Lov nr. og dato

Ændring og baggrund for ændringen

Hvor i loven

458 af 9. juni 2004

I forbindelse med ophævelse af ejerlejlighedsbeskatningsloven blev KGL § 1 ændret, således at fortjeneste, der beskattes efter lov om beskatning af fortjeneste ved førstegangsafståelse af visse ejerlejligheder mv. ikke er omfattet af kursgevinstloven. Ændringen har virkning for afståelse af ejerlejligheder, der sker den 1. januar 2004 eller senere, og hvor ejerlejligheden ikke før den 1. januar 2004 er blevet skattepligtig efter lov om beskatning af fortjeneste ved førstegangsafståelse af visse ejerlejligheder.

§ 10, nr. 1

724 af 25. juni 2010

Det daværende KGL § 1, stk. 2, der definerer fordringer og gæld i henholdsvis danske kroner og fremmed valuta ophæves. Ændringen har virkning for fordringer, der erhverves den 27. januar 2010 eller senere. For så vidt angår gæld, er den daværende regel i KGL § 1 videreført i KGL § 23.

§ 1, nr. 1

 268 af 25. marts 2014

De daværende KGL § 1, stk. 5 og 6, blev ændret på baggrund af tilretning af reglerne vedrørende LL § 6 B. Lovens § 20 har virkning for gæld optaget den 1. juli 2010 eller senere.

 § 20

Afgørelser

Afgørelsen i stikord

Yderligere kommentarer

Højesteretsdomme

SKM2019.627.HR

Spørgsmålet i sagen var, om en kommanditist havde opnået en skattepligtig kursgevinst ved afståelsen af sin ideelle andel af et ejendomslån i udenlandsk valuta, hvor långiver alene kunne søge sig fyldestgjort i ejendommen (pga. et non recourse-vilkår), og om beskatningen i bekræftende fald var en EU-stridig hindring for kapitalens frie bevægelighed, jf. TEUF artikel 63.

Højesteret fandt, at der efter låneaftalen var en betalingsforpligtelse for hele lånebeløbet, selv om non recourse-vilkåret indebar, at kommanditselskabet ikke hæftede med mere end den stillede sikkerhed (og afkastet heraf). Tab eller gevinst ved frigørelse for gælden til långiver var derfor omfattet af kursgevinstloven, jf. lovens § 1, stk. 1, nr. 2.

SKM2012.353.HR

Der var fradragsret for tab på regreskrav. Fradragsret for tab på regresfordringer beror på, hvordan det tab, som fordringer udspringer af, skal bedømmes. I den konkrete sag var det en betingelse for revisionsselskabets fradragsret for tabet på regresfordringen, at erstatninger betalt af revisionsselskabet har karakter af et driftstab efter SL § 6, stk. 1, litra a.

Dommen ændrer Østre Landsrets dom i SKM2010.194.ØLR.

Se styresignal om retningslinjerne for genoptagelser af skatteansættelser som følge af Højesterets dom om fradrag for erstatninger som følge af rådgivning i selskabstømmersager, SKM2012.733.SKAT. Se C.C.2.2.3.1.

SKM2004.210.HR

Andel i joint-venture var ikke en pengefordring, og var derfor ikke omfattet af kursgevinstloven.
En skatteyder havde investeret i et investeringsprogram, der var betegnet som et joint venture. Skatteyderen selvangav vedrørende joint venture-deltagelsen et tab på en fordring i fremmed valuta. Det var godtgjort, at indskuddet var betalt som aftalt. Højesteret fandt ikke, at skatteyderens joint venture-andel kunne sidestilles med en fordring. Det var ikke godtgjort, at skatteyderen som erstatningskrav havde en fordring mod kontraktparter m.fl. eller en fordring på udbetaling af overskud fra joint venture deltagelsen.

SKM2004.87.HR

Overførsel fra selskab til aktionær var ikke en pengefordring, og derfor ikke omfattet af kursgevinstloven.
En skatteyder, der drev en personlig virksomhed, havde bogført et større beløb i sin virksomhed. Beløbet kom fra et tysk selskab, som skatteyderen også ejede, og var blevet betalt ved bankoverførsel. I henhold til bogføringen var der tale om en betaling vedrørende en faktura. Skatteyderen påstod, at det overførte beløb var tilbagebetaling af et lån. Retten fandt det ikke bevist, at overførslen var tilbagebetaling af lån.

