Vis afgørelser, domme, kendelser og meddelelser mv. til "A.A.8.3.2.1.2.3 Forsæt eller grov uagtsomhed" udsendt efter offentliggørelsen af denne version af vejledningen.

SFL § 32, stk. 1, nr. 3 - Den afgiftspligtige/godtgørelsesberettigede eller nogen på dennes vegne forsætligt eller groft uagtsomt har bevirket, at afgiftstilsvaret eller godtgørelsen er fastsat på et forkert eller ufuldstændigt grundlag.

Anvendelse af reglen forudsætter, at Skatteforvaltningen har foretaget en forkert ansættelse, og at dette skyldes den afgiftspligtige/godtgørelsesberettigede eller nogen på dennes vegne forsætlige eller groft uagtsomme adfærd.

Begreberne forsæt og grov uagtsomhed i SFL § 32, stk. 1, nr. 3, er identiske med de tilsvarende begreber i SKL kapitel 9.

Bestemmelsens anvendelse er ikke betinget af, at der gøres et strafansvar gældende mod den afgiftspligtige/godtgørelsesberettigede. Uanset at der ikke rejses en straffesag eller, at der er sket frifindelse i denne, kan bestemmelsen anvendes, da udfaldet i straffesagen kan afhænge af straffesagens særlige karakter, herunder f.eks. andre krav til bevisets styrke end i den civile afgiftssag. Se A.C.3. om straffesager.

Eksempler

I SKM2020.164.BR fandt retten, at betingelserne i SFL § 27, stk. 1, nr. 5, var opfyldt, da det var en positiv forkert selvangivelse, og hverken selskabet eller selskabets rådgiver havde søgt råd og vejledning hos skattemyndighederne. At selskabet havde benyttet sig af professionel rådgivning kunne ikke føre til andet resultat.

På skatteområdet er afsagt en række domme og afgørelser i 2018 og 2019, se nærmere herom under afsnit A.A.8.2.2.1.2.5. Se blandt andet SKM2018.520.HR, SKM2018.597.ØLR, SKM2018.407.VLR, SKM2019.249.ØLR og SKM2019.256.ØLR.

►Fra skatteområdet - B's værdipapirer blev registreret i SKATs værdipapirsystem med for høje anskaffelsessummer, hvilket medførte, at B blandt andet i 2011-2015 uberettiget fik udbetalt overskydende skat. Landsretten fandt, at B eller nogen på hendes vegne havde handlede groft uagtsomt ved at undlade at reagere på de urigtige skatteansættelser, hvorfor betingelserne for ekstraordinær genoptagelse af skatteansættelsen for 2011-2015 efter SFL 27, stk. 1, nr. 5, var opfyldt. Landsretten lagde til grund, at SKAT allerede forud for den 11. eller 12. september 2017, hvor SKAT konstaterede, at de registrerede anskaffelsessummer var for høje, var i besiddelse af tilstrækkelige oplysninger til at konstatere, at der var et grundlag for genansættelse. Landsretten bemærkede, at det ved bedømmelsen af, om SKAT havde overholdt varslingsfristen på 6 måneder, ikke kunne tillægges betydning, hvornår SKAT eventuelt havde pligt til at foretage ligning af de indberettede oplysninger. Landsretten fandt herefter, at Skatteministeriet ikke havde bevist, at SKAT ikke havde tilstrækkelige oplysninger til at konstatere, at der var grundlag for at genansætte Bs indkomst for 2011-2015 tidligere end 6 måneder forud for, at agterskrivelsen den 7. november 2017 blev sendt, og ministeriet havde således ikke bevist, at fristen i SFL § 27, stk. 2, 1. punktum, var overholdt. Se SKM2020.561.VLR◄

►Fra skatteområdet - Sagen omhandlede, hvorvidt A var skattepligtig af beløb, som over en årrække var overført fra appellantens selskab på Belize til hans F3-bankkonti henholdsvis anvendt til køb af bolig i Spanien. Landsretten lagde til grund, at A var fuldt skattepligtig til Danmark fra den 9. april 2001, og at han ikke selvangav personlig indkomst for indkomstårene 2001, 2002, 2003 eller 2004. Landsretten fandt endvidere, at A ved sin manglende selvangivelse af pengeoverførslerne groft uagtsomt havde bevirket, at skatteansættelserne var foretaget på et urigtigt grundlag. At A havde modtaget rådgivning fra sin bank, ændrede ikke herved. Se SKM2020.523.ØLR◄

►Fra skatteområdet - Sagen handlede om, hvorvidt skatteyderen skulle beskattes af indsætninger på hans danske bankkonto fra hans spanske selskab, eller om der var tale om tilbagebetaling af et lån. For landsretten fremlagde skatteyderen regnskabsmateriale fra det spanske selskab, som viste, at skatteyderen havde et større tilgodehavende i selskabet. Landsretten frifandt Skatteministeriet med henvisning til byrettens præmisser, og udtalte i den forbindelse, at det spanske regnskabsmateriale ikke kunne føre til et andet resultat, idet regnskabsmaterialet ikke vedrørte de konkrete år, hvor henholdsvis lånet skulle være ydet og tilbagebetalt. I relation til grov uagtsomhed lagde byretten vægt på indbetalingernes størrelse, at skatteyder selv foretog overførslerne og i hvert fald for en del betegnede dem som "salario". Se SKM2020.488.VLR◄

►Fra skatteområdet - Sagen angik, om indsætninger på i alt 5,6 mio. kr. på skatteyderens bankkonto udgjorde lån eller skattepligtige gaver, samt om betingelserne for ekstraordinær genoptagelse var opfyldt. Landsretten tiltrådte efter en samlet vurdering af sagens oplysninger, herunder blandt andet gældsbrevets datering, usædvanlige vilkår og fremsendelse til Landsskatteretten i juli 2017 trods SKATs forslag til afgørelse den 11. oktober 2013, at skatteyderen ikke havde godtgjort, at der bestod et reelt låneforhold mellem hende og SA. Landsretten fandt derudover på baggrund af de omstændigheder, der første til, at overførslerne var skattepligtige, at skatteyder havde handlet i hvert fald groft uagtsomt ved ikke at have selvangivet beløbene, og at betingelserne for ekstraordinær genoptagelse var opfyldt. Se SKM2020.457.ØLR◄

►Fra skatteområdet - Sagen angik, om appellanterne, mor og søn, var skattepligtige af et afkast fra aktiver i udlandet, som appellanterne havde arvet fra deres far/morfar. Det var ubestridt, at aktiverne havde genereret det omhandlede afkast, men appellanterne gjorde gældende, at deres bror/onkel, som bestyrede arven, uberettiget havde tilegnet sig afkastet uden deres viden. På baggrund af en erklæring fra broderen samt den ene appellants forklaring lagde landsretten til grund, at broderen betragtede sin anvendelse af beløb, der tilkom appellanterne, som lån. I det omfang broderen ikke allerede måtte have tilbagebetalt beløbene til appellanterne, måtte de således antages at have en fordring herpå. Navnlig på baggrund af indholdet af en trustaftale, som var underskrevet af appellanterne, efter uddelingen af alle aktiver i den tidligere fond var sket til bl.a. dem, lagde landsretten til grund, at appellanterne, uanset deres forklaring om det modsatte, var bekendt med, at de hver især havde arvet de omhandlede aktiver. Landsretten udtalte videre, at deres ejerskab til aktiverne i udlandet helt åbenbart måtte give dem anledning til at overveje, om de var skattepligtige af et eventuelt afkast. Landsretten fandt derfor, at appellanterne ved at have undladt at orientere sig om indtægterne i udlandet og retsstillingen i forbindelse hermed havde udvist grov uagtsomhed, hvorfor der havde været grundlag for ekstraordinær genoptagelse. Se SKM2020.452.ØLR◄

►Fra skatteområdet - Skatteyderen, der ifølge ansættelseskontrakten selv var ansvarlig for at indberette sine lønforhold, forklarede, at han havde overladt udarbejdelsen af sine selvangivelser til sin revisor, og at han hverken havde kontrolleret selvangivelserne eller årsopgørelserne. Landsretten fandt, at skatteyder havde anledning til at sørge for, at de beløb, der blev indberettet, var korrekte. Ved at undlade at kontrollere sine årsopgørelser havde skatteyder derfor handlet groft uagtsomt både i forhold til lønindtægt og værdi af fri bil og fri telefon. Det ændrede ikke herved, at skatteyderen ikke havde til hensigt at skjule noget for skattemyndighederne, og at han havde overladt det til en revisor at udarbejde og indsende selvangivelser for alle årene. Se SKM2020.317.ØLR◄

Fra skatteområdet - Projekt Money Transfer - Sagen handlede i første række om, hvorvidt sagsøgeren var skattepligtig af to beløb på i alt ca. 1 mio. kroner, som hendes tidligere samlever i Schweiz havde overført til hendes konto i 2007 og 2010. I anden række handlede sagen om, hvorvidt betingelserne for ekstraordinær genoptagelse efter SFL § 27, stk. 1, nr. 5, var opfyldt. Sagsøgeren gjorde gældende, at hun havde erhvervet ret til de to beløb ved en mundtlig aftale indgået med hendes tidligere samlever, da hun var bosiddende i Schweiz, og at hun derfor ikke var skattepligtig til Danmark af beløbene. Hun gjorde desuden gældende, at hun ikke havde handlet groft uagtsomt ved ikke at selvangive de to beløb. Den tidligere samlever afgav vidneforklaring for landsretten. Landsretten fandt, at den tidligere samlevers forklaring ikke understøttede sagsøgerens forklaring om, at de omstridte beløb var overført til hende i henhold til en aftale indgået mellem dem, mens hun boede i Schweiz, hvorefter han påtog sig at betale beløbet på baggrund af, at hun igennem 6 år havde arbejdet i hans virksomhed uden at få løn. Landsretten stadfæstede herefter byrettens dom. Se SKM2019.571.VLR.

Fra skatteområdet - Skatteyderen havde i indkomstårene 2005-2008 modtaget ca. kr. 2 mio. på sin private konto. Skatteyderen gjorde gældende, at overførslerne fra udlandet reelt tilkom et selskab ejet af ham. Skatteyderen gjorde desuden gældende, at de udenlandske kunder ved en fejl havde overført fakturabeløbene til hans private konto, og at beløbene var udlignet via en mellemregning med skatteyderens selskab. Subsidiært gjorde skatteyderen gældende, at han alene skulle beskattes som aktieindkomst, såfremt landsretten fandt, at han havde erhvervet ret til beløbene. Landsretten fandt, at skatteyderen ikke havde løftet bevisbyrden for, at overførslerne til hans private konto i indkomstårene 2005-2008, ikke var skattepligtige for ham. Landsretten fandt desuden, at skatteyderen havde handlet i hvert fald groft uagtsomt ved ikke at selvangive beløbene. Betingelserne for ekstraordinær genoptagelse, jf. SFL § 27, stk. 1, nr. 5, var derfor opfyldt. Landsretten stadfæstede derfor byrettens dom. Se SKM2019.504.VLR.

