I forbindelse med afholdelse og markedsføring af et almennyttigt lotteri med afholdelse den 1. april 2020 eller derefter, og som kræver tilladelse fra Spillemyndigheden, skal Spillemyndighedens mærkningsordning anvendes. Spillemyndighedens mærke skal anvendes i forbindelse med afholdelse og markedsføring.
Mærket skal fremgå af
- Arrangørens hjemmeside eller brugergrænseflade
- Ved indgangen til salgsstedet
- På relevant materiale eller lignende
Arrangøren skal anvende den af Spillemyndigheden senest offentliggjorte version af mærket, som er tilgængelig på Spillemyndighedens hjemmeside. Arrangøren må ikke ændre i mærkets design, proportioner eller farve ligesom mærket ikke må anvendes på en måde, som giver indtryk af, at Spillemyndigheden er medarrangør eller sponsor af det almennyttige lotteri. Ligeledes må mærket ikke benyttes af arrangørens samarbejdspartnere eller andre parter, som ikke har fået tilladelse fra Spillemyndigheden.
Mærkningsordningen gælder ikke lodsedler, ligesom mærket ikke skal anvendes i forbindelse med almennyttige lotterier, som alene kræver anmeldelse og ikke tilladelse.
Se BEK 1288/2019 § 9, stk. 1-6.