Dato for udgivelse
05 sep 2016 13:42
SKM-nummer
SKM2016.377.LSR
Myndighed
Landsskatteretten
Sagsnummer
14-3363125
Dokument type
Afgørelse
Overordnede emner
Ejendomsvurdering
Overemner-emner
Når man ønsker en sag genoptaget
Emneord
Byggemodningsomkostninger, genoptagelse, fradrag for forbedringer.
Resumé

En anmodning om ansættelse af fradrag for forbedringer var modtaget hos SKAT d. 23. februar 2014, og det ansås følgelig at være med rette at SKAT havde nægtet at genoptage ejendomsvurderingen og ansætte fradrag for forbedringer.

Reference(r)

Forvaltningslovens § 7, stk. 1.
Skatteforvaltningslovens § 33, stk. 1.
Vurderingslovens § 13, stk. 1, tidligere gældende §§ 17 og 18.
Ændringslov nr. 925 af 18. september 2012 § 3, stk. 6 og stk. 7.

Henvisning

Den Juridiske Vejledning 2016-2, afsnit A.A.8.4.1.

Den Juridiske Vejledning 2016-2, afsnit A.A.8.4.2

Klagen vedrører genoptagelse af ejendomsvurderingen samt fastsættelse af fradrag for forbedringer for vurderingsåret 2011.

Fradrag for forbedringer

Klagepunkt

SKATs afgørelse

Klagers opfattelse

Landsskatterettens

afgørelse

Genoptagelse af ejendomsvurderingen samt ansættelse af fradrag for grundforbedrende udgifter

Nægtelse af genoptagelse 

Genoptagelse samt ansættelse af fradrag

Stadfæstelse

Faktiske oplysninger
Klager ejer halvdelen af ejendommen beliggende Adresse Y1.

Klager har ved e-mail af 23. februar 2014 klaget til SKAT over ejendomsvurderingen, med henblik på ansættelse af fradrag for byggemodningsomkostninger. Det fremgår af klagen, at klager ikke tidligere har rettet henvendelse til SKAT vedrørende dette.

Der er fremlagt kopi af e-mail af 18. februar 2014 fra grundejerforeningens formand til klager, hvormed formanden har videresendt sin e-mail af 26. juli 2011 til SKAT med oplysning om omkostningerne ved byggemodning af grunde ved Adresse Y1.

SKATs afgørelse
SKAT har nægtet at genoptage ejendomsvurderingen samt at ansætte af fradrag i grundværdien for udgifter til forbedringer, jf. skatteforvaltningslovens § 33, stk. 1 og lov nr. 925 af 18. september 2012 om ændring af vurderingsloven og skatteforvaltningsloven § 3, stk. 4 og 5.

Som begrundelse er det i SKATs afgørelse af 4. april 2014 anført:

"SKAT fastholder ejendomsvurderingen for ejendommen beliggende Adresse Y1.

Begrundelsen fremgår af fremsendte forslag til afgørelse dateret 4. marts 2014.

Da vi ikke har modtaget bemærkninger til forslaget, fastholder vi vores afgørelse."

I SKATs forslag til afgørelse af 3. marts 2014 er det endvidere anført:

"I har den 23. februar 2014 bedt om, at vi genoptager ejendomsvurderingen pr 1. oktober 2011 for ejendommen på Adresse Y1, med ejendomsnummer [...]. Anmodningen vedrører fradrag i grundværdien for forbedringer.

Betingelserne for at få en genoptagelse er ikke opfyldt, og vi har derfor ikke mulighed for at genoptage vurderingen. Derfor foreslår vi, at der ikke gives fradrag i grundværdien for forbedringer for ejendommen.

Sagens start
I har indsendt en anmodning om genoptagelse af ejendomsvurderingerne med henblik på ansættelse af fradrag for byggemodningsomkostninger. I skriver, at I er blevet opmærksomme på, at der er sket en fejl i vurderingerne i forbindelse med ejendomsskat i en udstykning i By Y1.

I henviser til at tidligere grundejerforeningsformand B har kørt en sag om fradrag for forbedringer. Samtidig oplyser I, at I ikke har fået gjort noget aktivt i sagen.

Jeres sag behandles efter de nye regler om ordinær genoptagelse i skatteforvaltningslovens § 33 stk. 1.

Derfor foreslår vi, at vurderingen ikke genoptages
Da vi har fået jeres henvendelse senere end 1. januar 2013, gælder reglerne i skatteforvaltningslovens § 33, stk. 1. Det betyder, at vi kun kan genoptage vurderingen, hvis du kan dokumentere, at den er foretaget på grundlag af en fejlagtig eller manglende registrering af ejendommens grundareal, bygningsareal, planforhold eller lignende faktiske forhold. De nye regler om genoptagelse står i skatteforvaltningslovens §33, stk. 1, jf. lov nr. 925 af 18. september 2012. Vi henviser til næste afsnit vedrørende fradrag for forbedringer.

