SFL § 32, stk. 2, 3. pkt. - Har det betydning for den afgiftspligtiges/godtgørelsesberettigedes mulighed for at varetage sine interesser, at fristen efter 2. pkt. forlænges, skal en anmodning, om en rimelig fristforlængelse, imødekommes.
Østre Landsret fandt, at der efter indholdet af korrespondancen både før og efter afholdelsen af mødet den 30. august 2012 og det aftalte på mødet, måtte anses implicit at have været en anmodning om forlængelse af ansættelsesfristen, der både før og efter mødet og frem til afgørelsestidspunktet blev imødekommet af hensyn til anpartshaverens mulighed for at varetage sine interesser. Landsretten tiltrådte herefter, at de tidsmæssige betingelser for ekstraordinær skatteansættelse var opfyldt, jf. SFL § 27, stk. 2. Se SKM2019.159.ØLR.
SKAT udsendte forslag den 24. oktober 2008. Ansættelsesfristen udløb den 25. januar 2009. Den 21. november 2008 indsendte revisor indsigelser mod forslaget og bad om et møde med SKAT. Den 13. januar 2009 aftalte SKAT og revisor et møde den 26. januar 2009. SKAT udsendte afgørelse den 9. februar 2009. SKAT fik ikke medhold i, at der i revisors anmodning om møde og aftalen om mødet implicit lå en anmodning om fristforlængelse, og afgørelsen af 9. februar 2009 var derfor foretaget for sent. Se SKM2013.281.BR.
►Landsskatteretten fandt på baggrund af en konkret vurdering af korrespondancen mellem selskabet og SKAT, at selskabet ikke havde fremsat en anmodning om fristforlængelse i henhold til SFL § 32, stk. 2, 3. pkt., og at SKAT derfor ikke havde foretaget ændringen af momstilsvaret rettidigt. Landsskatteretten lagde vægt på, at SKAT ikke ved de fremlagte breve eller ved det fremlagte sagsnotat havde dokumenteret eller tilstrækkeligt godtgjort, at der var fremsat en anmodning om fristforlængelse af den afgiftspligtige eller dennes revisor, og at der som følge heraf blev indgået en aftale mellem SKAT og selskabet om fravigelse af fristen. For så vidt angår en telefonisk henvendelse fra selskabets revisor den 15. maj 2014, lagde Landsskatteretten vægt på, at der ikke var fremlagt et telefonnotat eller et brev fra SKAT, der bekræfter en aftale om, at fristen efter SFL § 32, stk. 2, 2. pkt., var forlænget som følge af anmodningen. Videre lagde Landsskatteretten vægt på, at den, henset til at den telefoniske henvendelse blev foretaget 12 dage forud for 3 måneders fristens udløb, ikke implicit indeholder en anmodning om fravigelse af fristen, ligesom revisors accept af, at fristen for fremsendelse af materiale blev forlænget til den 28. maj 2014, heller ikke kunne anses for at udgøre en sådan. Der kunne derfor ikke ske ekstraordinær genoptagelse af momstilsvaret. Se SKM2020.328.LSR.◄
Se vedrørende ordinær genoptagelse A.A.8.3.1.1.3 og vedrørende skatteområdet se A.A.8.2.1.1.3.
Oversigt over domme, kendelser, afgørelser, SKM-meddelelser mv.
| Afgørelser | Afgørelsen i stikord | Kommentarer |
| Landsretsdomme |
| SKM2019.159.ØLR | Østre Landsret fandt, at der efter indholdet af korrespondancen både før og efter afholdelsen af mødet den 30. august 2012 og det aftalte på mødet måtte anses implicit at have været en anmodning om forlængelse af ansættelsesfristen, der både før og efter mødet og frem til afgørelsestidspunktet blev imødekommet af hensyn til anpartshaverens mulighed for at varetage sine interesser. Landsretten tiltrådte herefter, at de tidsmæssige betingelser for ekstraordinær skatteansættelse var opfyldt, jf. SFL § 27, stk. 2. | |
| SKM2010.131.ØLR | SKAT havde forhøjet borgerens skattepligtige indkomst skønsmæssigt, da SKAT ikke fandt det godtgjort, at borgeren havde modtaget gevinster ved spil på Oddset. Ansættelsen var foretaget efter udløbet af fristen i (dagældende) SSL § 34. Landsretten tiltrådte, at der i borgerens anmodning om et møde, som først kunne komme i stand efter fristens udløb pga. borgerens advokats forhold, implicit lå en anmodning om forlængelse af ansættelsesfristen. Landsretten tiltrådte, at der påhvilede borgeren en skærpet bevisbyrde for, at gevinsterne tilkom ham, og at han havde et nettooverskud ved spil. Dette havde borgeren ikke godtgjort. Borgeren havde heller ikke ved alene at henvise til oplysningerne i R-75 om bankindeståender godtgjort, at grundlaget for SKATs beregning var forkert. Landsretten tiltrådte endvidere, at borgeren ikke havde haft en retsbeskyttet forventning. | |
| SKM2007.50.ØLR | Fristen for forhøjelse af borgerens indkomst for indkomståret 1996 var forlænget til den 20. august 2000, og spørgsmålet var, om der kunne antages at være indgået aftale om yderligere forlængelse af fristen. Landsretten fandt under henvisning til forklaringer fra borgeren og dennes repræsentant, at det ikke kunne anses for godtgjort, at en aftale om forlængelse af fristen var indgået. | |
| Byretsdomme |
| SKM2013.281.BR | SKAT udsendte forslag 24. oktober 2008. Ansættelsesfristen udløb 25. januar 2009. 21. november 2008 indsendte revisor indsigelser mod forslaget og bad om et møde med SKAT. 13. januar 2009 aftalte SKAT og revisor et møde 26. januar 2009. SKAT udsendte afgørelse 9. februar 2009. SKAT fik ikke medhold i, at der i revisors anmodning om møde og aftalen om mødet implicit lå en anmodning om fristforlængelse, og afgørelsen 9. februar 2009 var derfor foretaget for sent. | |
| Landsskatteretten
|
| ►SKM2020.328.LSR◄
| ►Landsskatteretten fandt på baggrund af en konkret vurdering af korrespondancen mellem selskabet og SKAT, at selskabet ikke havde fremsat en anmodning om fristforlængelse i henhold til SFL § 32, stk. 2, 3. pkt., og at SKAT derfor ikke havde foretaget ændringen af momstilsvaret rettidigt. Landsskatteretten lagde vægt på, at SKAT ikke ved de fremlagte breve eller ved det fremlagte sagsnotat havde dokumenteret eller tilstrækkeligt godtgjort, at der var fremsat en anmodning om fristforlængelse af den afgiftspligtige eller dennes revisor, og at der som følge heraf blev indgået en aftale mellem SKAT og selskabet om fravigelse af fristen. For så vidt angår en telefonisk henvendelse fra selskabets revisor den 15. maj 2014, lagde Landsskatteretten vægt på, at der ikke var fremlagt et telefonnotat eller et brev fra SKAT, der bekræfter en aftale om, at fristen efter SFL § 32, stk. 2, 2. pkt., var forlænget som følge af anmodningen. Videre lagde Landsskatteretten vægt på, at den, henset til at den telefoniske henvendelse blev foretaget 12 dage forud for 3 måneders fristens udløb, ikke implicit indeholder en anmodning om fravigelse af fristen, ligesom revisors accept af, at fristen for fremsendelse af materiale blev forlænget til den 28. maj 2014, heller ikke kunne anses for at udgøre en sådan. Der kunne derfor ikke ske ekstraordinær genoptagelse af momstilsvaret.◄ | |