I det følgende gennemgås

  • Generelle regler for indberetning af indberetningspligtige grænseoverskridende ordninger. Se afsnit A.B.1.2.9.8.1.1.
  • Løbende indberetning af supplerende oplysninger for markedsegnede ordninger. Se afsnit A.B.1.2.9.8.1.2. Se også afsnit A.B.1.2.9.4.2 for en uddybning af begrebet markedsegnet.

At formålet med indberetningen er at tilvejebringe grundlaget for den efterfølgende automatiske informationsudveksling (jf. herom afsnit A.B.1.2.9.8.3), betyder, at rammerne omkring indberetningen er struktureret på en måde, der muliggør informationsudveksling med et minimum af behandling i Skatteforvaltningen. Det betyder samtidig, at fuld indberetning er nødvendig også i tilfælde, hvor oplysningerne, eller nogle af dem, også skal indberettes til Skatteforvaltningen efter andre regler i SIL eller fastsat i medfør af SIL. Det gælder fx i de tilfælde, hvor der er indberetningspligt i henhold til BEK nr. 1634 af 27/12/2019 af pensionsordninger omfattet af PBL eller aktielønsordninger omfattet af LL § 7 P. Indberetningsforpligtelsen efter BEK nr. 1634 af 27/12/2019 er med andre ord uafhængig af, om der også måtte være sket eller skal ske indberetning i anden sammenhæng.

Det er ligeledes uden relevans for indberetningsforpligtelsen, om der er anmodet om og eventuelt også givet bindende svar om ordningen.

Bemærk også, at DAC6 artikel 8 ab, stk. 11, giver medlemsstaterne mulighed for, men ikke pligt til, at kræve, at relevante skatteydere, der benytter en indberetningspligtig grænseoverskridende ordning, skal foretage årlige indberetninger om brug af ordningen. Denne hjemmel er ikke implementeret i dansk ret.