Klagen vedrører inddrivelse af gæld, der bestrides.

Landsskatterettens afgørelse

SKAT Inddrivelsescentret har fastholdt inddrivelsen af klagerens gæld til A-kassen G1 (A-kassen).

Landsskatteretten stadfæster SKAT Inddrivelsescentrets afgørelse.

Sagens oplysninger

I begyndelsen af 2004 iværksatte A-kassens afdeling X, på foranledning af Arbejdsdirektoratet, en kontrol af klagerens forhold i forbindelse med udbetaling af arbejdsløshedsunderstøttelse.

Klagerens repræsentant har oplyst, at A-kassen indkaldte bilagsmateriale og afholdte to møder med klageren, hvor bilagsmaterialet blev gennemgået. Den 2. juli 2004 traf A-kassen følgende afgørelse:

"Du skal tilbagebetale brutto kr. 34.281,-.

Vi indstiller, at du gennemgår 794 timers effektiv karantæne, på grund af svig mod A-kassen, inden der kan udbetales ydelser fra A-kassen.

Karantænen gælder fra den 6. november 2002.

Der er opgjort renter for perioden 5. februar 2002 til 2. juli 2004 med kr. 5.929,07.

A-kassens samlede krav udgør herefter kr. 40.210,07."

Det fremgår af afgørelsen, at ved indstilling til sanktion for svig skal sagen ligeledes behandles af A-kassens hovedledelse og Arbejdsdirektoratet. A-kassen skal kun indstille til karantæne for svigagtigt forhold. Det er Arbejdsdirektoratet, der træffer den endelige afgørelse herom.

A-kassen, afdeling Y traf den 19. juli 2004 afgørelse om, at klageren skulle tilbagebetale uberettigede udbetalte dagpenge med 166.199 kr. (før skat) eller 162.393 kr. (efter fradrag af ATP og SP bidrag). Der blev opgjort renter af tilbagebetalingsbeløbet i perioden fra den 1. oktober 2000 til den 14. juli 2004 med 39.098,59 kr. Klageren skulle derfor tilbagebetale i alt 205.297,59 kr. Der blev indstillet en effektiv karantæne på 962 timer på grund af svig mod A-kassen.

Arbejdsdirektoratet stadfæstede A-kassen, afdeling Y's afgørelse den 26. april 2006.

Arbejdsdirektoratets afgørelse blev påklaget til Arbejdsmarkedets Ankenævn, der ved afgørelse af 27. oktober 2006 tiltrådte Arbejdsdirektoratets afgørelse. Af afgørelsen fremgår følgende bemærkninger:

"De har i Deres klage anført, at a-kassens afgørelse af 19. juni 2004 er uden hjemmel i lovgivningen, da a-kassen har omgjort sin afgørelse til ugunst for (...).

Hertil skal ankenævnet bemærke, at dette spørgsmål som bekendt vil blive behandlet særskilt af nævnet i sag nr. (...).

De har i Deres klage anført, at omsætningen i virksomheden ikke i sig selv kan begrunde, at (...) har haft flere arbejdstimer end det, der er angivet på dagpengekortene, bortset fra ca. 100 arbejdstimer som han i forbindelse med gennemgang i (...) afdelingen af sine forhold ikke har kunnet dokumentere og redegøre for. De har videre anført, at indkøbet af diesel, rejseudgifter og telefonudgifter ikke er et udtryk for, hvor meget arbejde, der har været udført i virksomheden.

Hertil skal ankenævnet bemærke, at ankenævnet er enig i, at ingen af de nævnte forhold i sig selv kan begrunde, at der er arbejdet meget. Der er imidlertid tale om forhold, der alle angiver en vis aktivitet i virksomheden, og det samlede billede viser en virksomhed af noget større omfang end det af (...) oplyste. Beskæftigelse med selvstændig virksomhed af et sådant omfang er, som det fremgår ovenfor, uforeneligt med dagpengeretten.

De har i Deres klage anført, at a-kassens afgørelse må erklæres ugyldig, da der ikke er notat om (...) møde med a-kassen, hvor (...) redegjorde nærmere for virksomheden, at afgørelsen derfor led af en væsentlig mangel, og at sagen ikke var tilstrækkeligt oplyst, når (...) oplysninger fra mødet ikke fremgik.