Fra skatteområdet - Sagerne vedrørte spørgsmålet om, hvorvidt sagsøgerne med rette var blevet beskattet som løn af flere kontante hævninger og afholdte udgifter af privatlignende karakter, som et selskab, hvori sagsøgerne var ansat som hhv. direktør og bogholder, havde afholdt. Sagerne vedrørte i den forbindelse også spørgsmålet, om skattemyndighederne havde været berettiget til at genoptage sagsøgernes skatteansættelser for årene 2003-2007 ekstraordinært som følge af mindst grov uagtsomhed, jf. SFL § 27, stk. 1, nr. 5, og om skattemyndighederne havde overholdt 6 måneders fristen i SFL § 27, stk. 2. For indkomstårene 2003-2007 hvilede sagsøgernes indkomstforhøjelse på et af skattemyndighederne foretaget skøn, og for indkomstårene 2008-2011 var sagsøgerne blevet beskattet af de faktiske beløb, som var hævet i selskabet m.v. Retten fandt, at sagsøgerne havde adgang til og reelt rådede over selskabets indestående på bankkonto og øvrige midler. Med henvisning hertil, og at der i sagen var enighed om, at sagsøger 1 ikke var blevet aflønnet for sin stilling som direktør, og at selskabet i de omhandlede indkomstår var ejet af sagsøger 1’s brødre, pålagde retten sagsøgerne at føre et sikkert og objektivt bevis for, at udgifterne var afholdt i selskabets interesse, og at de pågældende beløb ikke tilfaldt sagsøgerne. Retten bemærkede, at sagsøgerne igennem bl.a. vidneførsel havde sandsynliggjort, at en række af udgifterne var afholdt i selskabets interesse, men at sagsøgerne ikke havde fremlagt dokumentation, der med sikkerhed knyttede betalingerne til udgifter afholdt i selskabets interesse. Retten fandt herefter, at sagsøgerne ikke havde løftet deres skærpede bevisbyrde. Retten fandt yderligere, at SKAT havde været berettiget til at genoptage sagsøgernes skatteansættelse ekstraordinært efter SFL § 27, stk. 1, nr. 5, idet sagsøgerne havde handlet groft uagtsomt ved manglende selvangivelse af de omhandlede beløb. Retten bemærkede herunder, at den tidsmæssige betingelse efter SFL § 27, stk. 2, var opfyldt. Retten fandt endvidere, at sagsøgerne ikke havde bevist, at den skønsmæssige forhøjelse for perioden 2003-2007 var baseret på et forkert grundlag eller var åbenbart urimeligt. Skatteministeriet fik derfor medhold i de nedlagte påstande. Se SKM2019.423.BR. Dommen er anket.

Landsskatterettens flertal fandt, at der efter en samlet konkret vurdering forelå en sådan betydelig usikkerhed om de af repræsentanten påpegede forhold, herunder udformningen af SKATs nyhedsbrev, at det fandtes betænkeligt at statuere grov uagtsomhed efter SFL § 32, stk. 1, nr. 3, på det foreliggende grundlag. SKAT havde i et styresignal angivet, at en praksisændring gjaldt for mineralolieafgift, svovlafgift og CO2-afgift, mens et nyhedsbrev sendt til virksomheden alene nævnte mineralolieafgiften og samtidig henviste til styresignalet. Virksomheden havde alene implementeret praksisændringen for mineralolieafgiften og ikke for svovlafgift og CO2-afgift. Repræsentanten pegede blandt andet på, at når SKAT sender et nyhedsbrev ud til virksomhederne og heri angiver, at der er tale om en præcisering af praksis og at det er gældende for mineralolieafgift, vil virksomheder ikke finde anledning til at sætte sig ind i indholdet i styresignalet, medmindre nyhedsbrevet givet anledning til fortolkningsspørgsmål mv. Se SKM2019.38.LSR.

Retten fandt, at borgeren havde handlet mindst groft uagtsomt. Det var derfor berettiget, at SKAT havde foretaget forhøjelserne af skat og moms i medfør af henholdsvis SFL § 27, stk. 1, nr. 5, og § 32, stk. 1, nr. 3. Videre fandt retten, at SKAT havde overholdt varslingsfristerne i de to bestemmelsers stk. 2. Retten fandt endvidere, at borgeren havde modtaget SKATs forslag, inden afgørelserne blev truffet, og at der således var foretaget korrekt partshøring. SKATs afgørelser indeholdt ikke begrundelse, men da der i afgørelserne var henvist til forslagene, som indeholdt udførlig begrundelse, var afgørelserne ikke ugyldige på grund af manglende begrundelse. Se SKM2017.344.ØLR. Stadfæstelse af SKM2016.252.BR og SKM2016.266.BR.

Fra skatteområdet - Betingelserne for genoptagelse efter SFL § 27, stk. 1, nr. 5 var opfyldt, SKM2016.425.ØLR - Et selskab havde på sin konto modtaget et stort beløb fra det angolanske finansministerium. En del af beløbet var derefter overført til en anden person og selskabet havde kun selvangivet restbeløbet. Retten fandt, at selskabet havde erhvervet ret til hele beløbet, og handlet groft uagtsomt ved ikke at have selvangivet hele beløbet. Se SKM2016.444.ØLR.

Der var overført et større beløb til borgerens konto fra en udenlandsk bank, beløbet stod til fri disposition for borgeren. Retten fandt, at borgeren havde handlet mindst groft uagtsomt ved ikke at medregne beløbet til sin skattepligtige indkomst. Retten lagde vægt på beløbets størrelse og borgerens stilling og uddannelse. Se SKM2016.327.ØLR.

Spørgsmålet i sagen var, om H1 havde handlet groft uagtsomt ved anvendelsen af et etableret grænsehandelskoncept med salg af både til danske kunder via en tysk samarbejdspartner, og om betingelserne for ekstraordinær genoptagelse af selskabets momstilsvar var opfyldt. Landsretten fandt, at H1s grænsehandelskoncept alene blev anvendt med det formål at udnytte fordelen ved at sælge både med den lavere tyske moms, og at den tyske samarbejdspartner alene fungerede som et gennemfaktureringsled. Under sådanne omstændigheder fandt landsretten, at der måtte påhvile H1 en særlig forpligtelse til at sikre sig, at den anvendte metode ikke indebar en overtrædelse af momslovgivningen. Eftersom H1 ikke havde indrettet sit grænsehandelskoncept i overensstemmelse med de opstillede retningslinjer for handel med tysk moms i SKM2006.530.SR, og da H1 ikke havde iværksat eller søgt at iværksætte relevante tiltag for at sikre sig arrangementets overensstemmelse med momslovgivningen, fandt landsretten, at H1 ikke har udvist den fornødne omhu og påpasselighed og herved havde handlet groft uagtsomt. Betingelserne for ekstraordinær genoptagelse af H1s momstilsvar var således opfyldt. Eftersom det under sagen var ubestridt, at H1 herefter havde pligt til at betale moms af de pågældende salg i grænsehandelskonceptet blev byrettens dom stadfæstet. Se SKM2016.288.ØLR.

Borgeren havde handlet mindst groft uagtsomt ved ikke at have oplyst om renteindtægter. SKM2015.689.VLR.

Landsskatteretten fandt, at borgeren havde handlet mindst groft uagtsomt ved ikke at selvangive beløb indsat på hans konti. Se SKM2015.633.ØLR.

Landsretten fandt, at borgeren havde handlet groft uagtsomt, idet borgeren blandt andet på baggrund af sagens omstændigheder havde haft en særlig forpligtelse til at sikre sig, at der ikke var sket en overtrædelse af de danske momsregler. Forhøjelsen var således også berettiget, jf. SFL § 32, stk. 1, nr. 3, for den del der lå ud over de ordinære genoptagelsesfrister. Landsretten havde tillige anledning til at tage stilling til et svar afgivet af SKAT på borgerens henvendelse om grænsehandelskonceptet. Landsretten udtalte blandt andet, at svaret alene var vejledende, og at borgeren måtte indse, at svaret forudsatte, at der var realitet bag det opstillede handelsarrangement. Landsrettens dom er en stadfæstelse af byrettens dom, SKM2014.201.BR, dog således at borgerens momstilsvar blev nedsat for så vidt angår en konkret bil. Se SKM2015.513.VLR.

Landsretten fandt, at der var grundlag for forhøjelser efter SFL § 27, stk. 1, nr. 5, og SFL § 32, stk. 1, nr. 3, i et tilfælde, hvor en borger reelt havde fortsat selvstændig virksomhed efter en konkurs. Se SKM2014.260.ØLR.

Landsretten fandt, at der var grundlag for forhøjelse efter SFL § 32, stk. 1, nr. 3. 6-månedersfristen i SFL § 32, stk. 2, skulle regnes fra det tidspunkt, hvor SKAT var kommet i besiddelse af det fornødne grundlag for at varsle en korrekt afgiftsansættelse. Landsretten fandt, at SKAT tidligst ved borgerens udeblivelse fra det aftalte kontrolbesøg den 28. august 2009 fik tilstrækkelig grund til at betvivle rigtigheden af virksomhedens momsindberetninger og dermed tilstrækkeligt grundlag for at varsle en ændring af afgiftsansættelsen. Varslingen af samme dag var derfor rettidig, ligesom afgørelsen af 26. oktober 2009 var rettidig. SKAT forhøjede afgiftstilsvaret (salgsmoms) vedrørende 2005 som følge af, at virksomheden havde angivet en lavere salgsmoms end den, der fulgte af de nettoomsætningstal, som virksomheden havde indberettet i forbindelse med selvangivelsen. Se SKM2014.214.ØLR.

Landsretten fandt, at borgeren havde handlet forsætligt eller groft uagtsomt. Se SKM2013.127.ØLR.

Retten fandt, at borgeren havde handlet groft uagtsomt, og der var derfor grundlag for forhøjelse iht. SFL § 27, stk. 1. At borgeren ikke havde været tiltalt for forholdet var uden betydning. Se SKM2013.550.VLR.

Landsretten bemærkede, at en påtaleopgivelse ikke er nye faktiske eller retlige oplysninger, der kan begrunde ekstraordinær genoptagelse iht. SFL § 27, stk. 1, nr. 8, og SFL § 32, stk. 1, nr. 4. Se SKM2012.170.ØLR.