Betingelser for fradrag
Reglerne om fradrag i grundværdien for forbedringer er ophævet ved Lov nr. 925 af 18. september 2012. Det betyder, at der efter den 1. januar 2013 ikke kan gives fradrag i grundværdien for forbedringsudgifter.

I lovens § 3, stk. 4 og 5 er der en overgangsregel for de ejendomme, der opfyldte betingelserne for fradrag i grundværdien for forbedringer ved lovens ikrafttræden den 1. januar 2013.

Disse ejendomme vil fortsat kunne få ansat et fradrag for forbedringer, såfremt SKAT har modtaget en anmodning om genoptagelse senest den 1. maj 2013, og såfremt anmodningen opfylder dokumentationskravet i lovens § 3, stk. 6.

Afgørelse
Da Jeres anmodning er indsendt efter den 1. maj 2013, er der ikke hjemmel til at indrømme fradrag for forbedringer.

Vi kan derfor ikke imødekomme Jeres anmodning."

SKAT har i udtalelse af 22. juli 2014 bemærket følgende til klagen:

"Vi indstiller, at vores afgørelse fastholdes. Begrundelsen står i vores forslag til afgørelse/afgørelse, dateret henholdsvis 4. marts 2014 og 4. april 2014

Supplerende bemærkninger:
Sagen er behandlet efter de nye regler om ordinær genoptagelse i skatteforvaltningslovens § 33 stk. 1.

Derfor vi kun kan genoptage vurderingen, hvis det kan dokumenteres, at vurderingen er foretaget på grundlag af en fejlagtig eller manglende registrering af ejendommens grundareal, bygningsareal, planforhold eller lignende faktiske forhold., jf. lov nr. 925 af 18. september 2012.

Reglerne om fradrag i grundværdien for forbedringer er ophævet ved Lov nr. 925 af 18. september 2012. Det betyder, at der efter den 1. januar 2013 ikke kan gives fradrag i grundværdien for forbedringsudgifter.

Anmodningen er ikke omfattet af overgangsbestemmelserne i lovens § 3 stk. 4 eller 5. Anmodningen er modtaget 23. februar 2014."

Klagerens opfattelse
Påstanden vedrører genoptagelse samt ansættelse af fradrag for forbedringer.

Til støtte for påstanden er anført:

"Afslag på genoptagelse af Ejendomsvurderingen for 2011 ifbm. fradrag i grundværdien pga. forbedringer.

Jeg har forsøgt at rejse denne sag, som imidlertid er blevet afvist af Ejendomsvurderingen By Y2, dette med en primær begrundelse i at min anke er indsendt for sent i forhold til seneste lovgivning.

Jeg har fuld respekt for at der er lavet ny lovgivning på området, og at muligheden for fradrag ikke længere består, men jeg føler mig krænket i forhold til min restbevidsthed.

Dette med afsæt i at der er rejst lignende sager af vores fælles Grundejerformand B samt andre beboer i samme udstykning, som er blevet imødekommet at Skat, med hensyn til fradrag i grundværdien.

Jeg mener at en instans som Skat, har et objektivt ansvar for at informere alle borgere. I forhold til den konkrete sag, har man ikke været proaktiv fra Skat's side mht. at oplyse alle øvrige beboer omkring muligheden for fradrag, da man efter at have behandlet de første sager, har fundet den indsendte dokumentation for fyldestgørende, her mener jeg at man som borger i Danmark kan have en forventning om at Skat pr. automatik retter de øvrige vurderinger til, da der er tale om ens forhold for alle 28 udstykkede grunde på Adresse Y1.

Man kunne også have en forventning om at ved lovændringer, at man særligt gjorde de grundejere som ikke havde prøvet deres sag endnu opmærksomme på de nye tidsfrister.

Ingen at disse forhold er imidlertid sket, og dermed ender man med en oplevelse af at vores fælles skatteregler ikke bliver behandlet ens for alle borgere, vel at mærke i forhold til at forholdene omkring forbedringer på alle grunde i området er Skat bekendte.

Dette er ikke tilfredsstillende, og derfor denne anke.

Jeg håber derfor at Ankestyrelsen vil se på det principielle i sagen, og revurdere tidligere vurdering."

