Indhold
Dette afsnit indeholder en gennemgang af DBO'ens artikler, artikel 1 - 30 og den tilhørende protokol.
Bemærk
Ved gennemgangen er det som udgangspunkt anført, om artiklen afviger fra OECD's modeloverenskomst fra 2017. Se DBO'en om den præcise ordlyd.
Se også OECD's modeloverenskomst afsnit C.F.8.2.2.1-32, som indeholder en nærmere gennemgang af de enkelte artikler i modeloverenskomsten.
Artikel 1: Personer, der er omfattet af DBO'en
Artiklen afviger fra OECD's modeloverenskomst.
Artiklen indeholder ikke modeloverenskomstens artikel 1, stk. 2 og artikel 1, stk. 3.
Se afsnit C.F.8.2.2.1 om OECD's modeloverenskomst artikel 1.
Artikel 2: Skatter, der er omfattet af DBO'en
Artiklen afviger fra OECD's modeloverenskomst.
DBO'en omfatter ikke formueskat.
Se også
Se også afsnit C.F.8.2.2.2 om OECD's modeloverenskomst artikel 2.
Artikel 3: Almindelige definitioner
Artiklen afviger fra OECD's modeloverenskomst.
"Danmark" betyder Kongeriget Danmark og dækker også ethvert område uden for Danmarks territorialfarvand, som efter dansk lovgivning og i overensstemmelse med international ret er betegnet som et område, hvor Danmark kan udøve suverænitetsrettigheder med hensyn til efterforskning og udnyttelse af naturforekomsterne på havbunden og i dens undergrund.
Grønland og Færøerne er ikke omfattet af DBO'en.
Definitionen af "international trafik" afviger fra modeloverenskomsten. International trafik betyder enhver transport med et skib eller luftfartøj, der anvendes af et foretagende i en kontraherende stat, bortset fra tilfælde, hvor skibet eller luftfartøjet udelukkende anvendes mellem pladser i den anden kontraherende stat.
Artiklen indeholder ikke en definition af ”anerkendt pensionsinstitut”.
Artiklen nævner ikke, at de kompetente myndigheder kan enes om en anden fortolkning.
Se også
Se også afsnit C.F.8.2.2.3 om OECD's modeloverenskomst artikel 3.
Artikel 4: Skattemæssigt hjemsted
Artiklen afviger fra OECD's modeloverenskomst.
Ved fastlæggelse af skattemæssigt hjemsted anvendes ikke statsborgerskab.
Artikel 4, stk. 1 nævner ikke anerkendte pensionsinstitutter.
Se også
Se også afsnit C.F.8.2.2.4 om OECD's modeloverenskomst artikel 4.
Artikel 5: Fast driftssted
Artiklen afviger fra OECD's modeloverenskomst.
Der foreligger fast driftssted ved virksomhed, der består i forundersøgelser eller efterforskning efter kulbrinter, som udøves med skibe, borerigge og installationer. Se protokollen.
Ved bygge- og anlægsarbejder foreligger der fast driftssted efter 6 måneder. Samle- og monteringsarbejde, der udføres af en hovedentreprenør, medfører fast driftssted efter 3 måneder. Se artikel 5, stk. 3, litra a og b, og protokollen.
Ved tjenesteydelser af rådgivende karakter foreligger der fast driftssted, hvis disse ydelser leveres i en eller flere perioder, der tilsammen overstiger 3 måneder, inden for en 12-måneders periode. Se artikel 5, stk. 3, litra c.
I artiklens stk. 4, litra a)-d), er det ikke en forudsætning for ikke at statuere fast driftssted, at den aktivitet, der udøves, er af forberedende eller hjælpende karakter.
Reglen om, at der ikke foreligger et fast driftssted, hvis en virksomhed udøver aktiviteter af forberedende eller hjælpende karakter, gælder kun for reklamevirksomhed, oplysningsvirksomhed, videnskabelig forskning eller lignende. Se artikel 5, stk. 4, litra e. Derudover indeholder artikel 5, stk. 4 ikke en opsamlingsbestemmelse.