Landsretten fandt, at der kunne ske forhøjelse af indtægter efter bestemmelsen i SFL § 27, stk. 1, nr. 5, uanset at anklagemyndigheden efter en samlet vurdering havde valgt at opgive tiltale. Se SKM2012.12.ØLR.

Sagsøgeren havde indsendt forkerte momsangivelser. Retten fandt, at sagsøgeren havde handlet groft uagtsomt, og at SKAT derfor var berettiget til ekstraordinært at ændre afgiftstilsvaret iht. SFL § 32, stk. 1, nr. 3. Se SKM2011.508.VLR.

Sagen drejede sig om ekstraordinær genoptagelse. Landsretten fandt, at klageren ved at have udeholdt omsætning havde udvist mindst grov uagtsomhed, hvorved ansættelsesfristerne var suspenderet. SKAT havde modtaget regnskabsmaterialet i september 2004 og udsendt agterskrivelse 7. juni 2005. Landsretten udtalte, at de relevante oplysninger løbende var kommet til SKATs kundskab, herunder ved et møde med klagerens ægtefælle 28. februar 2005, så 6 måneders fristen var overholdt. Se SKM2011.459.ØLR.

Den omstændighed, at anklagemyndigheden havde opgivet påtale mod selskabets ledelse for overtrædelse af STRFL § 289, jf. SKL § 13, stk. 1, indebar efter Landsrettens opfattelse ikke, at der herved tillige var taget stilling til, hvorvidt der ved udarbejdelsen af selvangivelsen var handlet forsætligt eller uagtsomt. Se SKM2001.582.ØLR.

►Fra skatteområdet - Skatteyder var under hele forløbet bistået af sin rådgiver. Der blev fastsat en leje for ejendommen og for sommerboligen, som lå markant under de beløb, der objektivt skal fastsættes i en sådan situation i medfør af ligningsloven, og skatteyder selvangav ikke værdien af fri bolig og fri sommerbolig. Skatteyder foretog endvidere skattefradrag for renter på kreditforeningslånet, selv om lånet i forbindelse med overdragelse af ejendommen var overdraget til selskabet, og rentebetalingen blev foretaget af selskabet. SKAT var ikke bekendt med overdragelserne af ejendommene til selskabet, hvorfor SKAT ikke havde mulighed for at foretage den korrekte skatteansættelse. Byretten fandt på den baggrund, at skatteyder/hans repræsentant i hvert fald groft uagtsomt havde bevirket, at skattemyndighederne havde foretaget skatteansættelserne for de pågældende år på et urigtigt eller ufuldstændigt grundlag. SKM2020.514.BR◄

►Fra skatteområdet - Sagen angik, om et beløb på 5.442.840 kr. udgjorde betaling og forudbetaling for honorarer eller betaling for aktier. Det var skatteydernes opfattelse, at beløbet udgjorde betaling for aktier, og at aktieavancen var skattefri efter de dagældende regler. Retten fandt, at beløbet udgjorde betaling og forudbetaling for honorarer, som var skattepligtige for skatteyderne. Retten fandt desuden, at det allerede i 2006 måtte stå klart for skatteyder, at oplysningen om parternes kvalifikation af betalingen af 5.442.840 kr. som honorar, jf. brev af 3. november 2006, kunne være af afgørende betydning for skattemyndighedernes ansættelse, hvorfor det måtte tilregnes skatteyderne som i hvert fald groft uagtsomt, at denne oplysning ikke tilgik skattemyndighederne, der derfor ansatte skatten på et urigtigt eller ufuldstændigt grundlag. Se SKM2020.454.BR. Sagen er anket.◄

►Sagen handlede om, hvorvidt sagsøgeren, som udbød spil på spilleautomater, var berettiget til nedslag i spilleafgiften i henhold til den dagældende spilleafgiftslovs § 13 på baggrund af en række udlodninger til en Y1-sk sportsforening. Ifølge bestemmelsen kunne der ske nedslag i spilleafgiften ved udlodning af midler til velgørende og almennyttige foreninger. På baggrund af de foreliggende oplysninger om den pågældende forenings formål, struktur, aktiviteter, medlemsgrundlag og økonomiske forhold fandt retten, at sagsøgeren ikke havde godtgjort, at foreningen havde et formål af almennyttig karakter, og betingelserne for nedslag i spilleafgiften var derfor ikke opfyldt. Retten fandt desuden, at sagsøgeren havde handlet mindst groft uagtsomt ved ikke forud for udlodningerne at sikre sig dokumentation for foreningens velgørende formål. Betingelserne for ekstraordinær genoptagelse af afgiftstilsvaret var derfor opfyldt. Se SKM2020.376.BR◄

Retten fandt indledningsvist, at de fremlagte fakturaer ikke overholdt kravene i momsbekendtgørelsens § 40. Under hensyntagen hertil samt til øvrige uregelmæssigheder ved både fakturaerne og underleverandørernes virksomheders forhold samt borgerens manglende regnskabsmateriale, fandt retten, at der påhvilede borgeren en meget tung bevisbyrde med hensyn til at godtgøre, at de fremlagte fakturaer berettigede til skatte- og momsmæssigt fradrag. Retten fandt, at borgeren ikke havde løftet denne bevisbyrde, og retten kunne derfor ikke lægge til grund, at fakturaerne havde noget reelt indhold. Se SKM2017.210.BR. Afslutningsvist fandt retten, at betingelserne for ekstraordinær genoptagelse af sagsøgerens momsansættelse i henhold til SFL § 32, stk. 1, nr. 3, var opfyldt. Se SKM2017.210.BR.

Det var i sagen for retten ubestridt, at det anvendte grænsehandelskoncept ikke havde forretningsmæssig baggrund, men alene havde til formål at sælge campingvogne med den lavere tyske moms. Retten fandt, at der under sådanne omstændigheder påhvilede selskabet en særlig forpligtelse til som erhvervsdrivende at sikre, at salgene skete i overensstemmelse med de danske momsregler. Retten fandt, at selskabet ikke havde efterlevet de strenge krav, der stilles til den registreringspligtiges omhu og påpasselighed i relation til overholdelse af momsloven. Retten fremhævede i den forbindelse, at selskabet ved et bindende svar tidligere havde fået underkendt et påtænkt grænsehandelskoncept, der i det væsentligste var identisk med den fremgangsmåde, hvorunder selskabet efterfølgende solgte campingvogne. Selskabet havde dermed handlet groft uagtsomt, hvorfor SKAT havde været berettiget til ekstraordinært at genoptage selskabets momstilsvar i medfør af SFL § 32, stk. 1, nr. 3. Se SKM2017.125.BR.

Fra skatteområdet - Landsretten anførte, at sagen i første række drejede sig om, hvorvidt SKAT havde haft hjemmel i SFL § 27, stk. 1, nr. 5, til ekstraordinært at genoptage appellantens skatteansættelser. På baggrund af erklæringer fra de amerikanske skattemyndigheder og appellantens besiddelse af et "Green card" sammenholdt med oplysninger på de amerikanske skattemyndigheders hjemmeside og appellantens amerikanske revisors vidneforklaring, fandt Landsretten det bevist, at appellanten i de pågældende indkomstår var fuldt skattepligtig til USA. Landsretten anførte videre, at SKAT i sin vurdering af, om der foreligger et forsætligt eller groft uagtsomt forhold, har pligt til at påse, om der foreligger et urigtigt eller ufuldstændigt grundlag for den hidtidige skatteansættelse, hvilket - foruden stillingtagen til den materielle skatteret - indebar, at appellanten havde haft pligt til i Danmark at selvangive en indtægt fra det selskab, hvorfra de omtvistede overførsler stammede. Endelig anførte landsretten, at SKAT i sin afgørelse om ekstraordinær ansættelse af appellantens indkomst havde lagt til grund, at hun var fuldt skattepligtig til Danmark, mens hendes amerikanske skatteforhold ikke indgik i afgørelsen. Med henvisning til, at appellanten var fuldt skattepligtig til USA, fandt landsretten allerede af denne grund, at SKAT med dette faktum skulle genoptage hendes skatteansættelser og gav derfor appellanten medhold i den subsidiære påstand. Se SKM2017.196.ØLR, tidligere instans SKM2015.802.BR.

Retten bemærkede, at borgeren havde overladt kontrollen af selskabet til sin ægtefælle uden kontrol, og hun ikke havde selvangivet nogen udbytteværdi af de private udgifter, som selskabet havde afholdt. Hun havde derfor handlet groft uagtsomt. Se SKM2015.744.BR.

I relation til spørgsmålet om ekstraordinær genoptagelse fandt retten ikke, at der kunne ske genoptagelse efter SFL § 27, stk. 1, nr. 5, og § 32, stk. 1, nr. 3, da spørgsmålet om genoptagelse var sket på borgerens initiativ. Retten fandt det heller ikke godtgjort, at der forelå sådanne særlige omstændigheder, at der kunne ske ekstraordinær genoptagelse efter SFL § 27, stk. 1, nr. 8, og § 32, stk. 1, nr. 4. Se SKM2016.585.VLR, tidligere instans SKM2015.427.BR.

Store beløb indsat på borgerens konto skulle medregnes i borgerens skattepligtige indkomst. Retten fandt, at forholdet måtte tilregnes borgeren som i hvert fald groft uagtsomt, særligt med henvisning til borgerens stilling og uddannelsesmæssige baggrund samt beløbets størrelse, jf. SFL § 27, stk. 1, nr. 5. Se SKM2015.382.BR.

Borgeren havde ikke fradragsret efter ML § 37, stk. 1, for momsen af nogle afregningsbilag, som borgeren selv havde udstedt til nogle danske grossister (selvfakturering). Retten fandt forholdet groft uagtsomt efter SFL § 32, stk. 1, nr. 3. Se SKM2016.324.ØLR, tidligere instans SKM2015.174.BR.

Aftale om salg af båd var reelt indgået med den danske forhandler og ikke med det tyske mellemled, der alene havde fungeret som uselvstændigt mellemled, og der skulle derfor betales dansk moms. SFL § 32, stk. 1, nr. 3, fandt anvendelse. Se SKM2015.122.BR.

Borgeren havde fradraget indgående moms af udgifter til etablering og drift af depotrum, som efterfølgende blev udlejet momsfrit. Retten fandt forholdet groft uagtsomt, jf. SFL § 32, stk. 1, nr. 3. Se SKM2015.107.BR.

Byretten fandt, at borgeren havde handlet groft uagtsomt, jf. SFL § 32, stk. 1, nr. 3, ved ikke at have opgivet moms for salg af biler. Borgeren havde ikke løftet bevisbyrden for, at der var tale om private salg af biler. Se SKM2015.62.BR.

