Fortjenester ved salg af betalingsrettigheder og mælkekvoter er omfattet af de almindelige regler om succession ved familiehandler og handler til nære medarbejdere, jf. KSL § 33 C, succession fra dødsboer til arvingerne, jf. DBSL § 36, skattefri virksomhedsomdannelse til selskab, jf. virksomhedsomdannelsesloven, samt de almindelige regler om indskud på ophørspension, jf. PSL § 15 A. 

Et resterende a conto beløb som nævnt i § 40 C, stk. 8, skal ifølge AL § 40 C, stk. 10, fradrages i en ægtefælles slutskat m.v. i tilfælde, hvor en virksomhed overdrages efter successionsreglerne i KSL § 33 C eller DBL § 39. Det er en betingelse herfor, at den skattepligtige var gift og samlevende med ægtefællen ved udgangen af indkomståret forud for overdragelsen. Et herefter resterende beløb fremføres til fradrag i den beregnede slutskat m.v. i de følgende indkomstår.

SKM2008.544.SR (Appelleret) vedrørte bl.a. den situation, at bortforpagterne ønskede at overdrage landbrugsvirksomheden til en ny ejer med succession efter KSL § 33 C. Forpagtningsaftalen var indgået inden 1. januar 2006, og forpagteren havde vederlagsfrit modtaget betalingsrettigheder ved førstegangstildelingen i 2005 på grundlag af det forpagtede areal. Ifølge forpagtningsaftalen skulle forpagter senest ved forpagtningens ophør vederlagsfrit levere betalingsrettigheder til bortforpagterne. Overdragelsen med succession skulle finde sted inden levering af betalingsrettigheder til bortforpagterne, og den nye ejer skulle indtræde i forpagtningsaftalen. Skatterådet fandt, at der også kan succederes efter KSL § 33 C i retten til at modtage betalingsrettigheder efter LL § 7 Y, stk. 2, hvis der i øvrigt kan succederes efter KSL § 33 C.

SKM2008.546.SR (Appelleret) vedrørte bl.a. den situation, at en forpagter ønskede at overdrage sin landbrugsvirksomhed med succession efter KSL § 33 C. Forpagtningsaftalen var indgået inden 1. januar 2006, og forpagteren havde vederlagsfrit modtaget betalingsrettigheder ved førstegangstildelingen i 2005 på grundlag af det forpagtede areal. Ifølge forpagtningsaftalen skulle forpagter senest ved forpagtningens ophør vederlagsfrit levere betalingsrettigheder til bortforpagterne. Overdragelsen med succession skulle finde sted inden levering af betalingsrettigheder til bortforpagterne, og den nye ejer skulle indtræde i forpagtningsaftalen. Skatterådet fandt, at der også kunne succederes efter KSL § 33 C, i retten til at levere betalingsrettigheder efter LL § 7Y, stk. 2, hvis der i øvrigt kan succederes efter KSL § 33 C. Skatterådet udtalte i denne forbindelse, at det er saldoens størrelse på salgstidspunktet fratrukket salgssummen for betalingsrettigheder, der er afgørende for om der kan succederes i saldoen efter afskrivningslovens (AL) § 40C. Ved succession efter KSL § 33 C, i en ideel andel eller en del af virksomheden, der i sig selv udgør en selvstændig erhvervsvirksomhed, skal opgørelsen af hvorvidt der på overdragelsestidspunktet foreligger en fortjeneste på saldoen efter AL § 40C, foretages på grundlag af henholdsvis den ideelle andel af saldoens størrelse eller en forholdsmæssig andel af saldoens størrelse. Den forholdsmæssige andel skal svare til den overtagne andel af virksomheden. Det kan ikke kan succederes efter kildeskattelovens § 33 C i retten til at levere betalingsrettigheder efter LL § 7Y, stk. 2, hvis den del af virksomheden der overdrages ikke i sig selv udgør en selvstændig erhvervsvirksomhed.