Efter officialprincippet må afgørelse først træffes, når de nødvendige oplysninger foreligger, men samtidig skal der ikke foretages yderligere undersøgelser, når de nødvendige oplysninger er tilvejebragt. Der er således ikke noget entydigt om, hvornår en sag er tilstrækkeligt oplyst.

Ankenævnet finder, at der er tilstrækkeligt grundlag til, at nævnet kan træffe afgørelse i sagen."

Det fremgår endvidere af afgørelsen, at sagen er afgjort på grundlag af de akter, som ankenævnet har modtaget fra direktoratet.

Ved brev til klageren af 12. februar 2007 opgjorde A-kassen klagerens gæld således:

Uberettiget modtagne ydelser før skat	166.199,00 kr.
- indeholdt kildeskat, ATP, SP	3.806,00 kr.
Gæld til kassen	162.393,00 kr.
+ påløbne renter opgjort den 12. december 2006	66.791,00 kr.
Gæld før evt. afdrag	229.184,00 kr.
- betalt afdrag	40.207,07 kr.
I alt forfalden til betaling	188.976,93 kr.

Ved brev til SKAT af 14. juni 2007 oversendte A-kassen følgende gældskrav mod klageren til inddrivelse af inddrivelsesenheden:

Uberettiget modtagne ydelser før skat	166.199,00 kr.
- indeholdt kildeskat, ATP, SP	3.806,00 kr.
Gæld til kassen	162.393,00 kr.
+ påløbne renter opgjort den 26. april 2007	72.527,17 kr.
Gæld før evt. afdrag	234.920,17 kr.
- betalt afdrag	40.207,07 kr.
I alt forfalden til betaling	194.713,10 kr.

SKAT tilsagde ved brev af 17. august 2007 klageren til en udlægsforretning torsdag den 6. september 2007 vedrørende hans gæld til arbejdsløshedskassen, der var opgjort således:

Restgæld	161.284,52 kr.
Renter til opgørelsesdato	3.096,44 kr.
I alt fordring	164.380,96 kr.
Uforrentet saldo	33.428,58 kr.
Subtotal	197.809.54 kr.
Skyldigt gebyr	100,00 kr.
I alt pr. 15. juli 2007	197.909,54 kr.

Klagerens repræsentant fremsendte ved brev af 29. august 2007 indsigelser til SKAT vedrørende udlægsforretningen. Repræsentanten gjorde indsigelser vedrørende opgørelsen af gælden, idet den betaling, klageren havde foretaget, ikke fremgik. Repræsentanten fremsendte endvidere kopi af brev af 20. august 2007 fra Arbejdsdirektoratet til Arbejdsmarkedets Ankenævn. Brevet har følgende indhold:

"Arbejdsmarkedets Ankenævn har den 27. oktober 2006 tiltrådt direktoratets afgørelse af den 26. april 2006, hvorefter medlemmet bl.a. pålægges en effektiv karantæne på 962 timer for svig.

(...) Politi har den 13. august 2007 meddelt, at sagen desværre er blevet strafferetligt forældet den 14. april 2007.

Da der er 5 års forældelse for sigtelse efter straffelovens § 279, bedrageri og da politiet ikke har foretaget rettergangsskridt inden den 14. april 2007, kan politiet desværre ikke rejse sigtelse.

Direktoratet skal bede nævnet vurdere, hvilken betydning dette får for nævnets afgørelse af 27. oktober 2006.

(...)"

Klagerens repræsentant anmodede på den baggrund om, at udlægsforretningen blev udsat.

SKAT sendte brevet fra klagerens repræsentant til A-kassen den 6. september 2007, og bad A-kassen om at tage stilling til klagen.

Ved brev til SKAT af 10. september 2007 sendte klagerens repræsentant kopi af et brev fra A-kassen til Arbejdsdirektoratet af 9. maj 2005. Brevet har følgende indhold:

"Vedlagt med henvisning til Arbejdsdirektoratets henvendelse af 15. april 2005 til advokatfirmaet G2, den henvendelse vi har modtaget 4. maj 2005.

