| Om fiksering og armslængdeprincippet generelt henvises til afsnit S.I.1.3
ff.
Vedrørende spørgsmålet om fiksering af løn indeholder lov nr.
432 af 26. juni 1998 (Lovfæstelse af armslængdeprincippet og værn
mod tynd kapitalisering) ikke noget nyt i forhold til gældende ret. Den hidtidige
praksis er lovfæstet.
Fikseret lønAftale mellem en hovedaktionær og det af ham beherskede
selskab kan gå ud på, at hans arbejdsvederlag fastsættes til en værdi,
der ligger under, hvad selskabet skulle betale til en udenforstående person.
I disse tilfælde må man i almindelighed acceptere det af parterne aftalte
vederlag. Skatteministeren har i TfS 1997, 80
redegjort for den administrative praksis om lønfiksering i hovedaktionærforhold.
Det fremgår af redegørelsen,
at der har været en helt klar administrativ praksis om, at der som absolut
altovervejende hovedregel ikke blev foretaget lønfiksering.
har underkendt lønfikseringen
i TfS 1996, 750 LSR, hvor klageren, en direktør og tillige hovedaktionær
ikke havde modtaget løn fra selskabet i 1990-91, ligesom han havde et uforrentet
stiftertilgodehavende i selskabet. Klageren havde ikke modtaget løn fra selskabet
i 1990 og havde kun modtaget løn fra selskabet i 2. halvår af 1991. De
stedlige ligningsmyndigheder havde fundet, at klageren var skattepligtig af et fikseret
lønvederlag på henholdsvis 240.000 kr. og 120.000 kr. for indkomstårene
1990 og 1991, jf. det tidligere
1992-14. Landsskatteretten traf afgørelse om, at der, henset til selskabets
skattemæssige regnskaber samt til, at det i øvrigt måtte anses for
forretningsmæssigt begrundet, at der i en virksomheds opstartsfase blev foretaget
en konsolidering af virksomheden, ikke var grundlag for at statuere indkomstforvridning.
Der var således ikke grundlag for fiksering af løn hos klageren efter
SL § 4, jf. dagældende .
Det er således en altovervejende hovedregel, at der ikke foretages lønfiksering.
Fiksering af renter og leje kan afgøres af de lokale skattemyndigheder, hvorimod
fiksering af vederlag skal forelægges told- og skatteregionen forinden kendelse
afsiges.
Det her omhandlede spørgsmål må ikke forveksles med spørgsmålet
om hvem der er rette indkomstmodtager, se afsnit S.C.1.1.1.
Fikseret renteSager om fiksering af renter ved udlån fra hovedaktionær
til selskabet er hyppigt forekommende. Om renter af lån fra selskab til hovedaktionær,
se afsnit S.F.2.2.5.1.
Hidtidig
praksis fremgår af Armslængdeprincippet
blev indføjet i LL som § 2 med virkning fra den 28. juni 1998. Der henvises
til beskrivelsen under afsnit S.I.1.3
ff.
Ved lån mellem interesseforbundne parter skal der, såfremt den fastsatte
rente ikke har svaret til den rente, som uafhængige parter ville have fastsat
i en tilsvarende situation, ske korrektion af renten (rentekorrektion/rentefiksering).
Rentekorrektion indebærer, at der fastsættes en rente svarende til markedsrenten,
dvs. den rente, som to uafhængige parter ville have fastsat i et tilsvarende
låneforhold. Rentekorrektionen vil variere alt efter, hvilken relation lånet
er ydet i. Såfremt der foretages en rentekorrektion, er der som hovedregel
sket beskatning hos långiver af den korrigerede renteindtægt, mens låntager
får et tilsvarende fradrag ved indkomstopgørelsen.
Som en afledet effekt af rentekorrektionen skal der foretages en skattemæssig
vurdering af den økonomiske fordel, som rentefriheden eller den lave forrentning
indebærer for låntager. Beskatningen af rentefordelen hos låntager
afhænger af, hvordan rentefordelen skattemæssigt kvalificeres, idet der
kan være tale om gave, tilskud, udbytte eller løn. Den skattemæssige
kvalificering af rentefordelen får dermed en afledet betydning for, om långiver
kan få fradrag for den ydede rentefordel ved opgørelsen af den skattepligtige
indkomst.
Ved lån fra hovedaktionær til selskab foretages en skattemæssig korrektion
i form af rentefiksering. Långiver beskattes af en fikseret rente - reduceret
med en eventuelt aftalt lavere rentefod - mens låntager indrømmes et rentefradrag
af samme størrelse som den rente, der beskattes hos långiveren. Som udgangspunkt
anvendes diskontoen plus 4 pct.
Ved lån fra en hovedaktionær til vedkommendes selskab betragtes en rentefordel,
der ikke er forretningsmæssigt begrundet, som et skattepligtigt tilskud for
det låntagende selskab. For det låntagende selskab er nettovirkningen
derfor, at der ikke sker nogen ændring af den skattepligtige indkomst, idet
det skattepligtige tilskud neutraliseres af det indrømmede rentefradrag. For
hovedaktionæren (långiver) bliver nettovirkningen en beskatning af den
fikserede renteindtægt (kapitalindkomst), idet der ikke er fradragsret for
det ydede tilskud.
Såfremt der mellem to interesseforbundne parter er etableret et rentefrit lån,
der ikke ville have været etableret på tilsvarende vilkår, såfremt
parterne havde været uafhængige, vil skattemyndighederne kunne fastsætte
en rente svarende til markedsrenten. Långiver vil derefter blive beskattet
af den pågældende renteindtægt, og låntager vil få et tilsvarende
rentefradrag. Låntager har imidlertid tillige modtaget en rentefordel ved ikke
at have skullet betale rente.
om
armslængdeprincippet trådte i kraft den 28. juni 1998. Er der eksempelvis
tale om et rentefrit lån fra en hovedaktionær til dennes selskab og er
lånet etableret før Højesterets dom af 11. februar 1998, men inden
lovens ikrafttræden, vil der fra og med lovens ikrafttræden skulle anvendes
en rente svarende til, hvad der kunne være opnået, såfremt lånet
var etableret mellem uafhængige parter.
Fikseret lejeTilsvarende skal der ved udleje fra en hovedaktionær til
sit selskab fastsættes en markedsleje for det udlejede.
En hovedaktionærs afkald på kontraktsbestemt leje for en begrænset
periode som følge af selskabets svigtende indtjening medførte ikke bortfald
af hans skattepligt, for så vidt angik nogen del af det fastsatte lejebeløb,
jf. |