Landsretsdomme

►SKM2024.269.ØLR◄

►Sagen angik blandt andet beskatning af en række indsætninger på i alt 515.151 kr. på skatteyderens bankkonto. Skatteyderen gjorde gældende, at der var tale om et lån. Ligesom byretten fandt landsretten, at skatteyderen ikke havde løftet bevisbyrden for, at beløbet hidrørte fra allerede beskattede eller skattefrie midler, hvorfor han var skattepligtig af indsætningerne på bankkontoen.◄

►Tidligere SKM2021.575.BR.◄

►SKM2024.145.ØLR◄

►To appellanter havde indgået kontrakter med et Y1-landsk selskab om, at de to personer hver især skulle have opført et hus i Y1-land, og personerne foretog i den forbindelse ratebetalinger inden færdiggørelsen af husene. Appellanterne påstod, at de havde erhvervet pengefordringer på det Y1-landske selskab allerede ved ratebetalingerne og i hvert fald senest ved, at de i 2009 eller 2010 ophævede de indgåede kontrakter.

Landsretten udtalte, at kursgevinstloven finder anvendelse på bl.a. tab ved afståelse eller indfrielse af pengefordringer, og at bevisbyrden for, at der bestod en pengefordring, og at der var lidt et tab ved afståelse eller indfrielse af en sådan fordring, påhvilede appellanterne. 

Landsretten lagde endvidere til grund, at appellanterne ved indgåelsen af kontrakterne hver fik en fordring på en realydelse i form af en grund med hus. Spørgsmålet var herefter i første række, om og i givet fald hvornår denne fordring på en realydelse blev konverteret til et retligt krav på betaling i form af penge (en pengefordring).

Landsretten fandt, at appellanterne hverken efter den fremlagte skriftlige korrespondance eller sagens øvrige beviser havde godtgjort, at der var opstået en pengefordring mod det Y1-landske selskab. Kursgevinstloven fandt derfor ikke anvendelse på appellanternes tab på kontrakterne om ejendomskøb.

Landsretten stadfæstede herefter byrettens dom.◄

►Tidligere SKM2022.315.BR.◄

SKM2021.590.VLR

Sagen angik, om skatteyderen var berettiget til fradrag for tab på fordringer i indkomståret 2017.

Skatteyderen overførte i 2017 i alt 121.404 kr. til udlandet med henblik på investeringer. Skatteyderen modtog aldrig et afkast og kunne heller ikke få midlerne tilbagebetalt, da hans henvendelser ikke blev besvaret. Skatteyderen forsøgte herefter i august 2017 at inddrive pengene via en udenlandsk advokat, hvilket ikke lykkedes.

Landsretten fandt, at der ikke var ført bevis for, hvem rette debitor i sagen var, herunder om debitor var et selskab eller en eller flere fysiske personer. Der forelå ikke oplysninger om, hvad skatteyderen siden august 2017 havde foretaget sig for at søge fordringen inddrevet. Det var derfor ikke bevist, at skatteyderen havde realiseret et tab på en fordring, jf. KGL § 25, stk. 1. Allerede af denne grund blev Skatteministeriet frifundet. Landsretten stadfæstede derved byrettens dom.

Tidligere SKM2021.138.BR.

SKM2020.489.ØLR

Østre Landsret fandt, at skatteyderen ikke havde godtgjort, at en indsætning på hans bankkonto på 125.000 kr. var delvis tilbagebetaling af et lån.

Stadfæster SKM2019.255.BR.

SKM2020.488.VLR

Sagen handlede om, hvorvidt skatteyderen skulle beskattes af indsætninger på hans danske bankkonto fra hans spanske selskab, eller om der var tale om tilbagebetaling af et lån.

For landsretten fremlagde skatteyderen regnskabsmateriale fra det spanske selskab, som viste, at skatteyderen havde et større tilgodehavende i selskabet.

Vestre Landsret frifandt Skatteministeriet med henvisning til byrettens præmisser, og landsretten udtalte i den forbindelse, at det spanske regnskabsmateriale ikke kunne føre til et andet resultat, idet regnskabsmaterialet ikke vedrørte de konkrete år, hvor lånet henholdsvis skulle være ydet og tilbagebetalt.

Tidligere SKM2019.157.BR.

SKM2020.457.ØLR

Sagen angik, om indsætninger på i alt 5,6 mio. kr. på skatteyderens bankkonto udgjorde lån eller skattepligtige gaver, samt om betingelserne for ekstraordinær genoptagelse var opfyldt.

