Indhold

Afsnittet handler om den insolvens, som skyldner skal befinde sig i, for at kunne blive taget under konkursbehandling. 

Afsnittet indeholder: 

  • Hvornår er skyldneren insolvent?
  • Bevisbyrden
  • Formodningsregel
  • Oversigt over domme, kendelser, afgørelser, SKM-meddelelser mv.

Hvornår er skyldneren insolvent?

En skyldner er insolvent, hvis han ikke kan opfylde sine forpligtelser, efterhånden som de forfalder, medmindre betalingsudygtigheden blot er forbigående. Se konkurslovens § 17, stk. 2. 

Hvis en skyldner er insolvent, skal hans bo tages under konkursbehandling, når det begæres af skyldneren eller en fordringshaver. Skyldnerens insolvens er derfor en betingelse for en konkurs. Se konkurslovens § 17, stk. 1. Hvis skyldner har aktiver i udlandet, som Skatteforvaltningen ikke kan foretage udlæg i, påvirker disse ikke insolvensvurderingen. Se UfR 2014.3140 ØLR og SKM2016.131.BR.

Hvor længe må betalingsudygtigheden vare?

Skyldneren skal med andre ord være illikvid. Der er ikke i loven indsat nogen tidsfrist for, hvor længe betalingsudygtigheden må vare. Vurderingen er relativ, men udgangspunktet er formentlig nogle måneder. Der kan evt. skeles til den tid, som det vil tage at inddrive fordringen gennem individualforfølgning. Er der tale om en sæsonbetonet virksomhed, kan tidsfristen måske udstrækkes yderligere, især hvis de tilstedeværende aktiver har en vis værdi. Hvis skyldner kan betale, såfremt han kan realisere sine aktiver, inden for kort tid, bør konkursdekret ikke afsiges. 

En skyldner kan være insolvent, selv om han kan betale forfalden gæld, hvis det skønnes, at han er ude af stand til at betale den øvrige gæld, efterhånden som den forfalder. Jo længere tid der går inden forfaldstidspunktet, desto stærkere skal beviserne for en insolvens være.

Forhold og materiale, der kan inddrages i insolvensvurderingen

Ved vurderingen af, om betalingsudygtigheden kun er midlertidig og dermed udelukker en konkurs eller har den mere permanente karakter, der kræves til en konkurs, vil der som regel blive skelet til skyldnerens budgetter og regnskaber mv. Budgetter kan dog være urealistiske, da de er skyldners bud på fremtiden, og regnskaber kan bevidst være slørede for at skjule et underskud, der kan true virksomhedens fortsatte eksistens. Efter omstændighederne må der derfor indhentes supplerende materiale. 

Hvis skyldners pengeinstitut har opsagt kreditengagementet, kan det være vanskeligt at fortsætte virksomheden, da andre pengeinstitutter typisk vil udvise forsigtighed med at påtage sig et kreditengagement med en virksomhed, der netop har mistet samarbejdet med det tidligere pengeinstitut. Skifteretten vil i et sådant tilfælde ofte være skeptisk med hensyn til skyldners påstand om, at betalingsudygtigheden kun er forbigående. 

Bevisbyrden

Bevisbyrden for, at skyldneren er insolvent, påhviler fordringshaver. Hvis fordringshaver beviser, at skyldner er insolvent, er det derimod op til skyldneren at bevise, at betalingsudygtigheden kun er forbigående. 

Formodningsregel

Skyldner antages at være insolvent, når:  

  1. skyldner erkender at være insolvent,
  2. skyldner er under rekonstruktionsbehandling,
  3. skyldner har standset sine betalinger eller
  4. fordringshaver inden for de sidste tre måneder før konkursbegæringens modtagelse har foretaget et forgæves udlæg hos skyldneren.

Se konkurslovens § 18.