Borgeren havde ikke bogført eller angivet momsbeløb vedrørende en række byggeentrepriser - retten fandt på den baggrund, at borgeren havde handlet i hvert fald groft uagtsomt, jf. SFL § 32, stk. 1, nr. 3. Se SKM2015.37.BR.

Borgeren havde ikke ved en generel forespørgsel til SKAT i 2007 om beskatning af en sådan (hypotetisk) avance uden oplysninger om det konkrete salg - eller i øvrigt - foretaget en selvangivelse af indkomsten. Retten fandt, at borgeren havde handlet i hvert fald groft uagtsomt ved ikke at selvangive indkomsten, og at betingelserne for ekstraordinær skatteansættelse i SFL § 27, stk. 1, nr. 5, var opfyldt. Se SKM2014.464.BR.

Momstilsvaret var ansat på et ufuldstændigt grundlag, hvilket blev tilregnet borgeren, som groft uagtsomt. Betingelserne i SFL § 32, stk. 1, nr. 3, ansås for opfyldt. Se SKM2014.431.BR.

Retten fandt, at borgeren eller dennes ansatte havde tilrettelagt bogføringen og momsangivelser på en sådan lemfældig måde, at borgeren ved grov uagtsomhed havde bevirket, at afgiftstilsvaret vedrørende alle de områder, der var omfattet af sagen, blev fastsat på et urigtigt eller ufuldstændigt grundlag, herefter ansås betingelserne i SFL § 32, stk. 1, nr. 3, for opfyldt. Se SKM2014.201.BR.

Klager havde ladet sit selskab betale for sine private udgifter. Retten fandt, at forholdet var groft uagtsomt, og dermed omfattet af SFL § 27, stk. 1, nr. 5. Se SKM2014.29.BR.

Sagen var en del af "Money Transfer projektet". Retten fandt, at borgeren ved at have undladt at selvangive et modtaget bonusbeløb havde handlet groft uagtsomt. Retten lagde vægt på beløbets størrelse i forhold til borgerens årsindkomst. Det gjorde ikke nogen forskel, at borgeren var frifundet i straffesagen. Se SKM2013.910.BR.

Byretten fandt, at borgeren havde handlet groft uagtsomt ved at undlade at selvangive en kursgevinst. Retten tillagde det betydning, at borgeren var revisor. Se SKM2013.300.BR.

Sagen drejede sig om hævninger på kreditkort. Retten fandt, at borgeren skulle beskattes af hævningerne. De ordinære frister var suspenderede, da det måtte tilregnes borgeren som mindst groft uagtsomt, at SKAT foretog den oprindelige ansættelse på et ufuldstændigt grundlag, jf. SFL § 27, stk. 1, nr. 5. Se SKM2013.259.BR.

►Landsskatteretten fandt, at der var tale om maskerede leasingforhold med det formål at opnå besparelse i betaling af registreringsafgiften. Da det drejede sig om to professionelle aktører, måtte der efter Landsskatterettens opfattelse stilles krav til, at parterne har kendskab til, at der ingen lighed er mellem afgiftsgrundlaget ved beregning af registreringsafgift ved salg af et køretøj, hvor registreringsafgiften beregnes på baggrund af den faktiske salgspris, og i tilfælde af leasing, hvor registreringsafgiften er en teknisk værdi baseret på importprisen til Danmark. Efter Landsskatterettens opfattelse havde begge parter haft kendskab til samtlige oplysninger vedrørende afgiftsgrundlaget og de tekniske detaljer for de omhandlede køretøjer i forbindelse med indregistrering heraf, idet processen omkring indregistrering af køretøjerne var tilrettelagt således, at begge parter har haft kendskab til alle oplysninger i de certifikater, som har været anvendt som grundlag for indregistreringen, herunder afgiftsgrundlaget. Det er på den baggrund Landsskatterettens opfattelse, at begge parter både i forbindelse med indgåelse af de pågældende leasingaftaler og i forbindelse med indregistrering af de pågældende køretøjer har handlet groft uagtsomt, da begge parter har været klar over, at registreringsafgiften blev beregnet på et lavere afgiftsgrundlag, når det drejede sig om et leasingskøretøj, end hvis det havde været et salg af køretøjerne. Landsskatteretten fandt derfor, at selskabet havde handlet groft uagtsomt i processen vedrørende indgåelse af leasingaftaler og ved indregistrering af køretøjerne, og at betingelserne for at foretage ekstraordinær genoptagelse dermed var opfyldt. Se SKM2020.468.LSR◄

►Fra skatteområdet - Klager havde i indkomståret 2012 - i modsætning til i de to forudgående indkomstår - ikke selvangivet avance af investeringsbeviser opgjort efter lagerprincippet. Blandet andet under henvisning til, at SKAT (nu Skattestyrelsen) ved to servicemeddelelser havde henledt klagers opmærksomhed på, at der skulle ske opgørelse af gevinst og tab for beviserne efter lagerprincippet, fandt Landsskatteretten, at der forelå grov uagtsomhed fra klagers side, hvorfor betingelserne for fristgennembrud i SFL § 27, stk. 1, nr. 5, var opfyldt. Se SKM2020.332.LSR◄

Ikke grundlag for anvendelse af SFL § 27, stk. 1, nr. 5. Under de foreliggende omstændigheder, hvor klageren havde selvangivet og var blevet beskattet af en anden fri bil i de omhandlede indkomstår, og derudover ejede flere private biler, fandt Landsskatteretten, at det var betænkeligt at fastslå, at den manglende medtagelse af den pågældende Mercedes Benz R320 var udtryk for grov uagtsomhed i SFL § 27, stk. 1, nr. 5's forstand. Beskatning kunne derfor alene ske i overensstemmelse med SFL § 26, stk. 5, jf. SKM2014.504.HR. Forhøjelsen for indkomståret 2006 ansås herefter ikke for rettidigt foretaget. Se SKM2016.471.LSR.

Selskabet havde haft kendskab til reglerne om manglende godtgørelsesadgang for energi forbrugt til rumvarme, og desuagtet i afgiftsansættelserne for den omhandlede periode både anset det omhandlede naturgasforbrug for godtgørelsesberettiget samt foretaget en skønsmæssig opgørelse heraf i strid med reglerne i GASAL § 10. Landsskatteretten fandt derfor, at dette forhold måtte tilregnes selskabet som groft uagtsomt, hvorfor SKAT havde været berettiget til at ændre selskabets afgiftstilsvar uden for den ordinære frist i medfør af SFL § 32, stk. 1, nr. 3. Se SKM2016.363.LSR.

Borgeren havde løbende modtaget bestyrelseshonorarer fra Schweiz. Honorarerne var beskattet i Schweiz, men ikke selvangivet i Danmark. Landsskatteretten fandt, at borgeren havde handlet mindst groft uagtsom ved ikke at selvangive honorarerne, og SKAT kunne derfor genoptage ansættelsen i henhold til SFL § 27, stk. 1, nr. 5. Landsskatteretten lagde bl.a. vægt på, at borgeren havde fået information om selvangivelsespligten, at det var en generel retsregel, der var tilsidesat, og at der var tale om løbende beløb af en vis størrelse. Se SKM2013.501.LSR.

Borgeren havde ikke selvangivet bestyrelseshonorarer fra udenlandske selskaber. Landsskatteretten fandt, at den manglende selvangivelse af bestyrelseshonorarerne ikke kun kunne anses som simpelt uagtsomt, og SFL § 27, stk. 1, nr. 5, kunne derfor anvendes. Landsskatteretten lagde bl.a. vægt på karakteren af den tilsidesatte regel, at borgeren var informeret om selvangivelsespligten, samt at der var tale om betydelige beløb modtaget over en længere årrække. Landsskatteretten lagde endvidere vægt på borgerens stilling og den viden, der måtte følge deraf. Se SKM2013.498.LSR.

Landsskatteretten fandt, at manglende selvangivelse af samtlige lønindtægter måtte tilregnes som mindst groft uagtsomt. Se SKM2013.337.LSR.

Reglen giver ikke grundlag for nedsættelse efter anmodning, hvis borgerens revisor har handlet groft uagtsomt. Se SKM2002.371.LSR.

Der kunne ske forhøjelse af indtægter efter bestemmelsen i SFL § 27, stk. 1, nr. 5, uanset at anklagemyndigheden efter en samlet vurdering havde valgt at opgive tiltale. Se SKM2011.109.BR. Det er SKATs opfattelse, at det tilsvarende er gældende for moms og afgifter.

Borgeren var blevet frifundet i straffesagen om nogle skønnede forhøjelser vedrørende en virksomhed. Uanset dette var der som følge af groft uagtsom eller forsætlig adfærd grundlag for at gennemføre de skønnede forhøjelser efter udløbet af den ordinære ansættelsesfrist. Højesteret henviste til, at det påhvilede borgeren at godtgøre, at de skønsmæssige ansættelser var urimelige eller forkerte. Da denne bevisbyrde ikke var løftet, kunne det ikke tillægges betydning, at der var sket frifindelse i straffesagen. Det skal bemærkes, at sagen er afgjort efter den tilsvarende bestemmelse i den tidligere SSL § 35, stk. 4. Se SKM2011.209.HR.

Landsskatteretten fandt, at borgeren havde handlet mindst groft uagtsomt. Se SKM2012.224.LSR.

Sagen drejede sig om fradrag for købsmoms vedrørende en varevogn, som ikke udelukkende blev anvendt erhvervsmæssigt. Da SKAT tidligere havde vejledt virksomheden om reglerne, og da virksomhedens indehaver tidligere havde afgivet skriftlig erklæring om, at varevognen udelukkede blev benyttet erhvervsmæssigt, fandt Landsskatteretten, at indehaveren i det mindste groft uagtsomt havde bevirket, at afgiftstilsvaret blev fastsat på et forkert grundlag, og betingelserne for suspension i SSL § 35 C, stk. 1, nr. 3, var opfyldt (nu SFL § 32, stk. 1, nr. 3). Se SKM2005.85.LSR.

Vedrørende den tilsvarende bestemmelse på skatteområdet - Se A.A.8.2.2.1.2.5.

Oversigt over domme, kendelser, afgørelser, SKM-meddelelser mv.

