►Tilregnelse

Det er en betingelse for at pålægge et bødeansvar for overtrædelser af BEK nr. 1634 af 27/12/2019, at den indberetningspligtige har handlet forsætligt eller groft uagtsomt. Simpel uagtsomhed er således ikke strafbar. Af lovforarbejderne fremgår, at i det omfang, der i de første år efter gennemførelsen måtte være usikkerhed om afgrænsningen af de indberetningspligtige ordninger, vil denne usikkerhed kunne have betydning for, om der vurderes at være tale om forsæt eller grov uagtsomhed (eller eventuelt blot simpel uagtsomhed) i forbindelse med manglende eller fejlagtig indberetning. Dette vil generelt være tilfældet i forbindelse med tilregnelsesvurderingen i straffesager om overtrædelser af nyere og kompliceret særlovgivning, hvis der er usikkerhed om de underliggende materielle regler, indtil denne usikkerhed afklares gennem praksis.

Bødeniveau

I bemærkningerne til lovforslagets § 1, nr. 2 (L 49, 2019-20), er der redegjort for det foreslåede bødeniveau for overtrædelse af straffebestemmelserne i bekendtgørelsen. Bødesatserne er differentieret efter nettoomsætningens størrelse. Der er samtidig lagt op til, at bødeniveauet, hvor det er den relevante skatteyder, som er ansvarssubjekt, som udgangspunkt fastsættes til det halve i forhold til tilfælde, hvor det er mellemmanden, der er ansvarssubjekt.

Det er anført i lovbemærkningerne, at det beskrevne bødeniveau skal sikre, at bøderne er effektive, forholdsmæssige og afskrækkende for alle, der er indberetningspligtige efter bekendtgørelsen, uanset størrelse.

Efter BEK nr. 1634 af 27/12/2019 § 30, stk. 2, skal der ved bødeudmålingen lægges vægt på ansvarssubjektets økonomiske forhold og for overtrædelser begået af virksomheder på virksomhedens nettoomsætning på gerningstidspunktet, jf. nærmere herom nedenfor vedrørende de grundlæggende bødeniveauer.

Der vil som udgangspunkt skulle udmåles en bøde for hver overtrædelse, der begås. Hvor en indberetningspligtig har begået flere overtrædelser til samtidig pådømmelse, har domstolene mulighed for - efter de samlede omstændigheder i sagen - at udmåle en fælles bøde for alle overtrædelserne.◄