Ved et serviceeftersyn af ejendomsskatteloven har Skatteministeriet konstateret, at en række grundejere på grund af fejl i daværende SKATs og kommunernes systemer har betalt for meget i grundskyld, mens andre af samme grund har betalt for lidt. For at sikre at alle grundejere kan opnå tilbagebetaling af for meget betalt skat, vedtog Finansudvalget aktstykke nr. 142 af 2. maj 2019.

Aktstykket gav hjemmel til, at Vurderingsstyrelsen uanset reglerne i SFL kapitel 12 kunne ændre foretagne ejendomsvurderinger for perioden 2003-2019 med bagudrettet virkning i de tilfælde, hvor fejlen i ejendomsvurderingen skyldtes de nævnte systemfejl, og ændringen ville medføre en nedsættelse af de afledte ejendomsskatter.

Denne særlige hjemmel til genoptagelse af ejendomsvurderinger foranlediget af serviceeftersynet er ikke videreført i forbindelse med finansloven for 2020.

Det fremgår af orienterende aktstykke nr. 93 af 22. januar 2020, at Skatteministeriet er ved at afsøge handlerummet for at håndtere sagerne på en mere enkel måde.