen af kontrol, jf. LL § 16H, stk. 6.
I SKM2008.775.SR svarer Skatterådet, at en fysisk person kun anses for CFC-skattepligtig efter ligningslovens § 16H, såfremt han kontrollerer det udenlandske selskab. I den konkrete sag blev spørger ikke anset for at kontrollere det udenlandske selskab, da han ikke ejer mere end 50 pct. af aktierne eller råder over mere end 50 pct. af stemmerne i selskabet. |