►Det følger af § 15a i hvidvaskloven, som ændret ved lov nr. 553 af 7. maj 2019 om ændring af hvidvaskloven (gennemførelse af 5. hvidvaskdirektiv), en underretningspligt om reelle ejere til Erhvervsstyrelsen.
Der henvises til Erhvervsstyrelsens vejledning https://erhvervsstyrelsen.dk/vejledning-indberetning-om-reelle-ejere.
Fra den 10. januar 2020 skal virksomheder og personer omfattet af hvidvaskloven samt kompetente myndigheder foretage indberetning af uoverensstemmelser i oplysninger om reelle ejere, der er registreret i Erhvervsstyrelsen.
Det fremgår af Erhvervsstyrelsens vejledningen pkt. 3.2 Kompetent myndighed, at opgaven som kompetent myndighed indebærer, at de oplysninger, som er uoverensstemmende med oplysninger om reelle ejere i Erhvervsstyrelsens it-system, bliver tilgængelige som led i myndighedsudøvelsen, dvs. som led i den pågældende myndigheds opgavevaretagelse. Således kan indberetningspligten fx omfatte Skatteforvaltningen, hvis oplysningerne bliver tilgængelige som led i Skatteforvaltningens kontrolvirksomhed, eller andre myndigheder, der på tilsvarende vis bliver bekendt med oplysningerne som led i deres opgavevaretagelse. Skatteforvaltningen har dermed en underretningspligt om reelle ejere til Erhvervsstyrelsen.
Af vejledningens pkt. 5 fremgår, hvilke uoverensstemmelser der skal indberettes og hvornår. Af vejledningens pkt. 6 fremgår, hvor og hvordan uoverensstemmelser skal indberettes.◄