Afgørelser	Afgørelsen i stikord	Kommentarer
Højesteretsdomme
SKM2011.209.HR	Borgeren var blevet frifundet i straffesagen om nogle skønnede forhøjelser vedrørende en virksomhed. Uanset dette var der som følge af groft uagtsom eller forsætlig adfærd grundlag for at gennemføre de skønnede forhøjelser efter udløbet af den ordinære ansættelsesfrist. Højesteret henviste til, at det påhvilede borgeren at godtgøre, at de skønsmæssige ansættelser var urimelige eller forkerte. Da denne bevisbyrde ikke var løftet, kunne det ikke tillægges betydning, at der var sket frifindelse i straffesagen. Det skal bemærkes, at sagen er afgjort efter den tilsvarende bestemmelse i den tidligere SSL § 35, stk. 4.
Landsretsdomme
►SKM2020.561.VLR◄	►Sagen angik, om SKAT var berettiget til ekstraordinært at genoptage indkomstansættelsen for B for årene 2011-2015 i medfør af SFL § 27, stk. 1, nr. 5, herunder om SKAT havde overholdt varslingsfristen på 6 måneder i bestemmelsens stk. 2, 1. punktum. ◄ ►Landsretten fandt, at B eller nogen på hendes vegne havde handlede groft uagtsomt ved at undlade at reagere på de urigtige skatteansættelser, hvorfor betingelserne for ekstraordinær genoptagelse af skatteansættelsen for 2011-2015 efter SFL § 27, stk. 1, nr. 5, var opfyldt. ◄ ►Landsretten fandt herefter, at Skatteministeriet ikke havde bevist, at SKAT ikke havde tilstrækkelige oplysninger til at konstatere, at der var grundlag for at genansætte Bs indkomst for 2011-2015 tidligere end 6 måneder forud for, at agterskrivelsen den 7. november 2017 blev sendt, og ministeriet havde således ikke bevist, at fristen i SFL § 27, stk. 2, 1. punktum, var overholdt. ◄ ►Landsretten lagde til grund, at SKAT allerede forud for den 11. eller 12. september 2017, hvor SKAT konstaterede, at de registrerede anskaffelsessummer var for høje, var i besiddelse af tilstrækkelige oplysninger til at konstatere, at der var et grundlag for genansættelse. ◄ ►Landsretten bemærkede, at det ved bedømmelsen af, om SKAT havde overholdt varslingsfristen på 6 måneder, ikke kunne tillægges betydning, hvornår SKAT eventuelt havde pligt til at foretage ligning af de indberettede oplysninger. Landsretten frifandt derfor boet efter B. ◄
►SKM2020.523.ØLR◄	►Fra skatteområdet - Sagen omhandlede, hvorvidt A var skattepligtig af beløb, som over en årrække var overført fra appellantens selskab på Belize til hans F3-bankkonti henholdsvis anvendt til køb af bolig i Spanien. Landsretten lagde til grund, at A var fuldt skattepligtig til Danmark fra den 9. april 2001, og at han ikke selvangav personlig indkomst for indkomstårene 2001, 2002, 2003 eller 2004. Landsretten fandt endvidere, at A ved sin manglende selvangivelse af pengeoverførslerne groft uagtsomt havde bevirket, at skatteansættelserne var foretaget på et urigtigt grundlag. At A havde modtaget rådgivning fra sin bank, ændrede ikke herved. ◄	►Tidligere instans: SKM2019.463.BR◄
►SKM2020.488.VLR◄	►Fra skatteområdet - Sagen handlede om, hvorvidt skatteyderen skulle beskattes af indsætninger på hans danske bankkonto fra hans spanske selskab, eller om der var tale om tilbagebetaling af et lån. For landsretten fremlagde skatteyderen regnskabsmateriale fra det spanske selskab, som viste, at skatteyderen havde et større tilgodehavende i selskabet. Vestre Landsret frifandt Skatteministeriet med henvisning til byrettens præmisser, og landsretten udtalte i den forbindelse, at det spanske regnskabsmateriale ikke kunne føre til et andet resultat, idet regnskabsmaterialet ikke vedrørte de konkrete år, hvor henholdsvis lånet skulle være ydet og tilbagebetalt. I relation til grov uagtsomhed lagde byretten vægt på indbetalingernes størrelse, at skatteyder selv foretog overførslerne og i hvert fald for en del betegnede dem som "salario". ◄	►Tidligere instans: SKM2019.157.BR◄
►SKM2020.457.ØLR◄	►Fra skatteområdet - Sagen angik, om indsætninger på i alt 5,6 mio. kr. på skatteyderens bankkonto udgjorde lån eller skattepligtige gaver, samt om betingelserne for ekstraordinær genoptagelse var opfyldt. Landsretten tiltrådte efter en samlet vurdering af sagens oplysninger, herunder blandt andet gældsbrevets datering, usædvanlige vilkår og fremsendelse til Landsskatteretten i juli 2017 trods SKATs forslag til afgørelse den 11. oktober 2013, at skatteyderen ikke havde godtgjort, at der bestod et reelt låneforhold mellem hende og SA. Landsretten fandt derudover på baggrund af de omstændigheder, der første til, at overførslerne var skattepligtige, at skatteyder havde handlet i hvert fald groft uagtsomt ved ikke at have selvangivet beløbene, og at betingelserne for ekstraordinær genoptagelse var opfyldt. Se SKM2020.457.ØLR◄	►Tidligere instans: SKM2019.444.BR◄
►SKM2020.452.ØLR◄	►Fra skatteområdet - Sagen angik, om appellanterne, mor og søn, var skattepligtige af et afkast fra aktiver i udlandet, som appellanterne havde arvet fra deres far/morfar. Det var ubestridt, at aktiverne havde genereret det omhandlede afkast, men appellanterne gjorde gældende, at deres bror/onkel, som bestyrede arven, uberettiget havde tilegnet sig afkastet uden deres viden. På baggrund af en erklæring fra broderen samt den ene appellants forklaring lagde landsretten til grund, at broderen betragtede sin anvendelse af beløb, der tilkom appellanterne, som lån. I det omfang broderen ikke allerede måtte have tilbagebetalt beløbene til appellanterne, måtte de således antages at have en fordring herpå. Navnlig på baggrund af indholdet af en trustaftale, som var underskrevet af appellanterne, efter uddelingen af alle aktiver i den tidligere fond var sket til bl.a. dem, lagde landsretten til grund, at appellanterne, uanset deres forklaring om det modsatte, var bekendt med, at de hver især havde arvet de omhandlede aktiver. Landsretten udtalte videre, at deres ejerskab til aktiverne i udlandet helt åbenbart måtte give dem anledning til at overveje, om de var skattepligtige af et eventuelt afkast. Landsretten fandt derfor, at appellanterne ved at have undladt at orientere sig om indtægterne i udlandet og retsstillingen i forbindelse hermed havde udvist grov uagtsomhed, hvorfor der havde været grundlag for ekstraordinær genoptagelse.◄	►Tidligere instans: SKM2020.464.BR◄
►SKM2020.317.ØLR◄	►Skatteyderen, der ifølge ansættelseskontrakten selv var ansvarlig for at indberette sine lønforhold, forklarede, at han havde overladt udarbejdelsen af sine selvangivelser til sin revisor, og at han hverken havde kontrolleret selvangivelserne eller årsopgørelserne. Landsretten fandt, at skatteyder havde anledning til at sørge for, at de beløb, der blev indberettet, var korrekte. Ved at undlade at kontrollere sine årsopgørelser havde skatteyder derfor handlet groft uagtsomt både i forhold til lønindtægt og værdi af fri bil og fri telefon. Det ændrede ikke herved, at skatteyderen ikke havde til hensigt at skjule noget for skattemyndighederne, og at han havde overladt det til en revisor at udarbejde og indsende selvangivelser for alle årene. ◄	►Tidligere instans: SKM2019.505.BR◄
SKM2019.571.VLR	Sagen handlede i første række om, hvorvidt sagsøgeren var skattepligtig af to beløb på i alt ca. 1 mio. kroner, som hendes tidligere samlever i Schweiz havde overført til hendes konto i 2007 og 2010. I anden række handlede sagen om, hvorvidt betingelserne for ekstraordinær genoptagelse efter SFL § 27, stk. 1, nr. 5, var opfyldt. Sagsøgeren gjorde gældende, at hun havde erhvervet ret til de to beløb ved en mundtlig aftale indgået med hendes tidligere samlever, da hun var bosiddende i Schweiz, og at hun derfor ikke var skattepligtig til Danmark af beløbene. Hun gjorde desuden gældende, at hun ikke havde handlet groft uagtsomt ved ikke at selvangive de to beløb. Den tidligere samlever afgav vidneforklaring for landsretten. Landsretten fandt, at den tidligere samlevers forklaring ikke understøttede sagsøgerens forklaring om, at de omstridte beløb var overført til hende i henhold til en aftale indgået mellem dem, mens hun boede i Schweiz, hvorefter han påtog sig at betale beløbet på baggrund af, at hun igennem 6 år havde arbejdet i hans virksomhed uden at få løn. Landsretten stadfæstede herefter byrettens dom.	Projekt Money Transfer.
SKM2019.504.VLR	Skatteyderen havde i indkomstårene 2005-2008 modtaget ca. kr. 2 mio. på sin private konto. Skatteyderen gjorde gældende, at overførslerne fra udlandet reelt tilkom et selskab ejet af ham. Skatteyderen gjorde desuden gældende, at de udenlandske kunder ved en fejl havde overført fakturabeløbene til hans private konto, og at beløbene var udlignet via en mellemregning med skatteyderens selskab. Subsidiært gjorde skatteyderen gældende, at han alene skulle beskattes som aktieindkomst, såfremt landsretten fandt, at han havde erhvervet ret til beløbene. Landsretten fandt, at skatteyderen ikke havde løftet bevisbyrden for, at overførslerne til hans private konto i indkomstårene 2005-2008, ikke var skattepligtige for ham. Landsretten fandt desuden, at skatteyderen havde handlet i hvert fald groft uagtsomt ved ikke at selvangive beløbene. Betingelserne for ekstraordinær genoptagelse, jf. SFL § 27, stk. 1, nr. 5, var derfor opfyldt. Landsretten stadfæstede derfor byrettens dom.
SKM2017.344.ØLR	Retten fandt, at borgeren havde handlet mindst groft uagtsomt. Det var derfor berettiget, at SKAT havde foretaget forhøjelserne af skat og moms i medfør af henholdsvis SFL § 27, stk. 1, nr. 5, og § 32, stk. 1, nr. 3. Videre fandt retten, at SKAT havde overholdt varslingsfristerne i de to bestemmelsers stk. 2. Retten fandt endvidere, at borgeren havde modtaget SKATs forslag, inden afgørelserne blev truffet, og at der således var foretaget korrekt partshøring. SKATs afgørelser indeholdt ikke begrundelse, men da der i afgørelserne var henvist til forslagene, som indeholdt udførlig begrundelse, var afgørelserne ikke ugyldige på grund af manglende begrundelse.	Tidligere SKM2016.252.BR og SKM2016.266.BR.