Der er indbetalt kr. 40.207,07, hvilket ikke ændrer ved, at restgælden er kr. 164.991,19 opgjort ultimo 2004, hvoraf kr. 157.504,00 er uberettiget udbetalte ydelser fra a-kassen og resten renter."

A-kassen meddelte ved brev af 11. september 2007 klagerens repræsentant, at Arbejdsmarkedets Ankenævn den 7. september 2007 havde truffet afgørelse om, at afgørelsen af 27. oktober 2006 fastholdes. Det fremgår endvidere af brevet, at politiet den 13. august 2007 fastholdt tilbagebetalingskravet, da det ikke var forældet. Brevet var vedlagt kopi af brev fra politiet og kopi af et indberetningsskema for restancer, tilsendt Inddrivelsescentret den 14. juni 2007. Det fremgår af Indberetningsskemaet, at restgælden var 161.284,52 kr., og at renter vedrørende perioden fra den 26. oktober 2000 til den 26. april 2007 var opgjort til 33.428,58 kr. A-kassen meddelte, at gældskravet stadig var gældende.

Brevet fra politiet har følgende indhold:

"Vedr. sagen mod (...), som i har anmeldt for bedrageri efter straffelovens § 279 ved i tidsrummet fra den 011000 til den 140402, at have modtaget 166.199,- kr. i dagpenge, uagtet han samtidig drev selvstændig virksomhed.

Sagen er desværre blevet strafferetslig forældet den 140407. Der er 5 års forældelse for sigtelse efter straffelovens § 279, bedrageri og da politiet ikke har foretaget rettergangsskridt inden den 140407, kan vi desværre ikke rejse sigtelse nu.

I kan stadig fastholde tilbagebetalingskravet, da dette ikke er forældet.

Sagen vil derfor strafferetlig blive henlagt hos (...) Politi."

Ved brev til SKAT af 17. september 2007 fremsatte klagerens repræsentant yderligere indsigelser vedrørende kravet. SKAT sendte den 18. september 2007 brevet til besvarelse i A-kassen.

A-kassen meddelte ved brev af 20. september 2007 klagerens repræsentant, at klagerens indbetaling på 40.207,07 kr. var anvendt til dækning af renter i overensstemmelse med bekendtgørelse nr. 996 af 20. oktober 2005 om A-kassernes opkrævning af tilbagebetalingsbeløb.

Ved brev til A-kassen af 24. september 2007 fastholdt klagerens repræsentant indsigelserne vedrørende kravet. Repræsentanten oplyste, at beløbet på 40.207,07 kr. blev indbetalt til dækning af hovedstol og renter i den oprindelige afgørelse fra A-kassen af 2. juli 2004. Det fremgår af denne afgørelse, at klageren skulle tilbagebetale brutto 34.281 kr. Renterne for perioden 5. februar 2002 til 2. juli 2004 var opgjort til 5.929,07 kr., hvorefter A-kassens samlede krav var på 40.210,07 kr.

Ved brev af 8. oktober 2007 meddelte Arbejdsmarkedets Ankenævn Sekretariatet klagerens repræsentant følgende:

"Sekretariatet har modtaget Deres breve af 17. september 2007 og 24. september 2007.

Arbejdsmarkedets Ankenævn traf den 27. oktober 2006 afgørelse om, at (...) havde drevet selvstændig virksomhed uden dagpengeret fra den 1. oktober 2000, at (...) skulle tilbagebetale 166.199 kr. (før skat og renter), og at (...) skulle pålægges sanktioner for svig.

Nævnet fandt, at Politiets påtaleopgivelse af 13. august 2007 var nye væsentlige oplysninger, der kunne begrunde genoptagelse af spørgsmålet om sanktion. Nævnet genoptog derfor dette spørgsmål men fastholdt ved afgørelse af 7. september 2007 sin tidligere afgørelse om svig.

Ankenævnet behandler fortsat spørgsmålet om, hvorvidt a-kassen lovligt kunne træffe afgørelse den 19. juni 2004, der var en skærpelse af lokalafdelingens afgørelse. Sagen har j.nr. (...).

Spørgsmålet om forældelse har ikke været bragt op for ankenævnet, og nævnet har derfor ikke taget stilling til dette.

