Indhold

Dette afsnit indeholder en overordnet beskrivelse af lovgrundlaget for købe- og tegningsretter omfattet af LL § 28.

Afsnittet indeholder:

  • Regel
  • Historikskema
  • Oversigt over domme, kendelser, afgørelser, SKM-meddelelser mv.

Regel

LL § 28 er en regel, der udskyder beskatningstidspunktet for købe- og tegningsretter til aktier fra tildelings-/retserhvervelsestidspunktet til udnyttelses- eller salgstidspunktet.

Hvis en købe- eller tegningsret til aktier er omfattet af LL § 28, sker beskatningen af medarbejderen først på det tidspunkt, hvor købe- eller tegningsretten til aktier udnyttes til levering af aktier, eller på det tidspunkt hvor købe- eller tegningsretten sælges. Beskatningen sker på grundlag af købe- eller tegningsrettens værdi på udnyttelsestidspunktet henholdsvis salgstidspunktet. Beskatning sker efter de gældende regler på udnyttelsestidspunktet, jf. SKM2013.700.HR.

Reglen gælder for købe- og tegningsretter til aktier, der modtages som led i et ansættelsesforhold eller som led i en aftale om ydelse af personligt arbejde i øvrigt. Reglen omfatter tillige købe- og tegningsretter til aktier, der modtages som løn af bestyrelsesmedlemmer og medhjælpere for bestyrelsen i selskabet.

For at kunne udskyde beskatningstidspunktet, er der en række betingelser, der skal være opfyldt.

Se også

Se også afsnit C.A.5.17.2.3.2 om betingelser og anvendelsesområdet for LL § 28

Historikskema

LL § 28 er indsat ved lov nr. 286 af 9. juni 1971. Der er inden for de senere år sket følgende lovændringer mv.

Lov nr. og dato

Ændring og baggrund for ændringen

Hvor i loven

440 af 10. juni 1997 (L195 1996/97)

Den oprindelige formulering af bestemmelsen.

§ 8, nr. 17.

283 af 12. maj 1999 (L 1998/99)

Lovforslaget udvidede anvendelsesområdet for reglerne i LL § 28, således at reglerne om udskydelse af beskatningstidspunktet finder tilsvarende anvendelse, hvor køberetter tildeles i koncernforhold.

Desuden blev reglerne i LL § 28 udvidet til også at omfatte de situationer, hvor tildelte køberetter udløber uudnyttet, men på en sådan måde at personalegodebeskatningen i princippet udskydes i det uendelige, idet det foreslås, at personalegodebeskatningen helt skal bortfalde ved ikke udnyttelse.

§ 1, nr. 1.

1286 af 20. december 2000 (L 2000/01)

Lovforslaget udvider anvendelsesområdet for LL § 28, således at tegningsretter også omfattes af bestemmelsen.

§ 1, nr. 3.

394 af 6. juni 2002 (L 2001/02)

Lovforslaget retter en række henvisningsfejl.

§ 5, nr. 3.

394 af 28. maj 2003 (L 2002/03)

Loven fjerner muligheden for, at fantomaktier omfattes af LL § 28.

Tidspunktet for, hvornår det skal vurderes, om medarbejderen m.fl. ved at modtage købe- eller tegningsretter har modtaget et vederlag, flyttes fra beskatningstidspunktet til det tidspunkt, hvor medarbejderen m.fl. erhverver en ubetinget (endelig) ret til de pågældende købe- eller tegningsretter.

§ 1, nr. 8.

221 af 31. marts 2004 (L 119 2003/04)

Loven ændrede henvisningen til hjemlen til fraflytterbeskatning fra ABL § 13 a, stk. 12, således at fremgå af LL § 28, stk. 10, som får samme indhold som ABL § 13 a, stk. 12. Ændringen medførte ikke ændringer i forhold til medarbejderaktier og obligationer. Der blev lavet enkelte justeringer i forhold til ABL § 13 a, da der ikke længer kan kræves sikkerhedsstillelse for fraflytterskatten, når personer flytter til et andet EU land.

§ 8, nr. 3 - 8.

425 af 6. juni 2005 (L 2004/05)

Der er tale om en konsekvensændring.

§ 10, nr. 3.

428 af 6. juni 2005 (L 2004/05)

Konsekvensændringer som følge af kommunalreformen m.v.

§ 42, nr. 25.

1411 af 21. december 2005 (L 2005/06)

Loven udvider bestemmelsen således, at ændring af aftaler omfattet af LL § 28 ikke udløser afståelsesbeskatning, hvis ændringen sker i forbindelse med omstruktureringer og ændringen er begrundet i omstruktureringen og/eller ændringen er i overensstemmelse med formålet med LL § 28.

§ 1, nr. 20 og 21.

 

Oversigt over domme, kendelser, afgørelser, SKM-meddelelser mv.

Skemaet viser relevante afgørelser på området:

Afgørelser Afgørelsen i stikord Yderligere kommentarer
Højesteretsdomme
SKM2013.700.HR 

Sagen drejede sig om et bestyrelsesmedlem i et dansk selskab, som havde udført bestyrelsesarbejde dels i Danmark og dels i udlandet. En del af vederlaget bestod i køberetter til aktier efter LL § 28. Køberetterne blev retserhvervet i 2003, men først udnyttet i 2006.

Det var et spørgsmål i sagen, om køberetter til aktier skulle beskattes efter de regler, der var gældende på retserhvervelsestidspunktet i 2003, eller om de skulle beskattes efter de regler, der gjaldt på udnyttelsestidspunktet.

HR fandt, at beskatningen af køberetter efter LL § 28 skulle ske efter de regler, der var gældende på udnyttelsestidspunktet.

Udnyttelse af køberetter - beskatningstidspunkt - gældende regler på udnyttelsestidspunktet.