SKM2017.196.ØLR	Landsretten anførte, at sagen i første række drejede sig om, hvorvidt SKAT havde haft hjemmel i SFL § 27, stk. 1, nr. 5, til ekstraordinært at genoptage appellantens skatteansættelser. På baggrund af erklæringer fra de amerikanske skattemyndigheder og appellantens besiddelse af et "Green card" sammenholdt med oplysninger på de amerikanske skattemyndigheders hjemmeside og appellantens amerikanske revisors vidneforklaring, fandt Landsretten det bevist, at appellanten i de pågældende indkomstår var fuldt skattepligtig til USA. Landsretten anførte videre, at SKAT i sin vurdering af, om der foreligger et forsætligt eller groft uagtsomt forhold, har pligt til at påse, om der foreligger et urigtigt eller ufuldstændigt grundlag for den hidtidige skatteansættelse, hvilket - foruden stillingtagen til den materielle skatteret - indebar, at appellanten havde haft pligt til i Danmark at selvangive en indtægt fra det selskab, hvorfra de omtvistede overførsler stammede. Endelig anførte landsretten, at SKAT i sin afgørelse om ekstraordinær ansættelse af appellantens indkomst havde lagt til grund, at hun var fuldt skattepligtig til Danmark, mens hendes amerikanske skatteforhold ikke indgik i afgørelsen. Med henvisning til, at appellanten var fuldt skattepligtig til USA, fandt landsretten allerede af denne grund, at SKAT med dette faktum skulle genoptage hendes skatteansættelser og gav derfor appellanten medhold i den subsidiære påstand.	Tidligere SKM2015.802.BR.
SKM2016.585.VLR	Landsretten fandt, at skatteyderens telefoniske henvendelser til skattemyndighederne ikke opfyldte kravene til en konkret og begrundet klage. Skatteyderen havde herefter ikke godtgjort, at hans skatteansættelse for 2005 var påklaget rettidigt, eller at der i øvrigt var klaget indenfor fristen for ordinær genoptagelse. I relation til spørgsmålet om ekstraordinær genoptagelse fandt landsretten det ikke godtgjort, at der forelå sådanne særlige omstændigheder, at der kunne ske ekstraordinær genoptagelse efter SFL § 27, stk. 1, nr. 8, og § 32, stk. 1, nr. 4. Anmodningen var desuden støttet på forhold, som skatteyderen hele tiden var bekendt med, og anmodningen blev således ikke indgivet inden for reaktionsfristen på 6 måneder i SFL § 27, stk. 2.
SKM2016.444.ØLR	Betingelserne for genoptagelse efter SFL § 27, stk. 1, nr. 5, var opfyldt.
SKM2016.425.ØLR	Et selskab havde på sin konto modtaget et stort beløb fra det angolanske finansministerium. En del af beløbet var derefter overført til en anden person og selskabet havde kun selvangivet restbeløbet. Retten fandt, at selskabet havde erhvervet ret til hele beløbet, og handlet groft uagtsomt ved ikke at have selvangivet hele beløbet.
SKM2016.327.ØLR	Der var overført et større beløb til borgerens konto fra en udenlandsk bank. Beløbet stod til fri disposition for borgeren. Retten fandt, at borgeren havde handlet mindst groft uagtsomt ved ikke at medregne beløbet til sin skattepligtige indkomst. Retten lagde vægt på beløbets størrelse og borgerens stilling og uddannelse.
SKM2016.324.ØLR	Skatteministeriet fik også for landsretten medhold i, at appellanten havde foretaget momspligtigt salg her i landet, i eget navn og for egen regning, af såkaldt singlefunktionelle telekort ("prepaid calling cards") til danske grossister. Kortene var indkøbt fra appellantens irske søsterselskab, som havde faktureret salgene til sagsøgeren med "0 moms", dvs. som omvendt betalingspligtige køb af telekort (teleydelser) her i landet. Salgene fra appellanten var momspligtige i medfør af ML § 4, stk. 1. Det var ikke godtgjort, at grossisterne havde leveret momspligtige formidlingsydelser for appellanten til efterfølgende led i handelskæden (detailhandlere og danske slutbrugere af telekortene). Appellanten havde derfor ikke fradragsret i henhold til ML § 37, stk. 1, for momsen af nogle afregningsbilag, som sagsøgeren selv havde udstedt til de danske grossister (selvfakturering). Det var derfor med rette, at SKAT havde forhøjet både appellantens salgsmoms samt nedsat den angivne fradragsberettigede købsmoms. Skatteministeriet fik endelig medhold i, at kravet ikke var delvist forældet efter skatteforvaltningsloven, idet appellanten måtte anses for at have handlet groft uagtsomt i sine momsangivelser, jf. SFL § 32, stk. 1, nr. 3.	Tidligere SKM2015.174.BR.
SKM2016.288.ØLR	Spørgsmålet i sagen var, om H1 havde handlet groft uagtsomt ved anvendelsen af et etableret grænsehandelskoncept med salg af både til danske kunder via en tysk samarbejdspartner, og om betingelserne for ekstraordinær genoptagelse af selskabets momstilsvar var opfyldt. Landsretten fandt, at H1s grænsehandelskoncept alene blev anvendt med det formål at udnytte fordelen ved at sælge både med den lavere tyske moms, og at den tyske samarbejdspartner alene fungerede som et gennemfaktureringsled. Under sådanne omstændigheder fandt landsretten, at der måtte påhvile H1 en særlig forpligtelse til at sikre sig, at den anvendte metode ikke indebar en overtrædelse af momslovgivningen. Eftersom H1 ikke havde indrettet sit grænsehandelskoncept i overensstemmelse med de opstillede retningslinjer for handel med tysk moms i SKM2006.530.SR, og da H1 ikke havde iværksat eller søgt at iværksætte relevante tiltag for at sikre sig arrangementets overensstemmelse med momslovgivningen, fandt landsretten, at H1 ikke havde udvist den fornødne omhu og påpasselighed og herved havde handlet groft uagtsomt. Betingelserne for ekstraordinær genoptagelse af H1s momstilsvar var således opfyldt. Eftersom det under sagen var ubestridt, at H1 herefter havde pligt til at betale moms af de pågældende salg i grænsehandelskonceptet, blev byrettens dom stadfæstet.
SKM2015.689.VLR	Borgeren havde handlet mindst groft uagtsomt ved ikke at have oplyst om renteindtægter.
SKM2015.646.ØLR	Retten fandt, at borgeren havde handlet mindst groft uagtsomt ved ikke at selvangive maskeret udbytte og tildelte warrants. Retten lagde vægt på, at borgeren undlod at oplyse om disse warrants til trods for, at han måtte være klar over, på baggrund af et møde med revisor, at der var en risiko for, at SKAT mente, at der skulle betales skat af værdien af disse warrants.
SKM2015.633.ØLR	En række beløb var indsat på borgerens konti. Retten fandt, at borgeren havde handlet mindst groft uagtsomt ved ikke at have selvangivet beløbene.
SKM.2015.513.VLR	Landsretten fandt, at borgeren havde handlet groft uagtsomt, idet borgeren blandt andet på baggrund af sagens omstændigheder havde haft en særlig forpligtelse til at sikre sig, at der ikke var sket en overtrædelse af de danske momsregler. Forhøjelsen var således også berettiget, jf. SFL § 32, stk. 1, nr. 3, for den del der lå ud over de ordinære genoptagelsesfrister. Landsretten havde tillige anledning til at tage stilling til et svar afgivet af SKAT på borgerens henvendelse om grænsehandelskonceptet. Landsretten udtalte blandt andet, at svaret alene var vejledende, og at borgeren måtte indse, at svaret forudsatte, at der var realitet bag det opstillede handelsarrangement. Landsrettens dom er en stadfæstelse af byrettens dom, SKM2014.201.BR, dog således at appellantens momstilsvar blev nedsat for så vidt angår en konkret bil.
SKM2014.260.ØLR	Retten fandt, at der var grundlag for forhøjelser efter SFL § 27, stk. 1, nr. 5, og SFL § 32, stk. 1, nr. 3, i et tilfælde, hvor en borger reelt havde fortsat selvstændig virksomhed efter en konkurs.
SKM2014.214.ØLR	SKAT forhøjede afgiftstilsvaret (salgsmoms) vedrørende 2005 som følge af, at virksomheden havde angivet en lavere salgsmoms end den, der fulgte af de nettoomsætningstal, som virksomheden havde indberettet i forbindelse med selvangivelsen. Det var for landsretten ubestridt, at SKAT havde været berettiget til at foretage en ekstraordinær ansættelse, jf. SFL § 32, stk. 1, nr. 3. 6-månedersfristen i SFL § 32, stk. 2, skulle regnes fra det tidspunkt, hvor SKAT var kommet i besiddelse af det fornødne grundlag for at varsle en korrekt afgiftsansættelse. Landsretten fandt, at SKAT tidligst ved virksomhedens udeblivelse fra det aftalte kontrolbesøg den 28. august 2009 fik tilstrækkelig grund til at betvivle rigtigheden af virksomhedens momsindberetninger og dermed tilstrækkeligt grundlag for at varsle en ændring af afgiftsansættelsen. Varslingen af samme dag var derfor rettidig, ligesom afgørelsen af 26. oktober 2009 var rettidig.
SKM2013.550.VLR	Retten fandt, at borgeren havde handlet groft uagtsomt, og der var derfor grundlag for forhøjelse iht. SFL § 27, stk. 1. At borgeren ikke havde været tiltalt for forholdet var uden betydning. SKATs afgørelse angav ikke hovedhensynene for anvendelse af bestemmelserne i SFL § 27, stk. 1, nr. 5, men ud fra sagens øvrige begrundelse, må det havde været åbenbart for borgeren, hvorfor ansættelsen var omfattet af SFL § 27, stk. 1, og ansættelsen var derfor gyldig.
SKM2013.127.ØLR	Landsretten fandt, at borgeren havde handlet forsætligt eller groft uagtsomt.
SKM2012.170.ØLR	Landsretten bemærkede, at en påtaleopgivelse ikke er nye faktiske eller retlige oplysninger, der kan begrunde ekstraordinær genoptagelse iht. SFL § 27, stk. 1, nr. 8, og SFL § 32, stk. 1, nr. 4.
SKM2012.12.ØLR	Landsretten fandt, at der kunne ske forhøjelse af indtægter efter bestemmelsen i SFL § 27, stk. 1, nr. 5, uanset at anklagemyndigheden efter en samlet vurdering havde valgt at opgive tiltale.