Landsretten tiltrådte, at skatteyderen ikke havde godtgjort, at indsætningerne udgjorde lån, og landsretten fandt derudover, at betingelserne for ekstraordinær genoptagelse var opfyldt.

Landsretten stadfæstede på denne baggrund byrettens dom.

Tidligere SKM2019.444.BR.

SKM2010.278.ØLR

Skatteyderen (låntageren) drev en vognmandsvirksomhed i personligt regi og havde i den forbindelse til køb af biler optaget lån i udlandet hos et familiemedlem.

Aftalen om familielånet indeholdt vilkår om, at lånet skulle tilbagebetales under nogle nærmere angivne omstændigheder, fx hvis låntager solgte den bil, som långiver havde pant i. Bilen blev solgt, uden at lånet blev tilbagebetalt.

Fradrag for renteudgifter forudsætter, at der foreligger et gældsforhold med en retlig forpligtelse såvel til at betale gælden som til at forrente den.  Vilkårene blev anset for usædvanlige. Da det ikke var bevist, at lånene var blevet tilbagebetalt (afdraget) som aftalt, var denne bevisbyrde ikke løftet.

Der stilles skærpede krav til beviset for at familielån er reelle.

Stadfæster SKM2009.178.BR.

Se lignende domme:

SKM2003.219.ØLR,

SKM2003.247.VLR,

SKM2006.43.ØLR,

SKM2007.388.VLR.

Byretsdomme

SKM2023.545.BR

Sagen angik, om sagsøgerne var berettiget til rentefradrag som følge af deres deltagelse i et lånearrangement, som skattemyndighederne havde tilsidesat som følge af manglende realitet. 

Sagsøgerne havde ikke fået udbetalt de lånebeløb, som de i henhold til gældsaftale og gældsbrev skulle modtage og forrente af låneudbyderen. Sagsøgerne var i henhold til låneaftalen tildelt optioner til tegning af kapitalandele i et investeringsselskab, mens låneudbyderen i henhold til låneaftalen var forpligtet til ved påkrav fra sagsøgerne at erhverve optionerne fra sagsøgerne til restgælden.

Retten lagde til grund, at de involverede selskaber var interesseforbundne. Retten fandt desuden, at der ikke forelå dokumentation for, at aftalerne mellem de interesseforbundne selskaber havde medført reelle pengetransaktioner. Retten fandt videre, at sagsøgerne ikke havde godtgjort, at der havde været nogen realitet i de investeringer, som ifølge sagsøgerne var baggrunden for det på forhånd fastlagte aftalekompleks mellem de interesseforbundne selskaber.  

Herefter fandt retten det ikke godtgjort, at der havde foreligget et reelt gældsforhold med en retlig forpligtelse for sagsøgerne til at tilbagebetale eller forrente gælden. Det kunne ikke føre til et andet resultat, at der formelt blev udstedt et gældsbrev og stillet sikkerhed til låneudbyderen, ligesom det var uden afgørende betydning, om sagsøgerne havde betalt beløb svarende til de i amortiseringsplanerne beregnede renter. Retten bemærkede, at der ikke forelå fyldestgørende objektiv dokumentation for, at sagsøgerne havde betalt beløbene.

Herefter blev Skatteministeriet frifundet.

SKM2009.204.BR

Et deponeret beløb blev ikke anset for en pengefordring.

I forbindelse med en salgsaftale om salg af aktier i G1 A/S skulle sælger deponere 85 pct. af salgssummen på ca. 19.700.000 kr. Det var desuden aftalt, at salgssummen skulle reguleres efter nogle nærmere angivne forhold, og den deponerede salgssum skulle først frigives, når en betingelse om, at G1 A/S skulle sælge en ejendom, var opfyldt.

Den deponerede salgssum blev ved særskilt aftale om salg af ovennævnte ejendom udlånt til det selskab (H2 ApS), der købte ejendommen.

Byretten lagde til grund, at den aftalte salgssum på ca. 19.700.000 kr. var endelig, og at salgssummen skulle lægges til grund i relation til avanceopgørelsen efter aktieavancebeskatningsloven. Desuden fandt byretten ikke, at den omstændighed, at 85 pct. af salgssummen blev udlånt til H2 ApS, i sig selv indebar, at den deponerede del af salgssummen i skattemæssig henseende skulle betragtes som en fordring. Det deponerede beløb blev skattemæssigt ikke anset for at være en pengefordring.

