Indhold
Dette afsnit handler om restanceinddrivelsesmyndighedens erstatningspligt for ulovligt iværksatte udlæg.
Afsnittet indeholder:
- Regelgrundlag
- Oversigt over domme, kendelser, afgørelser, SKM-meddelelser mv.
Regelgrundlag
Restanceinddrivelsesmyndigheden kan blive erstatningspligtig, hvis der er iværksat initiativ til at tvangsfuldbyrde et krav, uden at betingelserne for dette er opfyldt.
Erstatningskravet omfatter erstatning for:
- den økonomiske skade, som kan bevises eller sandsynliggøres efter sædvanlige erstatningsretlige synspunkter og
- godtgørelse for tort
samt hvis skyldner har været fremstillet eller tilbageholdt af politiet, godtgørelse for lidelse. Se retsplejeloven § 505, stk. 1 og 2.
Bortfald eller nedsættelse af erstatningsansvaret
Har den, mod hvem forretningen rettes, selv udvist uagtsomhed, kan der blive tale om bortfald eller nedsættelse af ansvaret efter de almindelige regler om egenskyld.
Fremsættelse af erstatningskrav
Et krav på erstatning skal fremsættes overfor fogedretten eller de almindelige domstole senest 3 måneder efter det tidspunkt, hvor skyldner blev i stand til at gøre kravet gældende. Se retsplejeloven § 505, stk. 3.
Bemærk
Advokatsalær kan ikke kræves dækket som tab efter retsplejeloven § 505, men skal indgå i fogedrettens vurdering ved fastsættelse af sagsomkostninger efter retsplejeloven § 503.
Oversigt over domme, kendelser, afgørelser, SKM-meddelelser mv.
Afgørelse | Afgørelsen i stikord | Yderligere kommentarer |
Landsretten |
UfR 1974.255 ØLD | Ved udpantning i og auktion over kasseapparat, som viste sig omfattet af tinglysningsloven § 37, var distriktstoldkammer T alene pligtig at afgive berigelsen til panthaver. Da T ikke ved udpantningsforretningen eller på anden vis havde gjort sig skyldig i uforsvarlig adfærd, der kan medføre erstatningspligt efter den almindelige erstatningsregel og da T havde afgivet den indvundne berigelse, blev T frifundet for P's krav om erstatning. | |