Ankenævnet har ved sine afgørelser heller ikke taget stilling til opgørelsen af renter af tilbagebetalingsbeløb.

Sekretariatet sender kopi af dette brev til a-kassen, der som første instans skal behandle spørgsmålet om forældelse og opgørelsen af renter af tilbagebetalingsbeløbet."

A-kassen traf den 14. november 2007 følgende afgørelse:

"(...)

Med henvisning til forældelseskravet skal vi gøre opmærksom på, at gælden er statskrav og at statskravet er opstået på grund af svig.

I sager om gældssanering, hvor statskravet er opstået på grund af svig, skal a-kassen møde i skifteretten. A-kassen skal gøre gældende, at statskravet er opstået ved svig og at dette skal tale imod en gældssanering.

Fejl i dagpengeudbetalingen blev konstateret den 6. november 2002 i forbindelse med Arbejdsdirektoratets indberetning, medlem får en skriftlig afgørelse den 19. juli 2004. Tilbagebetalingskravet er et misligholdt statskrav og derfor oversendt til inddrivelsesmyndigheden den 14. juni 2007, vi finder således ikke der kan være tale om forældelseskrav, jf. Arbejdsdirektoratets bekendtgørelse nr. 996 af 20. oktober 2005 samt vejledning nr. 90 af 20. oktober 2005.

Med henvisning til, at kravet er forkert opgjort er dette ikke tilfældet, vi har beregnet renter af gælden således:

Uberettiget modtagne ydelser før skat	Kr.166.199,00
Minus ATP og SP	Kr. 3.806,00
Gæld til a-kassen	Kr. 162.393,00
Renter pr. 14. juli 2004	Kr. 39.098,59
Gæld i alt	Kr. 201.491,59
Betalt afdrag 26. oktober 2004	Kr. 40.207,07
Gæld efter afdrag	Kr. 161.284,52
Påløbne renter i perioden 26. oktober 2004 - 26. april 2007	Kr. 33.428,58
Gæld i alt pr. 26. april 2007	Kr. 194.713,10

Denne afgørelse kan ankes til Arbejdsdirektoratet. (...)"

Klagerens repræsentant fastholdt ved breve af 19. december 2007 til A-kassen og SKAT, at kravet var forældet, hvis det nogensinde havde eksisteret.

A-kassen besvarede ved brev af 15. januar 2008 repræsentantens henvendelse således:

"Vi har modtaget Deres henvendelse af 19. december 2007 angående ovennævnte.

Vi skal for god ordens skyld oplyse, at Arbejdsdirektoratet har foretaget en indberetning til a-kassen, som er sendt 5. november 2002 og modtaget i a-kassen den 6. november 2002.

(...) træffer som 1. instans afgørelse i sagen 2. juli 2004. Forældelsesfristen gælder således fra denne dag.

Det er rigtigt, at a-kassen hovedledelse har skærpet (...) afgørelse.

Arbejdsmarkedets Ankenævn har fastholdt, at Deres klient har begået svig. Arbejdsmarkedets Ankenævn behandler dog fortsat sagen om det medholdelige i, om a-kassens hovedledelse kunne skærpe (...) afgørelse."

Klagerens repræsentant anmodede ved brev af 21. januar 2008 SKAT om at undlade inddrivelse af et eventuelt skyldigt beløb, indtil det blev afklaret, hvorvidt der reelt var et krav mod klageren.

Ved brev af 31. januar 2008 meddelte SKAT klagerens repræsentant, at sagen var sat i bero til 1. marts 2008.

Klagerens repræsentant fastholdt ved brev til SKAT af 6. februar 2008 indsigelserne vedrørende kravets eksistens og anførte, at SKAT skulle forholde sig til dette.

Ved brev af 17. november 2008 meddelte SKAT klagerens repræsentant, at sagen fortsat var sat i bero, idet Arbejdsmarkedets Ankenævn havde oplyst, at klagesagen endnu ikke var afsluttet.

Den 3. november 2009 traf Ankestyrelsen følgende afgørelse:

" (...) sag om a-kassens ret til at ændre sin afgørelse om tilbagebetalingsbeløbets størrelse

A-kassen traf den 2. juli 2004 afgørelse om, at (...) skulle tilbagebetale ydelser modtaget med urette, i alt kr. 34.284.