Artiklen har ikke en bestemmelse svarende til OECD’s modeloverenskomst, artikel 5, stk. 4.1., om aktiviteter på forretningsstedet eller forretningsstederne, der udgør komplementære funktioner, som er en del af et sammenhængende forretningsområde, og som ikke er omfattet af stk. 4 i OECD's modeloverenskomst.
Af artikel 5, stk. 5, fremgår, at i tilfælde, hvor en afhængig agent handler i en stat på vegne et foretagende i den anden kontraherende stat, anses foretagendet for at have et fast driftssted i den førstnævnte stat med hensyn til hele den virksomhed, som denne person påtager sig for foretagendet, hvis denne person:
- a) har og sædvanligvis i denne stat udøver en fuldmagt til at indgå aftaler i foretagendets navn, medmindre denne persons virksomhed er begrænset til sådanne forhold, som er nævnt i stykke 4, og som, hvis de var udøvet gennem et fast forretningssted, ikke ville gøre dette faste forretningssted til et fast driftssted efter bestemmelserne i nævnte stykke; eller
- b) ikke har nogen sådan fuldmagt, men sædvanligvis i den førstnævnte stat opretholder et varelager, hvorfra han regelmæssigt leverer varer på foretagendets vegne.
Et forsikringsselskab har altid fast driftssted i det andet land, hvis det opkræver præmier dér eller forsikrer risici dér. Se artikel 5, stk. 7.
Artiklen har ikke en bestemmelse svarende til OECD's modeloverenskomst, artikel 5, stk. 8. som definerer, hvornår en person eller et foretagende er nært forbundet.
Se også
Se også afsnit C.F.8.2.2.5 om OECD's modeloverenskomst artikel 5.
Artikel 6: Indkomst af fast ejendom
Artiklen svarer til OECD's modeloverenskomst. Se afsnit C.F.8.2.2.6 om OECD's modeloverenskomst artikel 6.
Artikel 7: Fortjeneste ved erhvervsvirksomhed
Artiklen afviger fra OECD's modeloverenskomst.
Sælges der varer af samme eller lignende art i samme land, som det faste driftssted, kan fortjenesten ved denne virksomhed beskattes i dette land. Se artikel 7, stk. 1, litra b.
Fortjeneste ved anden erhvervsvirksomhed i et land af samme eller lignende art som det faste driftssteds, kan beskattes i dette land. Se artikel 7, stk. 1, litra c.
Artiklen indeholder en bestemmelse om fradrag for omkostninger, som foretagendet har afholdt for det faste driftssted. Det gælder også for generalomkostninger til ledelse og administration. Se artikel 7, stk. 3.
Hvis det har været sædvane at fastsætte den fortjeneste, der kan henføres til et fast driftssted, på grundlag af fordeling af foretagendets samlede fortjeneste, skal dette stadig være muligt. Se artikel 7, stk. 4.
Fortjeneste skal ikke henføres til et fast driftssted, hvis det faste driftssted kun har foretaget vareindkøb for foretagendet. Se artikel 7, stk. 5.
Bemærk
Artiklen indeholder ikke modeloverenskomstens artikel 7, stk. 3, om sekundær justering og artikel 7, stk. 7, om indkomst særskilt behandlet i andre artikler.
Se også
Se også afsnit C.F.8.2.2.7 om OECD's modeloverenskomst artikel 7.
Artikel 8: Skibs- og luftfart
Artiklen afviger fra OECD's modeloverenskomst.
Danmark kan kun beskatte den del af fortjenesten i SAS, som erhverves af den danske partner i SAS. Se artikel 8, stk. 3.
Se også
Se også afsnit C.F.8.2.2.8 om OECD's modeloverenskomst artikel 8.
Artikel 9: Indbyrdes forbundne foretagender
Artiklen svarer til OECD's modeloverenskomst. Se afsnit C.F.8.2.2.9 om OECD's modeloverenskomst artikel 9.
Artikel 10: Udbytte
Artiklen afviger fra OECDs modeloverenskomst, se nærmere om OECDs modeloverenskomst artikel 10, afsnit C.F.8.2.2.10.
Kildelandet kan beskatte bruttobeløbet af udbytter med 20 pct., såfremt den retmæssige ejer af udbyttet er hjemmehørende i den anden kontraherende stat.
