Indhold

Dette afsnit beskriver reglerne om registrering af afgiftspligtig forsikringsvirksomhed i skadesforsikringsafgiftsloven, herunder reglerne om registrering af udenlandske virksomheder ved en dansk repræsentant.

Afsnittet indeholder:

  • Forsikringsvirksomhedens registreringspligt
  • Registrering af udenlandske forsikringsvirksomheder
  • Frister vedrørende registrering, ændringer og ophør
  • Oversigt over afgørelser, domme, kendelser, SKM-meddelelser mv.

Forsikringsvirksomhedens registreringspligt

Alle forsikringsvirksomheder, både danske og udenlandske, skal anmelde sig til registrering hos Skatteforvaltningen for betaling af skadesforsikringsafgift, hvis de er afgiftspligtige efter skadeforsikringsafgiftsloven. Se xSKADL § 6,x stk. 1, jf. x§ 1x og x§ 4x. Se E.A.6.1.4.1 om afgiftspligt.

Skatterådet har i SKM2014.237.SR bl.a. svaret, at en virksomhed, der fungerede som agent for et forsikringsselskab, ikke var en registreringspligtig forsikringsvirksomhed omfattet af xSKADL § 6x, stk. 1. Sagen er nærmere omtalt under afsnit E.A.6.1.4.1 om afgiftspligtige forsikringsvirksomheder og under afsnit E.A.6.1.2.3 om begrebet forsikringspræmie.

Registrering af udenlandske forsikringsvirksomheder

Der gælder forskellige regler for registrering af udenlandske forsikringsvirksomheder, alt efter i hvilket land den pågældende virksomhed har forretningssted.

Udenlandske forsikringsvirksomheder med forretningssted i et EU-land eller i et land uden for EU, som Danmark har en aftale med om gensidig bistand til inddrivelse, der svarer til reglerne inden for EU, kan vælge at lade sig registrere ved en herboende repræsentant. Dette gælder for virksomheder fra alle EU-lande, samt p.t. Norge, Island, Færøerne og Grønland. Virksomheder i disse lande kan også vælge at lade sig registrere direkte i Danmark uden en dansk repræsentant. Se xSKADL § 6x, stk. 2.

Afgiftspligtige forsikringsvirksomheder, som har forretningssted i andre lande (dvs. udenfor EU, Norge, Island, Færøerne og Grønland), kan derimod ikke registrere sig direkte hos Skatteforvaltningen, men har pligt til at være registreret ved en herboende repræsentant. Se xSKADL § 6x, stk. 3. Repræsentanten hæfter i denne situation for afgiften. Se nærmere om hæftelse under afsnit E.A.6.1.4.3.

En herboende repræsentant skal være enten en person, der er bosiddende her i landet eller en virksomhed, der har forretningssted her i landet.

Bemærk

Ordlyden i xSKADL § 6x, stk. 3, ændres pr. 1. april 2019, idet betegnelsen "herboende repræsentant" indsættes. Der er ikke tale om nogen reel ændring af bestemmelsens indhold, men alene en sproglig ensretning af bestemmelsen i forhold til øvrige afgiftslove. Ændringen følger af xlov nr. 1728 af 27. december 2018x, § 17.

Skematisk oversigt

Skemaet viser reglerne om registrering af danske og udenlandske virksomheder for skadesforsikringsafgift hosSkatteforvaltningen.

Forsikringsvirksomhed med forretningssted i

Registrering ved dansk repræsentant

Direkte registrering

Repræsentanten
hæfter for afgiften

Danmark

-

Ja

-

EU-land eller i Norge, Island, Færøerne og Grønland

Ja, frivillig

Ja, hvis der ikke er valgt registrering ved dansk repræsentant

Nej

Land uden for EU, Norge, Island, Færøerne og Grønland

Ja, obligatorisk

Nej

Ja

Frister vedrørende registrering, ændringer og ophør

Der er frister for, hvornår registrering og ændringer vedrørende registreringer skal være foretaget.

Anmeldelse til registrering hos Skatteforvaltningen skal ske senest 8 dage inden virksomheden begynder at indgå afgiftspligtige forsikringsaftaler.

Hvis der sker ændringer i virksomhedens registreringsforhold, fx ændring af navn eller adresse, skal virksomheden meddele Skatteforvaltningen om ændringen senest 8 dage efter, at ændringen er sket. Hvis virksomheden ophører med at drive registreringspligtig virksomhed, skal den underrette Skatteforvaltningen herom senest 8 dage efter ophøret. Se xSKADL § 6x, stk. 4. 

Oversigt over afgørelser, domme, kendelser, SKM-meddelelser mv.

Skemaet viser relevante afgørelser på området:
Afgørelse Afgørelsen i stikord Yderligere kommentarer
Skatterådet

SKM2014.237.SR

Skatterådet bekræfter, at en virksomhed i sit virke som forsikringsagent ikke er en forsikringsvirksomhed, der er pligtig til at lade sig registrere for og indbetale afgift efter lov om afgift af skadesforsikringer, jf. lovens § 1, stk. 1, § 5, og § 6, stk. 1.