Dette afsnit indeholder en beskrivelse af de varegrupper, som er omfattet af reglerne om afgift af kul og affaldsvarme. Dvs. både afgiftspligtige varer som kul mv., den afgiftspligtige varme, som er pålagt affaldsvarmeafgift, og den afgiftspligtige mængde affald, som er pålagt en tillægsafgift.
Følgende varer er omfattet af afgiftspligten:
- Stenkul (inkl. stenkulsbriketter), koks, cinders og koksgrus
- Jordoliekoks
- Brunkulsbriketter og brunkul
- Andre varer henhørende under position 2713, 2714 og 2715 i EU´s kombinerede nomenklatur (bitumen), som anvendes eller er bestemt til at anvendes til fremstilling af varme
i. med et vandindhold på mindst 27 pct. og
ii. med et vandindhold på mindre en 27 pct. - Varme produceret ved forbrænding af affald
- Affald anvendt som brændsel til produktion af varme i anlæg
Se xKULAL § 1x, stk. 1.
Se afsnit E.A.4.2.3 om definition af affald.
Særligt om den afgiftsmæssige stilling for grillbriketter m.v.
Skattestyrelsen har udsendt styresignal SKM2012.662.SKAT, der præciserede, at der skal betales energi- og miljøafgifter af grillkul, grillbriketter mv., der helt eller delvis består af afgiftspligtige fossile varer, fx stenkul. Der er efter udsendelsen af styresignalet overfor Skattestyrelsen fremkommet yderligere spørgsmål vedrørende afgiftsberigtigelsen af grillbriketter efter brændværdi. Skattestyrelsen har derfor med styresignal SKM2013.440.SKAT præciseret det tidligere udsendte styresignal.
Der skal betales afgift efter kulafgiftsloven, CO2-afgiftsloven, svovlafgiftsloven og NOx-afgiftsloven af grillbriketter, der helt eller delvis består af afgiftspligtige fossile varer, fx af stenkul eller brunkul. Der betales afgift efter grillbriketternes vægt eller efter deres brændværdi i det omfang afgiftslovene muliggør opgørelse på basis af brændværdi.
Ved betaling af afgift efter brændværdi kan leverandørens fakturerede brændværdi normalt lægges til grund for opgørelsen. Det forudsætter dog, at der er tale om to uafhængige virksomheder, og at brændværdien har betydning for prisfastsættelsen for varerne. Hvis brændværdien er baseret på en målt værdi, kan denne værdi anvendes for en hel produktionsserie/batch. Dette forudsætter dog, at virksomheden kan dokumentere, at der er tale om samme produktionsserie/batch.
Det bemærkes, at der efter gældende regler ikke skal betales afgift af energiprodukter, der udelukkende er baseret på biomasse, fx af træ (trækul) eller af nøddeskaller mv.
Virksomheder, der fremstiller eller importerer disse grillbriketter, skal som følge af denne præcisering lade sig registrere for de nævnte love.
Grillbriketter, der er baseret på fossile brændsler
For grillbriketter, der er baseret på fossile brændsler, betales der afgift på grundlag af den samlede grillbrikets vægt eller brændværdi.
Grillbriketter, der er baseret på en blanding af fossile brændsler og ikke-fossile brændsler
Grillbriketter, der er baseret på en blanding af fossile brændsler, fx stenkul, og af ikke-fossile brændsler, fx trækul, nøddeskaller mv. og bindemiddel, er afgiftspligtige for sit indhold af fossile brændsler. Der betales afgift på grundlag af brændværdien eller vægten af det afgiftspligtige kul i grillbriketten, inklusive en forholdsmæssig andel af "andet indhold" (fyld, bindemiddel mv.).
Efter omstændighederne tillades det, at den afgiftspligtige andel (mængde) efter svovlafgiftsloven og NOx-afgiftsloven er den samme som for kulafgiften.
Der skal derimod betales fuld CO2-afgift af de pågældende briketter.
Eksempel på beregning af afgift af grillbriketter baseret på en blanding af fossile brændsler og ikke-fossile brændsler
Eksemplet viser beregning af energi- og miljøafgifter efter vægt. Der er i beregningseksemplet taget udgangspunkt i en sædvanlig detailsalgsmængde på 10 kg.
10 kg grillbriketter - indhold | Mængde i % - evt. ifølge deklaration | Fordeling af mængde |
Indhold af fossilt brændsel (stenkul) | 60 % | 60 % af 10 kg = 6 kg |
Indhold af ikke-fossilt brændsel (nøddeskaller) | 18 % | 18 % af 10 kg = 1,8 kg |
Indhold af svovl | 1 % | 1 % af 10 kg = 0,1 kg |
Andet indhold (fyld, bindemiddel mv.) | I alt 22 % | 22 % af 10 kg = 2,2 kg |
Beregning af afgiftspligtig andel og ikke-afgiftspligtig andel:
| Andel efter vægt | Andel i % |
Afgiftspligtig andel | 6 kg + 2,2/7,8 * 6 kg = 6 kg + 1,692 kg = 7,692 kg | 7,692 kg/10 kg * 100 = 76,9 % |
Ikke-afgiftspligtig andel | 1,8 kg + 2,2/7,8 * 1,8 kg = 1,8 kg + 0,508 kg = 2,308 kg | 2,308 kg/10 kg * 100 = 23,1 % |
Beregning af afgift (2019-niveau) af 10 kg grillbriketter med ovennævnte indhold
Afgift | Afgiftssatser efter vægt | Beregning af afgift | Afgift, der skal betales |
Kulafgift | 1.573 kr./ton | 76,9 % af 0,010 t * 1.573 kr. = | 12,10 kr. |
CO2-afgift | 466,10 kr./ton | 100 % af 0,010 t * 466,10 kr. = | 4,66 kr. |
Svovlafgift | 23,70 kr./kg svovl | 76,9 % af 0,1 kg * 23,70 kr. = | 1,82 kr. |
NOx-afgift | 16,40 kr./ton | 76,9 % af 0,010 t * 16,40 kr. = | 0,13 kr. |
Energi- og miljøafgifter i alt | | | 18,71 kr. |
Se også afsnit
Bemærk
Jordoliekoks er et restprodukt fra raffinering af råolie og fremstilles ved, at den resterende del af olien efter den egentlige raffinering opvarmes til ca. 500o C, hvorefter de faste bestanddele udskæres. Jordoliekoks markedsføres under flere forskellige benævnelser, fx energikoks, kokssingles, industrikoks og petroleumskoks.
Forædlede kulprodukter mv., der udelukkende anvendes til tekniske formål (fx opkulningsmidler, der tilsættes støbejern i en smelteproces, og stenkul, der anvendes i rensefiltre i vandværker mv.), er fritaget for afgift. Det er en forudsætning, at produkterne ikke kan anvendes som erstatning for almindelige afgiftspligtige varer.