Hvis det modtagende selskab direkte ejer mindst 25 pct. af kapitalen i det udbetalende selskab, som anses for hjemmehørende i kildelandet, og det modtagende selskab (dog ikke interessentskab og et kommanditselskab) anses for at være den retmæssige ejer af udbyttet, kan kildelandet kun beskatte bruttobeløbet af udbytter med 10 pct. Der er ikke noget krav om, at kaptialandelen skal have været ejet i en bestemt periode inden udbetalingen af udbyttet. Se artikel 10, stk. 2, litra a).
Artikel 10 finder ikke anvendelse i de situationer, hvor den retmæssige ejer af udbyttet driver erhverv i den stat, hvor det udbetalende selskab er hjemmehørende, gennem et dér beliggende fast driftssted eller udøver frit erhverv gennem et dér beliggende fast sted. Se nærmere om den situation i artikel 10, stk. 4.
Hvis et dansk selskab har fast driftssted i Indonesien, kan der udover selskabsskatten pålægges en skat, som ikke må overstige 15 pct. Denne bestemmelse anvendes dog ikke på kontrakter, som vedrører olie- og gassektoren eller anden minedriftssektor, når kontrakten er indgået 31. december 1983 eller tidligere. Se artikel 10, stk. 7.
Det vil afhænge af kildelandets interne regler, om beskatningsretten udnyttes. Se om Danmarks interne regler for beskatning af udbytte i selskabskonstruktioner samt om begrebet retmæssig ejer samt LL § 3 i afsnit C.D.8.10.5 Udbytteindtægter (begrænset skattepligt – selskaber).
Se også
Se afsnit A.B.4.1.4.2 om tilbagebetaling af dansk udbytteskat.
Artikel 11: Renter
Artiklen afviger fra OECD's modeloverenskomst.
Kildelandet kan ikke beskatte renter der betales til regeringen eller visse bestemt angivne offentlige institutioner. Se artikel 11, stk. 3.
Bemærk
Danmark har ikke intern hjemmel til at beskatte begrænset skattepligtige fysiske personer af renter.
Se også
Se også afsnit C.F.8.2.2.11 om OECD's modeloverenskomst artikel 11.
Artikel 12: Royalties
Artiklen afviger fra OECD's modeloverenskomst, se nærmere om OECDs modeloverenskomst artikel 12 i afsnit C.F.8.2.2.12.
Royalties kan beskattes i både bopælslandet og kildelandet. Kildelandet kan beskatte royalties med højst 15 pct. af bruttobeløbet. Se artikel 12, stk. 1 og 2.
Artiklen omfatter også anvendelsen af eller retten til at anvende (leasing) industrielt, kommercielt eller videnskabeligt udstyr. Se artikel 12, stk. 3.
Royalties skal anses for at stamme fra det land, der betaler royalties, eller det land, hvor en politisk underafdeling, lokal myndighed eller den person, som betaler royalties, er hjemmehørende. Hvis royalties betales fra et fast driftssted i et land, anses de for at stamme derfra. Se artikel 12, stk. 5. Det vil herefter afhænge af kildelandets interne regler, om beskatningsretten kan udnyttes. Se nærmere om Danmarks interne regler for beskatning af royalty i afsnit C.F.3.1.9 og om begrebet retmæssig ejer i afsnit C.F.8.2.2.10.1.3.
Se også afsnit C.F.8.2.2.12.3 om tilbagebetaling af dansk royaltyskat.
Artikel 13: Kapitalgevinster
Artiklen afviger fra OECD's modeloverenskomst.
Artiklen indeholder ikke modeloverenskomstens artikel 13, stk. 4, om kildelandsbeskatning af fortjeneste ved salg af aktier i ejendomsaktieselskaber. Denne fortjeneste er derfor omfattet af artikel 13, stk. 4 (opsamlingsbestemmelse).
Se også
Se også afsnit C.F.8.2.2.13 om OECD's modeloverenskomst artikel 13.
Artikel 14: Frit erhverv
Artiklen afviger fra OECD's modeloverenskomst fra før 2000. Artikel 14 om frit erhverv udgik af modeloverenskomsten i 2000.