Denne afgørelse blev ikke påklaget.

A-kassen traf den 19. juli 2004 afgørelse om, at (...) skulle tilbagebetale ydelser modtaget med urette, i alt kr. 166.199 (før skat og renter).

De klagede den 12. august 2004, og anførte blandt andet, at a-kassen ikke havde ret til at ændre en upåklaget afgørelse til ugunst for (...).

Direktoratet traf efterfølgende afgørelse den 25. oktober 2004 om, at a-kassens afgørelse af 19. juli 2004 stod ved magt.

Direktoratet fandt ikke grundlag for at tilsidesætte den af a-kassen valgte procedure, idet a-kasser er private foreninger, hvis administration og interne forhold er reguleret gennem arbejdsløshedsforsikringsloven og a-kassernes vedtægter, jf. arbejdsløshedsforsikringslovens § 34.

A-kasser er private foreninger og er ikke omfattet af forvaltningsloven. 

Direktoratet oplyste videre i sin begrundelse, at direktoratet i kraft af tilsynsreglerne havde bedt a-kassen om, at se på sagen, og direktoratet kunne ændre såvel til gunst som til ugunst for (...). Ændringen kunne vedrøre såvel tilbagebetalingsbeløbet som sanktionen. Direktoratet kunne ændre såvel lokalafdelingens som hovedledelsens afgørelse.

Direktoratet traf senere afgørelse den 26. april 2006 om, at (...) skulle tilbagebetale ydelser modtaget med urette i perioden fra den 1. oktober 2000 til den 1. maj 2002, i alt kr. 166.199 før skat og renter.

Arbejdsmarkedets Ankenævn har den 27. oktober 2006 tiltrådt direktoratets afgørelse af 26. april 2006.

Sagen er den 1. august 2009 overgået til behandling i Beskæftigelsesudvalget.

Vi har nu set på Deres anbringende om a-kassens ret til at ændre sin afgørelse om tilbagebetalingsbeløbets størrelse.

Vi henviser til det anførte i direktoratets afgørelse den 25. oktober 2004, om at a-kasser er private foreninger, som ikke er omfattet af forvaltningsloven, og at direktoratet i kraft af tilsynsreglerne kan tage en sag op af egen drift og træffe afgørelse til ugunst for medlemmet, uanset om der foreligger en klage.

Uanset hvilken tilbagebetalingsbeløb a-kassen havde truffet afgørelse om den 2. juli 2004 og 19. juli 2004, skal (...) tilbagebetale det i ankenævnets afgørelse fastsatte tilbagebetalingsbeløb.

A-kassens ændring af tilbagebetalingsbeløbet har således ikke nogen betydning for tilbagebetalingsbeløbets størrelse.

Vi beklager, at spørgsmålet ikke er blevet besvaret tidligere.

Vi foretaget os herefter ikke yderligere i sagen."

SKAT Inddrivelsescentret meddelte ved brev af 3. december 2009 klageren, at hans sag var gennemgået, og at hans gæld udgjorde 195.586,98 kr. På baggrund af oplysningerne fra klagerens skattemappe om hans indkomstforhold, fastsatte Inddrivelsescentret en afdragsordning, hvorefter klageren skulle afdrage gælden med 400 kr. pr. måned fra den 1. februar 2010.

Ved brev til SKAT Inddrivelsescentret af 21. december 2009 fremsatte klagerens repræsentant en række indsigelser. Repræsentanten gjorde bl.a. gældende, at afgørelsen af 19. juni 2004 var påklaget, men at der endnu ikke var truffet endelig afgørelse i sagen. Ankestyrelsen traf delafgørelse i sagen den 3. november 2009, men afgørelsen tog ikke stilling til en række af sagens kernepunkter. Repræsentantens brev til Ankestyrelsen herom af 9. november 2009 var vedlagt i kopi.

Med henvisning til, at der var meget stor usikkerhed om, hvad der er op og ned på nærværende sag, herunder kravets eksistens og størrelse, opfordrede repræsentanten Inddrivelsescentret til at opgive inddrivelsen eller stille inddrivelsen af kravet i bero.