Landsskatterettens afgørelse og begrundelse
Genoptagelse af ejendomsvurderingen
Skatteforvaltningslovens § 33, stk. 1, som trådte i kraft den 1. januar 2013, har følgende ordlyd:

"En klageberettiget, jf. § 35 a, stk. 2, som kan godtgøre, at en vurdering er foretaget på et fejlagtigt grundlag som følge af fejlagtig eller manglende registrering af ejendommens grundareal, bygningsareal, planforhold eller lignende faktiske forhold, kan anmode told- og skatteforvaltningen om genoptagelse senest den 1. maj i det fjerde år efter udløbet af det kalenderår, hvor den fejlagtige vurdering første gang er foretaget. Den klageberettigede skal samtidig over for told- og skatteforvaltningen dokumentere, at vurderingen er foretaget på et fejlagtigt grundlag. Beløbsmæssige vurderingsskøn foretaget på et korrekt grundlag kan ikke genoptages."

Forvaltningslovens § 7, stk. 1 har følgende ordlyd:

"En forvaltningsmyndighed skal i fornødent omfang yde vejledning og bistand til personer, der retter henvendelse om spørgsmål inden for myndighedens sagsområde."

Genoptagelse af vurderingen efter bestemmelsen i skatteforvaltningslovens § 33, stk. 1, forudsætter, at den klageberettigede kan dokumentere, at vurderingen er foretaget på et fejlagtigt grundlag, og at vedkommende klager seneste den 1. maj i det fjerde år efter udløbet af det kalenderår, hvor den fejlagtige vurdering første gang er foretaget.

Landsskatteretten finder det ikke dokumenteret, at vurderingen er foretaget på et fejlagtigt grundlag. Det bemærkes i den forbindelse, at SKATs vejledningspligt som forvaltningsmyndighed kun gælder i forhold til personer, som selv retter henvendelse til SKAT. Det følger af forvaltningslovens § 7, stk. 1. Da klageren ikke selv har rettet henvendelse til SKAT før ved fremsendelsen af klagen af 23. februar 2014, har der ikke bestået en vejledningsforpligtelse for SKAT over for klageren forud for dette tidspunkt. Efter rettens opfattelse kan det derfor ikke anses som en fejl fra SKATs side, at SKAT ikke har været opsøgende i forhold til at orientere klager om muligheden for at anmode om fradrag samt fristerne herfor.

Retten finder derfor ikke, at der er grundlag for at genoptage ejendomsvurderingen efter skatteforvaltningslovens § 33, stk. 1.

Fradrag for forbedringer
Vurderingslovens § 13, stk. 1, har følgende ordlyd:

"§ 13. Ved grundværdien forstås værdien af grunden (med grundforbedringer) i ubebygget stand under hensyn til beskaffenhed og beliggenhed og til en i økonomisk henseende god anvendelse."

Af tidligere gældende bestemmelser i vurderingslovens §§ 17 og 18 fremgår følgende:

"§ 17.  Såfremt de fornødne oplysninger foreligger, skal der ved vurderingen med de af §§ 18 og 21 følgende begrænsninger gives fradrag i grundværdien for forbedringer, der bevirker en stigning i grundværdien, hvad enten forbedringerne består i kapitalanvendelse eller i ejers arbejde.

§ 18. Fradrag i grundværdien for forbedringer må kun gives i det omfang, hvori forbedringerne må antages at virke værdiforøgende ved ansættelse af grundværdien, og må ikke overstige de af ejeren anvendte bekostninger, heri medregnet værdien af ejers eget arbejde.

Stk. 2. Fradrag må ikke gives for forbedringer, som er fuldført længere tilbage end 30 år - for skov, der vurderes i henhold til § 15, stk. 1-3, dog 60 år - før vurderingen."

Reglerne i vurderingslovens afsnit D, herunder §§ 17 og 18, blev afskaffet ved ændringslov nr. 925 af 18. september 2012, som trådte i kraft den 1. januar 2013, jf. ændringslovens §§ 1 og 3. Ved ændringsloven blev der indført skærpede dokumentationskrav i en overgangsperiode. Der fremgår følgende af ændringslovens § 3, stk. 6 og 7 om den dokumentation, der skal fremlægges:

"Stk. 6. Ejendommenes ejer skal ved anmodninger efter stk. 4 og 5 vedlægge dokumentation for de udgifter, som der ønskes fradrag for, i form af skøde, købsaftale, lokalplan, luftfoto af udstykningen eller storparcellen, byggeregnskab med underbilag for de pågældende poster og fakturaer eller anden dokumentation for det udførte arbejde og udgiftens størrelse. Ønskes der fradrag for anlægsudgifter, skal der på luftfoto eller kortprint være markeret de veje, stier eller andre anlægsarbejder, der ønskes fradrag for, herunder skal der foreligge kopi af originale ledningskort med markering af det forsyningsanlæg eller hovedanlæg, der ønskes fradrag for, når dette er aktuelt. Ønskes fradrag for tilslutningsafgifter, skal der fremsendes takstblade, vedtægter, fakturaer eller anden dokumentation, der indeholder en beskrivelse af, hvilke grundforbedrende arbejder tilslutningsafgiften indeholder for den pågældende ejendom på byggemodningstidspunktet.

