Omkostningerne til syn og skøn hæfter rekvirenten for. Dette gælder dog ikke omkostninger forårsaget af modpartens spørgsmål hvor modparten tillige hæfter jf. retsplejelovens § 208
►Man bør i den forbindelse være opmærksom på, at uanset det indhentede prisoverslag jf. retsplejelovens § 201 og hæftelsesreglen i retsplejelovens § 208 stk. 2 og stk. 3, har afgørelserne i SKM 2020.37 HR, SKM 2020.525 ØL, SKM 2020.557. ØL og SKM 2020.558 VL fastslået, at det ved skønssagens afslutning, er rekvirenten der efter retsplejelovens § 343 stk. 2 foreløbigt pålægges at afholde udgiften til skønsmanden.
Hvis ingen af parterne ønsker at stille supplerende spørgsmål, afslutter retten endeligt skønssagen, uden at retten foretager en endelige fordeling af sagens omkostninger. Begge parter kan dog efter anmodning til retten, anmode retten om en endelig fastsættelse af sagens omkostninger jf. retsplejelovens § 343 stk. 3.
Retten vil ved den endelige fordeling foretage en medholdsvurdering af skønserklæringen, og som udgangspunkt pålægge den der ikke får medhold, at afholde sagens endelige omkostninger.
Se i øvrigt afsnit A.A.11.2.7◄
Retten kan pålægge rekvirenten at betale sagsomkostninger til skønsindstævnte. Retten kan dog ikke pålægge skønsindstævnte at betale omkostninger ved syn og skøn til rekvirenten. Se retsplejelovens § 343, stk. 3.
Klageinstansen kan vælge at give et forhåndstilsagn om, at alle omkostninger ved syn og skønnet bliver afholdt af Skattestyrelsen. Dette tilsagn kan klageinstansen give klageren, enten hvis klageren beder om det, eller hvis klageinstansen finder det formålstjenligt, at der bliver afholdt syn og skøn.
Det fremgår desuden af retsplejelovens § 209a, at sagens parter hver især skal bære egne honoraromkostninger mv. til ensidigt udpegede sagkyndige i tilfælde, hvor parterne i henhold til retsplejelovens § 209a med rettens tilladelse har valgt at supplere eller erstatte syn og skøn om sagens bevisspørgsmål med ensidigt indhentede sagkyndige erklæringer/egne sagkyndige vidner.
Det er forudsat, at udgifter til en "moderklæring", jf. retsplejelovens § 341a, stk. 1, 2. pkt., ligesom udgifter til erklæringer, der er ensidigt indhentet før sagsanlægget (og altså dermed ikke er udmeldt af retten), ikke dækkes som sagsomkostninger efter retsplejelovens § 316
Se også
Se også afsnit A.A.13 om omkostningsgodtgørelse.
Oversigt over domme, kendelser, SKM-meddelelser mv.
Dette viser relevante afgørelser på området:
| Afgørelse | Afgørelsen i stikord | Yderligere kommentarer |
| Byretsdomme |
| SKM2019.491.BR | Sagen angik en prøvelse af Skatteankestyrelsens afslag på skatteyderens anmodning om at meddele forudgående tilsagn om fuld omkostningsgodtgørelse til udgifterne forbundet med afholdelse af syn og skøn i en verserende sag ved Skatteankestyrelsen. Retten fandt, at Skatteankestyrelsen var tillagt en skønsmæssig beføjelse til at vurdere, om der burde ydes fuld omkostningsgodtgørelse af omkostningerne til syn og skøn. Retten fandt ikke grundlag for at tilsidesætte det af skattemyndighederne udøvede skøn over, at der foreløbig ikke skulle ydes fuld omkostningsdækning. At Skatteforvaltningen, der var modpart i den for byretten verserende sag om isoleret bevisoptagelse, ikke havde protesteret mod afholdelse af syn og skøn, kunne ikke føre til et andet resultat. Skatteministeriet blev derfor frifundet. Ikke forhåndstilsagn om fuld omkostningsdækning fastholdt. | |