Indhold

Dette afsnit beskriver sigtedes ret til ikke at medvirke til opklaringen af den straffesag, der er rejst imod ham/hende.

Afsnittet indeholder:

  • Regel
  • Retsplejeloven
  • Menneskerettighedskonventionen
  • Retssikkerhedsloven
  • Sigtedes samtykke
  • Tredjemands oplysningspligt

Regel

Forbud mod selvinkriminering betyder, at ingen mistænkt eller sigtet er forpligtet til at afgive sådanne udtalelser og oplysninger mv., at pågældende derved beskylder sig selv for en forbrydelse.

Bemærk

I forlængelse af sigtedes ret til tavshed er det anklagemyndigheden - i administrative straffesager SKAT - der har den fulde bevisbyrde for, at sigtede har begået det strafbare forhold, pågældende er sigtet for. Bevisbyrden omfatter både de objektive og subjektive forhold ved overtrædelsen. Beviserne skal på et objektivt grundlag have en sådan styrke, at der ikke er rimelig tvivl om den sigtedes skyld.

Retsplejeloven

Retten til tavshed fremgår af RPL § 752, stk. 1, hvorefter en sigtet ikke er forpligtet til at udtale sig. Når der rettes henvendelse til en person, der er mistænkt eller sigtet for overtrædelse af lovgivningen indenfor told- og skatteforvaltningens område, skal den pågældende gøres bekendt med retten til tavshed.

I smuglerisager skal RPL § 752, stk. 1, dog kun iagttages i relation til udspørgen om smuglerier om tidligere indrejse. Se TDL § 23.

Menneskerettighedskonventionen

Den Europæiske Menneskerettighedskonvention indeholder ikke udtrykkeligt et selvinkrimineringsforbud, men Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol har fastslået, at et forbud mod selvinkriminering kan udledes af konventionen artikel 6, der handler om retten til en retfærdig rettergang ("fair trial").

Retssikkerhedsloven

Lovens hovedformål er at regulere, hvordan forvaltningen skal optræde ved anvendelsen af tvangsindgreb og oplysningspligter, men den indeholder også bestemmelser om afgrænsningen mellem de forvaltningsretlige indgreb og strafferetsplejen i RSL § 9 og 10.

Justitsministeriet har den 22. december 2004 udgivet en vejledning om anvendelsen af retssikkerhedsloven.

Retssikkerhedsloven indeholder et klart forbud mod selvinkriminering, som dækker både fysiske og juridiske personer. En person, der er under konkret mistanke om et strafbart forhold, har således ikke pligt til at meddele oplysninger om sine forhold til myndighederne, med mindre det kan udelukkes, at oplysningerne har betydning for bedømmelsen af den formodede overtrædelse.

Dette er en personlig beskyttelse. Den pågældende behøver ikke at være sigtet, men skal gives en sigtets rettigheder, når der er formodning om, at en sigtelse kan blive aktuel. Se RSL § 10.

Sigtedes samtykke

Sigtede eller en person, der er givet sigtedes rettigheder, kan dog give samtykke til at afgive oplysninger og samtykke til, at der indhentes oplysninger hos trediemand til brug for straffesagen. Dette samtykke skal være skriftligt.

Trediemands oplysningspligt

Trediemand har pligt til at meddele oplysninger i det omfang oplysningerne søges tilvejebragt til brug for behandling af andre spørgsmål end fastsættelse af straf. Se RSL § 10, stk. 2.

Se også

Se afsnit A.C.1.6 om retten til ikke at inkriminere sig selv i retssikkerhedsloven.