Indhold
Dette afsnit beskriver, at et tab er konstateret, når kreditor har foretaget indenretlige skridt for at konstatere tabet. Derudover kan tab anses for konstateret i andre tilfælde som fx fordringer over 3.000 kr., uden for konkurs og akkord m.v., der efter en konkret vurdering skønnes at være tabt, fordringer under 3.000 kr., hvor der trods påkrav ikke indbetales og videre inkassation derefter indstilles, debitors forsvinden mv.
Afsnittet indeholder:
- Regel
- Oversigt over domme, kendelser, afgørelser, SKM-meddelelser mv.
Regel
Forudsætningen for, at et tab kan fradrages i momsgrundlaget er, at tabet er konstateret.
Hovedregel (Tidspunkt for fradrag):
Det er ved lov nr. 554 af 2. juni 2014 med virkning fra 1. januar 2015 præciseret i lovteksten i ML § 27, stk. 6, at fradraget foretages, når tabet konstateres. Der er herved ikke tilsigtet en ændring af praksis, men en sproglig tilpasning til ML § 27, stk. 4, om betingede rabatter mv.
Undtagelse
Ved lov nr. 554 af 2. juni 2014 er der samtidig i ML § 27, stk. 6, indsat en undtagelse med virkning fra 1. januar 2015. Undtagelsen omfatter leverancer omfattet af særordningerne for ikkeetablerede afgiftspligtige personer, der leverer elektroniske ydelser, teleydelser og radio-og-tv-spredningstjenester til ikkeafgiftspligtige personer i EU. Se D.A.16.2.2, D.A.16.2.3 og D.A.16.2.5.5.4.
►Undtagelsen ophæves ved § 1, nr. 13, i lov nr. 810 af 9. juni 2020 med virkning fra 1. juli 2021, se bekendtgørelse nr. 1502 af 19. oktober 2020. Ophævelsen er en konsekvens af, at ændringerne i særordningerne den 1. juli 2021 muliggør, at momsperioder kan have negative tilsvar. Se evt. D.A.16.3.6.5.◄
Hovedregel (Konstatering af tab):
Konstatering af tab forudsætter efter momsloven og dens tilhørende retspraksis som udgangspunkt, at kreditor har foretaget indenretlige skridt for at konstatere tabet. Se SKM2010.393.SKAT.
Det er uden betydning, at advokaten har vurderet, at det er usandsynligt, der kan opnås medhold i at køber skal betale. Se SKM2010.62.BR.
Undtagelse:
Undtagelser til hovedreglen er fordringer over 3.000 kr., uden for konkurs og akkord m.v., der efter en konkret vurdering skønnes at være tabt, fordringer under 3.000 kr., hvor der trods påkrav ikke indbetales og videre inkassation derefter indstilles, debitors forsvinden, ukendt debitor, debitors tvangsopløsning. Se afsnit D.A.8.1.1.6.4.8 om "Andre tilfælde".
Et tab anses altså for at være konstateret eller ligestilles hermed, når det optræder under en af disse omstændigheder:
Fradrag i momsgrundlaget for konstaterede tab på uerholdelige fordringer skal henføres til den momsperiode, hvor tabet er konstateret. Se UfR1986, 718ØLD.
Oversigt over domme, kendelser, afgørelser, SKM-meddelelser mv.
Skemaet viser relevante afgørelser på området:
Afgørelse | Afgørelsen i stikord | Yderligere kommentarer |
Landsretsdomme |
UfR1986, 718ØLD | Et ApS gik i betalingsstandsning og senere konkurs. Kurator konstaterede under bobehandlingen, at nogle af boets fordringer for leverancer, sket før betalingsstandsningen, var uerholdelige, og krævede momsbeløbet heraf godskrevet boet. Toldvæsenet hævdede at have ret til at modregne dette momsbeløb i sit simple krav for moms af andre leverancer, som var anmeldt i boet. Toldvæsenet fik dog ikke medhold, da den momspligtige omsætning skulle opgøres periodevis, og fradrag for tab skulle ske i den periode, hvor tabet blev konstateret. Indtræden af konkurs fandtes efter gældende ret, herunder om statens modregningsret i konkurs, ikke at medføre nogen ændring heri. | |
Byretsdomme |
SKM2010.62.BR | Sagsøger, der drev virksomhed inden for bygge- og anlægsbranchen, indkøbte køkkenelementer, der blev leveret direkte til den egentlige køber. Sagsøgeren, der modtog fakturaer på elementerne, viderefakturerede ved en fejl ikke elementerne til køberen (LK), som efterfølgende nægtede at betale for det leverede. Sagsøgeren påstod, at der ikke skulle betales salgsmoms af den videre leverance af køkkenelementerne. Byretten fandt, at køberen skulle have betalt vederlag for elementerne, der var leveret til ham. Momspligten var dermed indtrådt. Retten fandt også, at der ikke var konstateret et tab på en fordring, og at sagsøgeren derfor ikke havde ret til momsfradrag herfor, jf. ML § 27, stk. 6. Retten fastslog, at der ikke var konstateret et tab på sagsøgerens fordring på LK. Kravet var ikke effektivt søgt inddrevet. Retten fandt det irrelevant, at sagsøgerens advokat havde vurderet, at det var usandsynligt, at sagsøgeren ville få medhold i, at LK skulle betale. Sagsøgeren havde derfor ikke ret til fradrag i momsgrundlaget efter ML § 27, stk. 6. | |
Skatterådet |
SKM2015.597.SR | Skatterådet bekræftede, at Spørger kunne foretage momsmæssig regulering af et tab på en debitor, der var gået konkurs, hvis kravet blev opretholdt i konkursboet, selv om Spørger opnåede delvis dækning af kravet via en erstatning fra debitors revisionsfirma. Erstatningsbeløbet fra revisionsfirmaet kunne ikke anses for vederlag for Spørgers leverancer til debitor. Skatterådet kunne ikke bekræfte, at Spørger kunne foretage momsmæssig regulering af et tab på en debitor, der var erklæret konkurs, hvis kravet ikke blev opretholdt i konkursboet, men blev frafaldt i samme omfang, som spørger opnåede dækning af kravet via en erstatning fra debitors revisionsfirma. Krav der var frafaldet, var ophørt med at eksistere. | |