SKM2011.508.VLR	Borgeren havde indsendt forkerte momsangivelser. Retten fandt, at borgeren havde handlet groft uagtsomt, og at SKAT derfor var berettiget til ekstraordinært at ændre afgiftstilsvaret iht. SFL § 32, stk. 1, nr. 3.
SKM2011.459.ØLR	Sagen drejede sig om ekstraordinær genoptagelse. Landsretten fandt, at borgeren ved at have udeholdt omsætning havde udvist mindst grov uagtsomhed, hvorved ansættelsesfristerne var suspenderet. SKAT havde modtaget regnskabsmaterialet i september 2004 og udsendt forslag 7. juni 2005. Landsretten udtalte, at de relevante oplysninger løbende var kommet til SKATs kundskab, herunder ved et møde med borgerens ægtefælle 28. februar 2005, så 6 måneders fristen var overholdt.
SKM2001.582.ØLR	Den omstændighed, at anklagemyndigheden havde opgivet påtale mod selskabets ledelse for overtrædelse af STRFL § 289, jf. dagældende SKL § 13, stk. 1, indebar efter Landsrettens opfattelse ikke, at der herved tillige var taget stilling til, hvorvidt der ved udarbejdelsen af selvangivelsen var handlet forsætligt eller uagtsomt.
Byretsdomme
►SKM2020.514.BR◄	►Fra skatteområdet - Skatteyder var under hele forløbet bistået af sin rådgiver. Der blev fastsat en leje for ejendommen og for sommerboligen, som lå markant under de beløb, der objektivt skal fastsættes i en sådan situation i medfør af ligningsloven, og skatteyder selvangav ikke værdien af fri bolig og fri sommerbolig. Skatteyder foretog endvidere skattefradrag for renter på kreditforeningslånet, selv om lånet i forbindelse med overdragelse af ejendommen var overdraget til selskabet, og rentebetalingen blev foretaget af selskabet. SKAT var ikke bekendt med overdragelserne af ejendommene til selskabet, hvorfor SKAT ikke havde mulighed for at foretage den korrekte skatteansættelse. Byretten fandt på den baggrund, at skatteyder/hans repræsentant i hvert fald groft uagtsomt havde bevirket, at skattemyndighederne havde foretaget skatteansættelserne for de pågældende år på et urigtigt eller ufuldstændigt grundlag.◄
►SKM2020.454.BR◄	►Fra skatteområdet - Sagen angik, om et beløb på 5.442.840 kr. udgjorde betaling og forudbetaling for honorarer eller betaling for aktier. Det var skatteydernes opfattelse, at beløbet udgjorde betaling for aktier, og at aktieavancen var skattefri efter de dagældende regler. Retten fandt, at beløbet udgjorde betaling og forudbetaling for honorarer, som var skattepligtige for skatteyderne. Retten fandt desuden, at det allerede i 2006 måtte stå klart for skatteyder, at oplysningen om parternes kvalifikation af betalingen af 5.442.840 kr. som honorar, jf. brev af 3. november 2006, kunne være af afgørende betydning for skattemyndighedernes ansættelse, hvorfor det måtte tilregnes skatteyderne som i hvert fald groft uagtsomt, at denne oplysning ikke tilgik skattemyndighederne, der derfor ansatte skatten på et urigtigt eller ufuldstændigt grundlag.◄	Anket til Østre Landsret
►SKM2020.376.BR◄	►Sagen handlede om, hvorvidt sagsøgeren, som udbød spil på spilleautomater, var berettiget til nedslag i spilleafgiften i henhold til den dagældende spilleafgiftslovs § 13 på baggrund af en række udlodninger til en Y1-sk sportsforening. Ifølge bestemmelsen kunne der ske nedslag i spilleafgiften ved udlodning af midler til velgørende og almennyttige foreninger. På baggrund af de foreliggende oplysninger om den pågældende forenings formål, struktur, aktiviteter, medlemsgrundlag og økonomiske forhold fandt retten, at sagsøgeren ikke havde godtgjort, at foreningen havde et formål af almennyttig karakter, og betingelserne for nedslag i spilleafgiften var derfor ikke opfyldt. Retten fandt desuden, at sagsøgeren havde handlet mindst groft uagtsomt ved ikke forud for udlodningerne at sikre sig dokumentation for foreningens velgørende formål. Betingelserne for ekstraordinær genoptagelse af afgiftstilsvaret var derfor opfyldt. ◄
SKM2020.164.BR	Sagen angik et selskab, der i 2006 havde afstået aktier og warrants i et selskab i forbindelse med en samlet virksomhedsoverdragelse. Efter de dagældende regler var afståelse af aktier og warrants skattefri, hvis ejertiden udgjorde mindst 3 år. De omhandlede warrants var tildelt mindre end 3 år før afståelsen, men det fulgte af de dagældende regler, at warrants, der er tildelt den skattepligtige, anses for erhvervet samtidig med de moderaktier, som warrants knytter sig til. Hovedspørgsmålet var, om de omhandlede warrants skulle anses for udstedt til selskabet eller til selskabets aktionær personligt. Retten fandt, at selskabet ikke havde løftet bevisbyrden for, at tegningsretterne knyttede sig til selskabets moderaktier. Retten udtalte, at udgangspunktet er, at tegningsretter udstedt mindre end 3 år før et salg, ikke kan have en ejertid på mere end 3 år. Selskabet havde for indkomståret 2006 selvangivet avancen ved salg af aktier og warrants som skattefri med henvisning til, at ejertiden udgjorde mere end 3 år. Retten fandt, at det var en positiv forkert selvangivelse, og hverken selskabet eller selskabets rådgiver havde søgt råd eller vejledning hos skattemyndighederne. Betingelserne i SFL § 27, stk. 1, nr. 5, var derfor opfyldt. Retten bemærkede, at det ikke kunne føre til et andet resultat, at selskabet havde benyttet sig af professionel rådgivning.
SKM2019.423.BR	Sagerne vedrørte spørgsmålet om, hvorvidt sagsøgerne med rette var blevet beskattet som løn af flere kontante hævninger og afholdte udgifter af privatlignende karakter, som et selskab, hvori sagsøgerne var ansat som hhv. direktør og bogholder, havde afholdt. Sagerne vedrørte i den forbindelse også spørgsmålet, om skattemyndighederne havde været berettiget til at genoptage sagsøgernes skatteansættelser for årene 2003-2007 ekstraordinært som følge af mindst grov uagtsomhed, jf. SFL § 27, stk. 1, nr. 5, og om skattemyndighederne havde overholdt 6 måneders fristen i SFL § 27, stk. 2. For indkomstårene 2003-2007 hvilede sagsøgernes indkomstforhøjelse på et af skattemyndighederne foretaget skøn, og for indkomstårene 2008-2011 var sagsøgerne blevet beskattet af de faktiske beløb, som var hævet i selskabet m.v. Retten fandt, at sagsøgerne havde adgang til og reelt rådede over selskabets indestående på bankkonto og øvrige midler. Med henvisning hertil, og at der i sagen var enighed om, at sagsøger 1 ikke var blevet aflønnet for sin stilling som direktør, og at selskabet i de omhandlede indkomstår var ejet af sagsøger 1’s brødre, pålagde retten sagsøgerne at føre et sikkert og objektivt bevis for, at udgifterne var afholdt i selskabets interesse, og at de pågældende beløb ikke tilfaldt sagsøgerne. Retten bemærkede, at sagsøgerne igennem bl.a. vidneførsel havde sandsynliggjort, at en række af udgifterne var afholdt i selskabets interesse, men at sagsøgerne ikke havde fremlagt dokumentation, der med sikkerhed knyttede betalingerne til udgifter afholdt i selskabets interesse. Retten fandt herefter, at sagsøgerne ikke havde løftet deres skærpede bevisbyrde. Retten fandt yderligere, at SKAT havde været berettiget til at genoptage sagsøgernes skatteansættelse ekstraordinært efter SFL § 27, stk. 1, nr. 5, idet sagsøgerne havde handlet groft uagtsomt ved manglende selvangivelse af de omhandlede beløb. Retten bemærkede herunder, at den tidsmæssige betingelse efter SFL § 27, stk. 2, var opfyldt. Retten fandt endvidere, at sagsøgerne ikke havde bevist, at den skønsmæssige forhøjelse for perioden 2003-2007 var baseret på et forkert grundlag eller var åbenbart urimeligt. Skatteministeriet fik derfor medhold i de nedlagte påstande.	Dommen er anket af skatteyderne.
SKM2017.210.BR	Retten fandt indledningsvist, at de fremlagte fakturaer ikke overholdt kravene i momsbekendtgørelsens § 40. Under hensyntagen hertil samt til øvrige uregelmæssigheder ved både fakturaerne og underleverandørernes virksomheders forhold samt borgerens manglende regnskabsmateriale, fandt retten, at der påhvilede borgeren en meget tung bevisbyrde med hensyn til at godtgøre, at de fremlagte fakturaer berettigede til skatte- og momsmæssigt fradrag. Retten fandt, at borgeren ikke havde løftet denne bevisbyrde, og retten kunne derfor ikke lægge til grund, at fakturaerne havde noget reelt indhold. Afslutningsvist fandt retten, at betingelserne for ekstraordinær genoptagelse af sagsøgerens momsansættelse i henhold til SFL § 32, stk. 1, nr. 3, var opfyldt.
SKM2017.125.BR	Det var i sagen for retten ubestridt, at det anvendte grænsehandelskoncept ikke havde forretningsmæssig baggrund, men alene havde til formål at sælge campingvogne med den lavere tyske moms. Retten fandt, at der under sådanne omstændigheder påhvilede selskabet en særlig forpligtelse til som erhvervsdrivende at sikre, at salgene skete i overensstemmelse med de danske momsregler. Retten fandt, at selskabet ikke havde efterlevet de strenge krav, der stilles til den registreringspligtiges omhu og påpasselighed i relation til overholdelse af momsloven. Retten fremhævede i den forbindelse, at selskabet ved et bindende svar tidligere havde fået underkendt et påtænkt grænsehandelskoncept, der i det væsentligste var identisk med den fremgangsmåde, hvorunder selskabet efterfølgende solgte campingvogne. Selskabet havde dermed handlet groft uagtsomt, hvorfor SKAT havde været berettiget til ekstraordinært at genoptage selskabets momstilsvar i medfør af SFL § 32, stk. 1, nr. 3. Sagen er ligeledes interessant i forhold til SFL § 32, stk. 2, om 6-månedersfristen, se herom afsnit A.A.8.3.2.1.4. Reaktionsfrist.
