Ved den konkrete afgørelse af, om en aktivitet må behandles som én eller flere virksomheder, må der tages udgangspunkt i, hvad der i almindelig sprogbrug forstås ved én virksomhed. Driver den skattepligtige f.eks. landbrug samtidig med en fabrikationsvirksomhed, er der klart tale om flere virksomheder både i almindelig sprogbrug og i skattemæssig forstand. Hvis en skattepligtig driver en række ensartede virksomheder, kan der ved den konkrete afgørelse bl.a. henses til, om der har været fælles regnskabsføring, fælles saldoafskrivning, fælles administration, fælles indkøb m.v. Der kan også lægges vægt på den nærmere karakter af skatteyderens indsats i virksomheden.

AfgørelserTfS 1985, 363 LSR: En advokats virksomhed med køb af udlejningsejendomme og administration heraf og hans erhverv som advokat og ejendomsadministrator i øvrigt, blev anset for 2 virksomheder. Landsskatteretten antog, at selv om administrationen af klienternes og advokatens egne ejendomme foregik under ét, udøvede advokaten en sådan retlig råden over de ejendomme, han selv ejede, at disse aktiver måtte anses for at indgå i en virksomhed for egen regning, som adskilte sig fra den ejendomsadministration, han foretog for sine klienter.

TfS 1988, 287 LR: Ligningsrådet er blevet spurgt om, hvorvidt en smedemester kunne anse det af ham drevne smede- og maskinværksted og værkstedsejendom som 2 virksomheder i relation til virksomhedsordningen, og om smedemesterens udlejningsejendom med 5 lejemål og én udlejet ejerlejlighed kunne behandles som én virksomhed i relation til virksomhedsordningen. Det var oplyst, at smedemesteren drev følgende virksomheder:

1) Smede- og maskinværksted fra egen værkstedsejendom. Denne virksomhed udgjorde smedemesterens hovednæringsvej.

2) Udlejningsejendom med 5 lejemål.

3) Ejerlejlighed med 1 lejemål, som var udlejet.

Ingen af ejendommene anvendtes til private formål. Det var oplyst, at smedevirksomheden skulle flytte til nye lokaler uden for byen inden for de nærmeste år, og at værkstedsbygningen påregnedes solgt. Ligningsrådet var af den opfattelse, at smede- og maskinværkstedet og værkstedsejendommen udgjorde én virksomhed, medens udlejningsejendommene udgjorde en anden virksomhed.

SKM2001.394.LR: Et selskab, der drev finansieringsvirksomhed ved udlån samt leasingvirksomhed med driftsmidler og fast ejendom, anmodede Ligningsrådet om at bekræfte, at driftsmiddelsaldoen i selskabet ville kunne fratrækkes med virkning for indkomståret 2001, såfremt selskabet ved udløbet af indkomståret 2001 havde afstået alle sine leasingaktiver, så selskabet alene drev finansieringsvirksomhed ved udlån af penge. Ligningsrådet fandt, at den af selskabet drevne virksomhed udgjorde én virksomhed, således at ophør af leasingaktiviteten ikke medførte, at driftsmiddelsaldoen kunne fratrækkes ved opgørelsen af den skattepligtige indkomst for indkomståret 2001.

SKM2009.644.SR: I et bindende svar fandt Skatterådet ikke, at udstykning og efterfølgende frasalg af grundene 1-4 og 8-9 af nuværende matr. 28 a kunne anses som selvstændig erhvervsmæssig virksomhed, jf. virksomhedsskattelovens § 1, således at virksomhedsskattelovens regler kunne anvendes. Det vil herefter heller ikke være muligt at indskyde grundene i et selskab efter reglerne i virksomhedsomdannelsesloven.

SKM2010.29SR: Spørger drev erhvervsmæssig virksomhed med udlejningsejendomme og vindmøllevirksomhed. Sidstnævnte udøvedes i form af henholdsvis direkte ejerskab til enkelte møller, 100 pct. ejerandel af K/S E, hvor spørger ligeledes var eneejer af komplementarselskabet, og 30 pct. ejerandel af K/S 11. Skatterådet kunne ikke bekræfte, at spørger kunne foretage en særskilt omdannelse af ejerandelen i K/S E efter lov om skattefri virksomhedsomdannelse. Skatterådet kunne heller ikke bekræfte, at spørger kunne foretage en særskilt omdannelse af de direkte ejede vindmøller efter lov om skattefri virksomhedsomdannelse. Vindmølledriften i form af direkte ejerskab og vindmølledriften inden for rammerne af K/S E blev af Skatterådet anset for at udgøre én samlet virksomhed, mens vindmølledriften inden for rammerne af K/S 11 og udlejningsvirksomheden hver for sig blev anset for at udgøre én virksomhed.

AnparterEn skatteyder, der ejer anparter i flere skibe som passiv kapitalanbringelse, anses for at drive én virksomhed. En skatteyder, der driver aktivt fiskeri fra sin egen kutter, medens han har anparter i andre kuttere som kapitalanbringelse, anses derimod for at drive 2 virksomheder.

