Nedenfor er uddybet nogle af de risikofaktorer, der er til stede ved online væddemål.

  • Virksomhedens kundetyper.
    • Midlertidige spilkonti.
    • Storspillere.
    • Politisk eksponerede personer (PEP’er), nærtstående til PEP eller nære samarbejdspartnere til PEP, både indenlandske og udenlandske.
    • Spillere, der er tilbageholdende med oplysninger.
    • Spillere, der ændrer i deres sædvanlige spilmønster.
  • Produkter
    • Typer af spil, der udbydes.
    • Spil til lave odds.
  • Leveringskanaler (fx apps og webbaserede platforme mv.)
    • Type og effektivitet af de eksisterende overvågningsmekanismer.
    • Udbud af multiplayerspil, hvor der spilles mod andre spillere.
  • Forretnings- og transaktionsomfang.
    • Typer af betalingsmidler, der accepteres fra spillere, herunder modtagelse af forudbetalte kort, e-wallets og cash vouchers.
    • Hyppige skift i ind- og udbetalingsmidler og -tjenester.
    • Om spiludbyderens forretningsmodel vedrører en af følgende muligheder eller dem begge:
      • Tiltrækker et stort antal spillere, der spiller for relativt små beløb.
      • Tiltrækker et mindre antal spillere, der spiller for relativt store beløb.
  • Geografiske risici.

Nedenfor er en uddybning af nogle af ovenstående risikofaktorer.

Midlertidige spilkonti

Indtil kundens identitet er verificeret, er denne en højrisikokunde, da spiludbyderen ikke har den fornødne viden om kunden. Adgangen til at anvende stjålne betalingskort ved oprettelse af en midlertidig konto er til stede, da kundens identitet endnu ikke er verificeret som ovenfor nævnt. Hertil skal også tilføjes, at den maksimale indbetaling på en midlertidig spilkonto på 10.000 kr. kan overføres til en anden spiller igennem netværksspil, hvorved det ikke er muligt entydigt at konkludere, hvor pengene kommer fra. Hvis kunden flere gange har oprettet en midlertidig konto, er dette et andet risikoelement. Anvendelse af midlertidige konti er dermed en risikofaktor, der skal inddrages i risikovurderingen.

Storspillere

Storspillere udgør en risiko, da det kan være svært for onlinespiludbydere at vurdere, hvorfra og på hvilken måde spillerne finansierer deres spil.

Definitionen af en storspiller kan variere alt efter, hvilken udbyder der er tale om. Overordnet kan spillere betragtes som storspillere på grund af deres samlede spilforbrug over et givent tidsrum. Tilsvarende kan hverdagsspillere, der spiller for et forholdsvist stort beløb ved et begrænset antal lejligheder, også betragtes som storspillere. Storspillere kan også være spillere, der ved et enkelt besøg bruger en meget stor sum penge.

En onlinespiludbyder skal have forståelse for, hvorfra deres storspilleres kilder til indkomst eller formue stammer. Spiludbyderen skal udarbejde forretningsgange for, hvordan spiludbyderen opnår viden om spillernes finansielle ressourcer. Disse forretningsgange skal være baseret på en risikobaseret vurdering taget af spiludbyderen. Oplysninger om indkomst og formue kan give et vist indblik i det sandsynlige niveau for disponible aktiver, som spillerne har rådighed over.

Se også

 

Politisk eksponerede personer, nærtstående og nære samarbejdspartnere, både indenlandske og udenlandske

En politisk eksponeret person (PEP) er en højrisikokunde, hvorfor spiludbyderens risikovurdering skal tage højde for dette.

Se også

  • Afsnit J.A.8.7.5.6 om information og definition af PEP, nærtstående og nære samarbejdspartnere.

 

Spillere, der ændrer i deres sædvanlige spilmønster

Under denne kategori hører faste spillere, der kan udgøre en risiko, hvis deres forbrug ændrer sig, fx hvis deres forbrug drastisk øges, eller hvis deres spilmønster ikke passer til deres spilprofil. Spiludbyderen skal herved forholde sig til den ændrede adfærd og forretningsforbindelsens omfang.

Type af udbudte spil

Spiludbydere skal foretage en risikovurdering af, om nogle af de spil, der udbydes via deres hjemmeplatform, er mere eksponerede for hvidvask end andre.

Spil til lave odds

Hvis der spilles på lave odds, er risikoen for at tabe penge relativt begrænset, hvorved man på den måde kan hvidvaske penge. Ligeledes kan man som spiller spille på alle tænkelige udfald af et væddemål, hvorved risikoen elimineres, og man dermed er sikker på en gevinst.

Overvågningsmekanismer

Onlinespiludbydere er afhængige af IT-systemer. Disse IT-systemer bør tilpasses for at sikre nøjagtig overvågning af konti og spillere og sikre, at de nødvendige oplysninger registreres og opbevares. En risikobaseret tilgang kan dog ikke udelukkende være afhængig af IT-systemer, hvorfor der også skal være et menneskeligt tilsyn og personale, der svarer til risikoniveauet i spiludbyderens virksomhed.

Hvis overvågningen sker ved tredjemandsbistand eller outsourcing er det en risikofaktor, hvis denne leverandør ikke opfylder sine kontraktmæssige forpligtelser ved fx ikke at udlevere kundekendskabsdokumentation.

Udbud af multiplayerspil

I spil, hvor spillere spiller mod hinanden, er der en øget risiko for overførsel af midler mellem spillere, hvilket kan medføre, at midlernes oprindelse sløres. Disse spil kan derfor udgøre en højere risiko.

Betalingsmidler

Forudbetalte kort
Ved modtagelse af forudbetalte kort vil der være samme risiko som ved modtagelse af kontanter, da spiludbyderen ikke har mulighed for at lave samme kontrol ved forudbetalte kort, som de har mulighed for ved almindelige bankkonti. Hvis forudbetalte kort modtages, skal det derfor inddrages i risikovurderingen. Kunder, der ofte anvender forudbetalte kort, bør derfor kategoriseres som højrisikokunder.

E-wallets (elektroniske tegnebøger) og cash vouchers (værdibeviser)
Betaling med e-wallets og cash vouchers kan udgøre en risiko, da det er vanskeligt at spore midlernes ophav. Spiludbyderen skal derfor i sin risikovurdering have taget højde for dette parameter, hvis spiludbyderen accepterer betaling med e-wallets eller cash vouchers.

Flere betalingstjenester

Hvis spilleren regelmæssigt skifter mellem flere betalingstjenester på sin spilkonto, er dette en risikoindikator, som spiludbyderen bør være opmærksom på og forholde sig til.