Landsskatteretskendelser og -afgørelser

►SKM2024.184.LSR◄

►Klagen skyldtes et bindende svar fra Skatterådet, som bl.a. vedrørte, om et hybridt kernekapitalinstrument udgjorde gæld i skattemæssig henseende omfattet af kursgevinstloven for udstederen (spørgeren).

Landsskatteretten fandt ud fra en konkret og samlet vurdering, at dispositionen ikke udgjorde et reelt gældsforhold, idet spørger ikke var retligt forpligtet til at tilbagebetale det modtagne beløb. Spørger havde således ikke ved udstedelsen påtaget sig en retlig forpligtelse til at tilbagebetale et pengebeløb, og dispositionen var derfor ikke omfattet af KGL § 1, stk. 1.

Subsidiært var der bl.a. spurgt, om eventuelle kurstab ved indfrielse og de løbende betalinger vedrørende den hybride kernekapital var fradragsberettigede efter SL § 6, stk. 1, litra a, som driftsomkostninger.

Landsskatteretten fandt ud fra en konkret og samlet vurdering, at det ikke var godtgjort eller i tilstrækkelig grad sandsynliggjort, at et eventuelt tab ved indfrielse og de løbende betalinger vedrørende den hybride kernekapital var fradragsberettigede efter SL § 6, stk. 1, litra a.

Retten lagde bl.a. vægt på, at et eventuelt tab og de løbende betalinger i det væsentligste vedrørte spørgers formue. En henvisning til, at udstedelsen af den hybride kernekapital skete for at opfylde gældende kapitalkrav, indebar ikke, at det var godtgjort eller i tilstrækkelig grad sandsynliggjort, at et eventuelt tab og de løbende betalinger havde en sådan snæver og direkte forbindelse til den løbende drift, hvilket kræves for et eventuelt fradrag efter SL § 6, stk. 1, litra a. Den omstændighed, at der eksisterede lovgivningsmæssige krav til spørgers kapitalgrundlag, indebar ikke i sig selv, at omkostningerne kunne anses for anvendt til at erhverve, sikre og vedligeholde indkomsten.◄

►Tidligere SKM2021.377.SR.

Landsskatterettens afgørelse er indbragt for domstolene.◄

SKM2022.259.LSR

Klagen skyldtes, at Skatterådet ved et bindende svar bl.a. ikke havde kunnet bekræfte, at en SAFE skattemæssigt skulle behandles som en konvertibel obligation og omfattes af aktieavancebeskatningsloven. Landsskatteretten bemærkede, at det var en betingelse, at der var tale om en pengefordring omfattet af KGL § 1, og at det i den forbindelse var en betingelse, at der var tale om et retligt krav, og at kreditor kunne gøre betalingskravet mod debitor gældende ved domstolene.  Det fremgik af SAFE-aftalen, at henholdsvis tilbagebetaling af det indskudte beløb og konvertering af beløbet til anparter i selskabet kun fandt sted, hvis der indtraf en såkaldt event. Kreditor havde derfor ikke et retligt krav på tilbagebetaling, når SAFE’en erhvervedes.

Landsskatteretten fandt under disse omstændigheder, at den omhandlede SAFE ikke kunne karakteriseres som en pengefordring i henhold til kursgevinstloven. Allerede derfor var der ikke tale om en konvertibel obligation. Ligeledes var der ikke tale om en fordring. Landsskatteretten stadfæstede herefter Skatterådets svar.

Tidligere SKM2020.423.SR.

SKM2022.145.LSR

Klagen vedrørte et bindende svar fra Skatterådet om, hvorvidt kursgevinster og -tab på "Lånet" ville blive omfattet af kursgevinstloven, og om renterne herpå skattemæssigt skulle behandles som renteudgifter, og i benægtende fald, om kursgevinster og -tab samt renter fra "Lånet" skulle beskattes efter statsskattelovens regler.

Landsskatteretten fandt ud fra en konkret og samlet vurdering, at den påtænkte disposition ikke udgjorde et reelt gældsforhold, idet selskabets tilbagebetalingsforpligtelse måtte anses for teoretisk. Selskabet kunne således ikke i henhold til den påtænkte aftale anses for retligt forpligtet til at tilbagebetale det modtagne beløb. Dispositionen kunne herefter ikke anses for omfattet af KGL § 1, stk. 1, og da der ikke i skattemæssig forstand forelå en gæld, var der ikke fradragsret for renter i henhold til SL § 6, stk. 1, litra e. Landsskatteretten stadfæstede derfor Skatterådets svar på spørgsmål 1.