Har skatteyderen den 12. maj 1989 eller senere anskaffet anparter i flere forskellige interessentskaber, kommanditselskaber m.v., som er omfattet af PSL § 4, stk. 1, nr. 10, skal medejendomsret til hvert interessentskab, kommanditselskab m.v. anses for én afgrænset virksomhed. Dette gælder også anskaffelse af »brugte« anparter i et interessentskab, kommanditselskab m.v., der er etableret før den 12. maj 1989, samt anparter anskaffet før den 12. maj 1989 i tilsvarende virksomheder, der anskaffer aktiver eller overtager anden virksomhed den 12. maj 1989 eller senere, uden at dette er nødvendigt for anpartsvirksomhedens fortsatte drift, se afsnit E.F.1.7

Passiv besiddelse af anparter i flere interessentskaber, kommanditselskaber m.v., som udlejer driftsmidler og skibe, udgør fortsat én samlet virksomhed for den skattepligtige, når anparterne er anskaffet før 12. maj 1989, se TfS 1988, 689 LSR og TfS 1989, 510 LSR.

UfR 1977, 913 ØLD: En skatteyder solgte sin anpart i et fragtskib, men havde fortsat anpart i nogle fiskerfartøjer. Salget blev ikke anset for ophør af virksomhed, idet skatteyderen ikke havde deltaget aktivt i driften af skibsanparterne.   

SKM2001.158.LSR: Et selskabs aktivitet bestod i aktiv skibsdrift af egne og andre skibe med tilhørende administration, økonomistyring, egen regnskabsudarbejdelse m.v. Selskabet ejede herudover nogle skibsanparter i et kommanditselskab. Selskabet afhændede skibsanparterne, og spørgsmålet var herefter, om der var tale om én eller flere virksomheder. Landsskatteretten fandt, at selskabet i relation til anparterne i kommanditselskaber alene måtte anses for at have været passiv deltager, idet selskabet ikke ved sine anpartsbesiddelser eller i øvrigt havde kunnet udøve en væsentlig og aktiv indflydelse på denne virksomhedsdrift. Afhændelsen af skibsanparterne måtte derfor anses for at være afhændelse af en selvstændig virksomhed. Landsskatteretten henviste i forbindelse hermed til afgørelsen i UfR 1977, 913 ØLD, jf. ovenfor.

SKM2006.564.LSR: En kommanditist havde igennem årene 1999-2001 successivt nedbragt sin ejerandel i B K/S fra 7 pct. til 0. Kommanditisten ansås i relation til afskrivningslovens § 9 for at være ophørt med virksomhed i 2001, hvor den sidste anpart blev solgt.

SKM2009.548.VLR: Sagen drejede sig om den skatteretlige kvalifikation af såkaldt disponibel kapacitet. Ved disponibel kapacitet forstås den tonnage (rumfang) og motorkraft, der knytter sig til et fartøj, der er udgået af fiskerflåden. Sagsøgeren i sagen havde efter et fartøjs forlis afhændet sin andel af fartøjets disponible kapacitet. Sagsøgeren gjorde under sagen gældende, at disponibel kapacitet måtte betragtes som et anlægsaktiv, hvorfor den indvundne salgssum var skattefri, jf. statsskattelovens § 5, stk. 1, litra a. Landsretten lagde til grund, at anskaffelsessummen for kutteren omfattede værdien af fartøjets kapacitet som et fiskerfartøj. Landsretten udtalte herefter, at det er den samtidige besiddelse af et fiskefartøj og disponibel kapacitet, der fører til, at et fiskefartøj får karakter af et driftsmiddel i skatteretlig forstand. Derfor må udgifter til disponibel kapacitet anses som en del af driftsmidlet. Henset hertil var salgssummen med rette blevet beskattet i henhold til afskrivningslovens § 9, stk. 4 og 5, hvorfor Skatteministeriet blev frifundet. ►Se tilsvarende i SKM2010.571.VLR◄.

InteressentskaberDet kan især være et problem at afgøre, om der foreligger én eller flere virksomheder, hvor det drejer sig om interessentskaber, hvis virksomheden består i at eje nogle aktiver, som benyttes i et andet interessentskab eller i en enkeltmandsvirksomhed. Det må bero på en konkret afgørelse, om der er tale om én eller flere virksomheder. Hvis ejerkredsen er forskellig for de forskellige virksomheder, må det lægges til grund, at der foreligger flere virksomheder, idet der dog eventuelt kan bortses fra uvæsentlige forskelle i sammensætningen af ejerkredsen.

I tilfælde, hvor den ene virksomhed drives som personlig virksomhed, og den eller de øvrige virksomheder drives som aktie- eller anpartsselskab, vil der være tale om flere virksomheder, selv om de personlige ejere og aktionærerne (anpartshaverkredsen) er identiske.

Der vil også foreligge flere virksomheder, hvis interessenternes andel i virksomhedernes aktiver er forskellige i de to interessentskaber.

Hvis der foreligger identitet med hensyn til ejerkredsen, således at det er den samme ejer, der driver flere personlige virksomheder, må de efter omstændighederne kunne behandles som én virksomhed. Det gælder også, hvis flere ejere driver virksomhed, når anpartsforholdene er de samme i disse, f.eks. således, at én interessent ejer halvdelen af hver virksomhed og to andre interessenter hver en fjerdedel af hver af disse virksomheder. Dette gælder især, hvis virksomhederne er af beslægtet karakter eller i øvrigt udgør et naturligt fællesskab.

Om sondringen i øvrigt mellem én eller flere virksomheder i relation til investeringsfondsloven, se LV 2008-1, afsnit E.D.1.1.2.