Ad a: Skyldner erkender at være insolvent

Det kan ske ved, at skyldneren på skifteretsmødet anerkender insolvensen eller skriftligt anerkender dette over for fordringshaver, med henblik på at denne indgiver konkursbegæring. Skyldners erklæring om sin insolvens er ikke tilstrækkelig, hvis han selv indgiver konkursbegæringen. Skyldneren skal i dette tilfælde vedlægge sin konkursbegæring en opgørelse over aktiver og passiver samt en liste over fordringshaverne. Se konkurslovens § 22. Skifteretten vil kunne kræve yderligere oplysninger, hvis den ikke er overbevist om insolvensen.

Ad b: Skyldner er under rekonstruktionsbehandling

Indledning af rekonstruktionsbehandling kan kun ske, hvis skyldner er insolvent. Se konkurslovens § 11, stk. 1. Det kan dog ikke udelukkes, at insolvensen er ophørt. Derfor opstiller reglen kun en formodning om insolvens.

Ad c: Skyldner har standset sine betalinger

Reglen omfatter både situationen, hvor skyldner underretter sine fordringshavere om, at han ikke kan betale sin gæld og derfor er ophørt hermed, og en faktisk undladelse af at betale væsentlig forretningsmæssig gæld.

Ad d: Forgæves udlæg inden for tre måneder før konkursbegæringens modtagelse

En arrest har ikke samme virkning, da der ikke med denne følger en opfordring til at betale gælden. Er aktiver, hvori udlæg er foretaget, endnu ikke realiseret, må vurderingssummen for disse aktiver lægges til grund. Udlægget behøver ikke være søgt foretaget af den fordringshaver, der nu begærer en konkurs.

Oversigt over domme, kendelser, afgørelser, SKM-meddelelser mv.

Skemaet viser relevante afgørelser på området: 

Afgørelse

Afgørelsen i stikord

Yderligere kommentarer

Landsretten

UfR.2014.3140 ØLR

Skyldner havde aktiver i udlandet (Schweiz). Da SKAT ikke kunne foretage individualforfølgning i Schweiz, havde skyldners aktiver i udlandet ingen betydning for insolvensvurderingen efter konkurslovens § 17, stk. 1. Skyldner kunne derfor tages under konkursbehandling.

Insolvensvurderingen skal foretages på baggrund af de aktiver, som kreditor har en reel mulighed for at gennemføre individualforfølgning i.

Byretten

SKM2016.131.BR

Sagsøgeren gjorde i sagen blandt andet gældende, at SKAT havde handlet ansvarspådragende i forbindelse med indgivelse af konkursbegæringen, se konkurslovens § 28, stk. 1, idet sagsøgeren støttede sit erstatningskrav på, at sagsøgeren var solvent, og at SKAT i stedet skulle have benyttet andre retsmidler.

Skatteministeriet gjorde gældende, at sagen ikke var anlagt rettidigt, da erstatningskrav efter konkurslovens § 28 skal fremsættes over for skifteretten eller de almindelige domstole senest 3 måneder efter det tidspunkt, da skylderen blev i stand til at gøre krav gældende, se konkurslovens § 242 a. Desuden gjorde Skatteministeriet gældende, at betingelserne i konkurslovens § 28, stk. 1, ikke var opfyldt.

Retten bemærkede, at kravet kunne være gjort gældende på det tidspunkt, hvor det lå fast, at A ikke var insolvent og ikke havde været det. Retten fandt, at sagsøgerens konkursbo blev solvent i 2012, da et værdipapirdepot blev hjemtaget fra Schweiz. Da A ikke havde fremsat kravet rettidigt, afviste retten sagen. 

Dommen er medtaget som følge af byrettens bemærkninger om hvornår det kunne konstateres, at skyldner ikke var solvent.

Skyldner ejede et aktiedepot i Schweiz, der blev hjemtaget efter konkursdekret. Hjemtagelsen medførte, at skyldner ikke var insolvent og ikke have været det. Byretten lagde til grund, at det ved hjemtagelsen af depotet kunne konstateres, at skyldner ikke var insolvent.

Indtil hjemtagelsen af depotet må det modsætningsvis sluttes, at skyldner var insolvent, da aktivet befandt sig uden for kreditorernes rækkevidde via individualforfølgning