Landsskatteretten bemærkede, at det i spørgsmål 2 ikke fremgik præcist af selve spørgsmålet, hvilken eller hvilke skattemæssige virkninger der blev spurgt til, og at Skatterådet ikke ved besvarelsen af det bindende svar på spørgsmål 2 sås at have taget stilling til den af repræsentanten i klagesagen fremsatte påstand om, at de løbende betalinger var fradragsberettigede for selskabet efter SL § 6, stk. 1, litra a. Klagen afvistes derfor på dette punkt, idet selskabet blev henvist til på ny at anmode om et bindende svar på dette spørgsmål.

Tidligere SKM2020.181.SR.

SKM2009.820.LSR

Tab på regreskrav vedrørende rådgiveransvar var ikke omfattet af kursgevinstloven.

Et selskab, der havde drevet advokatvirksomhed havde rådgiveransvar over for en klient, der havde solgt et overskudsselskab, som køberen efterfølgende havde tømt. Selskabets forsikringsselskab betalte erstatningen på nær selvrisikoen. Selskabet fratrak ved indkomstopgørelsen et beløb svarende til selvrisikoen, som selskabet skulle betale. Det fratrukne beløb blev hverken anset for at være en driftsomkostning efter SL § 6 eller som kurstab afledet af regreskrav under henvisning til SKM2004.139.VLR.

Sag om selskabstømning.

Skatteministeriet tog efterfølgende bekræftende til genmæle som følge af  SKM2012.353.HR og SKM2012.733.SKAT.

Skatterådet

►SKM2024.115.SR◄

►Sagen omhandlede en Spørger, der var minkavler i november 2020, hvor regeringen besluttede, at alle mink skulle aflives.

Spørger havde modtaget erstatning efter nedlukningsbekendtgørelsen og værdisikring af erstatningen.

Spørgsmål 3-5 omhandlede den skattemæssige kvalifikation af værdisikringen af erstatningen efter nedlukningsbekendtgørelsen.

Her Skatterådet fastslog mod Spørgers ønske, at værdisikringen udgjorde en skattepligtigtig kursgevinst efter kursgevinstloven, idet erstatningen efter nedlukningsbekendtgørelsen udgjorde en pengefordring, hvorved værdisikringen af erstatningen udgjorde et afkast på denne pengefordring, der skulle behandles som en kursgevinst efter kursgevinstloven.◄

►SKM2024.25.SR◄

►Spørger havde i spekulationshensigt handlet kryptovaluta og haft en beholdning på platformene FTX, Celsius og BlockFi. Som følge af de tre krypto-platformes konkurs havde Spørger lidt et tab, idet hans indestående var gået tabt. Spørger havde derfor rejst et krav mod de tre platforme.

Spørger ønskede i den forbindelse afklaret, hvorvidt han var berettiget til et fradrag for tab som følge af konkursen.

Skatterådet fandt, at der ikke var sket et handelstab, som fradrag efter statsskatteloven forudsætter.

Skatterådet fandt, at fordringen mod krypto-platformenes konkursboer var omfattet af kursgevinstloven. Idet der endnu ikke var taget stilling til dividendens størrelse, var det ikke muligt at opgøre et tab, hvilket også afhang af værdiansættelsen af fordringen på stiftelsestidspunktet. Der var derfor ikke for nuværende mulighed for fradrag efter kursgevinstlovens regler.

Skatterådet kunne bekræfte, at hvis Spørger solgte sin fordring mod konkursboerne til tredjemand, ville en gevinst eller et tab skulle medregnes ved Spørgers indkomstopgørelse efter kursgevinstlovens regler. Skatterådet kunne ligeledes bekræfte, at hvis Spørger solgte sin fordring til tredjemand, så vil en eventuel dividende, som blev udbetalt til tredjemand, være Spørgers indkomstopgørelse uvedkommende.

Spørger ønskede at overdrage kryptovaluta i gave til sine børn. Spørgers børn var henholdsvis 12 og 14 år. Skatterådet fandt, at Spørger kunne give afgiftsfrie gaver i form af kryptovaluta under hensyn til de gældende beløbsgrænser herfor. Spørger vil være skattepligtig af eventuel indtægtsnydelse eller formueafkast af gaven.

