Dato for udgivelse
24 sep 2001 14:42
Dato for afsagt dom/kendelse/afgørelse/styresignal
5. juli 2001
SKM-nummer
SKM2001.379.LSR
Myndighed
Landsskatteretten
Sagsnummer
2-5-1853-0157
Dokument type
Kendelse
Overordnede emner
Skat
Overemner-emner
SKAT internt
Emneord
Erstatning
Resumé

Et vederlag modtaget for opgivelse af retten til dyrkning af sukkerroer ansås for en ikke skattepligtig kompensation for tab af indtægtskilde.

Reference(r)

Statsskatteloven § 5 a

A klager for indkomståret 1998 over, at de stedlige skattemyndigheder har anset vederlag for afståelse af sukkerkvoter for skattepligtig.

Det fremgår af sagen, at klageren, der driver landbrug og anvender forskudt indkomstår 1. juni 1997 - 31. maj 1998, den 17. december 1997 afstod sin kontraheringsret vedrørende sukkerroer til B A/S i henhold til en brancheaftale indgået mellem B A/S og Danske Sukkerroedyrkere.

Afståelsen af klagerens nævnte kontraheringsret var begrundet i B A/S´ ønske om en bedre kapacitetsudnyttelse ved at overføre konktraktkvantum af sukker fra fabriksområderne øst for Storebælt til kontraktområdet hørende til vest for Storebælt. Herved modtog sukkerroedyrkerne øst for Storebælt en engangsbetaling på 2.800 kr. ekskl. moms pr. ton polsukker, de afstod dyrkningsretten til.

Klageren modtog i det påklagede indkomstår 56.392 kr. som afståelsesvederlag.

De stedlige skattemyndigheder har ved den påklagede afgørelse forhøjet klagerens personlige indkomst med 56.392 kr.

Skattemyndighederne har bl.a. henvist til, at vederlaget for afståelse af dyrkningsretten skal betragtes som erstatning for et fremtidigt indtægtstab, jf. statsskattelovens § 4 og personskattelovens § 3. Der er i forbindelse hermed henvist til Told- og Skattestyrelsens afgørelse 99/96-4240-00026 af 20. november 1996. Told- og Skattestyrelsen har til støtte for den foretagne beskatning ligeledes henvist til denne afgørelse.

Klagerens repræsentant har over for Landsskatteretten nedlagt påstand om, at vederlaget for opgivelse af dyrkningsretten anses for skattefrit.

Til støtte for den nedlagte påstand har repræsentanten bl.a. gjort gældende, at opgivelsen af dyrkningsretten kan sammenlignes med salg af en mælkekvote, som kan ske skattefrit. Der er således i begge tilfælde tale om en leveringsret, som er knyttet til den pågældende ejendom.

Endvidere har repræsentanten henvist til et notat af december fra 1998 fra Landbrugets Rådgivningscenter. I notatet er det bl.a. anført, at salgsprisen for en mælkekvote og dyrkningsretten til sukkerroer må anses for at dække et tab for en værdinedgang på ejendommen og / eller et fremtidigt indtægtstab i en uvis fremtid, således at vederlaget erstatter tab af en indtægtskilde, jf. statsskattelovens § 5 a.

Landsskatteretten skal udtale:

Det lægges til grund, at vederlaget modtaget for opgivelse af retten til dyrkning af sukkerroer er ydet som et engangsbeløb og ikke som en løbende ydelse.

Retten finder, at vederlaget må anses for at være ydet som kompensation for indtægtstab i en uvis årrække.

Herefter er vederlaget omfattet af statsskattelovens § 5 a som vedrørende tab af indtægtskilde og således ikke skattepligtigt for klageren.

Den påklagedes ansættelse nedsættes derfor med 56.392 kr.