SKAT Inddrivelsescentret rykkede ved brev af 28. april 2010 klageren for betaling af marts måneds afdrag. Samtidig fremsendte Inddrivelsescentret et budgetskema og opfordrede klageren til at udfylde og returnere det, hvis han ønskede at benytte sig af muligheden for en budgetvurdering.

SKAT Inddrivelsescentret meddelte ved brev af 28. april 2010 klagerens repræsentant, at kravet tidligere havde været forelagt Ankestyrelsen, som svarede ved brev af 3. november 2009. Inddrivelsescentret meddelte endvidere, at kravets eksistens/størrelse ikke kunne forelægges Landsskatteretten. En retlig prøvelse af kravet kunne alene ske ved stævning af den oprindelige kreditor. Repræsentanten blev opfordret til at give Inddrivelsescentret besked, såfremt han ønskede SKATs behandling af inddrivelsen prøvet ved Landsskatteretten.

Ved brev af 19. maj 2010 meddelte klagerens repræsentant SKAT Inddrivelsescentret, at klageren ikke anerkendte at skylde beløbet og derfor heller ikke ønskede at udfylde noget skema. Kravet var ikke endelig fastslået ved administrativ afgørelse, og kravet var ikke fastslået ved eksigibel afgørelse. Såfremt Inddrivelsescentret fastholdt afgørelsen, formodede repræsentanten, at reglerne var således, at fogedretten ved protest mod inddrivelse var kompetent til at prøve spørgsmålet.

Ved brev til klagerens repræsentant af 12. juli 2010 (den påklagede afgørelse) fastholdt SKAT Inddrivelsescentret kravet og inddrivelsen. Inddrivelsescentret oplyste, at klager over Inddrivelsescentrets afgørelser i henhold til inddrivelseslovens § 17 behandles af Landsskatteretten.

Ved afgørelse af 20. juli 2010 foretog SKAT Inddrivelsescentret modregning i klagerens overskydende skat med 29.986 kr. til delvis dækning af klagerens gæld til Arbejdsløshedskassen.

SKATs afgørelse

SKAT Inddrivelsescentret har fastholdt inddrivelsen af klagerens gæld til A-kassen.

I henhold til lov om inddrivelse af gæld til det offentlige og tilhørende bekendtgørelse er det fordringshaver, som behandler klager over fordringens eksistens og størrelse. Klagerens sag har været sendt til besvarelse hos Ankestyrelsen, og indtil Inddrivelsescentret får oplyst andet fra fordringshaver, fortsætter inddrivelsen.

Ankestyrelsen har i brev af 3. december 2009 fastholdt kravet. En retslig prøvelse af kravet vil alene kunne finde sted ved at stævne den oprindelige fordringshaver.

Ved genvurderingen af sagen i forbindelse med klagen til Landsskatteretten har Inddrivelsescentret fastholdt afgørelsen. Det fremgår både af lov og bekendtgørelse, at det er fordringshaveren, der forestår beregning og opgørelse af gælden, ligesom det er fordringshaver, der behandler indsigelser om fordringen, mens restancemyndigheden forestår inddrivelse af fordringen.

Fordringen blev oversendt til inddrivelse i 2007 med henholdsvis 161.284,52 kr. som fordring og 33.428,55 kr. som tilskrevne renter. Rentebeløbet blev delvist indfriet ved modregning i negativ moms på 31.833 kr., mens restbeløbet efter aftale med fordringshaver blev afskrevet som forældet i oktober 2007.

Klagerens påstand og argumenter

Klagerens repræsentant har fremsat principal påstand om, at der ikke eksisterer nogen fordring at inddrive, og subsidiær påstand om, at fordringen er opgjort fejlagtigt.

A-kassen tilbagesendte/udleverede samtlige de i sagen beroende papirer, da de traf afgørelse den 2. juli 2004. Det er oplyst, at der på grund af materialets betydelige omfang ikke blev taget kopi af dette, og materialet er ikke videresendt i forbindelse med sagens behandling i andre instanser.

Klagerens repræsentant er i besiddelse af det originale materiale og har ikke videresendt det til andre myndigheder.