Skatterådet fandt herudover, at Spørgers børn ville være skattepligtige af den del af gaven, der måtte overstige det gaveafgiftsfrie beløb, samt at Spørgers børn ved en senere afståelse vil skulle medregne gevinst og tab til den skattepligtige indkomst.◄

SKM2021.545.SR

Skatterådet fandt, at en udstedelse af hybrid kapital med step-up til renten var omfattet af kursgevinstloven, og afkastet var en rente omfattet af statsskatteloven. De efterfølgende spørgsmål bortfaldt derfor for denne udstedelse.

For den anden udstedelse, der var hybrid kernekapital, skulle Skatterådet tage udgangspunkt i besvarelsen i SKM2021.377.SR og besvare en række spørgsmål vedr. den skattemæssige behandling af hybrid kernekapital, når investor var en enhed omfattet af ABL § 19 eller LL § 16 C.

SKM2019.540.SR

Skatterådet bekræftede, at en udstedelse af obligationer med en formel løbetid på 1.000 år kunne kvalificeres som en gæld, jf. KGL § 1. Skatterådet lagde i vurderingen vægt på, at selskabet havde et incitament til en tidlig indfrielse, og at dette incitament ikke var uvæsentligt.

SKM2016.322.SR

Skatterådet kunne ikke bekræfte, at et "profit sharing lån" mellem arbejdsgiveren og medarbejderen skattemæssigt skulle klassificeres som en fordring henholdsvis gældspost omfattet af kursgevinstloven.

Et Spørgsmålet om, hvorledes lånet i stedet skulle kvalificeres, hvis Skatterådet ikke var enig med repræsentanten, blev afvist.

SKM2016.97.SR

Skatterådet fandt, at en gæld med en forventet løbetid på 5 år, men med en endelig fastsat indfrielse efter 1.000 år, var omfattet af KGL § 1. Skatterådet bekræftede at renteudgifter var fradragsberettigede. Skatterådet bekræfter også, at rentebetalingerne til obligationsindehaverne ikke var omfattet af SEL § 2, stk. 1, litra d.

SKM2015.293.SR

Skatterådet fandt, at en udstedelse af obligationer med en formel løbetid på 1.000 år kunne kvalificeres som en gæld, og at der ville være fradrag for renterne. Skatterådet lagde vægt på, at der var incitament til en tidlig indfrielse, og at dette incitament ikke var uvæsentligt.

SKM2015.203.SR

Skatterådet bekræftede, at spørgers (en faglig sammenslutning) udlån til medlemmer kunne betragtes som fordringer omfattet af kursgevinstloven og derfor skulle behandles herefter.

SKM2014.226.SR

Skatterådet fandt, at Bitcoin-systemet alene er et betalingssystem, der gør det muligt at gennemføre transaktioner i en virtuel valuta, som ikke reguleres af nogen central bank, og hvor dagskursen ved den enkelte transaktion fastsættes på baggrund af udbud og efterspørgsel efter Bitcoins. Bitcoins kan ikke anses for en officiel valuta.

Efter beskrivelsen af Bitcoin-systemet indebærer det at købe eller eje Bitcoins ikke, at der er tale om en kreditor og en debitor, og der opstår således ikke en fordring, en gæld eller en finansiel kontrakt.

Skatterådet fandt, at kursgevinstloven ikke regulerer kurssvingninger ved samhandel i Bitcoins.

I SKM2019.584.LSR fandt Landsskatteretten, at der ikke kunne gives bindende svar.

SKM2013.327.SR

En kommune planlagde at bygge en ny havn. Eksisterende bådejere, som ønskede at leje en bådplads, fik mulighed for at foretage et indskud, som i perioden 1. januar 2016 til 1. januar 2035 årligt skulle forrentes med 3 pct.

Reguleringen af indskuddet blev klassificeret som en kursgevinst.

SKM2009.287.SR

Skatterådet fandt, at garantbeviser var pengefordringer omfattet af kursgevinstloven.

Om garantbeviser og indskud på garantkonti, se også SKM2009.288.SR
og styresignalet
SKM2009.370.SKAT (ophævet som følge af indarbejdelsen i Den juridiske vejledning.