Kildelandet kan også beskatte indkomst fra personer, der driver frit erhverv uden fast sted, hvis opholdet i en eller flere perioder udgør eller overstiger 91 dage inden for en 12-måneders periode.
Se også
Se også afsnit C.F.8.2.2.14 om OECD's modeloverenskomst artikel 14 fra før 2000.
Artikel 15: Personligt arbejde i tjenesteforhold
Artiklen afviger fra OECD's modeloverenskomst. Se afsnit C.F.8.2.2.15 om OECD's modeloverenskomst artikel 15.
Vederlag for personligt arbejde i tjenesteforhold, som udføres om bord på et skib eller luftfartøj i international trafik, kan beskattes i den kontraherende stat, i hvilken det foretagende, som driver skibet eller luftfartøjet, er hjemmehørende. Se artikel 15, stk. 3.
Se også
Se også
- Artikel 16 om bestyrelseshonorar
- Artikel 17 om løn til kunstnere og sportsfolk
- Artikel 19 om løn for offentligt hverv
- Artikel 21 om professorreglen.
Artikel 16: Bestyrelseshonorar
Artiklen svarer til OECD's modeloverenskomst. Se afsnit C.F.8.2.2.16 om OECD's modeloverenskomst artikel 16.
Artikel 17: Kunstnere og sportsfolk
Artiklen afviger fra OECD's modeloverenskomst.
Kildelandet kan ikke beskatte vederlag til optrædende kunstnere og sportsfolk, når besøget i kildelandet i væsentligt omfang er støttet af offentlige midler fra bopælslandet. Se artikel 17, stk. 3 og 4.
Bemærk
Artikel 17 anvendes ikke på optrædende kunstnere og sportsfolk, der er offentligt ansat. De er enten omfattet af artikel 19, stk. 1, eller af artikel 15 eller 16, hvis der er tale om offentlig erhvervsvirksomhed. Se artikel 19, stk. 3.
Se også
Se også afsnit C.F.8.2.2.17 om OECD's modeloverenskomst artikel 17.
Artikel 18: Pensioner, sociale sikringsydelser, livrenter og underholdsbidrag
Artiklen afviger fra OECD's modeloverenskomst.
Alle former for private og offentlige pensioner, livrenter og sociale sikringsydelser kan kun beskattes i kildelandet. Se artikel 18, stk. 1.
Underholdsbidrag, der betales fra det ene land til en person, der er hjemmehørende og skattepligtig af ydelserne i det andet land, kan kun beskattes i bopælslandet. Se artikel 18, stk. 2.
Se også
Se også afsnit C.F.8.2.2.18 om OECD's modeloverenskomst artikel 18.
Artikel 19: Offentlige hverv
Artiklen afviger fra OECD's modeloverenskomst.
Artiklen omfatter ikke pensioner. Offentlige pensioner er omfattet af artikel 18.
Bemærk
Vederlag til offentligt ansatte kunstnere og sportsfolk er omfattet af bestemmelserne i denne artikel og ikke af artikel 17.
Se også
Se også afsnit C.F.8.2.2.19 om OECD's modeloverenskomst artikel 19.
Artikel 20: Studerende
Artiklen afviger fra OECD's modeloverenskomst.
Hvis betingelserne for skattefritagelse er opfyldt, gælder fritagelsen for
- beløb, som en studerende eller praktikant modtager fra udlandet til sit underhold, studium eller uddannelse
- løn tjent i opholdslandet, når arbejdet står i forbindelse med studiet eller uddannelsen, eller når lønnen er nødvendig som supplement til de midler, der er til rådighed for personens underhold (gæstestuderendefradrag).
Gæstestuderendefradrag
I Danmark er det beløb, der er nødvendigt for en studerendes underhold, fastsat til 46.500 kr. i 2020 (46.200 kr. i 2019). Studerende, der har påbegyndt studieophold i Danmark før 1. januar 2011, er berettiget til fortsat at anvende fradraget for 2010, 71.000 kr., så længe betingelserne herfor er opfyldt.
Se også
Se også afsnit
Artikel 21: Lærere og forskere
Artiklen afviger fra OECD's modeloverenskomst. Bestemmelsen findes ikke i OECD's modeloverenskomst.
