Den summariske indpassageangivelse skal indgives til toldstedet for varernes første indpassage i EU, medmindre toldmyndighederne tillader, at angivelsen indgives til et andet toldsted. Dette forudsætter dog, at det toldsted, som modtager den summariske indpassageangivelse videresender de nødvendige oplysninger til toldstedet for varernes første indpassage i EU. Se EUTK art. 127, stk. 3.

Dette svarer til de hidtil gældende bestemmelser, se TK art. 36a, stk. 2, 1. og 2. afsnit i. For en nærmere beskrivelse heraf henvises derfor til afsnittet om Importkontrolsystem ICS. Se afsnit F.A.32.

Den summariske indpassageangivelse registreres ved modtagelsen af toldmyndighederne, som straks giver meddelelse om registeringen til den person, som har indgivet angivelsen, og hvis denne er en repræsentant i visse tilfælde også tranportøren. Se GF art. 185, stk. 1, og stk. 3, litra a).

Fra det tidspunkt, hvor importkontrolsystemet er blevet opgraderet, vil oplysninger, i de tilfælde hvor oplysninger kan kræves afgivet separat af en anden person end transportøren, se EUTK art. 127, stk. 6, blive registreret separat, ligesom den pågældende vil få meddelelse om registreringen. I det omfang transportøren har bedt herom, og har adgang til importkontrolsystemet, vil denne også få meddelelse om registreringen af oplysninger fra anden side.