Indhold

Dette afsnit handler om regler, definition og anvendelsesområde for godtgørelse af CO2-afgift for kvoteomfattede virksomheder.

Godtgørelse af energiafgift følger derimod de almindelige regler for godtgørelse af energiafgift til procesformål.

Afsnittet indeholder:

  • Regel
  • Definition og anvendelsesområde.

Regel

Der ydes som udgangspunkt fuld godtgørelse af CO2-afgift af varme og af afgiftspligtige brændsler til procesformål, der anvendes i momsregistrerede virksomheders produktionsenheder med en tilladelse til udledning af CO2. Dette gælder også for CO2-afgift af brændsler, som er anvendt til formål, der ikke er omfattet af proceslisten. På de samme betingelser ydes der også fuld godtgørelse af CO2-afgift af varme fra ikke-bionedbrydeligt affald, der anvendes som brændsel til procesformål.

Momsregistrerede virksomheder, som har en tæt driftsmæssig og fysisk sammenhæng inden for samme lokalitet med en produktionsenhed med tilladelse til udledning af CO2, kan også opnå fuld godtgørelse af afgift af varme til proces, der leveres direkte fra produktionsenheden som har tilladelse til udledning af CO2 til den forbundne virksomhed. Se xCO2AL § 9 ax, stk. 1.

Tilsvarende regler finder anvendelse for kulde. Se xCO2AL § 9 ax, stk. 6.

Der ydes ikke godtgørelse af afgift af varme og afgiftspligtige varer, der direkte eller indirekte anvendes til fremstilling af varme, der leveres fra virksomheden, eller rumvarme, varmt brugsvand eller komfortkøling i virksomheden. Se xCO2AL § 9 ax, stk. 2.

Der ydes ikke godtgørelse for afgift af varme fra en produktionsenhed, der ikke har tilladelse til udledning af CO2.

Se xGASAL § 10x, xKULAL § 8x og xMINAL § 11x for opgørelse af ikke-godtgørelsesberettiget afgift af energiforbrug.

Se også

  • afsnit E.A.4.6.8.4 om kvoteomfattet fjernvarme anvendt til procesformål
  • afsnit E.A.4.6.9.5 om særlige regler for perioden 2005 - 2009.

Definition og anvendelsesområde

Ved kvoteomfattede virksomheder forstås momsregistrerede virksomheder, som er omfattet af CO2-kvoteloven. Klima-, energi- og bygningsministeren giver tilladelse til udledning af CO2. Tilladelser administreres af Energistyrelsen.

Kvoteomfattede virksomheder har tilladelse til udledning af CO2 i forbindelse med aktiviteter omfattet af CO2-kvotelovens §§ 8-10. Dette gælder bl.a. forbrænding af brændsel i anlæg med en samlet nominel indfyret effekt på mere end 20 MW.