Indhold

Dette afsnit omhandler oplysninger indhentet ved tidligere vurderinger.

Det følger af EVL § 58, stk. 1, at told- og skatteforvaltningen [Vurderingsstyrelsen] i vurderingsarbejdet efter eget skøn kan anvende oplysninger, som er registreret i forbindelse med tidligere vurderinger, herunder i forbindelse med klagebehandling.

EVL § 58, stk. 1, skal ses i sammenhæng med den i SFL § 20 a beskrevne deklarationsprocedure, hvorved Vurderingsstyrelsen forud for vurderingen underretter ejendomsejerne om de oplysninger af væsentlig betydning for vurderingen, der forventes at blive lagt til grund for den kommende vurdering af de pågældendes ejendomme, og ejerne får mulighed for at rette eventuelle fejl i datagrundlaget og gøre opmærksom på andre forhold, der efter ejendomsejernes vurdering har væsentlig betydning for vurderingen af ejendommen.

Ifølge EVL § 58 kan Vurderingsstyrelsen således efter eget skøn anvende oplysninger, som er registreret i forbindelse med tidligere vurderinger, herunder i forbindelse med klagebehandling. Forhold, der ved en vurdering efter EVL, er anset for at være uden væsentlig betydning for ejendomsvurderingen, vil dermed ikke blive vist i deklarationen, der gennemføres forud for efterfølgende vurderinger. 

Da Vurderingsstyrelsen efter EVL § 58 er berettiget til at undlade at inddrage oplysninger fra tidligere vurderinger i vurderingsarbejdet, uanset om disse oplysninger er anset som væsentlige for tidligere vurderinger, vil der også kunne opstå situationer, hvor der ikke i en efterfølgende deklaration oplyses om forhold, der har haft betydning ved tidligere vurderinger. Baggrunden for dette er, at der på anden vis kan være taget højde for oplysningerne ved en senere vurdering bl.a. som følge af ændringer af datagrundlaget, herunder ved ændrede referenceejendomme.

Det indebærer, at vurderingerne som udgangspunkt skal kunne foretages på grundlag af modelberegninger, der baseres på data, som indhentes af Vurderingsstyrelsen vurdering for vurdering, og at Vurderingsstyrelsen kun er forpligtet til at forholde sig til forhold, der er påberåbt i forbindelse med forberedelsen af den konkrete vurdering, samt forhold, der ved tidligere vurderinger er anset for at have så væsentlig betydning for vurderingen, at forholdene har ført til korrektion af det modelberegnede vurderingsforslag, i det omfang der er anledning til at antage, at forholdet også giver grundlag for korrektion ved efterfølgende vurderinger.

Det kan fx være tilfældet, hvis forholdet påberåbes af ejendomsejer på ny, eller hvis Vurderingsstyrelsen får anden konkret anledning til på ny at tage stilling til særlige oplysninger om ejendommen, fx fordi det modelberegnede forslag til vurdering afviger væsentligt fra tidligere vurderinger, uden at dette er begrundet i ændrede data fra offentlige registre.

EVL § 58 medfører, at hver enkelt vurdering af en ejendom grundlæggende skal anses som en særskilt og selvstændig sag, der som udgangspunkt skal behandles af Vurderingsstyrelsen på ny, uden at Vurderingsstyrelsen skal være forpligtet til at undersøge, om der i forbindelse med tidligere vurderinger af samme ejendom er fremkommet oplysninger, der potentielt kan være relevante for fremtidige vurderinger af ejendommen.

Vurderingsstyrelsen skal dog altid træffe konkret afgørelse vedrørende forhold, der er påberåbt i forbindelse med den konkrete vurdering.

Vurderingsstyrelsen er også, uanset EVL § 58, berettiget til efter et konkret skøn at inddrage oplysninger i vurderingen, der er modtaget i forbindelse med tidligere vurderinger. Vurderingsstyrelsen vil i så fald i deklarationen efter SFL kapitel 7 a eller ved anden partsinddragelse efter FVL §§ 19-20 gøre ejendommens ejer opmærksom på, at Vurderingsstyrelsen påtænker at inddrage oplysningen i grundlaget for den kommende vurdering.

Ejendomsejer vil dermed ved deklaration eller anden partshøring få indsigt i, hvad Vurderingsstyrelsen påtænker at tage højde for ved vurderingen. Ejer får på den måde grundlag for at forholde sig til, om ejer ønsker at gøre andre oplysninger gældende på ny, samt mulighed for netop at påberåbe sig andre oplysninger på ny.

Efter EVL § 58, stk. 2, kan told- og skatteforvaltningen [Vurderingsstyrelsen] ikke lægge data på individniveau fra Danmarks Statistiks databaser til grund for vurderingen af enkeltejendomme.