Spillelovgivningen omfatter ikke spil eller konkurrencer, som udelukkende er baseret på færdighed, fx skak. Dette vil sige, at når et spils forløb alene er baseret på en spillers evne, viden eller behændighed, vil spillet ikke være omfattet af spillelovgivningen.

Spillelovgivningen omfatter heller ikke:

  • landbaseret turneringsbackgammon,
  • gevinstopsparinger,
  • præmieobligationer,
  • væddemål om den fremtidige værdi af finansielle aktiver, fx aktiekurser, værdipapirer, råvarer og lignende, eller
  • spil under private former for mindre beløb.

Herudover er sportskonkurrencer er ikke omfattet af loven, selv om eksterne tilfældige faktorer, såsom vejr, banens beskaffenhed og lignende kan påvirke sportskonkurrencens udfald. Loven omfatter således ikke sportsaktiviteter som fodbold, håndbold, bowling, billard m.v. eller behændighedsspil som ringspil, boldkast, dart mv. 

Loven omfatter heller ikke quizprogrammer, computerspil, prisopgaver og lignende, såfremt udfaldet af konkurrencen alene beror på deltagerens færdigheder.

Væddemål på den fremtidige værdi af finansielle aktiver

Det fremgår af SPILL § 2, stk. 3, at "væddemål om den fremtidige værdi af finansielle aktiver" ikke er omfattet af loven. Dog kan væddemål falde ind under spilleloven, hvis væddemålet ikke kan betragtes som et finansielt instrument.

Hensigten bag bestemmelsen er at holde finansielle instrumenter, såsom finansiel spread betting, binære optioner, contracts of difference (CFD) og lignende, uden for spillelovens anvendelsesområde. Sådanne instrumenter reguleres mest hensigtsmæssigt i den finansielle lovgivning. Det betyder grundlæggende, at hvis et produkt kan karakteriseres som et finansielt instrument, falder det uden for anvendelsesområdet af spilleloven.

Væddemål om den fremtidige værdi af finansielle aktiver kan ikke altid karakteriseres som et finansielt instrument, herunder eventuelt som et derivat. Spillemyndigheden har i denne forbindelse accepteret, at der kan udbydes såkaldte "aktiespil" som managerspil under en væddemålstilladelse. I disse aktiespil spilles der med fiktive penge på et fiktivt finansielt marked. Den spiller, der har klaret sig bedst over en given periode, vinder en gevinst. Tilsvarende kan andre væddemålsprodukter om den fremtidige værdi af finansielle instrumenter udbydes, så længe væddemålet ikke kan karakteriseres som et finansielt instrument.

Bemærk

Ved udbud af væddemål, hvor kursudviklingen på finansielle instrumenter er den resultatgivende faktor, opstår der en risiko for, at væddemålet får karakter af derivater. Produkter udbudt under væddemålstilladelsen må ikke kunne karakteriseres som finansielle instrumenter, da det i så fald vil blive omfattet af den finansielle regulering og derved underlagt Finanstilsynets område. Det er tilladelsesindehavers ansvar at sikre sig, at der ikke udbydes væddemålsprodukter, der har karakter af at være et derivat.

Væddemål om den fremtidige værdi af finansielle aktiver betragtes ikke som et derivat, hvis de udbydes som et puljevæddemål. Puljevæddemål er i spillelovens § 5, stk. 1, nr. 6 defineret som: "Væddemål, hvor hele eller dele af gevinsten afhænger af størrelsen af den samlede pulje af indsatser eller bliver delt mellem vinderne". Faste odds er derimod ikke muligt.

Inden for væddemålstilladelsen er der to muligheder for at afgøre et puljevæddemål om den fremtidige værdi af finansielle instrumenter:

  • Ved den relative kursudvikling mellem flere finansielle instrumenter, eller
  • ved den individuelle kursudvikling af ét finansielt instrument.

Tilladelsesindehavers udbud af væddemål må ikke være omfattet af den finansielle regulering. Tilladelsesindehaver skal tage skridt til at sikre, at væddemålsudbuddet holder sig inden for spillelovgivningen. Ændrer et produkt karakter fra et væddemålsprodukt til et finansielt produkt, finder spilleloven ikke længere anvendelse og tilsynet overgår fra Spillemyndigheden til Finanstilsynet.

Markedsføring af væddemål må ikke omfattes af den finansielle regulering.

Omfattes væddemålsudbuddet enten helt eller delvis af den finansielle regulering, skal alle referencer til spil, væddemål og Spillemyndigheden fjernes fra hjemmesiden.

Tilladelsesindehaver kan søge vejledning fra Finanstilsynet med henblik på at sikre at væddemålsudbuddet og markedsføringen ikke omfattes af den finansielle regulering.

Se også

  • Afsnit J.A.2.2 om spiltyper
  • Afsnit J.A.2.3 om tilladelsespligtige spil
  • Afsnit J.A.1.4.1.1 om undtagelse af visse spil fra hvidvaskloven.