Afsnittet indeholder:
- Felterne i angivelsen
- Varer forsendt eller transporteret fra andre EU-lande
- Forretningssteder mv. i andre EU-lande
- Importordningen
- Valuta
- Forbud mod afrunding
- Nulangivelser
Felterne i angivelsen
Reglerne om indholdet i den særlige One-Stop-Moms momsangivelse vil blive fastsat i momsbekendtgørelsen.
Reglerne vil blive fastsat på baggrund af artiklerne 365 og 369g i Momssystemdirektivet, som ændret ved artikel 2 i direktiv (EU) 2017/2455, og som ændret ved direktiv 2019/1995. Se evt. også bilag III til gennemførelsesforordning (EU) 2020/194, der fastsætter, hvilke oplysninger Skatteforvaltningen skal videresende til de andre EU-lande.
Varer forsendt eller transporteret fra andre EU-lande
Når en afgiftspligtig person, der anvender EU-ordningen, forsender eller transporterer varerne fra andre medlemslande end identifikationsmedlemslandet, skal momsangivelsen, indeholde relevante angivelsesoplysninger, for hvert medlemsland, som der forsendes eller transporteres varer fra.
I forbindelse med fjernsalg af varer inden for EU bortset fra sådant salg udført af en afgiftspligtig person i overensstemmelse ML § 4 c, stk. 2, skal momsangivelsen også indeholde det individuelle momsregistreringsnummer eller det skatteregistreringsnummer, der er tildelt af hver enkelt medlemsland, som sådanne varer forsendes eller transporteres fra.
I forbindelse med fjernsalg af varer og leveringer af varer inden for EU, hvis forsendelsen eller transporten af disse varer påbegyndes og afsluttes i den samme medlemsland, udført af en afgiftspligtig person i henhold til ML § 4 c, stk. 2, skal momsangivelsen også indeholde det individuelle momsregistreringsnummer eller det skatteregistreringsnummer, der er tildelt af hver enkelt medlemsland, som sådanne varer forsendes eller transporteres fra, hvis et sådant foreligger.
Momsangivelsen skal indeholde de omhandlede oplysninger opdelt efter forbrugsmedlemsstat. Se artikel 369g, stk. 2, i Momssystemdirektivet, som ændret ved direktiv 2019/1995.
Se også afsnit D.A.4.2.5 om formidling omfattet af ML § 4 c, stk. 2 (platforme mv.).
Forretningssteder i andre EU-lande
Når en afgiftspligtig person, der anvender EU-ordningen, har et eller flere faste forretningssteder i et andet medlemsland end identifikationsmedlemslandet, hvorfra der leveres ydelser, skal momsangivelsen, indeholde relevante angivelsesoplysninger, for hvert medlemsland, hvor den pågældende har et forretningssted, tillige med dette forretningssteds momsregistreringsnummer eller skatteregistreringsnummer. Se momsbekendtgørelsens § 115, stk. 2, og artikel 369g, stk. 3, i Momssystemdirektivet, som ændret ved direktiv 2019/1995.
Importordning
Momsangivelsen skal indeholde den afgiftspligtige persons særlige momsregistreringsnummer til brug for Importordningen. For hver forbrugsmedlemsland, hvor der skal betales moms, skal angivelsen vise den samlede værdi uden moms af fjernsalg af varer indført fra tredjelandsområder eller tredjelande og række andre oplysninger. Se artikel 369t, stk. 1, i Momssystemdirektivet, som indsat ved artikel 2 i direktiv (EU) 2017/2455. Se evt. også bilag III til gennemførelsesforordning (EU) 2020/194, der fastsætter, hvilke oplysninger Skatteforvaltningen skal videresende til de andre EU-lande.
Valuta
Beløbene skal angives i danske kroner. Se momsbekendtgørelsens § 115, stk. 3, og artiklerne 366 og 369h i Momssystemdirektivet, som ændret ved artikel 5 i Direktiv 2008/8/EF, og artikel 369u i Momssystemdirektivet, som indsat ved artikel 2 i direktiv (EU) 2017/2455.
Er leveringen foretaget i en anden valuta, anvendes kursen på den sidste dag i afgiftsperioden, når angivelsen udfyldes. Omregningen skal ske til de valutakurser, som Den Europæiske Centralbank har offentliggjort for den dag eller, hvis der ikke har været nogen offentliggørelse den dag, den næste offentliggørelsesdag. Se momsbekendtgørelsens § 115, stk. 4, og artiklerne 366 og 369h i Momssystemdirektivet, som ændret ved artikel 5 i Direktiv 2008/8/EF, og som ændret ved artikel 2 i direktiv (EU) 2017/2455, og artikel 369u i Momssystemdirektivet, som indsat ved artikel 2 i direktiv (EU) 2017/2455.
Forbud mod afrunding
Beløbene på momsangivelser, der udarbejdes under særordningerne, må ikke afrundes til den nærmeste hele valutaenhed. Det nøjagtige momsbeløb skal angives og betales. Se momsforordningens artikel 60, som affattet ved gennemførelsesforordning (EU) 2019/2026.
Nulangivelser
Hvis en afgiftspligtig person, der anvender en særordning, ikke har leveret varer eller ydelser i nogen af forbrugsmedlemsstaterne under denne særordning i løbet af en angivelsesperiode og ikke har nogen korrektioner i forbindelse med tidligere momsangivelser, indsender vedkommende eller den formidler, der handler på vedkommendes vegne, en momsangivelse med angivelse af, at der ikke er foretaget nogen leveringer i den pågældende periode (en nulmomsangivelse). Se momsforordningens artikel 59a, som affattet ved gennemførelsesforordning (EU) 2019/2026.