Det fremgår af Afdeling X's afgørelse, at afgørelsen kan ankes til Y, og at anken skal være modtaget senest 4 uger efter modtagelsen af afgørelsen.

Uden at der var indgivet klage, traf Y en ny afgørelse i sagen den 19. juli 2004, hvor man til ugunst for klageren ændrede den lokale A-kasses afgørelse. Hovedkassen (Y) har ikke haft bilagene og har ikke givet klageren lejlighed til at udtale sig, inden der blev truffet en ny afgørelse i sagen.

Ankestyrelsen har den 3. november 2009 stadfæstet Y's afgørelse af 19. juli 2004. Denne afgørelse er truffet mere end 5 år efter den oprindelige afgørelse i hovedkassen.

Det fremgår af lovgivningen om arbejdsløshedskasser, at forvaltningslovens regler ikke direkte finder anvendelse, men at principperne i forvaltningsloven finder anvendelse, da der er tale om administration af offentlige midler, og at afgørelser, der træffes, er at betragte som privatretlige afgørelser, men også offentligretlige afgørelser.

Der gælder således en officialmaksime, således at alle oplysninger skal frem i en sag, forinden der træffes afgørelse. Der gælder endvidere et partshøringsprincip, hvor den, som afgørelsen vedrører, skal have lejlighed til at fremlægge sin sag og blive hørt, forinden der træffes afgørelse.

Til støtte for den principale påstand er det anført, at afgørelsen af 19. juli 2004 er ugyldig, da vigtige og fundamentale forvaltningsretlige principper ikke er overholdt. Y har således ikke gjort sig bekendt med de bilag, som forelå på sagen, eller forsøgt at få bilagene frem, og klageren blev ikke partshørt forud for afgørelsen. Senere klageinstanser har på tilsvarende vis forsømt at indhente de nødvendige bilag og undladt partshøring af klageren.

Da inddrivelsen blev iværksat den 5. september 2007, var den samlede fordring inkl. renter forældet, da der ikke var sikret et retsgrundlag, fordringen var bestridt og vedrørte perioden fra slutningen af september 2000 til midten af april 2002, altså mere end 5 år tidligere.

Til støtte for den subsidiære påstand er det anført, at klageren allerede i 2004 indbetalte 40.207,07 kr. Renterne var allerede forældede, inden inddrivelsen blev påbegyndt, og der modregnes i momsrefusion og i øvrigt, under protest, indbetaltes løbende i tidsrummet fra den 1. februar 2010 og senest den 16. marts 2011.

Staten vil endvidere opnå en ugrundet berigelse, såfremt det fulde beløb før skat inddrives, da klageren ikke har mulighed for at få ændret sin skat vedrørende indkomstårene 2000 og 2002. Endelig afgørelse i sagen blev først truffet den 3. november 2009, altså mere end 7-9 år efter seneste udbetaling af arbejdsløshedsdagpenge fandt sted.

SKAT Inddrivelsescentret har ikke foretaget en tilstrækkelig forvaltningsretlig prøvelse af den i sagen omhandlede fordring. Det påhviler en offentlig myndighed, som med særlig hjemmel har fået adgang til at inddrive fordringer fra helt eller delvist offentlige myndigheder, at påse, at fordringen er korrekt opgjort og i øvrigt berettiget.

Det er ikke sket ved at forelægge indsigelsespunkterne og få en blank afvisning fra fordringshaveren.

Inddrivelsesmyndigheden har en særlig adgang til blandt andet modregning og skal derfor som myndighed være helt sikker på, at den fordring, der inddrives, eksisterer og er korrekt opgjort.

Den, der påstås at skylde penge, er ikke forpligtet til at anlægge en retssag for at bringe sig ud af skyldforholdet, tværtimod påhviler det myndigheden, som mener at have penge til gode, at opnå et fundament.

Landsskatterettens bemærkninger og begrundelse

Reglerne om restanceinddrivelsesmyndighedens inddrivelse af gæld til det offentlige fremgår af lov nr. 1333 af 19. december 2008 om inddrivelse af gæld til det offentlige (inddrivelsesloven) og af bekendtgørelse nr. 1365 af 19. december 2008 om inddrivelse af gæld til det offentlige (inddrivelsesbekendtgørelsen). Loven og bekendtgørelsen kan findes på retsinformation, www.retsinformation.dk.

