Indberetningen skal ifølge BEK nr. 1634 af 27/12/2019 § 22, stk. 1, nr. 1, omfatte oplysninger om følgende kategorier af personer:

  • Mellemmænd
  • Relevante skatteydere
  • Forbundne foretagender

Bemærk

Uanset indledningen til BEK nr. 1634 af 27/12/2019 § 22, stk. 1, må den indberettende almindeligvis forudsættes at være i besiddelse af komplette identitetsoplysninger om sig selv. Jf. dog nedenfor om fødested.

Bemærk

SIL § 52, stk. 1, indeholder en hovedregel i dansk skatteprocessuel ret om, at den, hvorom der skal indberettes noget, er forpligtet til at give den indberetningspligtige sine identitetsoplysninger til brug for indberetningen. Eftersom der i relation til indberetning efter SIL § 46 a kun skal indberettes oplysninger, som den indberetningspligtige i forvejen er bekendt med, i besiddelse af eller kontrollerer, er de personer, hvorom der skal indberettes efter regler udstedt i medfør af SIL § 46 a, udtrykkelig undtaget fra pligten til at afgive egne identitetsoplysninger til de indberetningspligtige efter SIL § 52, stk. 1.

Ad mellemmænd

Mellemmænd skal kun indberettes, hvis der medvirker mellemmænd, hvilket ikke nødvendigvis er tilfældet, jf. BEK nr. 1634 af 27/12/2019 § 7, stk. 1. Mellemmanden kan være den, der indberetter, og skal i så fald give identitetsoplysninger om sig selv. Hvis den indberettende mellemmand har kendskab til andre medvirkende mellemmænd, skal der også gives identitetsoplysninger om den eller de øvrige medvirkende mellemmænd, i det omfang disse foreligger.

Ad relevante skatteydere

Hvem der er relevante skatteydere er beskrevet i afsnit A.B.1.2.9.5.2. Der er ingen øvre grænse for antallet af relevante skatteydere, der kan være tilknyttet en ordning. Desuden kan der i forskellige sammenhænge indtræde indberetningspligt, selv om der ikke er relevante skatteydere tilknyttet ordningen. Antallet af relevante skatteydere tilknyttet en ordning kan således være mellem 0 og uendelig.

Skatteyderen kan være den, der indberetter, og skal i så fald give identitetsoplysninger om sig selv. En skatteyder, der indberetter om sig selv, er ikke forpligtet til at indberette oplysninger om andre relevante skatteydere.

Det bemærkes dog, at en skatteyder, som selv har udviklet en indberetningspligtig grænseoverskridende ordning og derefter stiller denne til rådighed for andre skatteydere, herved ændrer status fra at være skatteyder til at være mellemmand vedrørende den samme ordning. Dette udløser en fornyet pligt til at indberette samme ordning, nu som mellemmand med pligt til at indberette andre tilknyttede relevante skatteydere.

Ad forbundne foretagender

Identitetsoplysninger om forbundne foretagender skal kun indberettes, hvor det er relevant, hvilket ikke altid er tilfældet. Begrebet er beskrevet i afsnit A.B.1.2.9.4.11. I tilfælde, hvor begrebet er relevant, skal der indgives de samme identitetsoplysninger om det eller de forbundne foretagender, som der skal om de øvrige personer, der er relevante for indberetningen.