SKM2008.381.SR

Livsforsikringspolice er ikke en pengefordring fordi forsikringstageren (kreditor) periodisk betaler præmie for at beholde retten til forsikringssummen, og forsikringstageren ikke har udbetalt et pengebeløb til forsikringsselskabet (debitor) ved aftalens indgåelse.

Før forsikringshændelsen (forsikringstagerens død) er indtruffet, har forsikringstageren ikke en pengefordring.

SKM2008.118.SR

Tab på regreskrav var ikke omfattet af kursgevinstloven. Selskab var ikke berettiget til fradrag efter KGL § 3 for tab på regreskrav mod en direktør, der var afledt af direktørens medvirken i selskabstømning. Skatterådet fandt, at der var et overordnet skatteretligt princip om, at kun erhvervsmæssige dispositioner kunne være til gunst for skatteyderens indkomstopgørelse. Medvirken i selskabstømning kunne ikke anses for erhvervsmæssig, og det betød, at der heller ikke efter kursgevinstloven kunne indrømmes fradrag for tab på regreskrav afledt af medvirken til selskabstømning.

Sag om selskabstømning.

Skatteministeriet har efterfølgende taget bekræftende til genmæle i sagen.

SKM2007.464.SR

Konvertibel obligation omfattet af aktieavancebeskatningsloven.

Skatterådet fandt, at en obligation indeholdt en reel ret til konvertering til aktier.

SKM-meddelelse

I styresignal SKM2016.173.SKAT skærpede det daværende SKAT praksis vedrørende fradrag efter KGL § 14, stk. 1, som følge af fem afgørelser fra Skatterådet. Styresignalet er indarbejdet i Den juridiske vejledning C.B.1.4.2.2.

Tre af de fem afgørelser fra Skatterådet blev påklaget til Skatteankestyrelsen.

Landsskatteretten har efterfølgende truffet afgørelse i de tre påklagede sager. De tre afgørelser fra Landsskatteretten er offentliggjort som SKM2016.459.LSR om fradrag for tab på forudbetalinger for levering af private ydelser, SKM2017.522.LSR om fradrag for tab på fordringer relateret til drift af personligt drevet virksomhed og SKM2018.12.LSR om fradrag for tab ved bedrageri, tyveri mv.

Landsskatteretten var enig med Skatterådet i, at der i alle tre sager ikke skulle gives fradrag efter KGL § 14, stk. 1, men Landsskatteretten begrundede afgørelserne på en anden måde end Skatterådet.

Skatterådet fandt, at når en fordring var omfattet af SL § 5, stk. 1, litra a, forblev fordringen omfattet af denne bestemmelse, uanset at der senere skete misligholdelse. Landsskatteretten fandt derimod, at hvis en fordring omfattet af SL § 5, stk.1, litra a, blev misligholdt, og der opstod et pengekrav, overgik fordringen til at være en pengefordring omfattet af kursgevinstloven. Anskaffelsestidspunktet for pengefordringen er misligholdelsestidspunktet og pengefordringen skal derfor værdiansættes på dette tidspunkt.

Styresignal SKM2016.173.SKAT blev udsendt bl.a. som følge af, at Skatterådet i SKM2016.135.SR fandt, at der forelå en praksis i de situationer, hvor der var sket forudbetaling for levering af private ydelser. I SKM2016.459.LSR fraveg Landsskatteretten denne praksis. Skatterådets praksis, som kom til udtryk i styresignalet, kan kun ændres med fremadrettet virkning, i det omfang der er tale om en skærpelse. Er der tale om en lempelse, kan der ske ekstraordinær genoptagelse efter SFL § 27, stk. 1, nr. 7.

Se C.B.1.4.2.2.

Styresignalet er ophævet, idet det er indarbejdet i Den juridiske vejledning.

Styresignal udsendt vedr. fortolkningen af KGL § 1, § 14 og § 17.

Skærpelse af praksis af fortolkningen af  KGL § 14 m.fl.

SKM2016.101.LSR
SKM2016.134.SR
SKM2016.135.SR
SKM2016.136.SR
SKM2016.137.SR.

Styresignalet er ophævet, idet det er indarbejdet i Den juridiske vejledning.

Styresignal om genoptagelse af skatteansættelser som følge af Højesterets dom af 1. juni 2012 (SKM2012.353.HR) om fradrag for erstatninger som følge af rådgivning af sælgere i forbindelse med selskabstømning. 

Styresignalet er ophævet, idet det er indarbejdet i Den juridiske vejledning.

Se også afsnit C.C.2.2.3.1.