Professorregel
Vederlag til en professor eller lærer for undervisning eller forskning ved et universitet, kollegium, skole eller undervisningsanstalt beskattes ikke i opholdslandet, hvis
- personen er eller var hjemmehørende i det andet land umiddelbart før besøget i opholdslandet og
- opholdet ikke overstiger 2 år og
- forskning drives i offentlighedens interesse og ikke til fordel for private fysiske eller juridiske personer.
Se også
Se også
- Afsnit C.F.8.2.2.15.2.2. om professorreglen
- DBO'ens artikel 21 om indholdet af bestemmelsen.
Artikel 22: Andre indkomster
Artiklen afviger fra OECD's modeloverenskomst.
Andre indkomster kan beskattes i kildelandet, hvis de stammer fra dette land. Det betyder, at hvis indkomsten er fra et tredjeland kan den kun beskattes i bopælslandet. Se artikel 22, stk. 3.
Se også
Se også afsnit C.F.8.2.2.21 om OECD's modeloverenskomst artikel 21.
Artikel 23: Ophævelse af dobbeltbeskatning
Artiklen afviger fra OECD's modeloverenskomst.
Danmark giver almindelig creditlempelse på skat af indkomst, som Indonesien kan beskatte efter overenskomsten. Se artikel 23, stk. 3, litra a og b.
Hvis indkomsten efter DBO'en kun kan beskattes i Indonesien, nedsættes den danske skat efter metoden exemption med progression. Indkomsten medregnes i beskatningsgrundlaget, og skatten nedsættes med den del af skatten, som svarer til den indkomst, der stammer fra Indonesien. Se artikel 23, stk. 3, litra c.
Indonesien giver creditlempelse på skat af indkomst, som Danmark kan beskatte efter DBO'en. Se artikel 23, stk. 2, litra a. Hvis indkomsten kun kan beskattes i Danmark, lempes den indonesiske skat efter metoden exemption med progression. Se artikel 23, stk. 2, litra b.
Se også
Se også afsnit C.F.8.2.2.23 om OECD's modeloverenskomst artikel 23.
Artikel 24: Ikke-diskriminering
Artiklen afviger fra OECD's modeloverenskomst.
Artiklen indeholder ikke modeloverenskomsten artikel 24, stk. 2, om statsløse personer og artikel 24, stk. 4, om renter og royalties.
Se også
Se også afsnit C.F.8.2.2.24 om OECD's modeloverenskomst artikel 24.
Artikel 25: Fremgangsmåde ved indgåelse af gensidig aftale
Artiklen afviger fra OECD's modeloverenskomst.
Anmodning om indledning af den gensidige aftaleprocedure kan kun indgives til den kompetente myndighed i bopælslandet.
Artiklen indeholder ikke modeloverenskomstens artikel 25, stk. 5, om voldgift.
Se også
Se også afsnit C.F.8.2.2.25 om OECD's modeloverenskomst artikel 25.
Artikel 26: Udveksling af oplysninger
Artiklen afviger fra OECD's modeloverenskomst.
Artiklen indeholder ikke modeloverenskomstens artikel 26, stk. 4 og 5, om anmodning om oplysninger.
Se også
Se også afsnit C.F.8.2.2.26 om OECD's modeloverenskomst artikel 26.
Artikel 27: Personer ansat ved diplomatiske og konsulære repræsentationer
Artiklen svarer til OECD's modeloverenskomst. Se afsnit C.F.8.2.2.28 om OECD's modeloverenskomst artikel 28.
Artikel 28: Territorial udvidelse
Artiklen svarer til OECD's modeloverenskomst. Se afsnit C.F.8.2.2.29 om OECD's modeloverenskomst artikel 29.
Artikel 29: Ikrafttræden
DBO'en trådte i kraft den 29. april 1986 og har virkning fra 1. januar 1987.
Se også
Se også afsnit C.F.8.2.2.30 om OECD's modeloverenskomst artikel 30 om ikrafttræden.
Artikel 30: Opsigelse
Artiklen afviger fra OECD's modeloverenskomst.
DBO'en kan ikke opsiges i de første 5 år efter den er trådt i kraft.
Se også
Se afsnit C.F.8.2.2.31 om OECD's modeloverenskomst artikel 31 om opsigelse.