Af inddrivelseslovens § 2, stk. 2, fremgår følgende:

"Stk. 2. Beregning og opgørelse af fordringer og udsendelse af opkrævninger m.v. forestås af fordringshaveren eller den, der på vegne af fordringshaveren opkræver fordringen. Tilsvarende gælder behandlingen af indsigelser om fordringen, jf. dog §§ 17 og 18. Restanceinddrivelsesmyndigheden kan beslutte, at indsigelser om kravets eksistens eller størrelse tillægges opsættende virkning, hvis der er en begrundet formodning om, at kravet ikke er opgjort korrekt eller ikke eksisterer. Hvis fordringshaveren ikke søger skyldnerens indsigelser om kravets eksistens eller størrelse afklaret inden rimelig tid, kan restanceinddrivelsesmyndigheden tilbagesende kravet til fordringshaveren."

Af inddrivelsesbekendtgørelsens § 3 fremgår følgende:

"Fremkommer skyldneren efter fordringens overdragelse med indsigelser om fordringens eksistens eller størrelse, sender restanceinddrivelsesmyndigheden skyldnerens indsigelser til fordringshaveren, eller den der på vegne af fordringshaveren opkræver fordringen, til afgørelse af indsigelserne. Restanceinddrivelsesmyndigheden underretter skriftligt skyldneren om oversendelsen.

Stk. 2. Indsigelser fra skyldneren om fordringens eksistens eller størrelse har ikke opsættende virkning i forhold til restanceinddrivelsesmyndighedens inddrivelse af fordringen, i det omfang der ikke er fastsat særlige bestemmelser herom i lovgivningen. Restanceinddrivelsesmyndigheden kan dog beslutte, at indsigelser om kravets eksistens eller størrelse tillægges opsættende virkning, hvis der er begrundet formodning om, at kravet ikke er opgjort korrekt eller ikke eksisterer. Restanceinddrivelsesmyndigheden kan endvidere tilbagesende kravet til fordringshaveren, hvis fordringshaveren ikke søger skyldnerens indsigelser om kravets eksistens eller størrelse afklaret inden rimelig tid."

Det følger af reglerne om overdragelse af fordringer til inddrivelse i restanceinddrivelsesmyndigheden, at restanceinddrivelsesmyndigheden skal sende skyldnerens indsigelser til fordringshaveren til afgørelse af indsigelserne.

Restanceinddrivelsesmyndigheden har ikke pligt til at foretage andre skridt for at fastslå eksistensen og størrelsen af kravet.

Indsigelser om fordringens eksistens eller størrelse har ikke opsættende virkning i forhold til restanceinddrivelsesmyndighedens inddrivelse af fordringen. Restanceinddrivelsesmyndigheden kan dog beslutte, at indsigelser om kravets eksistens eller størrelse tillægges opsættende virkning, hvis der er begrundet formodning om, at kravet ikke er opgjort korrekt eller ikke eksisterer.

Klagerens repræsentant er løbende fremkommet med indsigelser om fordringens eksistens og størrelse. SKAT har sendt disse indsigelser til A-kassen, der løbende har besvaret repræsentantens indsigelser.

I januar 2008 satte SKAT Inddrivelsescentret inddrivelsen i bero, indtil der forelå en endelig afgørelse vedrørende klagesagen den 3. november 2009.

SKAT Inddrivelsescentret har således handlet i overensstemmelse med reglerne i inddrivelseslovens § 2 og inddrivelsesbekendtgørelsens § 3.

SKAT Inddrivelsescentret har ikke kompetence til at efterprøve afgørelser truffet af A-kassen, Arbejdsdirektoratet, Arbejdsmarkedets Ankenævn eller Ankestyrelsen.

Det er endvidere med rette, at SKAT Inddrivelsescentret ikke har tillagt klagerens repræsentants fortsatte indsigelser om kravets eksistens og størrelse opsættende virkning i forhold til inddrivelsen af kravet, idet der ikke længere er begrundet formodning om, at kravet ikke er opgjort korrekt eller ikke eksisterer.

SKAT Inddrivelsescentrets afgørelse stadfæstes derfor.