SKM2016.229.BR	Sagen handlede blandt andet om, hvorvidt SKAT med rette havde foretaget ekstraordinær genoptagelse og forhøjelse af borgerens momstilsvar for 2009, jf. SFL § 32, stk. 1, nr. 3, idet borgeren havde angivet for lidt salgsmoms. Det var i sagen ubestridt, at borgeren havde angivet kr. 182.436 for lidt i salgsmoms, men borgeren gjorde gældende, at den manglende angivelse beroede på en simpel fejl, og at der derfor ikke var grundlag for ekstraordinær genoptagelse.	Anket og efterfølgende hævet.
SKM2015.744.BR	Retten bemærkede, at borgeren havde overladt kontrollen af selskabet til sin ægtefælle uden kontrol, og hun ikke havde selvangivet nogen udbytteværdi af de private udgifter, som selskabet havde afholdt. Hun havde derfor handlet groft uagtsomt.	Byrettens dom blev anket, men efterfølgende blev sagen hævet.
SKM2015.382.BR	Store beløb indsat på borgerens konto skulle medregnes i borgerens skattepligtige indkomst. Retten fandt, at forholdet måtte tilregnes borgeren som i hvert fald groft uagtsomt, særlig med henvisning til borgerens stilling og uddannelsesmæssige baggrund samt beløbets størrelse, jf. SFL § 27, stk. 1, nr. 5.	Stadfæstet ved SKM2016.327.ØLR.
SKM2015.107.BR	Borgeren havde fradraget indgående moms af udgifter til etablering og drift af depotrum - rummet blev efterfølgende udlejet momsfrit, hvorfor borgeren ikke var berettiget til at fradrage momsen. Retten fandt forholdet groft uagtsomt.
SKM2015.62.BR	Borgeren havde ikke opgivet moms af salg af brugte biler. Retten fandt ikke, at borgeren havde løftet bevisbyrden for, at der var tale om privat salg af biler og fandt forholdet groft uagtsomt.
SKM2015.37.BR	Borgeren havde ikke bogført eller angivet momsbeløb vedrørende en række byggeentrepriser, hvorefter retten fandt, at borgeren havde handlet i hvert fald groft uagtsomt, jf. SFL § 32, stk. 1, nr. 3.
SKM2014.464.BR	Borgeren havde ikke ved en generel forespørgsel til SKAT i 2007 om beskatning af en sådan (hypotetisk) avance uden oplysninger om det konkrete salg - eller i øvrigt - foretaget en selvangivelse af indkomsten. Retten fandt, at borgeren havde handlet i hvert fald groft uagtsomt ved ikke at selvangive indkomsten, og at betingelserne for ekstraordinær skatteansættelse i SFL § 27, stk. 1, nr. 5, var opfyldt.
SKM2014.431.BR	Momstilsvar var ansat på et ufuldstændigt grundlag, hvilket var groft uagtsomt. Betingelserne i SFL § 32, stk. 1, nr. 3, ansås for opfyldt.
SKM2013.910.BR	Sagen var en del af "Money Tranfer projektet". Retten fandt, at borgeren ved at have undladt at selvangive et modtaget bonusbeløb havde handlet groft uagtsomt. Retten lagde vægt på beløbets størrelse i forhold til borgerens årsindkomst. Det gjorde ikke nogen forskel, at borgeren var frifundet i straffesagen.
SKM2013.300.BR	Byretten fandt, at borger havde handlet groft uagtsomt ved at undlade at selvangive en kursgevinst. Retten tillagde det betydning, at borger var revisor.
SKM2013.259.BR	Sagen drejede sig om hævninger på kreditkort. Retten fandt, at borgeren skulle beskattes af hævningerne. De ordinære frister var suspenderede, da det måtte tilregnes borgeren som mindst groft uagtsomt, at SKAT foretog den oprindelige ansættelse på et ufuldstændigt grundlag, jf. SFL § 27, stk. 1, nr. 5.
Landsskatteretten - kendelser og afgørelser
► SKM2020.468.LSR◄	►Landsskatteretten fandt, at der var tale om maskerede leasingforhold med det formål at opnå besparelse i betaling af registreringsafgiften. Da det drejede sig om to professionelle aktører, måtte der efter Landsskatterettens opfattelse stilles krav til, at parterne har kendskab til, at der ingen lighed er mellem afgiftsgrundlaget ved beregning af registreringsafgift ved salg af et køretøj, hvor registreringsafgiften beregnes på baggrund af den faktiske salgspris, og i tilfælde af leasing, hvor registreringsafgiften er en teknisk værdi baseret på importprisen til Danmark. Efter Landsskatterettens opfattelse havde begge parter haft kendskab til samtlige oplysninger vedrørende afgiftsgrundlaget og de tekniske detaljer for de omhandlede køretøjer i forbindelse med indregistrering heraf, idet processen omkring indregistrering af køretøjerne var tilrettelagt således, at begge parter har haft kendskab til alle oplysninger i de certifikater, som har været anvendt som grundlag for indregistreringen, herunder afgiftsgrundlaget. Det er på den baggrund Landsskatterettens opfattelse, at begge parter både i forbindelse med indgåelse af de pågældende leasingaftaler og i forbindelse med indregistrering af de pågældende køretøjer har handlet groft uagtsomt, da begge parter har været klar over, at registreringsafgiften blev beregnet på et lavere afgiftsgrundlag, når det drejede sig om et leasingskøretøj, end hvis det havde været et salg af køretøjerne. Landsskatteretten fandt derfor, at selskabet havde handlet groft uagtsomt i processen vedrørende indgåelse af leasingaftaler og ved indregistrering af køretøjerne, og at betingelserne for at foretage ekstraordinær genoptagelse dermed var opfyldt.◄
►SKM2020.332.LSR◄	►Klager havde i indkomståret 2012 - i modsætning til i de to forudgående indkomstår - ikke selvangivet avance af investeringsbeviser opgjort efter lagerprincippet. Blandet andet under henvisning til, at SKAT (nu Skattestyrelsen) ved to servicemeddelelser havde henledt klagers opmærksomhed på, at der skulle ske opgørelse af gevinst og tab for beviserne efter lagerprincippet, fandt Landsskatteretten, at der forelå grov uagtsomhed fra klagers side, hvorfor betingelserne for fristgennembrud i SFL § 27, stk. 1, nr. 5, var opfyldt. ◄
SKM2019.38.LSR	Landsskatterettens flertal fandt, at der efter en samlet konkret vurdering forelå en sådan betydelig usikkerhed om de af repræsentanten påpegede forhold, herunder udformningen af SKATs nyhedsbrev, at det fandtes betænkeligt at statuere grov uagtsomhed efter SFL § 32, stk. 1, nr. 3, på det foreliggende grundlag. SKAT havde i et styresignal angivet, at en praksisændring gjaldt for mineralolieafgift, svovlafgift og CO2-afgift, mens et nyhedsbrev sendt til virksomheden alene nævnte mineralolieafgiften og samtidig henviste til styresignalet. Virksomheden havde alene implementeret praksisændringen for mineralolieafgiften og ikke for svovlafgift og CO2-afgift. Repræsentanten pegede blandt andet på, at når SKAT sender et nyhedsbrev ud til virksomhederne og heri angiver, at der er tale om en præcisering af praksis og at det er gældende for mineralolieafgift, vil virksomheder ikke finde anledning til at sætte sig ind i indholdet i styresignalet, medmindre nyhedsbrevet givet anledning til fortolkningsspørgsmål mv.
SKM2016.471.LSR	Ikke grundlag for anvendelse af SFL § 27, stk. 1, nr. 5. Under de foreliggende omstændigheder, hvor borgeren havde selvangivet og var blevet beskattet af en anden fri bil i de omhandlede indkomstår, og derudover ejede flere private biler, fandt Landsskatteretten, at det var betænkeligt at fastslå, at den manglende medtagelse af den pågældende Mercedes Benz R320 var udtryk for grov uagtsomhed i SFL § 27, stk. 1, nr. 5's forstand. Beskatning kunne derfor alene ske i overensstemmelse med SFL § 26, stk. 5, jf. SKM2014.504.HR. Forhøjelsen for indkomståret 2006 ansås herefter ikke for rettidigt foretaget.
SKM2016.363.LSR	Selskabet havde haft kendskab til reglerne om manglende godtgørelsesadgang for energi forbrugt til rumvarme, og desuagtet i afgiftsansættelserne for den omhandlede periode både anset det omhandlede naturgasforbrug for godtgørelsesberettiget samt foretaget en skønsmæssig opgørelse heraf i strid med reglerne i GASAL § 10. Landsskatteretten fandt derfor, at dette forhold måtte tilregnes selskabet som groft uagtsomt, hvorfor SKAT havde været berettiget til at ændre selskabets afgiftstilsvar uden for den ordinære frist i medfør af SFL § 32, stk. 1, nr. 3.
SKM2013.501.LSR	Borgeren havde løbende modtaget bestyrelseshonorarer fra Schweiz. Honorarerne var beskattet i Schweiz, men ikke selvangivet i Danmark. Landsskatteretten fandt, at borgeren havde handlet mindst groft uagtsom ved ikke at selvangive honorarerne, og SKAT kunne derfor genoptage ansættelsen i henhold til SFL § 27, stk. 1, nr. 5. Landsskatteretten lagde bl.a. vægt på, at borgeren havde fået information om selvangivelsespligten, at det var en generel retsregel der var tilsidesat, og at der var tale om løbende beløb af en vis størrelse.
SKM2013.498.LSR	Borgeren havde ikke selvangivet bestyrelseshonorarer fra udenlandske selskaber. Landsskatteretten fandt, at den manglende selvangivelse af bestyrelseshonorarerne ikke kun kunne anses som simpelt uagtsomt, og SFL § 27, stk. 1, nr. 5 kunne derfor anvendes. Landsskatteretten lagde bl.a. vægt på karakteren af den tilsidesatte regel, at borgeren var informeret om selvangivelsespligten, samt at der var tale om betydelige beløb modtaget over en længere årrække. Landsskatteretten lagde endvidere vægt på borgerens stilling og den viden, der måtte følge deraf.
SKM2013.337.LSR	Landsskatteretten fandt, at manglende selvangivelse af samtlige lønindtægter måtte tilregnes som mindst groft uagtsomt.
SKM2012.224.LSR	Landsskatteretten fandt, at borgeren havde handlet mindst groft uagtsomt.
SKM2005.85.LSR	Sagen drejer sig om fradrag for købsmoms vedrørende en varevogn, som ikke udelukkende blev anvendt erhvervsmæssigt. Da SKAT tidligere havde vejledt virksomheden om reglerne og da virksomhedens indehaver tidligere havde afgivet skriftlig erklæring om, at varevognen udelukkede blev benyttet erhvervsmæssigt, fandt Landsskatteretten, at indehaveren i det mindste groft uagtsomt havde bevirket, at afgiftstilsvaret blev fastsat på et forkert grundlag, og betingelserne for suspension i SSL § 35 C, stk. 1, nr. 3, var opfyldt, (nu SFL § 32, stk. 1, nr. 3).
SKM2002.371.LSR	Reglen giver ikke grundlag for nedsættelse efter anmodning, hvis borgerens revisor har handlet groft uagtsomt.