Stk. 7. Der gives kun fradrag efter stk. 4-6 for faktisk dokumenterede udgifter. Er anmodning om ansættelse af fradrag som nævnt i stk. 4 og 5 modtaget af told- og skatteforvaltningen før den 1. januar 2013, og foreligger der ikke tilstrækkelig dokumentation pr. denne dato, skal dokumentation som nævnt i stk. 6 være modtaget af told- og skatteforvaltningen senest den 1. maj 2013."

I forarbejderne til ændringsloven er bl.a. anført følgende i de specielle bemærkninger til § 3, stk. 6 og 7 (LFF 2012-08-14 nr. 198):

"Til stk. 6
Det foreslås, at der ved anmodninger som nævnt i stk. 4 og 5 skal opfyldes et dokumentationskrav. Som tidligere omtalt indeholder den gældende lov kun en formulering om, at de nødvendige oplysninger skal foreligge, og dette er ikke tilstrækkeligt for en tilfredsstillende sagsbehandling. Det foreslås derfor, at anmodninger modtaget fra det tidspunkt, hvor loven træder i kraft, skal være vedlagt dokumentation for de udgifter, som grundejeren ønsker fradrag for.

Denne dokumentation er i lovbestemmelsen opregnet således:
(...)

Til stk. 7
Det foreslås fastsat, at der kun gives fradrag efter stk. 4-6 for faktisk dokumenterede udgifter. Der kan således ikke foretages opgørelser baseret på et skøn eller på grundlag af ufuldstændig eller endda helt manglende dokumentation.
(...)"

Det fremgår af Skatteministeriets kommentarer til høringssvar fra Accura Tax (høringsskema L 198) vedrørende ændringsloven, at:

"Det centrale i de foreslåede bestemmelser er, at der kun gives fradrag for faktisk dokumenterede udgifter, jf. lovforslagets § 3, stk. 7."

Ændringslovens § 3 indeholder en række bestemmelser om, i hvilke situationer de skærpede dokumentationskrav er gældende. Det fremgår, at de skærpede dokumentationskrav skal opfyldes i følgende situationer:

  • når anmodningen er modtaget af SKAT inden 1. januar 2013 men uden dokumentation efter de tidligere gældende regler,
  • når anmodningen er modtaget af SKAT mellem den 1. januar 2013 og 1. maj 2013 og
  • når en grundforbedring er påbegyndt men endnu ikke fuldført den 1. januar 2013 og SKAT har modtaget meddelelse om den påbegyndte grundforbedring senest den 1. maj 2013.

Såfremt en sag er omfattet af de skærpede dokumentationskrav, gælder der forskellige frister for, hvornår kravet skal være opfyldt, alt efter hvilken af de ovennævnte situationer, der er tale om. Dokumentation, som først er fremlagt efter de respektive fristers udløb, vil ikke kunne tages i betragtning ved sagens behandling.

I denne sag er anmodningen modtaget af SKAT den 23. februar 2014, dvs. efter tidspunktet for afskaffelsen af reglerne om fradrag for forbedringer, som blev ophævet pr. 1. januar 2013, jf. ændringslovens § 1 nr. 1, jf. § 3, stk. 1. Efter den 1. januar 2013 kunne man i en overgangsperiode fra den 1. januar 2013 til den 1. maj 2013 anmode om fradrag for forbedringer, hvis man opfyldte de skærpede dokumentationskrav, jf. ændringslovens § 3, stk. 4 og 5, jf. stk. 6 og 7. Efter udløbet af overgangsperioden har det ikke været muligt at anmode om fradrag for forbedringer, medmindre der har været tale om påbegyndte grundforbedringer, som var anmeldt til SKAT senest den 1. maj 2013, jf. ændringslovens § 3, stk. 8 og 9.

Da klagers anmodning først er modtaget af SKAT efter overgangsperiodens udløb den 1. maj 2013, er der derfor efter rettens opfattelse ikke hjemmel til at ansætte fradrag for forbedringer, jf. ændringslovens § 3, stk. 4.

Retten stadfæster derfor SKATs afgørelse.